« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

Af: Helene Berg, Martha Ottosen

« Se emneord

Lovforslaget om uden for Ægteskab fødte Børn og disses Forældre*).

*) Findes udførlig omtalt i »Kvinden og Samfundet« Nr. 19, 1906; idet bl. a. saa vel det af Dansk Kvindesamfund til Justitsministeriet i Maj 1906 indsendte Udkast til Lovforslag etc., som ogsaa det af Justitsministeren i November samme Aar i Folke­tinget forelagte Lovforslag findes aftrykt in extenso.

Landstingets Udvalg afgav Betænkning 20. ds.

Udvalget giver Lovforslaget sin Tilslut­ning i al Almindelighed i Erkendelsen af det betimelige i, »at der skrides til en tids­svarende Revision af vor paagældende Lovgivning«, og det billiger, »at der gen­nem det foreliggende Lovforslag søges til­vejebragt en Forbedring af de uden for Ægteskab fødte Børns Stilling, for derved at skabe Betingelser for, at den størst mu­lige Del af de paagældende Børn kan vinde frem til at blive gode og nyttige Sam­fundsborgere«.

Alligevel stiller Udvalget en Række Ændringsforslag, de fleste ganske vist enten af rent formel Natur eller af mindre væ­sentlig Betydning, enkelte dog meget vidt­rækkende - i sine Konsekvenser og som Symptom.

Dette gælder de nedenfor nævnte Ændringsforslag.

Ændringsforslag Nr. 11 er stillet af et Flertal (Dalsgaard, Høst, P. G. C. Jensen, Johansen, Moltke-Bregentved, Piper, Sonne og Sørensen-Egaa). Dette Flertal »finder det betimeligt, at der

indrømmes de Børnemødre, som uden for Ægteskab kun har Barn med een Mands­person, en noget gunstigere Stilling end de Mødre, som ved uden for Ægteskab at have Børn med flere Fædre røber en no­get løsagtigere Karakter«, og »man foreslaar i Henhold hertil, at Barnemoderens Ret til at fordre Faderens Bidrag udbetalt af det Offentlige, uden at det betragtes som en hende ydet Fattighjælp, begrænses til kun at gælde den først nævnte Kategori af Mødre«.

Det er et meget betænkeligt Foretagen­de at ville inddele Folk i Klasser efter de­res større eller mindre Grad af Moralitet eller Umoralitet; men det i praktisk Hen­seende værste ved dette Ændringsforslag er dog, at man, idet man vil straffe Mode­ren med den »noget løsagtigere Karakter«, ogsaa rammer Barnet.

Et andet Flertal (Høst, P. G. C. Jensen, Lewinsky, Moltke-Bregentved, Piper og Sonne) foreslaar »at fjerne Lovforslagets §§ 18 og 19, som indeholder Bestemmel­ser, sigtende til at forhindre bidragspligtige Barnefædre fra at forlade Landet for længere eller ubestemt Tid, medmindre der forinden er stillet behørig Sikkerhed for Bidragets Udredelse«, med den Motive­ring, at de nævnte Bestemmelser dels »i og for sig synes lidet stemmende med Tidsaanden og dennes individuelle Frihedsfø­lelse«, dels »meget let vil kunne omgaas og altsaa maa forudsættes kun at blive lidet effektive«, og dels endelig ikke menes at ville »fremme Indfrielsen af Barnefæ­drenes Bidragspligt, bl. a. fordi man meget vel kan tænke sig, at en Barnefader fra sit i Udlandet vundne Erhverv baade kan og vil hjemsende Underholdsbidrag, som han ved fortsat Forbliven her i Landet ikke vilde evne at udrede«.

Et Mindretal (Dalsgaard, Johansen og Sørensen-Egaa) vil have §§ 18 og 19 bibe­holdt, idet de henviser til, at »Bestemmel­sen er hentet fra den norske Ret«, og at »de Vidnesbyrd, som derfra foreligger, ty­der paa, at den gør sin Nytte«.

