« Tilbage til søgeresultaterne

Slagord

Af: Thit Jensen

« Se emneord

»I de to Tilfælde, jeg i mit Liv har stemt, har min Kone sagt mig, hvem jeg skulde stemme paa - det er Kvindens Valgret.«

Nøjagtig saadan har en Mand, jeg kender, udtalt sig, og han har i de faa Ord givet hele den almindelige Opfattelse Udtryk.

Paavirkning! det er Kvindens Valgret.

Liste. Lirke. Gaa under Øjne. Smigre. Lokke. Lyve! - det er Kvindens rette Midler, hvis hun vil opnaa noget, det være sig aldrig saa retfærdigt og forstan­digt. Den ligefremme, sandfærdige Vej er alene forbeholdt Manden.

»Lyv Kvinde, og du skal faa!« det er Moralen.

Engang nøjedes man simpelthen med at sige: »Hold Mund og pas dig selv«; man mente, det var bibelsk. Og sikkert er der mange, mange, der allerhelst vilde snerre dette lille, behagelig lette og ele­gante »Hold Mund« ud som eneste Svar paa Kvindernes Fordringer; men de tør ikke. Ikke nu mere. Selv med et Skrift­sted som retfærdig Baggrund. De er bange for at møde et venligt overbærende: »Idiot«. Nu nøjes man med at knytte Hænderne i Lommerne og indrømme os Ret til at lyve.

Tak, den Ret har vi forøvrigt haft altid.

Og nu forslaar den ikke længere.

Ikke efter at Kvinder er begyndt at blive Læger, juridiske og pharmaceutiske Kandidater, Redak-tører, Tandlæger, Sned­kermestre, allesammen Stillinger, der har Rettigheder at hævde, og hvis Indehavere ikke altid er gift med et mandligt Individ, via hvilken hendes Ønsker kan komme i Berøring med det offentlige Bestemmelsesliv, de kommunale og politiske Raad o. s. v. Det forslaar ikke nu, efter at Enker er begyndt at overtage deres afdøde Mænds Forretninger, og lede dem videre i samme Aand, og falde i Forundring over et lille Ordskifte med Loven, saaledes:

Loven: »De kan saa godt indgaa i Deres afdøde Mands Stilling, min Frue; jeg skal med Glæde indsætte Dem i alle den kære Afdødes Forpligtelser.«

Madame: »Tusind Tak, jeg faar altsaa samme Ret som min salig Mand havde til at være med i Valget af de Mænd, der styrer det Samfund, i hvilket jeg nu skal indtage hans Plads?«

Loven: »Nej, min kære Frue, De skal sandelig ikke bebyrdes med den Slags tunge Ting; nej, nej! (Loven tørrer Øjnene i spidsfindigt Væv.) De kan i Forvejen have ondt nok ved at klare Dem alene, uden Forsørger.« (Loven hulker.)

Madame (rørt til Taarer): »Hvor De er god imod mig. Saa bebyrder De mig vel heller ikke med Skatter . . .«

Loven (indigneret): »Skatter! er De gal! tror De, De skal slippe for den Afdødes Skatter, Gælds-poster eller øvrige Forplig­telser. «

Der staar saa Madame.

Nej, den bestaaende Ordning forslaar ikke. Den forslaar i det hele taget ingen Steder, efter at Kvinden er begyndt at blive voksen og har faaet indprentet, at vor Samfundslære, som prædiker Sand­druhed , Ærlighed, Retfremhed, ogsaa gælder hende. Efter at hun har forstaaet det ulogiske i, at man i tykke Roman-Bind, i hasarderede videnskabelige Bøger, i daglig Tale, i offentlige Diskussioner, ja, saagar i de enfoldigste Avis-Artikler forhaaner Kvinden med Lasterne i den kvinde­lige Karakter: Uvederhæftighed, Usand­færdighed, Upaalidelighed - Fraser, som enhver Sjover mener sig berettiget til at smælde ud som en Aandrighed - og der­efter, uden at det generer den berømte mandlige Logik en Smule, blankt anviser Kvinden ovenstaaende Veje at gaa - lyve, liste og lokke - som de rette fine og sarte Midler, hun bør benytte for at skaffe sig og Samfundet de Ændringer, hun finder overensstemmende med sund Ud­vikling.

Sandelig, en fin Logik!

Vi betragter det som en Fornærmelse, og vi har Ret til at betragte det som en Fornærmelse, at vi skal lyve og lokke, skal reduceres til at benytte Trællens Vaaben: Snedighed, hvor det er vor Ret og vor Trang med al mulig Aabenhed at sige, hvad vi mener er til Gavn for os og andre.

Gad vidst, hvad en sulten Mand vilde sige, om man anviste ham som den eneste ham værdige Maade at spise Grød paa den Opførsel at liste omkring Fadet, se ud af Vinduet, mens han rapsede en Mund­fuld, lade optaget af en Avis, mens han rapsede nok en Mundfuld. I det hele taget, se ud til at være optaget af alt andet end stille sin Sult. Han vilde da antage den, der foreslog ham sligt, for simpelthen at være gal.

Naar man spiser, saa spiser man. Og taler en Kvinde om Valgpolitik, skal hun ikke behøve at pludre om Sommerfugle i Øst, mens hun mener Reformer i Vest.

Skal vi absolut tvinges til at være lavsjælede og rænkefulde? - og høre Haansord for det samtidig. Mener man, at det er saa heldige Egenskaber, at man ende­lig maa bibeholde dem, værne om dem, rendyrke dem, saa de kan gaa i Arv til de følgende Generationer?

Lyve og liste plejer ikke at betegnes som Vejen til sund Udvikling; der turde være al Anledning for Kvinden til at protestere mod vedblivende at faa bare den Vej anvist.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner