« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejderbeskyttelse - Kvindebeskyttelse
(Fortsat.)
I Østrig-Ungarn har man allerede i Slutningen af det 18. og Beg. af det 19. Aarh. haft Bestemmelser om Lærlinge og Børn, men først midt i det 19. Aarh. begynder den egentlige Beskyttelseslovgivning, først angaaende Børns Anvendelse i Bjærgværker, derefter i Fabrikker, endvidere angaaende Lærlinge. Den nuværende Ordning hviler paa en Mængde Love i 80’erne og 90’erne, hvorefter Anvendelse af Børn under 12 Aar til regelmæssigt, haandværksmæssigt Arbejde er forbudt, ligeledes Kvinders Arbejde de første 4 Uger efter Nedkomsten, for Fabrikker og Bjærgværker er Aldersgrænsen for Børn endog 14 Aar. Nattearbejde er forbudt Kvinder og unge Arbejdere, dog kan der gøres Undtagelser for enkelte Haandværks Vedkommende. Børn mellem 12 og 14 Aar maa højst arbejde 8 Timer og kun, hvis det kan ske uden Skade for deres Sundhed og Udvikling, og uden Forsømmelse af Skolepligten. Som Regel er 11 Timer daglig Maksimum, og Overarbejde kun tilladt efter visse Regler; i Bjærgværker er den egentlige Arbejdstid indskrænket til 10 Timer. Endvidere findes en Mængde Forskrifter om Sikkerhedsforanstaltninger mod Ulykkestilfælde, Forsikring o. lign. Siden 1883 har der været Haandværksinspektører, hvilket har givet Lovgivningen stor Betydning, foruden at Lovgivningen i sig selv - som man ser - er ret vidtstrakt særlig med Hensyn til det Omraade, der er draget ind derunder: Bestemmelserne gælder ogsaa de allerfleste Haandværk og ikke, som f. Eks. i England, væsentlig kun Fabrikkerne.
I Preussen indførtes i 1839 Aldersgrænsen 9 Aar for Børns Anvendelse i Fabrikker og Bjærgværker, endvidere var Maksimum 10 Timer om Dagen for Børn indtil 16 Aars Alderen, og Nattearbejde og Søndagsarbejde for disse forbudt. I 1853 blev Aldersgrænsen sat op til 12 Aar. I Sachsen og de sydtyske Stater var Forholdene ganske tilsvarende, og i 1869 optog det nordtyske Forbund de preussiske Bestemmelser samt tilføjede Bestemmelser angaaende Arbejdsgivernes Pligt til at sørge for Sikringsmidler mod Fare for Liv og Sundhed. Da denne Lov viste sig ikke at være tilstrækkelig, udstedtes - efter en Enquête i Midten af Halvfjerdserne - i 1878 en ny Lov, hvorved Beskyttelsen udvidedes og Fabriksinspektørernes Myndighed forøgedes (Fabriksinspektion indført i 1853, men havde vist sig uden videre Betydning).
I 1891 kom den egentlige Fabriklov i Tyskland med supplerende Love i 1896 og 1897. I disse findes Bestemmelser om Lokalernes Indretning med Hensyn til Lys og Luft, Bortfjernelsen af skadelige Stoffer eller Luftarter, der fremkommer under Arbejdet, Sikringsforanstaltninger mod Ulykker ved Maskiner o. lign. Indretning af Omklædnings- og Vadskerum etc., og saa vidt muligt ikke fælles Arbejdsrum for Mænd og Kvinder. Der paalægges Udarbejdelse af Reglementer for Fabrikkerne, hvori skal optages Bestemmelser om Arbejdstid, Løn, Opsigelse, Straf for Overtrædelser, etc. og til Udarbejdelsen af disse Reglementer skal Arbejderne medvirke gennem valgte Repræsentanter; endvidere er Øvrigheden repræsenteret.
Børn under 13 Aar og skolepligtige Børn maa overhovedet ikke anvendes i Fabrikker, fra 13-14 Aar højst 6 Timer, fra 14-16 Aar højst 10 Timer og kun mellem 51/2 Morgen og 81/2 Aften. Arbejdersker over 16 Aar maa højst have 11 Timer og kun om Dagen. Aftener før Søn- og Festdage skal disse have fri Kl. 51/2, derved bliver en saadan Arbejdsdag kun 10 Timer, da Middagspausen er fastsat til l Time for alle Arbejdere; dog kan gifte Arbejdersker forlange l ½ Times Pause. Angaaende Kvinders undtagelsesvise Overarbejde findes detaillerede Bestemmelser.
