Den nye Stemmeretsbevægelse i England

Men som sagt, dette var kun Begyn­delsen. I 1906 forlagdes Skuepladsen til London, og nu følger Demonstrationer og Fængslinger Slag i Slag.

Hovedbegivenheden i dette Aar er det saakaldte »Overfald« paa Parlamentet paa dets Aabningsdag i Oktober. Flere Hun­drede Kvinder begav sig til Parlamentet, men kun 20 af dem fik Adgang til den Forhal mellem Over- og Underhusets Mø­desale, som ellers har været aaben for en­hver (nu er det Kvinder forbudt at vise sig i denne Forhal, med mindre de er i Følge med et Parlamentsmedlem). Den over 60-aarige Mrs. Despard og Mrs. Cobden Sanderson, en Datter af den kendte liberale Politiker og Frihandelsmand Rich­ardt Cobden, førte an, og forlangte at tale med Premierministeren. Han sendte Bud med sin Sekretær, at han ikke havde mere at sige dem, end han alt havde sagt og in­gen Løfter kunde give*).

*) Tidligere paa Aaret havde han modtaget en Depu­tation fra Unionen, havde erklæret sin personlige Sympati for Kvinders Valgret, men beklaget, at han ikke i Øjeblikket saa sig i Stand til at gøre noget for den o. s v.

Da de havde modtaget dette Svar, sprang en af Damerne op paa en Bænk i et Hjørne af Forhallen og begyndte at tale, medens de andre slog Kreds om hende. En efter en stod op og talte; en efter en blev af Politiet revet ned af Bænken og ført udenfor. Da de var komet ud til de ventende Skarer, holdt de straks et Protestmøde, hvorpaa 10 af Lederne, der­iblandt Mrs. Despard og Mrs. Sanderson, blev fængslede og dømt til 2 Maaneders simpelt Fængsel (eller Fængsel i 2den Af­deling, som det hedder). Denne Begiven­hed og denne haarde Dom vakte en umaadelig Opsigt. Af de fængslede var der flere, der var kendt i vide Kredse som al­vorlige, stilfærdige Kvinder, hvem kun en stærk Overbevisning kunde have drevet til et saa usædvanligt Skridt. Skønt en Del af Pressen endnu vedblev at latterlig­gøre »the Suffragettes« som en Haandfuld støjende Kvinder, hvis Maal var at vække Sensation, begyndte dog fler og flere Blade nu at beskæftige sig alvorligt med hele Spørgsmaalet.

I alt arresteredes der i Løbet af 1906 96 Medlemmer af »Unionen«, i 1907 om­trent 100, og mens jeg skriver dette, sidder der over 50 Kvinder i Fængsel.

I Reglen kunde de have undgaaet Fængslet, have klaret det med en Bøde eller med Løfte om at forholde sig rolige i et Aar; men nej, de vidste, at intet vilde fremme deres Sag saa meget, intet skaffe dem saa mange ny Tilhængere, som disse Fængslinger. Da en velstaaende Dame en Gang tilbød at betale Bøden for en Arbej­derske, svarede hun: »Hvis De vil tage Dem af mit lille Barn, skal De have Tak; jeg gaar i Fængsel«. Det er den Slags Offervillighed, der skaber Proselytter.

De engelske Fængsler er ikke til at spøge med, og som Forbrydere - ikke som politiske Fanger - bliver Demon­stranterne behandlede. Mrs. Montefiore, der ogsaa var mellem dem, der fængsledes ved Parlamentsdemonstrationen, har for­talt mig, hvorledes hun maatte staa med bare Fødder paa et Stengulv, mens hun maatte afføre sig alle sine Klæder og iføre sig Fængselsdragten, der ikke var egentlig proper; og Mrs. Sanderson fortæller om et Par Støvler, hun fik paa, der var lige saa snavsede indvendig som udvendig. Ko­sten er heller ikke upaaklagelig; men føleligere er dog Savnet af Læsning og af Skrivemateriale - og saa Ensomheden; kun en Time i Døgnet maa de spasere i Fængselsgaarden, hvor de har Lejlighed til at iagttage de andre Fanger, af hvilke de fleste er straffede for Barnemord eller Drukkenskab; men heller ikke her har de Lov at tale med nogen.

