« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejderbeskyttelse - Kvindebeskyttelse
(Sluttet).
En i social Henseende meget vigtig Lov er Loven om Arbejderes Forsikring mod Følger af Ulykkestilfælde (af 7. Jan. 1898). Ulykkesforsikringslove er ikke medtaget i Omtalen af Arbejderbeskyttelsens Standpunkt i de fremmede Lande, fordi en saadan Lov ikke altid fremtræder som en Beskyttelseslov, men kan hvile paa et andet Grundlag, saaledes som de tilsvarende Love i Tyskland (af 1884), Østrig (1887), Italien (1898), Norge (1894); der er Ulykkesforsikringen en tvungen Forsikring for Arbejderne, som selv skal udrede en Del af Udgifterne gennem Præmier, Arbejdsgiverne en større Del, og undertiden ogsaa Staten en Del af Udgifterne (i Norge betales Præmierne udelukkende af Arbejdsgiverne). Men i Danmark er det en Beskyttelseslov, idet den sikrer Arbejderne en Erstatning af Arbejdsgiverne for den Skade paa Liv og Lemmer, som de har faaet under deres Arbejde paa Fabrikker o. lign. Steder. Det samme er Tilfældet i Frankrig (Lov af 1898) og England (af 1897), og - som man ser - er alle disse Love af ganske ny Dato, og deres Indhold derfor ikke synderlig forskelligt.
Hovedbestemmelserne i den danske Ulykkesforsikringslov er da, at enhver Arbejder, hvis Løn ikke overstiger 2400 Kr. aarlig, i de i Loven nævnte (farlige) Virksomheder har Ret til Erstatning for øjeblikkelig eller vedvarende, delvis eller fuldstændig Arbejdsudygtighed, og, hvis Ulykkestilfældet medfører Døden, har Enken eller andre, hvis Forsørgelse paahvilede ham, og som han faktisk forsørgede, da Ulykken skete, Ret til Erstatningssummen. Denne Erstatnings Størrelse bestemmes selvfølgelig efter Tilfældets Art, og kan bestaa enten i Dagpenge (indtil der nemlig kan træffes en Afgørelse om, hvor stor Arbejdsudygtigheden er) fra Udløbet af den 13de Uge efter Ulykkestil-fældet - det forudsættes nemlig, at Arbejderen er i en Sygekasse, hvorfra han som Regel oppebærer
Hjælp i 13 Uger -; under fuldstændig Arbejdsudygtighed er Dagpengene 3/5 af Daglønnen, dog ikke over 2 Kr. og ikke under l Kr. dgl., ved delvis Arbejdsudygtighed en tilsvarende Del heraf. Er Sygebehandlingen ført saa vidt til Ende, at Invaliditetsgraden kan afgøres, faar den tilskadekomne en Pengesum: ved fuldstændig Invaliditet det 6-dobbelte af Aarslønnen, dog ikke under 1800 Kr. eller over 4800 Kr. - samt Dagpenge for 13 Uger. I Tilfælde af Død udbetales til de Efterladte en Begravelseshjælp paa 50 Kr. samt det 4-dobbelte af den afdødes Aarsløn, dog ikke under 1200 Kr. eller over 3200 Kr. Fastsættelsen af Erstatningen foretages af et dertil indsat Arbejderforsikrings-raad, der ogsaa afgør, paa hvilken Maade Summen skal udbetales, som Regel i Form af en Livrente til Mænd under 30 Aar og over 55, samt til de Efterladte, men Mænd mellem 30 og 55 Aar har Ret til selv at vælge, om de vil have Summen eller en Livrente. Udgifterne til denne Erstatning paahviler alene Arbejdsgiveren, men denne vil i Reglen have dækket sin Risiko ved at tegne Forsikring for sine Arbejdere i et Forsikringsselskab.
Endelig er der vor sidste Lov paa Arbejderbeskyttelsesomraadet, nemlig »Fabrikloven« - 1lte April 1901.
Den sætter alle Fabrikker og fabriksmæssigt drevne Værksteder under Tilsyn af Fabriksinspektøren (under Ledelse af en »Direktør for Arbejds- og Fabrikstilsynet«), dog undtages Landbrugsvirk-somheder og de Virksomheder, hvor kun indehaverens Hustru og Børn arbejder med. Der gives i Loven indgaaende Forskrifter angaaende, hvilke Forsigtighedsregler der bør iagttages for at beskytte Arbejdernes Sundhed, Liv og Lemmer, f. Eks. med Hensyn til Lokalernes Størrelse (der forlanges mindst 8 Kubikmeter Luft pr. Arbejder), Ventilation (giftige Luftarter, Røg, Støv, stærk Hede og lign. skal saa vidt muligt bortskaffes), Belysning og Opvarmning; der findes endog den humane Bestemmelse, at der skal være Adgang for Arbejderne til at faa varmet deres medbragte Middagsmad, hvis Forholdene tillader det.