Kvinderne maa slet ikke arbejde de første 4 Uger efter en Nedkomst, og i de to følgende Uger kun i Følge Lægeattest.
Endnu findes Bestemmelser til Sikring af Frihed om Søndagen samt Forbud mod at udbetale en Del af Arbejdernes Løn i Varer, hvorved Arbejdsgiverne kunde udbytte Arbejderne ved at tage ublu Priser for disse.
Endelig kommer vi til Beskyttelseslovgivningen i Danmark.
Den første egentlige Lov angaaende Arbejderbeskyttelse i Danmark er Loven af 23. Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker; men i denne Forbindelse bør dog ogsaa nævnes den i de sidste Tider saa ilde omtalte Tyendelov af 1854, der aldeles ikke - som mange maaske tror - er en ensidig Lov til Gunst for »Herskabet«, men tværtimod tilsigtede i begge Parters Interesse at give Regler for deres indbyrdes Forhold og netop har indført Bestemmelser til Beskyttelse af Tyendet, f. Eks., at Tyendeløn er »priviligeret« (d. v. s. gaar forud for almindelige Kreditorer) i Husbondens Konkursbo, at Husbonden skal bekoste Tyendets Helbredelse, hvis dette er bleven sygt paa Grund af Tjenestens Art, og i andre Tilfælde af Sygdom betale Løn, Kost og Logis, indtil Tjenesteforholdet ophører paa lovlig Maade. Men denne Lov gav jo kun Beskyttelse for en enkelt Klasse Arbejdere og kun paa disse enkelte Punkter og kan derfor kun regnes for en spæd Begyndelse til en virkelig Arbejderbeskyttelseslovgivning, saaledes som den viser sig i ovennævnte Lov af 1873. Denne Lov bragte med eet Slag Danmark ind i de fremskredne Staters Række, idet Danmark paa Børnebeskyttelsens Omraade ikke engang stod tilbage for England, som ganske vist havde indført denne virksomt i 1833, men ikke nær i den Udstrækning, som den danske Lov; dette naaedes kun delvis i 1844 og først fuldstændigt i 1878*).
*) se »Kv. og Sf« 1908, S 32.
Paa den anden Side havde England Kvinderne med i Beskyttelsen allerede 1844, dette naaede Danmark først 1901; men man maa huske paa, at Danmark med Hensyn til Stor-Industri ikke paa langt nær kan maale sig med de store Lande, som England, Frankrig, Østerrig-Ungarn, Tyskland og et »Industriland« som f. Eks. Belgien, og derfor heller ikke kan have haft Stor-Industriens Ulemper i saa høj Grad som disse; naar Hensyn tages hertil, har Danmark indtaget en meget hæderlig Plads paa Arbejderbeskyttelsens Omraade, hvilket vil ses i det følgende:
Loven af 1873 satte Aldersgrænsen for Børns Anvendelse i Fabrikker og fabriksmæssigt drevne Værksteder til 10 Aar; Børn mellem 10 og 14 Aar maatte ikke anvendes mere end 61/2 Time om Dagen, deri indbefattet en Hviletid af. mindst 1/2 Time, unge Mennesker ml. 14 og 18 Aar 12 Timer om Dagen, deri indbefattet 2 Timers Hviletid. Hverken Børn eller unge Mennesker maatte anvendes til Nattearbejde; under Maaltiderne maatte de ikke opholde sig i Rum, hvor der arbejdedes, og Børn og unge Kvinder under 18 Aar skulde, saa vidt gørligt, holdes skilte fra mandlige Arbejdere, baade under Arbejdet og i Hviletiden. Endvidere skulde der for de beskyttede Personers vedkommende foreligge en Lægeerklæring om, at den paagældendes Sundhedstilstand ikke var til Hinder for det Arbejde, han eller hun skulde udføre. Indenrigsministeren kunde under visse Omstændigheder give Lempelser i disse Bestemmelser, men ogsaa indføre Skærpelser, f. Eks. helt forbyde unge Mennesker under 18 Aar at deltage i visse særligt anstrængende eller sundhedsfarlige Arbejder, og Værkstederne forlangtes i Loven indrettede saaledes, at Arbejdernes (altsaa ogsaa voksne Arbejdere gav Loven i enkelte Retninger Bestemmelser for) Sundhed, Liv og Lemmer ikke udsattes for Fare (Maskiner og lign. indhegnes), men bestemte Forskrifter om, paa hvilken Maade, fandtes ikke i Loven, og Forskrifter angaaende Plads og Renlighed i Fabrikkerne og de større Værksteder henvistes til de paagældende Steders Sundhedsvedtægter. Til at paase alle disse Bestemmelsers Overholdelse, ansattes 2 »Arbejdsinspektører«.