Flere har offentlig skildret deres Ind­tryk fra Fængslet, saaledes Annie Kenney og Mrs. Sanderson*).

*) Se  »The Women’s Journal«  Dec.  1907.

Mens de med en vis Gemytlighed omtaler deres egne Gen­vordigheder, mærker man en dyb Med­følelse med deres Medfangers ulykkelige Skæbne og en dyb Harme over de Sam­fundsforhold, der saa ofte har været Skyld i den.

Enkeltes Helbred har lidt under Inde­spærringen, men lige ukuede og frejdige er de kommet ud igen, og hver Gang et Hold Fanger er blevet løsladt, har det givet Anledning til store offentlige Møder og til Opmærksomhed og Tilkendegivelse af Sympati fra mange Sider.

Saaledes gav den ældre og større Stemmeretsforening (The National Suffrage Union), hvis Formand, Mrs. Fawcett, vil mindes af mange fra den internationale Stemmerets-Alliances Møde i København, en stor Fest i Decbr. 1906 for et Hold løsladte Fanger, deriblandt Annie Kenney, der da havde været fængslet for tredje Gang.

Det er dog ikke alene ved Fængselsmartyrier »Unionen« virker; et Net af Lo­kalforeninger er dannet, og en Masse Mø­der afholdes over hele Landet. Ved Sup­pleringsvalg til Parlamentet, af hvilke der har været ikke saa faa de sidste Par Aar, er de særlig virksomme; det er deres Po­litik at modarbejde Regeringens Kandidat, ligegyldig hvorledes han personlig stiller sig til Spørgsmaalet om Kvinders Valgret. Det er Regeringens Holdning, det kommer an paa. Og der har ogsaa allerede været flere Tilfælde, hvor Kvindernes Agitation har bidraget til Regeringskandidatens Ne­derlag. Som de siger: vi vil gøre os saa besværlige udenfor Parlamentet, at de hellere vil have os indenfor. Det er ikke fordi de iøvrigt er Regeringens politiske Modstandere; en hvilken som helst Re­gering vil faa samme Medfart, til den be­stemmer sig til at give Kvinder Valgret. Til at begynde med havde »Unionen« nærmest sluttet sig til »The Independent Labour Party«, hvis Fører, Keir Hardy, stadig har støttet deres Sag; men nu tæller den Medlemmer med de forskelligste po­litiske Anskuelser, af alle Samfundsklas­ser, af alle Aldere og fra alle Egne af Lan­det, samlede om dette ene: Fordringen om ufortøvet Gennemførelse af Kvinders politiske Valgret paa samme Betingelser som Mænd.

Man vil forstaa, at der skal store Pen­gemidler til en saa omfattende Agitation. Til at begynde med kneb det stærkt med Penge. Da »Unionen« begyndte sin Virk­somhed i Manchester, væsentlig blandt ubemidlede Kvinder, maatte de holde de­res første Møder paa Gadehjørner og aabne Pladser; man laante en Stol i et Hus, stod op paa den, talte til de tilfældig forbigaaende og endte saa med en Ind­samling af Penge. Denne Agitationsmaade benyttes forresten stadig meget, ogsaa af den ældre Stemmeretsforening. - Saa var der nogle unge Piger, som sam­lede Penge ind ved at synge paa Gaden, indtil de fik Raad til at leje Mødesale. Gadesang hører endnu til de Midler, hvor­ved der skaffes Penge til Agitationen. Andre Medlemmer gaar med Lirekasse, atter andre gaar rundt med Plakater paa Ryg og Bryst, hvorved de averterer Møder, el­ler blot i Almindelighed meddeler, at Kvin­der bør have Stemmeret. En stor Op­findsomhed præger i det Hele deres Agi­tation; om Sommeren drager Skarer af unge, cyklende Piger ud og agiterer i By­ernes Omegn, og lige i den sidste Tid er Gramofonen ogsaa taget i Brug og bringer deres bedste Taleres Ord ud over hele Landet.