Flertallet kan vist desværre have Ret i, at Bestemmelsen let kan omgaas; men slipper end nogle uden om den, saa kan den dog sikkert hindre andre i at løbe fra deres Pligt. - Flertallets Tillid til Barne­fædrene er smuk, men synes ret naiv over for den raa Virkelighed; thi naar Barne­fædre løber af Landet, saa er det vist des­værre i de fleste Tilfælde for at blive fri for deres Pligter og ikke for bedre at kun­ne opfylde dem. - Det første Punkt i Mo­tiveringen, om »Tidsaanden og dennes in­dividuelle Frihedsfølelse« kan næppe i denne Forbindelse og fra den Kant gælde for andet end lidt uforvarende tom Lyrik, eller maaske er det en Spøg, anbragt lidt uheldigt i en ellers alvorlig Sag.

Et tredje Flertal (Høst, P. G. C. Jen­sen, Moltke-Bregentved, Piper og Sonne) stiller tre Ændringsforslag, »sigtende til at fjerne Lovforslagets § 9, omhandlende Barnets Arveret efter Faderen«, med en længere Motivering, hvori Hovedvægten lægges »paa den Betragtning, at da Loven og Samfundet haandhæver Ægteskabet som den eneste sædelige og retlig aner­kendte Kønsforbindelse, er det nødvendigt at fastholde en principiel Grænse mellem de henholdsvis inden og uden for Ægte­skab fødte Børns Stilling i og til Fami­lien -----------«.

Et Mindretal (atter bestaaende af Dals­gaard, Johansen og Sørensen-Egaa) gør derimod gældende, at der ved den Arve­ret, Lovforslaget foreslaar, er »taget til­børligt Hensyn til de Børn, der er fødte i Ægteskab«, men at der, hvis § 9 slettes, »ikke tages behørigt Hensyn til Børnene uden for Ægteskab, og dette er ikke rig­tigt, thi Børnene staar uden Skyld i deres Stilling, og derfor bør der tildeles dem den Ret, Lovforslaget tilsigter-----------«.

Arveretsspørgsmaalet var ikke taget med i det af Dansk Kvindesamfund udar­bejdede Udkast til Lov etc.; ikke fordi D. Kv.-Samf.s Udvalg ikke erkendte dette Spørgsmaals principielle Betydning; men fordi Kravet om Arveret først kan gen­nemføres, efter at andre Reformer i det uden for Ægteskab fødte Barns Stilling i Samfundet er bleven gennemført.

Herhen hører Reglerne om Hemmelighedsholdelsen af Navnet paa Mødre, der føder paa Fødsels-stiftelsen.

Lovforslaget, som det fra Folketinget oversendtes til Landstinget, havde i sin § 13 en Bestemmelse om Ophævelse af disse Regler. Et Flertal i Landstingets Udvalg (atter Høst, P. G. C. Jensen, Moltke-Bre­gentved, Piper og Soiine) vil have denne Bestemmelse stærkt indskrænket og fore­slaar, at § 13, der kort og godt lyder saaledes: »De særlige Regler om Hemmelighedsholdelse af Navnet paa Mødre, der føder paa den kgl. Fød­selsstiftelse, ophæves«, ændres saale­des, at den kommer til at lyde: »De sær­lige Regler om Hemmelighedsholdelse af Navnet paa Mødre, der føder paa den kgl. Fødselsstiftelse, skal ikke være til Hinder for, at Barnet eller dets Værge paa For­langende faar Bevis meddelt fra Stiftelsen om, hvem Moderen er«.

Lovgivere har undertiden en højst uheldig Forkærlighed for Brøker; Samfundsreformatorer elsker de hele Tal og de fulde Skridt og de helt gennemførte Handlinger.

