« Tilbage til søgeresultaterne
Den 20. April 1908
den 20. April 1908 er en Mærkedag i den danske Kvindesags Historie. Paa den Dag blev Valgretsloven stadfæstet ved Kongens Underskrift, »Loven af 20. April 1908 om kommunale Valg«, som giver danske Kvinder kommunal Valgret og Valgbarhed.
Meget kan der blive for Efterslægten at rette og reformere ved denne Lov, men det, at den giver Kvinder Valgret og Valgbarhed, er et stort Skridt fremad, et Skridt, som ikke kan tages tilbage.
Nu gælder det, at Kvinderne rejser sig og benytter den nyvundne og af mange saa længselsfuldt attraaede Ret, den Ret, som de mest vaagne blandt Kvinder i flere Slægtled har kæmpet for, benytter den saaledes, at det bliver til Fremgang og Velsignelse for Folk og Land, og saa at det virkelig bliver en Rejsning af og for Kvinden.
I det »Til Lykke«, som vi ønsker hverandre, bør der ligge et Fremad! Fremad mod det store endelige Maal:
Politisk Valgret og Valgbarhed!
Fra Helsingfors er følgende Telegram indløbet:
Dansk Kvindesamfund. København. Varmeste Lykønskninger til den nyvundne Sejr!
Finsk Kvindeforening.