« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Stavnsbaandet
Da Frederik d. 5. ved Forordningen af 13. April 1764 skærpede Stavnsbaandet, hvorefter Herremændene fik Ret over Bønderne fra det fyldte 4de Aar til det 40de, var det - og havde forresten været tidligere - stærkt paa Tale at gøre et lignende Indgreb i Bønderpigernes Frihed. Regeringen blev dog, hvad det angik, staaende ved et strengt Forbud af 2. April 1762 imod, at ugifte Kvinder rejste ud af Landet uden et Pas fra Øvrigheden.
Kvinderne slap saaledes fri for at blive stavnsbundne ved et formeligt Lovbud. Faren derfor havde maaske i Virkeligheden heller aldrig været saa stor. Ganske vist krævede adskillige af Datidens Skribenter en saadan Forholdsregel, og Regeringen var ikke helt fri for at laane Øre til disse mere eller mindre stærke Røster. Det fremgaar bl. a. af, at den i 1753 forlangte Stiftsbefalingsmændenes Betænkning over et til General-Land-Økonomi-og Kommercekollegiet indgaaet Forslag, som krævede, at Bønderpigerne ved en kgl. Anordning skulde tilholdes at blive paa det Gods, hvor de var fødte, indtil deres 28. Aar, »hvis de ikke« - som det hedder - »forinden begæredes til Ægteskab«. Der kom dog intet ud af disse Overvejelser, og man har vist ingen Grund til at tro, at Frederik d. 5. nogen Sinde alvorligt har paatænkt at efterkomme de store Jorddrotters Ønske i det Stykke.
Derimod var der i lange Tider stor Fare for, som Henrik Stampe siger, at »Kvindfolk af Bondestanden skulde blive ansete og behandlede som Vornede, uden at hverken Regeringen eller Loven vidste noget deraf«. Dette Snigløb fra Proprietærernes Side blev dog stoppet i Tide, takket være en kraftig Indsigelse fra en Mand, hvis Ord havde Vægt. Denne Mand var Henrik Stampe, Generalprokurør fra 1753 og Statsminister fra det Guldbergske Ministeriums Fald 1784 til sin Død den 10. Juli 1789.
Stampe hævdede varmt Bøndernes Ret, naar Godsejerne forsøgte at gaa den for nær, hvad jo ikke sjældent skete i de Dage, og denne Iver for at gøre Ret og Skel til alle Sider fornægtede sig heller ikke, da Kvindernes Frihed var i Fare.
Den 7. Maj 1742 indsendte Biskoppen over Viborg Stift, Andreas Wøldike, en Skrivelse til Kongen, hvori han fremstillede og paatalte de Misligheder, der fremkom ved, at Bønder og Tjenestefolk, som af en eller anden Grund forlod deres Gods og søgte et andet Sted hen, ikke kunde komme til Alters, fordi de ikke havde Pas fra deres Husbond. Disse Pas, der skulde skrives paa stemplet Papir, var i Virkeligheden det samme som et Frihedsbrev. Naar Herremanden udstedte et Pas til en Bonde, havde han dermed opgivet Retten til ham. Derfor vil man kunne forstaa, at Godsejerne kun meget ugerne forsynede deres Bønder med Pas. De var imidlertid, som Biskop Wøldike gør Rede for, noget nær en Nødvendighed for den Bonde eller Tjenestekarl, der forlod det Gods, hvor de var fødte. Biskoppen foreslog derfor, at Proprietærerne i Stedet for et »fuldkomment« Pas skulde have Lov til at give Folk Følgesedler paa slet Papir »med de Restriktioner (Forbehold), han selv vilde«. Videre siger Biskoppen: »Ligeledes kunde ogsaa Kvindepersoner, som kommer ind fra Landet for at søge Tjeneste i Kjøbstæderne eller andetsteds, gives Tilladelse fra Husbonden ved en Følgeseddel«.
