« Tilbage til søgeresultaterne
„Thi se! naar Mændene trænges, da trænges vi Kvinder med."
Disse Linier af Marie Vekselsens Sang rinder mig tit i Hu i disse Dage. Jeg synes, at de passer saa godt i denne Tid, da den Ulykke, som er os alle bekendt, har ramt vort Folk.
Kan vi Kvinder, der ikke har Ret til at deltage i Styrelsen af vort Fædrelands Sager, kan vi vel gøre andet end sukke over dets Ulykke? Ja! vil jeg svare, vi kan gøre meget, meget mere. Vi kan slutte os tættere og tættere sammen, tage hinanden endnu fastere i Haanden og med mere Alvor og Inderlighed kræve Vor Ret til som Landets Borgere at have Indflydelse paa dets Styrelse.
Vi Kvinder vil ikke bruge store Ord eller give Løfter om, hvad vi vil udrette, naar vi engang faar samme Ret som Mændene; men vi har Lov til at tro, at der staar en stor, stor Skare af danske Kvinder, som med dyb Ansvarsfølelse vil være med til at bringe noget af den Sandhedens, Renhedens og Kærlighedens Magt ind i vort offentlige Liv, som der sandelig haardt trænges til.
Og saa kan vi lægge alle vore Kræfter i Arbejdet for at løse den største af alle vore Opgaver, den, at opdrage den kommende Slægt, saa vi maa være med til at opdrage Mænd og Kvinder, der med vaa-gen Retfærdssans vil gøre Ret og Skel til alle Sider, som ikke vil trampe mangt og meget ned, for selv at komme til. En Slægt, der hensynsfuldt og med varme Hjærter vil tage sig af selv de mindste smaa. Frisindede, lysvaagne Mennesker, der vil se paa Danmarks Gavn, og ikke paa deres Partis Fremgang. Ja, det skal vi stile efter.
Og vi kan i disse sørgelige Tider, da Partihadets Flamme blusser saa højt i vort Folk, være med til at bruge al vor Indflydelse, for at faa den saa meget som muligt dæmpet. Tale Fordragelighedens og Forsonlighedens Sprog, Partipolitikens Aand har efter min Mening været en af Ulykkerne i vort Fædreland. Lad os gøre vort til, at alle danske Mænd og Kvinder i hvad Stand eller Stilling de end er, og hvilken Retning og Parti de end tilhører, maa føle det som en Landesorg, det der har ramt vort Folk, saa vi alle maa kunne synge med Digteren det dejlige Vers til Danmark:
Mig fryder din Ros, din Ære,
mig knuger din Sorg, dit Savn.
Hver Glans, hver Plet vil jeg bære,
som falder paa Danmarks: Navn.