Et udmærket Agitationsmiddel, der til­lige indbringer mange Penge, er Salg af Bøger og Pjecer; saaledes havde »Unionen« i Fjor en Boglade aaben hele Som­meren paa Udstillingsterrænet i Earlscourt (Londons Tivoli), hvor der altid var et Medlem til Stede, der kunde give Besked om Bevægelsen; men de største Midler til Agitationsfondet strømmer dog ind ved Møderne, der altid ender med en Indsam­ling. Det svimler næsten for en dansk Hjærne, naar man hører, at der nu i Fe­bruar ved et enkelt Møde*) indsamledes 400 Lstl., d. v. s. ca. 7000 Kr., dels i rede Penge, dels i tegnede Bidrag; men da var ogsaa Dagen i Forvejen 50 Medlemmer gaaet i Fængsel.

*) Et af Mederne i  »Kvindernes   Parlament«,   der   se­nere skal omtales.

Tidt ydes der ogsaa Hjælp til de fængsledes Familier.

Blandt Agitationsmidlerne hører ogsaa Skattenægtelse. Mest kendt er det Tilfæl­de, hvor Mrs. Montefiores Hus i flere Uger blev belejret af Øvrigheden, indtil tilsidst Døren blev brudt op og hendes Møbler solgt; og nu bebudes der en større Bevæ­gelse i Retning af at nægte at betale Skat­ter under det gamle amerikanske Løsen: »No taxation without representation« (in­gen Beskatning uden Repræsentation).

Endnu en Hjælp i Agitationen har Kvindebevægelsen faaet i »Mændenes Liga for Kvinders Stemmeret«, der i Skrift og Tale, ved Deltagelse i Kvindernes Møder eller ved selvstændige Møder hjælper til at paa­virke den offentlige Mening. Dog er saa vidt mig bekendt endnu ingen Mand gaaet i Fængsel for Sagens Skyld.

Sidste Sommer havde jeg i London Lejlighed til at overvære flere Møder, holdt af Kvindernes sociale og politiske Union og se og høre enkelte af deres Ledere. Det var en forholdsvis rolig Tid uden egentlige Demonstrationer, og Møderne blev holdt under fuldstændig rolige Former, og dog var der over dem noget særligt, der er van­skeligt at gøre Rede for, men maaske var det, at Ordene ligesom sprang frem fra en Baggrund af Handling. Især staar et Friluftsmøde i Hyde Park for mig som noget meget ejendommeligt.

Hver Søndag Eftermiddag i Sommertiden holdes der i denne store Park alle Slags Friluftsmøder, man kan gaa fra Gruppe til Gruppe, tidt ikke længere fra hinanden, end at man midtvejs kan høre Stemmerne fra flere Møder; der er Frel­sens Hær, og maaske ved Siden af et Ate­istmøde, der er Anarkisme og Tyendesag og Afholdssag - og nu har ogsaa Kvindeunionen optaget Søndagsmøder i Hyde Park som fast Led i deres Agitation. Den Dag, jeg var der, var Christabel Pankhurst Hovedtaleren. En stor Skare Mænd og Kvinder, jeg tror næsten flest Mænd, var samlet om den improviserede Taler­stol - en Arbejdsvogn, som Hestene var spændt fra. Miss Pankhurst er som skabt til at tale ved et Friluftsmøde, hendes Stemme er klar og rækker langt, hendes hele livlige Maade at tale paa holder Til­hørerne i Aande og holder sammen paa den rent tilfældig samlede Skare. Efter Miss P. tog en anden Dame fat, men hende kunde man knap høre, og Folk begyndte at spredes. Saa var hun klog nok til hur­tig at slutte, og da saa Miss P. igen tog fat, denne Gang for at besvare Spørgsmaal, flokkedes man igen tæt om Vognen, og holdt ved uden at trættes til en ret lang Diskussion. Noget saa slagfærdigt har jeg sjælden været Vidne til. Det haglede med Spørgsmaal, baade venligsindede og fra Modstandere, men altid havde hun sit Svar paa rede Haand; selvfølgelig vidste hun Besked med alle de Love og Forordninger, hvorunder Kvinder lever og arbejder, og altid lykkedes det hende at faa Stemnin­gen med sig, skønt Tilhørerne, saa vidt jeg kunde mærke, langt fra gennemgaaende bestod af Meningsfæller. En Kraft som Miss Pankhurst maa enhver Organi­sation misunde »Kvindeunionen«.