For Karlenes Vedkommende vilde de Bestemmelser, Biskoppens Forslag indeholdt, sikkert være til Gavn. Med Pigerne er Sagen unægtelig en anden. Naturligvis vilde det paa sin Vis være en Fordel for dem, at de dyre Passer blev afløst af Følgesedler paa slet Papir; men der kan ikke være Tvivl om, at de kom til at betale denne Fordel med deres - Frihed. Godsejerne skulde jo nemlig have Ret til at udstede disse Følgesedler med de Forbehold, de fandt for godt, og hvad Godsejerne i de allerfleste Tilfælde vilde »finde for godt«, fortæller den Viborg Bisp ganske aabenhjærtet: Det var i Følgesedlen at indføre saadanne »Bestemmelser«, der paalagde Kvinderne at rejse tilbage til Fødestavnen hver Gang, Husbonden kaldte paa dem. Med andre Ord: Kvinderne vilde blive ufri.
Den 20. Juni samme Aar udgik der Ordre til de Sessionsdeputerede om at afgive Betænkning over Biskop Wøldikes Skrivelse. De sønderjyske Deputerede gennemskuede heldigvis de skæbnesvangre Følger, Biskoppens Forslag om Følgesedler vilde faa; de skriver nemlig, at Wøldike med Hensyn til Tjenestefolkene med Urette havde blandet Mandkønnet og Kvindekønnet sammen; thi medens Karlene var pligtige til at blive ved Godset, kunde Pigerne forsyne sig med Pas*), naar de lovligt havde opsagt deres Tjeneste, »og skulde ventes, at sligt dem ikke nægtes«.
*) Iflg. Forordning af 19. Febfuar 1701 maatte en Bondepige ikke forlade det Gods, hvor hun var født, uden Pas.
Regeringen sluttede sig nærmest til de Deputerede. I et Reskript af 7. December 1742 blev der givet Tilladelse til at udstede midlertidige og begrænsede Følgesedler paa slet Papir for Karlenes Vedkommende; men med Hensyn til Pigerne »skulde det have sit Forblivende ved Danske Lovs Bestemmelser«. (3die Bogs 19 Kap. 9, 10 og 11 Art.)**)
**) I Artikel 10 hedder det bl. a.: »Naar Tienestetyende, Mands- eller Qvindis-Personer, lovlig deris Tieniste eengang opsagt have, synderligen om de uden Sognet sig agte at begive, da skal deris Sognepræst være forpligt at meddeele dem Bevis, naar de den begære, at de er fri og ledige fra Herretieniste til Lands og Vands, saavel som fra Bondens Tieniste, og for Egteskab, saa fremt de ellers ikke med nogen trolovede, eller viede, ere. Og skal ingen Præst under tilbørlig Straf saadan Bevis dem vegre, eller og den dennem over en half Dag forholde, og skulde Præsterne give alle Skudsmaal beskrevne under deris Hænder og Zigneter, som de ville ansvare og være bekiendt«.
Forordningen af 19. Februar 1701 (om Pas fra Husbonden) blev imidlertid ikke ophævet; den maatte derfor betragtes som staaende ved Magt, og saaledes opfattede Befolkningen det da ogsaa. Henrik Stampe siger rigtignok:
»Rejser en Bondedatter bort uden at tage Pas, er Husbonden ikke berettiget til at anholde hende,« men han tilføjer, »at Virkningen af denne Forsømmelse er, at de overalt vil finde Vanskelighed ved at komme frem.« Selv om der kunde være Tvistemaal om, om Pas var paabudt ved Lov eller ikke, saa var de nødvendige af rent praktiske Grunde; men da Godsejerne efter Loven var forpligtigede til at udstede Pas, skulde man jo mene, at den hellige Grav var velforvaret. Deri tager man dog Fejl.
»Hvorfor« - saaledes ræsonnerede Godsejerne - »skulde Kvindepersoner mer have den Frihed at løbe om, hvorhen de ville, end Mandspersoner, som er bundne til Fødestavnen.« Og de gode Proprietærer vidste at handle derefter. I deres Iver for »at holde sammen paa de Folk, som fødes til at befordre Agerdyrkningen og Landvæsenet« nægtede mange af dem ligefrem Kvinderne Pas og tilbød istedetfor at udstede Følgesedler. Selv Enkedronningen Sophie Magdalene stod paa Godsejernes Side. Hun befalede saaledes sin Amtsforvalter paa Hørsholm at se til at holde Kvindekønnet, saa vel som Mandkønnet, til Stede paa Godset og forbeholdt sig selv at give Tilladelse til Pigernes Flytning fra Godset.
