« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Tredie Behandling af Forslag til Lov om kommunale Valg fandt Sted - som meddelt i »Kv. o. Sf.« Nr. 4 - den 26. Februar.
Tilstrømningen til Tilhørerlogerne var saa stor, at der, da Dørene aabnedes, blev et Øjebliks Uro; alle trængte paa for at komme ind; og længe før Klokken var halvto, var alle Pladser optagne.
En hel Del Provinsredaktører stod bag ved Referenternes Plads og noterede ivrigt.
Reformpartiets Ordfører, Madsen-Mygdal, holdt en Tale, der var præget af dyb Alvor.
Han havde siddet i Landstinget i 26 Vintre og deltaget i mangfoldige Afgørelser, men sjælden havde der foreligget en Afgørelse saa vigtig som denne.
»Det høje Ting vil vistnok erkende, at Afstemningen i Dag, til hvilken Side den end vil falde, kan blive skæbnesvanger for vort Folk og faa vidtrækkende Betydning for lange Tider«.
Ordføreren endte med at bede Medlemmerne i Salen om ved deres Afstemning at bidrage til et frugtbart Lovgivningsarbejde i Fremtiden.
Næste Taler var P. G. C. Jensen (Højre), da Ordføreren for Partiet var sygemeldt.
Den korte Tale, som Landstingsmanden læste op, lød i sin Helhed saaledes:
»Medens der næppe i Højre har været forskellige Meninger om, at det foreliggende Lovforslag er saa slet, at det aldrig burde ophøjes til Lov, eftersom det ikke sikrer Mindretallet i Kommunerne den fornødne Beskyttelse eller yder Skatteyderne betryggende Værn mod vilkaarlig Overbeskatning, har det vist sig, at der hos nogle Medlemmer af Partiet, væsentligt af Hensyn til udenfor Lovforslaget liggende Forhold, er fremkommet Betænkelighed ved at stemme mod Lovforslagets Vedtagelse, saa at dets Forkastelse er bleven umulig.
Skønt vort Nej ved den endelige Afstemning over Lovforslaget altsaa ikke kan medføre, at Landet befries for en Lov, som efter vor Mening vil medføre fordærvelige Følger for det kommunale Livs Udvikling, og som kun eet af de politiske Partier - nemlig Socialdemokraterne - har Grund til at glæde sig ved, maa jeg dog opfordre vore Meningsfæller til at stemme imod Lovforslaget for at konstatere, at de er afgjorte Modstandere af dette, saaledes som det foreligger i Følge vore tidligere Meningsfællers - de frikonservatives - Underhaandsforhandlinger med Regeringen og Venstre, uden at det har været vort Parti muligt senere at tilvejebringe Forbedring deri af nogen Betydning«.
Grev Friis, som de frikonservatives Ordfører, sluttede sig til Madsen-Mygdal og anbefalede at stemme for Forslaget.
Derefter talte Socialdemokraten C. C. Andersen.
Han sagde, at dette Lovforslag vilde berede en dyb Skuffelse. Han rettede den Forespørgsel til Regeringen, om det ikke vilde være formaalstjenligt, inden Rigsdagen gjorde Lovforslaget færdigt, at stille det for Vælgernes Domstol.
Han mente, at Folketingets Forslag var ændret saa stærkt, at det ikke længer var Udtryk for Vælgernes Ønsker, og foreslog f. Eks. en Udskrivning af nye Valg til Folketinget, da han var overbevidst om, at »Vælgernes Dom vil gaa dette Forslag imod«. Det to-aarige Ophold og Bestemmelsen i § 23 om den priviligerede Valgret var saa udemokratiske Bestemmelser, at hans Parti ikke kunde give Lovforslaget sin Tilslutning.
Det vilde stemme imod det for at bevare sin Handlefrihed til at virke til dets Forbedring.
Højremanden Provst Petersen fra Færøerne udtalte, at han vilde stemme for Forslaget, bl. a. fordi det indeholdt to Principper, hvis Gennemførelse han ansaa for et Retfærdighedskrav: Valgretten for Kvinder og Anvendelse af Forholdstalsvalgmaaden ved alle kommunale Valg.
Endnu talte Højremanden Piper. Ogsaa han er sig bevidst, at denne Lov vil faa store Følger for Landet. Men han er bedrøvet over den daarlige Løsning, denne Sag har faaet.
Landstinget har skuffet ham. Byerne er bleven prisgivne; det nu herskende konservative Parti har ikke mere Brug for Byens Borgere og har afleveret dem til Socialdemokraterne.