Jeg overværede ogsaa et Par andre Mø­der under mindre usædvanlige ydre For­hold, men over dem alle var der Begejst­ring og Liv. Ikke alle de Talere, jeg hørte, stod paa Højde med Miss Pankhurst, men en Del af deres betydeligste Kræfter var ogsaa netop i Øjeblikket borte fra Lon­don, optagne af Agitation ved et Supple­ringsvalg. Jeg fik saaledes ikke Lejlighed til at høre Annie Kenney, der efter alles sigende skal være en sjælden Kraft, en glødende Sjæl i et lille spinkelt Legeme, Bevægelsens Jeanne d’Arc, som hun er blevet kaldt. Der var en ganske enkelt Taler, der i sit Væsen og sin Maade at tale paa kunde have noget udfordrende, men ellers havde alle de, jeg saa og hørte, en absolut nydelig Fremtræden; der var in­tet, som kunde svare til den Karrikatur af Stemmeretskvinderne, som Bladene har yndet at bringe, »Stemmeretsfurierne«, som enkelte af vore Blade endnu saa smukt kalder dem. Et Medlem af »Unio­nen« fortæller, at hun og hendes Kamme­rater ofte paa deres Agitationsrejser ude i Landet er blevet mødt med den Bemærk­ning: De svarer jo slet ikke til det Bil­lede, vi har faaet af den »typiske Suffra­gette«!

Naar man nu vil spørge: hvorfor har da Kvinder, hvem selve Sensationen ikke lok­ker, valgt en saadan agressiv Fremgangsmaade, valgt at gøre sig til Genstand for Haan og Latter, valgt Strid og Fængsel, saa henviser de til de mange Aars ihær­dige Arbejde med Møder, Resolutioner og Adresser, og ikke et Skridt videre er man kommen; samtidig har Udviklingen ført med sig, at stedse større Skarer af Kvinder kastes ud i Kampen for det daglige Brød under Love og Samfundsforhold, der stadig stiller dem ulige i denne Kamp, uden at Kvinderne selv har Indflydelse paa Lovene. Nu er Tidspunktet kommen, da man maa gaa fra Ord til Handling. Og de henviser til Valgrettens Historie i Eng­land, hvorledes ingen Stemmeretsudvidelse er vundet uden Revolution; før Valg-retsreformen i 1832 blev der brændt Huse, ødelagt store Værdier, ja man veg end ikke tilbage for Blodsudgydelse; nu er det Kvinderne, der gør Revolution, men, som Mrs. Pankhurst fornylig skrev, de har vist, at man kan føre en Kamp uden at skade hverken Liv eller Ejendom, og det er sig selv, ikke andre, de har udsat for Ofre og Farer. Som det blev sagt ved en Inter­pellation i Underhuset forleden i Anled­ning af den haarde Behandling, de lider i Fængslet: »Der kan ikke være Tvivl om, at disse Kvinder handler ud fra højsindede og ædle Bevæggrunde«. Selvfølgelig træffer man endnu mange Englændere, særlig Kvinder, der er forargede over, at Kvinder kan bære sig saaledes ad, men det viser sig i Reglen at være dem, der kun kender Bevægelsen gennem Bladenes lidt for­vrængede Fremstillinger. Saasnart man derimod taler med Folk, der kender Sa­gen paa nærmere Hold, møder man over­alt Beundring for deres Mod og Offervil­lighed, selv hos dem, der ikke billiger de­res Taktik.