Præsterne tog dog mange Steder Parti for Kvinderne. Vi ser det bl. a. af en Skrivelse, som Stiftsbefalingsmanden over Aalborg Stift, Baron Holck, den 7. September 1761 sendte Kongen. Holck gør opmærksom paa, at der til ham er klaget over, at Præsterne nægter at tegne Skudsmaal paa Følgesedler for Kvinder og vægrer sig ved at antage de Kvinder til Guds Bord, som alene medbringer en saadan Følgeseddel. Stiftsbefalingsmanden mener, at det efter Reskriptet af 7. Dec. 1742 er tilladt at give saa vel Kvinder som Mænd Følgesedler paa slet Papir, og at Præsterne derfor bør tegne Skudsmaal; men han ønsker dog først at høre Majestætens Mening, før han »resolverer«.
Omtrent paa samme Tid indgik der til det høje Kancelli en Skrivelse fra Biskop Broder Brodersen i Ribe, hvori han siger, at det er en stor Naade for Mandfolkene, at »dem maa gives slige Følgesedler«, og han mener, at »det er ligesaa stor en Naade for Kvinderne, at dem ikke maa negtes Pas, naar de det begjære, da de gjerne betaler det stemplede Papir«. Ligeledes beder han »paa den fattige Almues Vegne, at det derved maa blive« og frygter, at »om det kommer i Gang, som nu begyndes med (Følgesedler til Kvinder), vil det have til Følge, at Døtrene bindes til Stavns«.
Nu er det, Stampe i Medfør af sin Stilling som Generalprokurør tager Affære. Han begynder sin »Erklæring« med at sige: »Jeg skulde snart tro, at hverken Stiftsbefalingsmanden eller Biskoppen havde haft en autenthiqve eller fuldstændig Copie af Reskriptet af 7. Dec. 1742«. Denne lille Spydighed til de to Forespørgere maa siges at være velfortjent, thi det omtalte Reskript er klart i sine Udtryk, saaledes at alle Misforstaaelser maatte synes umulige.
løvrigt giver Stampe Biskop Brodersen Ret i mange Dele og hævder, at en Proprietær har ingen Rettigheder til sine Fæstebondes Datter. Videre udtaler han, at Sagen i Virkeligheden gjaldt Kvindernes Stavnsbaand. Pas ophæver ikke Personens Frihed, men det er derimod Tilfældet med Følgesedler paa slet Papir; derfor bør der ikke gives saadanne til Kvinder. I samme Erklæring forklarer Stampe, hvorfor han er imod Kvindernes Stavnsbaand. Det er, siger han, ikke fordi man da vil komme til at mangle Tjenestepiger i Købstæderne, heller ikke fordi, det vilde foraarsage almindelig Misfornøjelse i Bondestanden, og heller ikke fordi, det vilde være et nyt System uden Sammenhæng med det mandlige Stavnsbaand; »men det, som fornemmelig bestemmer mig, er den faste Tanke, jeg staar udi, at jo mere Bondestandens Frihed indskrænkes og betages den, og jo stærkere Trældomsbaand, der lægges paa deres Personer, jo mere hindres Folkemængden i samme Stand, som dog mest udgjør Rigets Styrke og Mængden af Deres Majestæts Undersaatter«.
Som man ser, er det ikke af menneskekærlige Grunde, at Stampe er imod Kvindernes Stavnsbaand; det er for Folkemængdens Skyld. Dog, hvilke Motiver end Stampe har haft, har jo da ogsaa i og for sig mindre at sige. Hovedsagen er, at det lykkedes ham at vinde Kongen for sit Standpunkt og derved bevare Friheden for Kvinderne.
Den 9. Oktober 1762 udgik der en Skrivelse fra Oversekretæren til Stiftsbefalingsmand Holck og Biskop Brodersen, hvori det bl a. hedder: »at da Reskriptet af 7. Dec. 1742 udtrykkelig undtager Kvindekjønnet og fortsætter, at med dem skal forholdes efter Lovens 3die Bogs 19. Kap. 9, 10 og 11 Art., og da de udi samme Reskript tilladte Følgesedler ikke kunne passe sig for andre end dem, der ellers er forbundne til at blive ved Godset, saa gaar det ikke an at extendere samme til Kvinde-kjønnet af Bondestanden, som Husbonden ikke kan negte Pas, naar de det forlange«.
Denne Skrivelse hjalp; efter den Tid blev der ikke gjort noget alvorligt Forsøg paa at binde Kvinderne til Fødestavnen.
