« Tilbage til søgeresultaterne
Intet Tab - men Vinding
Fru Martha Ottosen skriver i sidste Nr. af »Kvinden og Samfundet« i sin Artikel om den ny kommunale Valglov:
»Selv om vi Kvinder er glade ved det, vi vinder, har vi Lov til at være bedrøvede over den Frihed, Folket taber« (ved Amtsraadets Sammensætning).
Jeg vil ikke have, der skal blandes blot en Malurtsdraabe i den Glæde, Kvinderne føler over den ny Valglov, hvorfor jeg tillader mig at oplyse, at Folket ikke har mindste Grund til at sørge i Anledning af de ny Amtsraad, eftersom Friheden har vundet mægtigt fremad ved den ny Sammensætning af Amtsraadet.
I Øjeblikket vælges den ene Halvdel af Amtsraadet af de Sogneraadsmedlemmer, som er valgt af den højstbeskattede Femtedel af Sognebeboerne og den anden Halvdel af de umiddelbare Vælgere.
Efter den ny Lov vil de umiddelbare Vælgere kun kunne vælge én Tredjedel af Amtsraadet, og de andre to Tredjedele af Amtsraadet vil blive valgt af den almindelige Vælgerklasse, som hidtil slet ikke har haft Valgret til Amtsraadet. Den nuværende højstbeskattede Femtedel af Sognenes Beboere, som efter den gamle Lov vælger Halvdelen af Amtsraadet, vil ikke oftere kunne vælge noget Amtsraadsmedlem, med mindre den faar Støtte fra de nuværende lavestbeskattede Vælgere.
Det vil saaledes ses, at den almindelige Vælgerbefolkning intet Tab har lidt i Frihed, men tværtimod ogsaa overfor Amtsraadet har opnaaet en vældig Vinding.
Næstved, d. 3. Marts 1908.