Lovforslaget, som det forelaa efter Fol­ketingets Behandling, og endnu fjærnere derfra Landstings-udvalgets Betænkning, har ikke nogen Bestemmelse, hvor­ved det Krav søges gennemført, at det saavidt som menneskelig muligt bringes paa det rene, baade hvem der er Moder, og hvem der er Fader til det uden for Ægte­skab fødte Barn.

Her staar vi efter min Mening ved Kærnepunktet i hele Spørgsmaalet om det uden for Ægtskab fødte Barns Menneske­rettigheder og dets Stilling i Samfundet.

Det er ikke, som det maaske ved før­ste Øjekast eller for en mere overfladisk Betragtning kan synes, en Teori, hvorom Kampen her staar - den Kamp, som egentlig ikke endnu er rigtig begyndt - men det er, saavel teoretisk som praktisk, den Tap, hvorom det hele Spørgsmaal drejer sig.

Lyngby, 24. Marts 1908.

Helene  Berg.

 

Kvindens Retsstilling m. m.

Den 4de Marts havde Landstinget til 1ste Behandling Forslag til Lov om Løn­ninger for Rektorer og Lærere ved Sta­tens højere Almenskoler.

Goos (Højre) henstiller til Ministeren i et senere Lovforslag at forhøje Lærer­indernes Løn, der blev ordnet ved Lov 1903, saa den kommer til at staa i et be­stemt Forhold til Lærerlønningerne efter den nu foreslaaede Forhøjelse. Tillige anbefaler Landstingsmanden at se med Velvilje paa et Andra-gende, der foreligger om Statstilskud til de private højere Al­menskoler.

Reedtz-Thott, der anbefaler Lovfor­slaget, mener, at det Udvalg, han ønsker det henvist til, ogsaa vil kunne behandle Spørgsmaalet om Lærerindernes Lønnin­ger.

Ministeren (Enevold Sørensen) svarer, at man sikkert ikke vil kunne vente me­get længe, før Loven af 1903 maa foran­dres, saa Lærerindernes Lønninger sættes i passende Forhold til Adjunkternes, der efter det forelagte Forslag forhøjes.

Lovforslaget, der af alle Talerne mod­toges meget velvilligt, blev paa Forslag af Reedtz-Thott henvist til et Udvalg.

Naturligvis følges dette Forslags Skæb­ne med megen Interesse af Lærerstanden i Landet, der ikke arbejder under de blideste Kaar, og vi har Lov til at haabe, at Landstingets Udvalg ikke for Forslaget betyder Begravelse. Efter Udtalelserne i Tinget ser det ud, som om de fleste af Med­lemmerne har forstaaet Nødvendigheden af Lærerlønningernes Forhøjelse.

Den 8. Decbr. 1907 vedtoges af Folke­tinget: Forslag til Lov om nogle Foran­dringer i Kvinders Retsstilling. (Se »Kvin­den og Samfundet« af 30. Okt. 1907). Den 20. Marts har Landstingets Udvalg afgi­vet Betænkning over dette Forslag og foreslaaet tre Ændringer.

Den første, foreslaaet af hele Udval­get, er en Tilføjelse til den sidste Sætning i § 1: »Den fuldmyndige Moder til et Barn uden for Ægteskab er dettes fødte Værge og vedbliver at være dette, selv om hun indgaar Ægteskab med en anden end Bar­nets Fader«.

Hertil føjes: »Dog skal der, hvis Fade­ren forlanger det, beskikkes en anden Værge for Barnet, saafremt der paalægges dets Fader særlige Bidrag til Skole­undervisning og faglig Uddannelse, samt iøvrigt naar Værgeraadet bestemmer det, saavel som naar Moderen ikke anvender hele det fra Faderen eller fra det offent­lige modtagne Bidrag til Barnets bedste«.

Imod denne Tilføjelse er der vistnok ingen, der har noget at indvende. Den maa nærmest kaldes en Forbedring af Lovforslaget.

Der kendes netop mange Tilfælde, hvor Moderen, naar hun er bleven en an­den Mands Hustru, har forsømt sit uden for Ægteskab fødte Barn, enten under Paavirkning af sin Husbond, eller fordi dette Barn var hende et ubehageligt Minde om en fordums Letsindighed.

Det andet Ændringsforslag er stillet af et Højreflertal og er meget reaktionært, det gaar simpelthen ud paa at slette Lov­forslagets § 8, der giver Enken samme Ret til at sidde i uskiftet Bo som Enke­manden har.

Det er bl. a. § 8, som Kvinderne hilste med Glæde, fordi den gav Kvinden lige Ret med Manden, fordi den ophævede den ydmygende Bestemmelse, at Enken gennem Skifteretten maatte søge Bevilling til at sidde i uskiftet Bo med umyndige Børn, naar Manden ikke i Testamentet havde tillagt hende denne Ret.

De fem Herrer, der vil stryge denne §, har sagtens ikke forstaaet, at Nutidens Kvinder ikke stiltiende finder sig i slig uretfærdig Bestemmelse. Det er atter Tiden, der er løbet fra dem.

Vi haaber dog, at Behandlingen i Lands­tinget maa komme ind i det rette Spor, at ikke § 8 bliver strøget, og derved et godt Lovforslag ødelagt temmelig grundigt.

Den 13de April 1907 vedtog Folketin­get et Lovforslag, indeholdende nogle Be­stemmelser om Hustruers og Ægtebørns Retsstilling. (Se »Kvinden og Samfundet« af 30. Sept. 1907).

Den 20de Marts afgiver Landstingets Udvalg Betænkning over dette Forslag. Der er stillet en Del Ændringsforslag, som dog ikke forandrer Lovens Formaal: at forhindre, at fraskilte, fraseparerede eller forladte Hustruer og deres Børn ved Man­dens Efterladenhed eller Ondskab kom­mer i Nød.

Forslagene giver nogle Lempelser for Manden, som kan synes retfærdige, og øn­sker, at Forslagets forskellige Henvisnin­ger til Loven om Børn uden for Ægteskab afløses. af disse Bestemmelsers Indførelse i selve Loven.

I Henhold dertil stilles en Del Ændrings­forslag, som der ikke er særlig Anledning til at gaa nærmere ind paa her i Bladet.

I § 6 (forhen 5), der omhandler Fællesboet, foreslaas det sidste Stykke affattet saaledes: »I dette Øjemed kan Overøvrigheden paalægge Manden inden en passende Frist at indlevere en af tvende offentlig autoriserede Tillidsmænd atteste­ret Statusopgørelse, som, saafremt minde­lig Ordning ikke træffes, skal tjene til Grundlag for Boets Deling, dersom Bevil­lingen meddeles, dog med Adgang for Manden til at oplyse, at mulig Forringelse af Status skyldes ham utilregnelige Om­stændigheder. Overøvrigheden kan frem­tvinge Opfyldelse af det nævnte Paalæg ved daglige Bøder fra 10 til 50 Kroner. Dersom Manden overtræder Tilholdet om ikke at forrykke Fællesboets Stilling, straf­fes han under en offentlig Politisag med Fængsel paa almindelig Fangekost i indtil 3 Maaneder, og dersom det sker i uredelig Hensigt, finder Straffelovens Bestemmel­ser om Bedrageri Anvendelse«.

Ved at affatte Paragrafen saaledes, skulde der undgaas Registrering af Boet og dets event. foreløbige Forvaring af Skifteretten, der efter Udvalgets Mening let kunde medføre en altfor stor Ind­skrænkning i Mandens Raadighed over Boet og Indgreb i hans Erhvervsvirksom­hed.

I Folketinget har man for Tiden Fi­nansloven under Behandling. Der er imid­lertid ingen Grund til i et Kvindeblad at gaa nærmere ind paa de bevægede Mø­der, der er bleven holdt i Anledning af Justitsministerens Administration, Esbjerg Havn, Jærnbanelovene o. a. m.

København,  24.  Marts,  1908.

Martha Ottosen.