« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Norge
Som meddelt i sidste Nr. af "Kvinden og Samfundet" har vi modtaget svar paa vor Forespørgsel til Stavanger Kvindesagsforening. Formanden, Vilhelmine Oppen, ledsagede ne-
denstaaende Artikel med den Oplysning, at Meddelelserne om, at Andragendet var indgivet til Stortinget, var fejlagtig, idet man tværtimod vil gaa den modsatte Vej: at søge lidt efter lidt at skabe Stemning for Sagen.
Ægteskabslovgivningen. Lægeattest ved Ægteskabsstiftelse.
I anledning af den ærede redaktions forespørgsel skal jeg meddele følgende:
I begyndelsen af dette aar indsendte Stavanger Kvindesagsforening til Norske Kvinders Nationalraad en henstillen om at optage arbeidet for en forbedret ægteskabslovgivning. Foreningen nævner særlig lov om ægteskabsstiftelse, der i sine hovedtræk fremdeles findes i den gamle lovbog (Christian V.s norske lov). Vistnok er alle mere utidsmæssige bestemmelser ophævede, men da intet væsentligt nyt er sat istedet, er den norske lovgivning paa dette omraade temmelig fattig og ufuldstændig.
Som ønskelige reformer har kvindesagsforeningen paapeget:
1. At der fastsættes en lavalder for indgaaelse af ægteskab.
2. At der kræves en bekjendtgjørelse af ægteskabet paa forhaand, saa vielse ikke kan finde sted før en vis tid efter denne.
og som et nyt krav, der fortjener at komme under drøftelse:
3. At der før vielse af begge parter forlanges fremlagt lægeattest for saavidt muligt at søge konstateret, at der ikke er visse mangler tilstede, der medfører fare for den anden ægtefælles og børnenes helbred.
Om berettigelsen af de første to punkter er der neppe nogen synderlig uenighed. Den gamle aldersgrænse for trolovelse ansees ophævet i forbindelse med andre bestemmelser i Chr. V.s lov. Vi har saaledes ikke anden grænse end konfirmationsalderen (14-15 aar) og vore ægteskabsstiftende myndigheder kan derfor ikke unddrage sig for at vie 15-16 aars børn, naar det begjæres. De tre ganges lysning er ogsaa ophævet i Norge - af hensyn til borgerlig ægteskabsstiftelse, for hvilken bekjendtgjørelse ikke er fastsat. Der lyses nu kun en gang, og som varsel har dette ingen betydning, idet der tillades, at lysning og vielse foregaar samme dag.
Det tredie punkt hører ind under de spørgsmaal, hvorom det er meget vanskeligt at komme til enighed. I adskillige lande er der jo i de senere aar, væsentlig fra lægehold, stillet forslag om ad lovgivningens vei at søge modarbeidet den desværre saa almindelige overførelse af forskjellige for slægten ruinerende sygdomme gjennem ægteskab. I Norge har en specialist i psychiatri, overlæge Dedichen, med stor styrke fremsat krav paa en forbedring af disse forhold. Da det af mange grunde neppe lader sig gjøre, at opstille forbud mod ægteskab, selv om hindringerne er meget store - forlanger doktoren, at der forud for ægteskabsstiftelse fremlægges lægeattest, for at de mangler, der kan findes, ikke skal være skjult. Saa faar vedkommende derefter selv vælge.
Det er paa grundlag af denne overlæge Dedichens tanke, at Stavanger kvindesagsforening har fremsat sit forslag til nationalraadet om at optage arbeidet for en forbedret ægteskabslovgivning - ogsaa paa det hygiejniske omraade. Raadets styre har sendt forslaget rundt til samtlige led med anmodning om at gjøre det til gjenstand for overveielse og diskussion, hvorefter afstemning om dets optagelse skal foregaa i Januar maaned næste aar.
Som man kunde vente har forslaget mødt baade megen uvillie og megen tilslutning. Af læger er det stærkt angrebet, men ogsaa forsvaret; fra lægmandshold har det ogsaa mødt angreb, men dog væsentlig tilslutning. Lægerne synes gjennemgaende at have store betænkeligheder ved en løsning i den foreslaaede form, men der er samtidig faldt stærke udtalelser om nødvendigheden af at hidføre bedre tilstande og om at lægestanden her bør gaa i spidsen for at finde de veie, man bør gaa.
En meningsudvexling af denne art kan kun være gavnlig, og vi er derved kommet ind i det rette spor. Kan vi opnaa, at sagen blir drøftet rundt om i foreningerne og hjemmene og derved bringe kvinderne til at samle sig om kravet paa en forbedring - og kan vi opnaa at faa revet lægerne ud af den ligegyldighed hvormed de hidtil officielt har mødt alt arbeide for denne sag, saa har vi naaet det, vi foreløbig har tilsigtet. Vi er fuldt opmærksom paa, at et system med attester vil være vanskeligt at gjennemføre. Kan der skaffes andre botemidler, er det bare godt. Hovedsagen er, at der reises et alvorligt arbeide for at finde en effektiv hjælp.
Jeg har lyst til at anføre de ord, hvormed en norsk distriktslæge i et medicinsk tidsskrift afslutter en artikkel om dette spørgsmaal:
»Jeg mener, at vi maa ud af fortielsessystemet og ind i sandhedens friske, rene luft - ud til aabne vande. De unge har dog i al sund fornufts og morals navn en ubetinget ret til at vide, hvad de i ægteskabet gaar ind til! Og saa selv tage ansvaret for sine handlinger. Baade mand og kvinde vil i længden staa sig paa det - endsige da ægteskabet!«
Stavanger, 7. Oktober 1908.
Vilhelmine Oppen,
Formand i Stavanger Kvindesagsforening.