I 1899 kom Lærlingeloven (30/3) som en nødvendig Følge af de mange Klager fra forskellig Side over Misligheder i Lærlingeforholdet. Hovedindholdet af denne Lov er, at der skal oprettes skriftlig Lærlingekontrakt, naar Lærlingen er under 18 Aar, og i denne Kontrakt skal angives Læretidens Varighed (højst 5 Aar, og Lærlingen er ikke bunden af den længere end til 20 Aars Alderen) og Vederlaget (enten Husly, Føde, Klæder, Vask og andre Fornødenheder e11er Penge), ligeledes om Mesteren skal betale Lærlingens Undervisning i en teknisk Skole og Udgifterne ved Aflæggelse af Svendeprøve - altsammen Spørgsmaal, der hidtil ofte havde maattet afgøres for Retten, da den ene Part sagde eet, den anden Part et andet om den mundtlige Aftale, der var gjort. Endvidere udtaler Loven, at Mesteren er forpligtet til at sørge for, at Lærlingen virkelig lærer sit Fag saa fuldstændigt som muligt, i modsat Fald maa han give Lærlingen Erstatning; dette som andre Stridsspørgsmaal skal afgøres ved Voldgift (hver af Parterne vælger en Mand, hertil kommer som Formand Stedets Øvrighed). Bestemmelserne i Tilfælde af Lærlingens Sygdom svarer til Tyendelovens, og Mesteren skal iøvrigt vaage over hans Sundhed, Opførsel og sædelige Forhold. Bestemmelserne om Arbejdstiden svarede oprindelig til dem i 23. Maj 1873, men disse Bestemmelser er nu erstattede af Fabrikloven af 1901. Det er interessant at lægge Mærke til, at Lærlingeloven forudsætter saavel kvindelige som mandlige Lærlinge, idet den et Par Steder har nævnet kvindelige, nemlig i Tilfælde, hvor det var nødvendigt at have Undtagelsesbestemmelser for disse: Kvindelige Lærlinge er ikke Hustugt undergivet (mandlige indtil 18 Aars Alderen), og Kontrakten kan fra kvindelige Lærlinges Side ophæves (foruden i de almindelige Tilfælde) a) naar hun bliver gift, b) naar hun er i Huset hos en gift Mester, da, naar dennes Hustru dør eller Samlivet ophæves. Der er ikke Tvivl om, at denne Lov har været - og er - til megen Gavn, og bl. a. har forebygget megen unødig Trætte.
Samme Aar (12. April 1889) kom Loven om Foranstaltninger til Forebyggelse af Ulykkestilfælde ved Maskiner, der indeholder meget detaillerede Bestemmelser om Maskiners forsvarlige Indretning; Børn under 10 Aar maa kun benyttes til Arbejde ved Landbrugsmaskiner (at køre »Hestegang« undtages), naar det sker under en af Forældrenes umiddelbare og stadige Tilsyn. Kvinder maa slet ikke benyttes til Rensning, Smøring og Eftersyn af Maskiner i Gang.
I Forbigaaende skal lige nævnes Helligdagsloven af 1891, der forbyder Arbejde i Fabrikker paa alle Søn- og Helligdage med et Par Undtagelser fra Kl. 9 Morgen til 12 Nat, ligeledes Køb og Salg i samme Tid 1904 blev Arbejde og Handel paa Søn- og Helligdage forbudt ogsaa før Kl. 9 om Morgenen (ligeledes med et Par Undtagelser). Loven er saa velkendt gennem Praksis, at nærmere Omtale her er overflødig.
(Fortsættes.)