Og saa kommer endelig det Spørgsmaal: er det under de forhaandenværende For­hold klogt, skader de ikke deres »Sag mere end de gavner den? Jeg havde Lejlighed til at tale med en Del forskellige Englæn­dere, Mænd og Kvinder, om Bevægelsen, og om dette Spørgsmaal var Meningerne me­get delte. Et Parlamentsmedlem, der selv er en varm Kvindesagsven, mente, at i al Fald i det nuværende Parlament var Kvindevalgrettens Udsigter blevet forringede ved Demonstrationerne*); en enkelt, iøvrigt frisindet Kvinde, ytrede, at Demonstran­terne kun havde gjort sig latterlige uden at opnaa noget af det, de kæmpede for; men ellers maa jeg sige, at den Mening, jeg hyppigst stødte paa, f. Eks. hos le­dende Medlemmer indenfor den ældre Valgretsforening, der ikke selv bruger saa yderliggaaende Agitationsmidler, var, at »Kvindernes sociale og politiske Union« ved sin kraftige Optræden og ved Med­lemmernes Villighed til at lide for deres Sag, havde gjort et meget paakrævet Ryd­ningsarbejde, og særlig havde opnaaet at faa Sagen diskuteret i vide Kredse, hvor der hidtil har hersket Ligegyldighed.

*) At denne Betragtning dog ikke har holdt Stik, kan ses af Afstemningen i Underhuset d. 28. Februar, hvor et Forslag om at give Kvinder Valgret (ikke Valgbarhed) paa samme Betingelser som Mænd blev vedtaget ved 2den Behandling med 271 Stemmer mod 92. Men da Forslaget er indbragt privat, og Regeringen har det i sin Magt ikke at lade det komme paa Dagsordenen igen, er der ikke stor Tro til, at det vil komme frem mere i denne Samling.

Gan­ske ejendommeligt er det, at den ældre Forening netop i disse Aar har faaet en usædvanlig stor Tilgang af Medlemmer, hvilket sikkert ikke blot skyldes deres egen forøgede Agitation, men ogsaa den Omstændighed, at mange, hvis Interesse for Sagen er bleven vakt, men som dog viger tilbage for »Unionen«s kraftigere Midler, foretrækker at slutte sig til den besindigere Forening.

Endnu for faa Aar siden saa Spørgsmaalet om Kvinders  politiske  Valgret i England ud til at høre til de meget fjærne Fremtidsmuligheder. Nu er Spørgsmaalet rykket frem i første Række, det kan ikke længer ignoreres, og det skulde ikke undre mig, om det vil blive løst i en for­holdsvis nær Fremtid. Sker det, vil in­gen kunne nægte »Kvindernes sociale og politiske Union« en meget stor Del af Æren derfor.

 

Efter at ovenstaaende Artikel næsten var færdig, er nye Efterretninger fulgt Slag i Slag. De vigtigste af disse er sam­let i følgende Oversigt over

