« Tilbage til søgeresultaterne
En Bog om en Kvinde af en Kvinde
En Digterinde fra Romantikernes Dage. Af Frede Thomsen. Hagerups Forlag 1907.
Delphine Girardin (f. Gay) døde 1855, men den, der læser hendes Ungdomshistorie, synes at læse om længst forsvundne Dage. Paa hvad her fortælles, kan det kendes, hvorledes Verden om os siden da har skiftet ikke blot Ansigt, men Tankesæt og Følelser - og ikke mindst, hvilke forandrede Synsmaader, Kvinder levede under den Gang sammenlignet med nu. Eller kunde man tænke sig en moderne Digter skildre sit første Møde med en ung Kvinde, der gennem Smaapoesier og Deklamation havde vundet sig et vist Ry, i Ord som dem, Lamartine bruger, da han ser Delphine Gay ved Velinofaldet:
»Hun sad i en halvt hvilende Stilling paa en Træstamme . . . Hendes blottede Arm, klassisk formet og marmorhvid, støtter hun til Rækværket, og hun hviler sit Hoved i Haanden i en træt og tankefuld Stilling. Den venstre Arm hænger ned, og i Haanden holder hun en Buket af Vinka og vilde Blomster . . . Hytternes Børn har plukket dem til hende.....det lyse Haar bølger blødt for Vinden, og Barmen løfter og sænker sig som i stærk Sindsbevægelse. Fra de lange Øjenvipper falder Draabe paa Draabe ned i det skummende Vandfald og føres bort med Floden« o. s. v. (»En Digterinde« S. 28.)
Eller var det tænkeligt i vore Dage at opleve et Optrin som følgende selv hos et Folk, der er vort saa vidt forskellig som det franske: En mørk Novemberdag, i tæt Regn, jordes en af Frankrigs gode Mænd, General Foy. Et Følge af Tusinder er gaaet gennem Gaderne og har, staaende om hans Grav, hørt paa de mange Mindetaler over ham. Pludselig stiger en ung Kvinde op paa en Plads, der gør hende synlig for alle - »i Faklernes Skin ligner hun en skøn Statue«; hun løfter Haanden; der bliver aandeløs Stilhed, og med høj Pathos deklamerer hun et improviseret Digt, som henriver alle - et Digt, der senere indridsedes paa General Foys Gravsten, medens en Medaillon med Delphine Gays Billede udført af David d’Angers, anbringes over Digtet.
Eller - hendes Hyldning i Rom, hvor en Kvindes Bog, Mme Staëls »Corinna«, der lovpriser Italiens Skønhed, har banet Vej for hende, og hvor nu den unge, tilrejsende Delphine føres af en »begejstret Folkemængde« til Kapitol og improviserer et Digt, der bringer Italienere til at bryde ud i et »Leve Frankrig!«
Alt dette lyder for Nutidsøren som et Eventyr. Hvad var der hos Delphine Gay, hvis Digte næppe havde mere end forbigaaende Interesse og ikke satte Spor efter sig, der rev Mennesker hen til en saadan Begejstring?
Théophile Gautier, der to Aar efter hendes Død (i »Portraits et Souvenirs littéraires« S. 72) siger om hende, »at hendes Død var en af de Sorger, Sjælen ikke vænner sig til,« og at han »ikke kan gaa forbi hendes Hus uden at faa Taarer i Øjnene,« giver en delvis Forklaring af hendes Magt, idet han skildrer den første Gang, han saa Delphine Gay. Det var ved »Hernani«s stormfulde Première. Da Delphine Gay kom ind i sin Loge og bøjede sig ud for at se Theatersalen, lød der et tre Gange gentaget Bifald fra de unge Malere, Billedhuggere og Digtere, der fyldte Parterre --; det var hendes aldeles enestaaende Skønhed, der henrev dem. Alt hos hende - det lyse Haar, den fine Hudfarve, der sammenlignes med »rosenrødt Marmor«, de klassisk regelmæssige Træk, som Aarene senere intet formaaede over, hele hendes Væsens lidt majestætiske Ynde, alt dannede et saa fuldendt harmonisk Hele, at denne skønhedsdyrkende Tid - ikke blot Kunstnerne, der var »fous de forme« - studsede og beundrede, som man beundrer, ikke et levende Menneske, men et dejligt Kunstværk. Og naar hun, selv helt reven hen, med sin pragtfulde Stemme fremsagde sine unge, kyske, begejstrede Vers, da gik det legemlige og sjælelige, Person og Digtning, op i en betagende Enhed, hvis Magt man modstandsløst synes at have maattet bøje sig for.
