« Tilbage til søgeresultaterne

Det internationale Kvindevalgretsmøde i Amsterdam

Af: Louise Neergaard

« Se emneord

The International Woman Suffrage Alliance’s Kongres fra 15.-20. Juni i Am­sterdam er endt, og Deltagerne har efter 8 Dages travl Optagethed af Møder og Fe­ster spredt sig til alle Verdens Hjørner i Ordets bogstavelige Forstand. Der var Repræsentanter fra 22 forskellige Lande, af hvilke 13 allerede var optagne i Allian­cen med Landsorganisationer, medens Schweitz, Sydafrika og Bulgarien blev op­tagne ved denne Lejlighed.

To Lande havde sendt Delegerede fra Regeringen med officiel Fuldmagt fra de paagældende Landes Premierministre, nemlig Norge, der repræsenteredes af Frø­ken Gina Krog, og Syd-Australien, der re­præsenteredes af Mrs. Dobson. Selvfølge­lig var disse to Delegerede Genstand for særlig Opmærksomhed, og der blev fra Kongressen sendt Hilsen til de paagældende Regeringer. Forøvrigt maa det siges, at Amerikas og Englands Delegerede be­herskede Kongressen; de havde jo den Fordel, at deres Modersmaal var Kongres­sens officielle Sprog, men det er kun ret­færdigt at sige, at de tillige mødte med de bedste Talere. Først og fremmest var Mrs. Chapman Catt den utrættelige, stilfulde og kloge Præsident, der forstod at klare de internationale Skær, saaledes at Alliancen ikke i sine Resolutioner blandede sig i de enkelte Landes Politik eller Lovgivning. Den anden glimrende Repræsentant for Amerika var Rev. Dr. Anna Shaw, som talte ofte, men som altid forstod at finde nye Emner og Tanker, og som ofte oplivede Forsamlingen ved sin velgørende Humor. De engelske Delegerede var me­get talrige, idet der baade var Repræsen­tanter for den ældre, mere sindige Agita­tion og for »Suffragetterne«. Disse mødte med glimrende Talere, der forstod at rive selv de i Forsamlingen, der mødte med mest Antipati mod deres Arbejdsmetode, med sig. De var, som en af dem udtrykte sig, øjensynlig besjælede af Korstogenes Aand, og det kunde kun gøre et godt Ind­tryk paa en af Udflugterne at høre en ganske ung, nydelig Dame fortælle om den store Procession den 14de Juni i Lon­don. Man troede hende paa hendes Ord, naar hun sagde, at det ikke faldt Kvin­derne let at drive den Art udendørs Agi­tation. - Ungarn havde en udmærket Ta­ler i Frøken Rosika Schwimmer, men det vilde iøvrigt føre for vidt at nævne alle de forskellige gode Talere. Fra Danmark talte Kommandørinde Münter »Om Kvin­dens retslige Stilling i Danmark«, medens Frøken Eline Hansen gav en Oversigt over den politiske Udvikling i Danmark indtil den nye kommunale Valglov, som gav Kvinderne Stemmeret. Endvidere talte Fru Pastorinde Blauenfeldt, paa et sær­ligt Møde, om Kvinde valgret fra et kri­stent Synspunkt, samt Fru Salicath i Ste­det for Fru Nørlund, der paa Grund af Sygdom var forhindret i at deltage i Kon­gressen.

Kongressens Resultater maa nærmest søges i den Lejlighed, der gaves til Ud­veksling af Erfaringer, ligesom der blev truffet adskillige Aftaler om Udveksling af Talere mellem de forskellige Lande. Det vedtoges at søge dannet en international Forening af kvindelige Parlamentsmedlem­mer samt at opfordre disse til at deltage i de allerede nu stedfindende interparlamentariske Kongresser.

Efterretningen om, at Finlands Admini­stration var bleven lagt ind under en rus­sisk Minister, rygtedes paa Kongressens sidste Dag, og det var et godt Bevis paa den Følelse af international Samhørighed, der beherskede Kongressens Deltagere, at disse alle som en blev grebne af oprigtig Sorg og Medfølelse og gav disse Følelser Udtryk overfor Finlands Repræsentant, Frøken Annie Furuhjelm.

Næste Kongres afholdes i London alle­rede i 1909, og da denne Kongres skal re­videre Alliancens Love, vil den blive af særlig Vigtighed. Et Spørgsmaal, som al­lerede paa denne Kongres var under De­bat, vil da finde sin Afgørelse, nemlig For­holdet til Alliancen for de Landes Ved­kommende, der har mere end én Lands­organisation, saaledes som f. Eks. Dan­mark, England og adskillige andre Lande. Næste Aars Kongres skulde egentlig have været afholdt i Amerika, men Amerika­nerne gav Afkald derpaa til Fordel for England, idet det har vist sig, at Afholdel­sen af en saadan Kongres giver Agitatio­nen i det paagældende Land mægtig Vind i Sejlene.

Den hollandske Presse var meget vel­villig og bragte lange Referater fra Mø­derne, ligesom Repræsentanter for Pres­sen tog Ordet for venskabelige Udtalelser ved Festerne.

Kongressens Møder holdtes i Amster­dams største Lokale, og lige fra den pom­pøse Aabningshøj-tidelighed med Sang af et Kor paa 380 Damer og Børn, til den sid­ste Fest paa Kurhotellet i Scheveningen udfoldedes der en storstilet Gæstfrihed overfor Kongressens Deltagere. For de danske Deltagere var det dog en Fornøjel­se at høre de mange Udtalelser om, at Deltagerne i Kongressen i København 1906 endnu bevarede de bedste Minder herfra.

p. t. Paris 24. Juni 1908.