« Tilbage til søgeresultaterne
Forslag om at ansætte Fruentimmere som Lærerinder i de yngste Klasser i de større Landsbyskoler
Forslag om at ansætte Fruentimmere som Lærerinder i de yngste Klasser i de større Landsbyskoler*).
*) Frøken Redaktør!
Medfølgende Artikel fandt jeg forleden i »Den nordiske Folkeskole, Aar 1851, og da jeg synes, den er meget morsom og karakteristisk for sin Tid, tillader jeg mig at sende Dem den, da De maaske ved Lejlighed kan benytte den enten i sin Helhed eller noget deraf i »Kvinden og Samfundet«. Udhævelserne er af mig. Ærbødigst
Laura Boiesen.
Af cand. theol og Skolelærer C. F. Læssøe.
Ved flere af de større Landsbyskoler her i Landet agter man at ansætte Andenlærere, fordi det store Børneantal gør Arbejdet i Skolen uoverkommeligt for én Lærer. Den Løn, der tilbydes disse Andenlærere, er imidlertid saa ubetydelig, at det vistnok vil blive mer end vanskeligt at faa seminaristisk dannede Lærere til at modtage disse Poster, og, da Vedkommende næppe indlader sig paa at forhøje den engang fastsatte Løn, er der god Udsigt til, at de Skolestuer, som tilbygges de større Skoler, ville komme til at staa ubenyttede af Mangel paa Lærer. Ialfald om man ogsaa kunde faa en Seminarist lokket til at lade sig ansætte, vilde denne vistnok lade det være sig magtpaaliggende snarest muligt at opgive en Post, hvis Indtægter næppe er tilstrækkelige til at sultføde ham. Saavidt jeg ved, tilbydes Andenlærer paa de fleste Steder 150 Rbd. foruden fri Bolig og 3 Favne Brænde (ved den herværende Skole faar Andenlærer kun 2 Favne, saa at han idetmindste maa købe 2 Favne for egen Regning for at kunne opvarme baade Skolestuen og sit eget Værelse). For disse 150 Rbd. skal han anskaffe sig alt hvad han behøver til Føde, Klæder, Vadsk o. s. v. Han maa være en stor Økonom, hvis han kan det, og jeg tvivler meget paa, at nogenlunde duelige Seminarister ville indlade sig paa disse Betingelser, da det slet ikke skal være vanskeligt for saadanne at finde meget fordelagtigere Ansættelser som Skolelærere, Hjælpelærere eller Huslærere.
Det var derfor ikke af vejen, om man i Tide var betænkt paa at finde en Udvej af den Forlegenhed, hvori man upaatvivlelig vil komme, og en saadan Udvej har man, efter min Formening, ved at ansætte duelige Fruentimmere som Lærerinder ved de yngste Klasser. Mange smiler maaske over dette Forslag, men jeg har godt Haab om at de efter nærmere Overvejelse ville billige det. Jeg skal tillade mig i al Korthed at fremføre de Grunde, der formentlig taler for mit Forslag.
Hvad det Økonomiske angaar, da mener jeg, at et Fruentimmer, der er tarvelig vant, kan komme ud af det med den ovenanførte Løn, som bestemt er utilstrækkelig for et Mandfolk. Et Fruentimmer kan selv sy sine Klæder, ialfald selv reparere og vadske dem, hun kan selv koge sin Mad o. s v. Desuden kan et Fruentimmer paa Landet gøre sig mangen en Bifortjeneste ved at spinde og sy, hvorimod en Lærer paa Landet sjælden har Lejlighed til at fortjene noget i sine Fritimer.
Men hvad der mest taler for mit Forslag synes mig at være det, at et Fruentimmer bedre end et Mandfolk forstaar at omgaas Smaabørn. Den Blidhed og Barnlighed, som udgør Grundtrækket saavel i Barnets som i Kvindens Karakter knytter et Baand imellem Børnene og Læreren; Kvinden staar Barnet aandeligt nærmere end Manden, og hun kan derfor bedre end han sætte sig ind i Barnets Tankegang og ledes derfor ikke saa let som han til at gøre enten for høje eller for lave Fordringer. Dette bør vistnok komme saa meget mere i Betragtning, som de omtalte Andenlærere naturligvis vilde være ganske unge Mennesker, og det vil dog ingen nægte, at saadanne unge Herrer er ikke nær saa godt skikkede til at omgaas smaa Børn, som Fruentimmere er det. Jo yngre Barnet er, desto vanskeligere er det for et Mandfolk at omgaas det; men det modsatte gælder, naar Talen er om et Fruentimmer.
Skulde det ikke billiges, at Lærerinden fik baade Drenge og Piger i yngste Klasse under sin Opsigt, da kunde det jo indrettes saaledes, at hun fik alle Pigerne baade i ældste og yngste Klasse og Læreren alle Drengene.
I Skolens Interesse vil jeg opfordre mine ærede Medlærere til at ytre sig om dette Forslag, hvad enten det maatte være for eller imod.