Den 1lte, 12te og 13de Februar holdt »The National Women’s Social and Political Union« det saakaldte Kvindeparla­ment i Caxton Hall, Westminster. Til Stede var mange hundrede Kvinder, ikke alene fra London, men fra alle Dele af Riget; der var ogsaa Repræsentanter fra Skotland. Aabningsmødet dirigeredes af Mrs. Pethick Lawrence, der ved sin Side havde Miss Annie Kenney, Miss Christabel Pankhurst og andre. En Resolution blev vedtaget, der pro­testerede mod Regeringens ukonstitutionelle Optræden, idet den nægter Landets skatteydende Kvinder politisk Stemmeret, og forlangte den øjeblikkelige Gennemfø­relse af en Lov, der skulde give Kvinderne denne Ret. Det blev enstemmig vedta­get, at Mødet straks skulde overbringe Premierministeren denne Resolution, og en Del af de tilstedeværende forlod Hallen for at gaa i Procession til Parlamentet. Men da de kom til Indgangen til Under­huset, blev der nægtet dem Adgang. Kvin­derne hævdede deres Ret til at komme ind, og da det igen nægtedes, prøvede de paa at trænge ind, men uden Held, og en Del af dem blev arresteret. Lidt tidligere paa Dagen havde en Flok Kvinder prøvet at nærme sig Parlamentet skjult i en Flyt­teomnibus, men baade dette Angreb og et senere paa Aftenen mislykkedes ogsaa. Ialt blev der den Dag arresteret 50 Kvinder, og 47 af dem dømtes til 6 Ugers Fængsel. Paa Mødets tredie Dag præsi­derede Unionens Stifter, Mrs. Pankhurst, der havde været fraværende paa Grund af et Suppleringsvalg i Leeds. Hun for­talte om de enorme Folkemasser, hun og hendes Venner havde talt til dér, og om de Vanskeligheder, hun havde haft ved at forhindre Hoben i at gøre nogle tankeløse Studenter alvorlig Fortræd, fordi disse havde optraadt uforskammet overfor hen­de og hendes Venner. Hun frygtede, at Bevægelsen, der hidtil havde været helt fri for Voldsomheder og Skade paa Liv og Lemmer, nu havde vokset sig saa stor, at det var vanskeligt at svare for Følgerne, hvis Folks Taalmodighed blev sat paa Prøve ret meget længere. »Jeg føler det store Ansvar,« endte Mrs. Pankhurst, »og hvis dette store Møde enstemmig vil ved­tage den Resolution, som jeg nu vil foreslaa, vil jeg selv som Dirigent bringe den til Underhuset.« Resolutionen lød som følger: »Dette Kvindemøde er af den Mening, at den mest paatrængende af alle konstitutionelle Reformer er at gøre Un­derhuset til en virkelig Repræsentation for Folket ved at give Landets Kvinder Stem­meret. Dette Møde opfordrer derfor Re­geringen til, før den rører ved Overhusets Stilling, at gøre Folkets Vilje gældende i Underhuset ved at give de Kvinder, der opfylder de almindelige Bestemmelser, Valgret«.

Resolutionen blev vedtaget enstemmig og med umaadelig Begejstring, og Mrs. Pankhurst forlod Mødet ledsaget af Annie Kenney og 12 andre Kvinder. Udenfor Hallen holdt en Vogn, som Mrs. Pank­hurst steg op i, men Vognen blev straks standset af Politiet, og Mrs. P. fik Ordre til at stige ud og gaa. Dette gjorde hun uden Indvending. Derefter fik Damerne Ordre til at gaa i enkelt Række, ogsaa det gik de ind paa. Derefter blev det dem forbudt at gaa i sammenhængende Ræk­ke. Ogsaa denne Ordre adlød de. Men da det saa blev dem forbudt at nærme sig Parlamentet, og de ikke vilde afstaa derfra, blev de arresteret, inden de end­nu var kommet langt fra deres Udgangs­punkt. Et Øjenvidne skriver herom til »The Daily News«: »Jeg tilhører ikke W. S. P. U. og sympatiserer ikke med deres Fremgangsmaade, men jeg var tilfældigvis til Stede i Nærheden af Caxton Hall i Tors­dags, da Mrs. Pankhurst blev arresteret. Da hun i Selskab med en anden Dame, som jeg ikke kender, begyndte at gaa fuldstændig rolig henad Gaden, var der hverken nogen Procession eller noget Op­løb. To Politibetjente greb Mrs. Pank­hurst, og to tog fat paa den anden Dame, før de havde gaaet ti Skridt. Det var øjensynlig, at Overbetjenten ganske mistede Hovedet, for han raabte: »Bryd de-

res Rækker«, skønt der ikke var nogen Rækker at bryde.

