« Tilbage til søgeresultaterne

Ulykkeligt stillede Børn

« Se emneord

For igennem »Kvinden og Samfundet« at søge at give et Bidrag til en saglig Forhandling af det for Tiden saa aktuelle Spørgsmaal: ulykkeligt stillede Børn og Omsorgen for dem, udsender Redaktionen af »Kvinden og Samfundet« i denne Tid følgende Skrivelse og Spørgsmaal:

Da mange har følt sig utilfredse ved den Maade, hvorpaa den i An­ledning af »Hebron«-Sagen rejste Bevægelse er løbet ud i personlige og par­tipolitiske Stridigheder, tillader Redaktionen af »Kvinden og Samfundet« sig at anmode Dem om at give Deres Bidrag til en saglig Drøftelse af de Principper, hvorefter vore Børnehjem og Opdragelsesanstalter bør ledes.

Vi har omstaaende stillet en Del Spørgsmaal op, idet vi dog be­mærker, at ogsaa enhver Besvarelse, der gaar uden for de derved givne Rammer, er kærkommen; mulig kunde en eller anden opstille og besvare endnu flere Spørgsmaal, eller maaske kun et enkelt. Vi beder Dem dog saavidt muligt ikke nøjes med at svare »Ja« eller »Nej«, men nærmere at motivere Deres Opfattelse.

Det er vor Hensigt med Deres Tilladelse at offentliggøre det saaledes indsamlede Materiale i »Kvinden og Samfundet« og mulig senere lade det udgaa som Piece.

Vi udsender dette til en Kreds af Pædagoger og andre, som kan antages at have Kendskab til Barnenaturen og Forstaaelse af det fore­liggende Emne. Hvis der i Deres Bekendtskabskreds er nogen, som kunde ønske at udtale sig om ovennævnte Spørgsmaal, vilde vi være Dem tak­nemmelig, om De satte os i Forbindelse med Vedkommende.

I.   Mener  De,   at   de officielle Rammer for Omsorgen for forsømte og hjem­løse Børn  i og for sig er tilfredsstil­lende,   at der højst kan være Grund til   Klage   over   større   eller   mindre personlige Mangler, eller at Systemet har en Fejl?

II.   Mener  De det  rigtigt, at vore Op­dragelsesanstalter sorterer under Ju­stitsministeriet, og at    Pædagoger, Læger  og  Kvinder  er saa  svagt repræsenteret i det Tilsyn, som Værgeraadet er  det officielle Udtryk for?

III.  Vilde De  finde det ønskeligt,  at der var et  Centralorgan for enhver Art af Børnehjælp - baade for søgende og ydende - og at der var en sær­lig Domstol for Børn og ganske unge, saa denne ved Hjælp af Centralorganet altid kunde skaffe sig en virkelig kyn­dig Vurdering af hvert enkelt Tilfælde og give Anvisning paa en individuelt tilpasset Behandling?

IV.  Bør en Opdragelsesanstalt have Karak­ter af en Tvangsarbejdsanstalt?

V.   Bør det straffende og hæmmende Syns­punkt være overvejende over for van­skelige Børn, saa Arbejdet mere søger at  holde det daarlige nede end at frempleje det gode?

VI. Kunde et gennemført Tvangs- og Straffesystem med faste Regler, der ikke gav udprægede Temperamenter noget Spillerum, ikke tænkes at ægge Trods og antisociale Følelser  frem?

VII.  Mener De,  at Prygl  ikke blot er en praktisk Nødhjælp, men at Prygl ogsaa virker opdragende og udvikler værdi­fulde Egenskaber?

VIII. Mener De, at mindre Hjem i Forening med  en mere individualiserende Op­dragelse,   som   mindre  Hjem   kunde yde den, vilde kunne gøre Prygl over­flødige og derfor  burde  erstatte de større Anstalter?

IX. Bør Anstalter og Hjem sættes i Stand til mere at lade Børnene pleje deres særlige Anlæg og Interesser og der­ved give dem flere Fremtidsmulig­heder end den, der nu næsten er den eneste: Tyendegerning paa Landet?

X. Bør Anstalter og Hjem ved at møde Børnene med Tillid og vise dem Pleje og kærlig Forstaaelse stræbe at højne deres Selvfølelse og menneskelige Vær­dighed, og bør de ikke ved at dyrke mere Fritidskultur søge at skabe en virkelig Hjemfølelse og Sans for Hygge, for Naturen og for intellektuelle Glæ­der?

XI. Er det økonomiske Vanskeligheder, der flere Steder hindrer pædagogiske Foranstaltninger?

XII. Bør der, foruden særlige personlige Forudsætninger, kræves en særlig Uddannelse til Børnehjemsgerningen?

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner