« Tilbage til søgeresultaterne
De troende Kvinder og Kvindesagen
»Der foregaar i denne Tid for vore Øjne en Rejsning af Nutidens Kvinder, hvortil Verdenshistorien ikke har set Mage. Man vil næppe i Historien kunne paavise en Kulturkamp, der i saavidt kort Tid har grebet slig om sig, og som er mærket med saa mange betydningsfulde Sejre, som Kvindens Kamp for sine sociale Rettigheder. Men er da denne Bevægelse villet af Gud? Jeg har aldrig været i Tvivl om, at den er et Udslag af Guds alvise Verdensstyrelse, og at Han har særlig Brug for denne Bevægelse til sit Riges Udvikling og Vækst mod Fuldendelsen.«
Med disse Ord tager en norsk Præst, Harald Olstad, i en meget bemærkelsesværdig Artikel om »Kirken og vor Tids Kvindebevægelse« *), Standpunkt til Kvindesagen.
*) Tidsskriftet »Urd«, Kristiania, Nr. 7 og 8, 1907.
Bemærkelsesværdig, fordi det mig bekendt er første Gang, en Præst hos os raaber et Varsko til Kirken og beder den være paa sin Post over for den store Bevægelse, som nu foregaar lige under dens Øjne, men som den i altfor høj Grad har ladet, som den ikke saa, og i al Fald ikke havde noget Ansvar overfor. Og dobbelt bemærkelsesværdig, fordi han efter en grundig og saglig Prøvelse af Kvindesagen og dens Væsen kommer til det Resultat, at denne Bevægelse for enhver troende maa vise sig som Guds Aands opdragende og udviklende Gerning, der nu ruster hele den ene Halvdel af Menneskeheden til med nye, hidtil ubrugte Kræfter, at træde ind i Arbejdet »mod Fuldendelsen«.
Kvindesagen, som den ytrer sig i vore Dage, har og bør have, en dobbelt Opgave. Den har maattet kræve Retfærdighed og Lighed for Kvinden. Den har maattet løbe Hovedet mod tidligere Tiders Mur af Fordomme og forudfattede Meninger, og den har maattet bære den Forsmædelse, som laa i de mange Buler og Stød, som denne Kamp førte med sig. Den har ofte maattet føre Kampen uden Forstaaelse og maattet finde sig i, at Retfærdighedskravet blev betragtet som Magtbegær.
Men saa har den ogsaa faaet Lov at vise, at da først dette Retfærdighedskrav i noget Mon var sket Fyldest, da vendte den sig med fuld Kraft til sin anden Opgave: at stille Kravet til Kvinden selv, at lade hver ny Rettighed følges af det uddybede Pligtkrav. Og saaledes kan vi da nu se Kvinderne, ligesom fordum Amazonerne, vende tilbage fra Kamppladsen med sit Bytte, de nye Rettigheder, de nye Udviklingsmuligheder og Kundskaber, de større Samfundsinteresser og de bedre økonomiske Vilkaar. Og for enhver tænkende Mand og Kvinde maa det Spørgsmaal melde sig: hvortil vil de nu anvende Byttet, - hvad vil Følgen bli af den store Forandring?
Vi ser da en ejendommelig Foreteelse. Vi ser Skarer af humant interesserede Kvinder, der ligesom Bierne er i uafladelig Bevægelse for at tilgodegøre sig de nye Fordele. Vi ser, hvorledes Skolerne gennem sine Lærerinder, Hjemmene gennem sine Mødre og Hustruer, Staten gennem Kommunerne og offentlige Stillinger søger at drage Nytte af Kvindesagens Resultater. Og vi maa yde Kvindesagen den Anerkendelse, at Udviklingen overalt gaar i Retning af at skabe dygtigere, bedre rustede, hele Kvinder, der ser sine Pligter dybere og rigere, der stiller store Fordringer til sig selv, og som jo længer, jo mere nærmer sig det Maal at staa helt ud som Mandens jævnbyrdige, om end helt forskellig fra ham.
Men ved Siden af denne Skare, der er i ivrig Bevægelse, og som saa at sige er i Fronten, om ikke altid for at skabe det nye, saa dog i al Fald for at øve sin Indflydelse paa Udviklingens Gang, ser man en anden Kreds. Det er Mænd og Kvinder, som over for denne store Bevægelse indtager en passiv Holdning. Ikke saaledes, at de afholder sig fra at nyde godt af de Goder, som Bevægelsen har ført med sig. Heller ikke saaledes, at de afgjort modarbejder den - dertil er den dem for mægtig. Nej, man kan heller karakterisere dem saaledes, at de med bortvendt Hoved la’r sig trække med, vistnok modstræbende, men dog med fuld Bevidsthed om, at det gaar nok den Vej alligevel.
Dette er Kirken og de afgjort troende.
Men slig tjener ingen sin Sag, sit Samfund, sin Herre.
De troende Mænd og Kvinder, som endnu holder paa den gamle Opfatning, at Kvinden har sin af Gud afstukne lille Kreds, uden for hvilken hun ikke kan komme uden at synde mod Guds Vilje, de maa vide, at nu er det paa høje Tid at ruste sig og tage kraftig til Genmæle. Thi er denne Bevægelse mod Guds Vilje, da syndes der nu svarlig, og de, som kender Guds Vilje, maa da ganske anderledes end nu sker, modarbejde denne Udvikling. Men da maa de ogsaa tage Skridtet fuldt ud og selv holde sig uden for den, ikke for sine Døtre nyde Frugterne af Bevægelsen og saa at sige sidde med paa Kvindesagens Læs og lade sig modstræbende køre mod dens Maal.
Men de troende Mænd og Kvinder, som staar med i vor Tids Livsopfatning, for hvem Kristen-dommen er mere end Ord, som tror paa, at Guds Rige skal komme til os, de maa føle et stærkt Ansvar over for en Bevægelse som denne. De maa se, hvorledes Mændene overalt blir mere og mere lunkne over for Kristendommen, hvorledes Menighedsarbejdet og Missionsarbejdet i første Række maa stole paa Kvinderne. Tæl op de Kirkesøgende og se, hvor stort et Procenttal af dem er Kvinder! Og bedøm saa heraf, hvad Betydning det har for Kirken, hvorledes Kvindebevægelsen udvikler sig.
Jeg siger ikke for meget, naar jeg mener, at Kirkens Fremtid i høj Grad afhænger af, hvorledes den stiller sig til Kvindesagen, om den magter at vinde eller bevare denne store Bevægelse for Kirken, eller den blir siddende igen med de Kvinder, som har ladet Tidens Udvikling gaa fra sig.
Men ikke nok hermed. Kristendommens Sag i vort Land afhænger ogsaa i høj Grad af dette Spørgsmaal. Kvinderne flokkes nu om Valgurnerne; vi ser, hvorledes Socialisterne forstaar at faa sine Kvinder frem, faa dem interesserede og med i Arbejdet. Ogsaa den socialt interesserede Kvinde begynder at bli varm, - men de kristne og kirkelige Kvinder holder sig tilbage. Ind i Kommuner og Værgeraad, Fattigstyrer og Skolestyrer sættes nu Kvinderne. Men Vælgerne sætter ind sine Meningsfæller, og da de Kristne staar saa passive til disse Spørgsmaal, blir det kun sjælden, at en Kvinde indvælges, fordi hun vil staa Vagt om Kristendommens Goder.
Spørgsmaalet maa ganske ligefremt bli dette:
Paalægger ikke Kristendommen de troende Kvinder en stor og hellig Forpligtelse over for alle de Samfundsforhold, hvori de staar? Har hun Lov, fordi hun vil være et Guds Barn, at være mere slap, mere ligegyldig over for Livets mange Krav end den ikke troende? Og har hun det store Ansvar for Gud, maa hun da ikke ogsaa være med og søge at vinde Indflydelse? Og hvor Kristne under Bøn til Gud arbejder og vinder Indflydelse, der gaar Guds Rige mod Fuldendelsen.
Der kræves ikke af os Nutidskvinder, at vi skal tjene Gud i Nonneskrud og Martyrglorie. Men der kræves af os den samme Troskab, som gjorde disse Fortidens Kvinder til Helgener. Og denne Troskab skal vi anvende i Livet, slig som det nu engang arter sig om os, ikke slig, som vi kan sidde og drømme om, at det burde arte sig. Der hvor Kvinder arbejder, kæmper, lider og strider i Samfun-
dets store Arbejdsdag, der maa de kristne Kvinder staa med og vise, hvor stærk den er, der gaar frem i Herrens Navn. De kan ikke fordre nogen anden Særstilling for sig end den, som ligger i, at de maa kræve saa meget større Troskab af sig selv, som de ved sig at tjene den største Mester. Og dette Samarbejde vil snart vise dem, hvor stor en Kraft de trænger at udbede sig, thi det sker mere end én Gang ogsaa i vore Dage, at for de kristnes Skyld bespottes Guds Navn blandt de ikke troende.
Kvindesagen, slig som den nu arter sig, er en alvorlig Prøvesten for de troende Kvinder. Og paa den er mangen lunken Sjæl, med store Tanker om sig selv, strandet. Har Kvindesagen Skævheder, saa er det den troende Kvindes Pligt og Ansvar at staa med og faa dem rettet. Har Kvindesagen tunge Byrder at bære og store Maal at naa, da er det den kristne Kvindes Pligt i første Række at lægge Ryggen til, lide og bære sammen med sine Søstre. Og har Kvindesagen bragt os Velsignelser og Goder at takke for, hvor maa ikke da den troende Kvinde staa beskæmmet, hvis det engang hedder: »Du hjalp ikke til at vinde dette.« Og hvorfor er alt dette hendes Pligt? Jo, fordi hele Livet er hende en Gudstjeneste, fordi hver Opgave, som møder hende, sendes hende fra Gud, fordi hver Forsømmelse er en Svigten over for hendes Herre.
Saaledes blir for vor Tids Kvinder Livet rigt og stort. Skønt, naar vi vaagner til Forstaaelsen af vort Værd og vor Betydning i Hjemmets kære Kreds. Alvorsfuld, naar Hjemmets Vægge aabner sig for os, og vi ser Kaldet til Kvinden ude fra Samfundet. Men usigelig stort og mægtigt, naar vi forstaar, at det er Gud selv, som kalder paa os og trænger vor Hjælp, for at denne Verdensbevægelse blandt vor Tids Kvinder skal bli et Skridt henimod Hans Riges Komme.
Men den, som hører Kaldet, hun kommer.