Loven er blottet for Fremsyn, den sikrer intet forstandigt Styre i Kommunerne; den Smule priviligeret Valgret, der er tilbage, er kun et Hjørne, som kan tages i næste Omgang. Denne Udtalelse lægger Piper i Munden paa de mindre fremtrædende Medlemmer af Regeringspartiet.
Han haaber Folketinget vil »forbedre« Loven.
Med Sejrherrens Overlegenhed taler Rottbøl (frikonservativ) og bebrejder Højre, at det kalder Loven en slet Lov. Han finder Højres Kauteler ikke bedre end hans eget Partis, kun er en Del af dem (Højres) uigennemførlige.
Indenrigsministeren imødegaar Angrebene og minder Højre om, at det bestandig har modsat sig en Udvikling paa denne Lovs Omraade og Forhandling derom.
Resultatet blev, at Kravene hver Gang blev skærpede. Hvis Højre nu vil bidrage til, at denne Sags Gennemførelse udsættes - andet magter det ikke - vil det eneste Udbytte heraf være, at der rejses en heftig politisk Strid til Skade for en fredelig Udvikling i Landet. Ministeren ser ikke blot denne Sags vigtige Betydning deri, at Kvinderne kommer med i det kommunale Liv, at den faktisk bygger hele den kommunale Udvikling paa Hjemmene. Men deri ligger den største Betydning, at denne Sags Gennemførelse fremmer Ligestilletheden i Folket og derved styrker Fællesfølelsen og bidrager til at holde Klasseforskel nede.
Højremanden, Admiral Carstensen, ønskede at motivere, hvorfor han afholdt sig fra at stemme.
Det skete udelukkende af Hensyn til Forsvarssagen. Han vilde ikke række blot en lille Finger til at frembringe en Situation, hvis uberegnelige Følger han ikke kunde overse.
Som Politiker kunde han i et og alt slutte sig til sit Parti. (!)
Oberstløjtnant Rambusch (Højre) vilde ikke stemme for Loven, fordi den ikke tilfredsstillede de konservative Krav. Men han vilde heller ikke stemme imod den, fordi han indsaa, al den nuværende Tilstand Aar for Aar var bleven mere uholdbar, og fordi der i Loven fandtes et Retfærdighedskrav: Forholdstalsvalgmaaden.
Men det, der dog blev det afgørende for ham, var Hensynet til Forsvarssagen. Denne Sag stod for ham øverst, og han mente, at man ved at fremme Lovforslaget ogsaa indirekte fremmede Forsvarssagens Fremkomst.
Resultatet af Forhandlingen blev, som Læserne ved, Forslagets Vedtagelse.
Vi saa under disse Forhandlinger et andet Landstingsfysiognomi, end vi er vant til. Det reaktionære Parti sprængtes ved to Medlemmers »stemmer ikke«, og magtesløs sad de høje Herrer, tiltrods for deres energiske Nej.
Tiden er løbet fra dem. De Anskuelser, de forfægter, kan ikke længere rummes i Nutiden, der skrider sikkert frem mod lige Ret for Mand og Kvinde, for Herskab og Tyende, lige og almindelig Valgret for store og smaa.
Naar Kvinderne har vist, hvad de duer til i det kommunale Arbejde, vil Mændene sikkert forstaa, at de ogsaa kan bruge dem i det politiske, og der vil da - forhaabentlig - komme den Ærlighed ind i Politiken, som vi nu næsten ganske savner.
Jeg tænker paa et Spørgsmaal, en Kvinde stillede til mig for et Par Dage siden: »Hvor finder man, hvad der er sandt i Rigsdagsreferaterne? Jeg læser tre Aviser, og de er absolut modsatte i deres Referater«.
Jeg maatte svare, at den eneste upartiske Fremstilling af Forhandlingerne fandtes i Rigsdagstidende - og i »Kvinden og Samfundet«.
Det vilde være ønskeligt, om vor Presse gik mere ærligt til Værks. Der tales saa meget om det oplyste danske Folk; er Vælgerfolket mindre oplyst? Kunde det mon ikke selv af de korrekte Referater forstaa, hvad der sker i den lovgivende Forsamling?
Jeg tror, der er langt flere Mennesker i Danmark, der forstaar Taktiken i Politik, end Redaktører og Politikere aner.
Naar den Dag kommer, da Vælgerne opdager, at deres Presse har ført dem bag Lyset, vil de vide at svare derpaa ved Valgene, og da vil det ærligste Parti vinde Sejr.
10.marts 1908
