« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Indenrigsministeriet
(Svar paa det i »Kvinden og Samfundet« Nr. 15 omtalte Andragende indgivet af D. K. Københavnskreds og D. K. Fællesstyrelse).
»I Anledning af det af Bestyrelsen hertil indgivne Andragende betræffende Spørgsmaalet om Optagelsen af kvindelige Elever i »Det tekniske Selskabs Skole« her i Staden, har Ministeriet brevvekslet over Sagen med Bestyrelsen for »Det tekniske Selskab«, der har oplyst, at Selskabet under 19. September f. A. vedtog at optage Kvinder i Skolen under Forudsætning af, at de vare eller havde været i Haandværkerlære - hvilken indskrænkende Bestemmelse ikke findes for de mandlige Elever - og at Selskabet derefter under 16. September d. A. har vedtaget at ophæve den nævnte Indskrænkning, saaledes at kvindelige Elever fra 1. Oktober d. A. at regne optages i Skolen under ganske samme Vilkaar, som gælde for mandlige Elever.
Hvilket herved tjenstlig meddeles.«
P. M. V.:
A. Krieger.