« Tilbage til søgeresultaterne
Idealister
Det kan ikke være andet, end at den Skam, som Albertis Forbrydelse har bragt over vort Fædreland, fuldt saa dybt maa gribe os Kvinder, som det griber Mændene.
Vel har vi ikke tabt Troen paa det danske Folks aandelige Sundhed og Hæderlighed, fordi en enkelt Mand, der af Vælgerfolket har været hævet til Magtens og Ærens Tinde her i Landet, har vist sig ikke at være denne Tillid værdig men at være en Kæmpebedrager. Vi tvivler ikke paa, at Danmark skal rejse sig efter dette haarde Slag og forhaabentlig drage en gavnlig og højst fornøden Lære af det skete.
Men vi Kvinder maa dog gøre os vore Tanker ved, hvad der er sket. En stokkonservativ Højremand og Embedsmand ytrede forleden i en Samtale om det skete: »Ja, det har rigtignok vist sig, at Mands-regimentet lider af store Fejl.« Ordene forekom mig saa sande; det undrede mig kun at høre dem udtalte af hans Mund. Mon der ikke er noget i det, at Samfundet styres for ensidigt af Mænd, og at det vilde blive bedre styret, hvis baade Kvinder og Mænd stod for Styret?
Mændene ser mere stort paa Tingene end Kvinderne, det er - som Regel – en tiltalende Egenskab. Vi Kvinder, som skal styre vore Huse og passe at faa Pengene til at slaa til, maa være noget mere nøjeregnende. Mon der ikke kunde være Brug for noget af denne Egenskab ogsaa i Statshus-holdningen. Mændene er som Regel noget blaserede i Pengesager - et Millionlaan mer eller mindre forskrækker dem ikke. Mange af dem har ogsaa selv kendt vanskelige Situtationer, og de er rede til at komme hinanden til Hjælp ved slige Lejligheder. Vi Kvinder vilde maaske blive mere foruroligede ved Millionlaan og være lidt varsommere.
Og vi Kvinder er større Idealister end Mændene, tør i alt Fald bedre være bekendt, at vi er det. Assessor Ussing kaldte i sit Foredrag i Koncertpalæet paa Idealisterne, og hvor har han Ret! Det er Idealisterne - de Kristne saa vel som de, der ikke staar paa Kristendommens Grund - der er Jordens Salt! De maa rense ud og holde Idealets Fane højt, skal vi naa bedre og sundere Tilstande.
Der findes en Jord, der har ligget brak, et Vælgerfolk, der ikke har haft Lov til at vælge, men dette Vælgerfolk har færdedes indenfor Hjemmets Vægge og ikke faaet saa mange af sine Idealer slaaet ned ved den Betragtning: »Saaledes gør de alle, saa det gør ikke saa nøje«. Mon dette uprøvede Vælgerfolk ikke kunde bringe nogle af de strængere Krav til Samfundets hele Ordning, som vi saa bitterlig trænger til, med ind i Statsstyrelsen?
Den Artikel i forrige Nr. af Kvinden og Samfundet om Kvindestemmeretten i Ny Zeeland gav et klart Billede af, hvad det betyder for et Land, at Kvinderne faar Stemmeret. »Kvinderne har gennem deres større Frihed i høj Grad hævet Samfundets moralske og humane Standpunkt« skriver Artiklens Forfatter. Dette er interessant derved, at det ikke er Forudsigelser om, hvorledes det vil gaa, naar Kvinderne faar Valgretten - nej, det er Erfaringer fra et Land, hvor de har haft den i 15 Aar.
Danmark er et herligt lille Land! En dansk Kvinde blev en Gang adspurgt af en Udlænding, hvorledes det var at leve i Danmark og svarede: »Vi skyder ikke paa vor Konge, vore Embedsmænd er hæderlige og vore Skuespillerinder anstændige - saa kan man nok forstaa, at her er godt at leve.«
Det var for en Menneskealder siden - der er et og andet, der tyder paa, at det er ved at blive anderledes. Den sidste Skamplet paa Danmarks Ære vil det tage Tid at afvadske. Vi tvivler ikke paa, at der er hæderlige, fædrelandskærlige Mænd, som vil bruge sine Kræfter til dette Arbejde, og vi Kvinder vil søge at lægge vort Lod i Vægtskaalen ved at holde Idealets Fane højt i vort Hjem.
Men det kan ikke undgaas, at den Tanke paatvinger sig os: hvorlænge kan Mændene undvære vor Hjælp i vort store fælles Hjem: Fædrelandet? Hvor længe skal vi leve under ensidigt Mandsstyre? Naar kommer vi under sandt Mandsstyre, hvor Mand har sin gammelnordiske Betydning Menneske, d. v. s. Mand og Kvinde!