Bestemmelserne i Loven om Børns og unge Menneskers Arbejdstid viser et stort Fremskridt fra Loven af 1873: Aldersgrænsen er sat op fra 10 til 12 Aar, og Arbejdstiden for Børn indtil 14 Aar sat
ned med en halv Time, nemlig til 6 Timer, deri indbefattet en halv Times Hviletid; disse maa ikke benyttes til Arbejde i Skoletiden eller Konfirmationsforberedelsestiden, heller ikke de sidste l ½ Time forinden. Unge Mennesker fra 14-18 Aar maa højst arbejde 10 Timer i Døgnet med 2 Gange ½ Times Hviletid, c: faktisk kun 9 Timers Arbejdsdag. Hverken Børn eller unge Mennesker maa benyttes til Nattearbejde (Undtagelser i begrænset Omfang kan dog gøres for unge Mænd over 15 Aar, naar det er nødvendigt for deres faglige Uddannelse), og for særligt anstrængende og sundhedsfarlige Arbejder kan ovennævnte Aldersgrænser forhøjes eller det kan endog helt forbydes Personer under 18 Aar og Kvinder at deltage deri. For ethvert Barn eller ungt Menneske, der antages til Fabriksarbejde, skal der foreligge en Lægeattest, der udtaler, at vedkommendes hele legemlige Udvikling og Helbredstilstand ikke er til Hinder for hans Anvendelse til dette Arbejde.
Mandlige og kvindelige Arbejdere skal saa vidt muligt holdes adskilte saavel under Arbejdet som under Maaltiderne, og det paahviler Arbejdsgiveren at vaage over Iagttagelse af Sømmelighed paa Arbejdsstederne.
Med Hensyn til Kvinders Arbejde findes den af dette Blads Læsere velkendte Bestemmelse, at ingen kvindelig Arbejder i de første 4 Uger efter sin Nedkomst maa arbejde paa Fabrikken, medmindre det ved Lægeattest godtgøres, at dette kan ske uden Skade for hendes egen eller Barnets Sundhed, og at den Hjælp, der af det offentlige ydes i dette Tidsrum, ikke regnes for Fattighjælp.
Sammenholder man nu vort ovenfor udviklede Standpunkt paa Arbejderbeskyttelsens og Kvindebeskyttelsens Omraade med de andre Landes, vil man straks opdage en meget væsentlig Mangel ved vor Fabriklov: Kvinders Nattearbejde er tilladt, medens det er forbudt baade i England, Frankrig, Tyskland og Østrig-Ungarn og delvis Belgien (tilladt Kvinder over 21 Aar) - der var jo megen Tale om dette Punkt, da Fabrikloven behandledes, og der er ikke Tvivl om, at det vil blive genoptaget, naar Fabrikloven skal revideres (senest 1910) - forhaabentlig bliver vor Fabriklov ogsaa paa dette Punkt saa tidssvarende, som den ellers i det hele maa regnes for at være i Sammenligning med de andre Lande; med Hensyn til Arbejdstiden for Børn og unge Mennesker staar Danmark endda særdeles godt, paa Højde med England, hvorimod baade Frankrig og Tyskland har længere Arbejdstid (Frankrig: 11 Timer for Kvinder og unge Mennesker mellem 16-18 Aar, Tyskland: Kvinder over 16 Aar 11 Timer, for unge Mænd over 16 Aar intet Forbud).
Aldersgrænsen for Børn, 12 Aar, kunde derimod i høj Grad ønskes forhøjet - det vil sikkert enhver Kommunelærer og Kommunelærerinde være enig med mig i - f.Eks. findes i Tyskland den udmærkede Bestemmelse, at intet skolepligtigt Barn maa have Fabriksarbejde, og Aldersgrænsen er der 13 Aar. Endog Frankrig har 13-Aars Grænsen, skønt Børn i sydligere Lande maa regnes for tidligere udvoksede, 14-Aars Grænse vilde ikke være for meget her i Norden, det vilde ogsaa passe med vor Skolepligt.
Bestemmelsen angaaende de 4 Uger efter en Kvindes Nedkomst findes overalt, undtagen, som tidligere anført, i Frankrig, hvor man heller ikke er fornøjet med Fabrikloven; i Tyskland skal der for de to næste Ugers Vedkommende præsteres Lægeattest. Her er ogsaa et Punkt, hvor vor Fabriklov kunde trænge til en Udvidelse, og hvor netop Kvinderne og Lægerne skulde tale et Ord med i Laget og forlange Bestemmelsen forandret til at gælde 6 Uger efter Nedkomsten - vi ved jo alle, at før efter 6 Ugers Forløb er Moderens indre Organer ikke normale efter en Fødsel. - Endvidere burde der være en tilsvarende Hviletid før Fødslen - Statistiken over Børnefødsler viser nemlig tydeligt, at Fabriksarbejderskers Børn i højere Grad end andre er udsatte for at komme dødfødte til Verden, og hvis de kommer levende til Verden, er det med betydeligt ringere Vægt end normalt. Dette kunde der maaske bødes noget paa ved et Forbud mod Fabriksarbejde, f. Eks. en Maaned før og mod staaende Arbejde de sidste Maaneder før Nedkomsten, og hvad det vil betyde for hele den kommende Generation af Arbejdere og derved for Landet, vil vist enhver kunne indse. Et Par Tal fra Sachsen vil kunne belyse dette: Gennmsnitsvægten for nyfødte Børn er der 5 Pd.
Børn af Fabriksarbejdersker med overvejende siddende Arbejde 41/2 Pd.
Børn af Fabriksarbejdersker med overvejende staaende Arbejde 4 Pd.
Hvis Danmark paa Kvinde- og Børnebeskyttelsens Omraade og navnlig paa dette Punkt kunde være Foregangslandet, vilde det gøre en god Gerning, ikke alene for sine egne Tusinder af Arbejder-kvinder og Børn, men ogsaa for de andres Titusinder, og Danmarks Kvinder burde være dem, der havde Æren af at have forlangt det og forstaaet at faa sin Vilje frem.