Mrs. Pankhurst bar i den ene Haand Resolutionen og i den anden en Buket Lil­jer, som hun havde faaet ved Mødet; begge Dele havde hun uskadt i Haanden, da hun ankom til Politistationen, et Bevis paa, at hun ikke havde gjort sig skyldig i nogen som helst Voldsomhed eller endog Modstand. Det eneste, de havde gjort, var at holde paa deres Ret til at gaa til Parlamentsbygningen og forlange et af Re­geringens Medlemmer i Tale. Et Par Dage  Forvejen var lo Deputationer af arbejds­løse Mænd blevet modtaget i Underhuset af Medlemmer af Regeringen.«

Om Aftenen blev Damerne løsladt mod Kaution og begav sig straks til Kvin­dernes Parlament, hvor de blev modtaget med Begejstring og holdt glødende Taler. Næste Dag mødte de til Forhør i Politi­retten, hvor de uden at kunne faa at vide, hvad de var anklaget for, blev dømt til 6 Ugers Fængsel som simple Forbrydere. Talrige Protestmøder afholdes for Tiden over hele Landet, og efter deres Løsladelse vil Mrs. Pankhurst og andre drage Landet rundt og agitere for deres Sag med for­nyet Kraft.

Lige efter Kvindernes Parlament be­gyndte »Selvfornægtelsesugen«, en Uge, i hvilken alle, baade Medlemmer og andre, der har Sympati med Unionens Arbejde, opfordredes til at yde deres Skærv, stor eller lille. Dette har slaaet udmærket an, Penge og Gaver er strømmet ind; mange kendte Forfattere har sendt deres Bøger, Kvinder har sendt Kniplinger og Juveler, en Dame sendte Lejen for sit Hus, som hun havde lejet ud for at »være løs og ledig, naar Pligten mod hendes Folk kalder hende til at gaa i Fængsel«, og en Mand sendte de Penge, han havde sparet ved i en hel Uge at lade være at ryge To­bak.

Den sidste Begivenhed er det mægtige Demonstrationsmøde, som Unionen den 19. ds. afholdt i Albert Hall, Londons Kon­certpalæ, der rummer 9-10,000 Menne­sker. Ved en storartet Agitation var det lykkedes at fylde dette uhyre Rum.

At Unionens Leder var i Fængsel, og al hendes Stol skulde staa tom, vidste alle. Man kan derfor tænke sig den Over­raskelse, der greb Forsamlingen, da Christabel Pankhurst stod frem og meddelte, at hendes Moder og de andre, der var fængslet sammen med hende, samme Morgen var blevet løsladt; og da i det samme Mrs. Pankhurst traadte ind og ro­lig indtog den tomme Stol, vilde Jublen næsten ikke tage Ende. Baade hendes og Annie Kenneys Taler blev modtaget med stormende Bifald. Dette brød løs paany, da derefter Kassereren, Mrs. Pethick Lawrence, bekendtgjorde, at »Selvfornægtelsesugen« havde indbragt over 2,500 Lst.*), og da hun derpaa opfordrede Forsamlin­gen til at yde Bidrag og selv lagde for med 1000 Lst. (18,000 Kr.), som Bidrag fra hende og hendes Mand, strømmede der ind med rede Penge og tegnede Bi­drag, saa Indsamlingen indbragte over 6,000 Lst.

*) ca.  45,000  Kr.

»The Daily News« siger om dette Møde: »Det var en hel Aabenbaring; vi er ikke sikre paa, at det ikke vil vise sig at være en historisk Begivenhed.«

Det næste store Møde er berammet til d. 26. Maj i St. James’s Teater, og for den 21de Juni er der allerede planlagt en Mas­sedemonstration i Hyde Park, hvor alle Bevægelsens Ledere vil tale fra 20 Taler­stole.

»The National Women’s Social and Political Union« har Hovedkontor, 4, Clements Inn, Strand, London. Unionens Or­gan, »Votes for Women«, der er Maanedsblad med et lille ugentligt Supple-ringsblad, redigeres af Frederic og Emmeline Pethick Lawrence.