Der kom en Tid, da Delphine Gay blev fra en »Digterinde« med tvivlsomt Talent til en utvivlsom talentfuld Journalist, der under et Pseudonym skabte sit Ry alene ved sin Pen. »Musen« havde sat sin Fod fast paa Jorden og ægtet en mærkelig, ikke helt uangribelig, men stærk og frygtet politisk Redaktør. I Mellemtiden og i de følgende Aar gennemgik hun langsomt den samme Udvikling som Victor Hugo: fra reaktionær Kongeligsindethed til revolutionært Frisind. Da fik hun sin største Betydning, baade gennem hvad hun skrev og ved den Kreds af Mænd og Kvinder, hun samlede om sig. Da naaede hendes Personlighed sin fulde Udvikling og Skønhed. - Om Aftenen elleve-tolv mødtes Lamartine, Victor Hugo, Théophile Gautier, Balsac, nu og da Alfred Musset, Rachel, George Sand og mange andre af Tidens første Navne hos hende. Théophile Gautier taler om disse »Aandsfester« som uforglemmelige. Og Mme Girardin var ikke blot den elskværdige, aandfulde Værtinde, hun ejede en inspirerende Evne og en Evne til at opmuntre, give nyt Mod, naar Verden viste sin Uvillie mod en eller anden Stridsmand for nye Idéer. »Lamartine, Hugo, Balsac véd, hvilken Nydelse det var at blive rost af hende, og det véd ogsaa mange andre, der utvivlsomt fortjente Rosen i ringere Grad,« siger Th. Gautier beskedent. Men fremfor alt var hun sine Venners trofaste Ven, flammende i sin Vrede, naar Venner led Uret, frygtløs i Forsvar for den Sag, hun kaldte den retfærdige, helt loyal, trofast og gennemærlig i alle Forhold. Dette forkælede og forfinede Legeme gemte over en stærk, heltemodig Sjæl, der ikke kendte Svig og ikke anede, hvad Frygt er.
Denne Side af Mme Girardins Karakter er det lykkedes Forf. af »En Digterinde« bedst at skildre. Derimod savner man, midt i en livlig, ofte morsom Fremstilling af ydre Hændelser og Begivenheder, den psykologiske Udredning af adskillige Forhold - f. Eks. Venskabet for Lamartine, der synes at have været saa fuldt af bitter Skuffelse, men saa betydningsrigt for Delphine Gays Udvikling, og Forholdet til den Mand, hvem hun blev en saa god - og, tilsyneladende, saa hurtig erstattet - Hustru. Den store, sjælelige Omdannelse, der foregaar, inden Delphine Gay dør som Mme Girardin, har Forf. ikke forsøgt at forklare. Men maaske har denne Kvinde, der gennem Aar led legemlig Smerte klageløst og stolt, heller ikke efterladt ret mange Vidnesbyrd om de Kampe og Sorger, man aner, maa være gaaet gennem hendes Sind.
»En Digterinde« har det store Fortrin, at den hos mange vil vække Lyst til Fordybelse i flere end een Bog, som den omtaler, flere end een Menneskeskæbne, som livlig skitseret, føres forbi Læseren i den store Skare af kendte Navne, der omgiver Mme Girardins.
