« Tilbage til søgeresultaterne
I Anledning af „det erotiske Problem"
Da endnu ingen af de unge, der overværede det Foredrag om »det erotiske Problem«, som holdtes i »Dansk Kvindesamfund« den 15. Oktober, har taget til Genmæle imod det, finder jeg, det er paa Tide, at det sker nu. Vi unge Mænd - og Kvinder med - kan ikke lade den Sigtelse upaatalt, at de Tanker, som frem sattes der i Virkeligheden skulde næres af alle Nutidens tænkende Mennesker, selv om kun de færreste aabenlyst turde udtale dem. -
I Foredraget skildredes som et Fremtidsideal et Samfund, hvor alle »Monopoler«, ogsaa det, Mand og Kvinde nu har paa hinanden i Ægteskabet, skulde hæves; Penge, Kvinder og alle andre middelbare eller umiddelbare Nydelsesmidler skulde være Fælleseje, som enhver havde fri Adgang til i det Omfang, hans Evner tillod; saa vilde en ny, sund og stærk Slægt fremstaa, og de »undervægtige« Dele af den gamle forsvinde. Men baade de Paastande, dette Fremtidsudsyn støttedes paa, og de Slutninger, som droges deraf, viser sig ved nærmere Prøvelse ganske uholdbare, hvad enten man ser dem fra et rent naturhistorisk, et socialt, et psykologisk eller et etisk Synspunkt.
I Foredragets Indledning faldt den Bemærkning, at nogle asiatiske Folkestammer endnu levede under de oprindelige, naturlige Forhold: at én Kvinde indgik Ægteskab med flere Mænd, og hun var Familiens Hoved; men alle andre Steder havde Manden tilrevet sig Magten, tvunget Kvinden ned og ranet sig selv Retten til at holde Harem, aabenlyst eller i det skjulte. Den Paastand er ofte fremsat, at Mennesket af Naturen var polygamt, men sædvanlig er denne Egenskab kun tillagt Manden - i Foredraget blev den tværtimod tillagt Kvinden. Sikkert er begge Dele forkerte. Da det her drejer sig om rent naturlige, medfødte Instinkter, har vi Lov at sammenholde Mennesket med de andre levende Væsener og da ganske særligt med de Dyr, det i Bygning staar nærmest, de højere Aber. Men i hele Abernes Orden er Polygami (flergifte) ukendt. Hvorfor skulde da netop Mennesket danne en Undtagelse? Nu er ganske vist Mennesket i mange Henseender gaaet sine egne Veje bort fra Aberne; det kunde jo tænkes, at dets Instinktliv ogsaa havde forandret sig i andre Retninger. Men hvor vi i hele Pattedyrklassen, ja vist nok blandt alle Hvirveldyr, træffer polygam Levevis, der er det altid én Han, der samler flere Hunner; det modsatte træffes kun blandt de lavere, hvirvelløse Dyr. Det vilde da være højst usandsynligt, om netop denne Levevis skulde være den naturlige for Mennesket. En naturhistorisk Betragtning viser de modsatte Tilbøjeligheder, falder dette sikkert ind under det velkendte Forhold, som mange Dyr viser i Fangenskab, at deres Instinktliv kan forstyrres af »Kulturen«.
Det Fremtidssamfund, Foredraget skildrede, havde til Endemaal en ny, sund og stærk Menneskehed, idet alle de »undervægtige« maatte bukke under i Tilværelseskampen. Rent bortset fra den utrolige Brutalitet, en saadan Kamp paa Liv og Død mellem en hensynsløs »fysisk Overklasse« og en svag, ubeskyttet Underklasse vilde avle, vilde den heller næppe gavne Samfundet. De »undervægtige« vilde jo ikke straks dø ud uden Afkom, - hvis man da ikke stillede dem alle op ad en Mur og skød dem ned -, men i nogle Slægtled vedblive at frembringe et nyt, legemligt og aandeligt Proletariat, som vilde falde Samfundet og dermed særlig den sunde, stærke Overklasse til Byrde. Men heller ikke denne vilde kunne hævde sig i Længden. Gives alle Drifter og Lyster frit Spil, er den første Følge en stærk Udbredelse af Kønssygdomme, dernæst en Svækkelse af Afkommet, til Slut vel endogsaa Ufrugtbarhed. Tværtimod at gaa fremad i Kraft og Herlighed vil den nye stærke Overklasse vanslægte, blive »undervægtige« og maaske til Slut dø ud.
Det maa forbause at se, hvor skævt en Mand, der kalder sig Digter, kan se paa Menneskets Sjæleliv. I Foredraget var Ordene »Erotik«, »Elskov«, »Kærlighed« ensbetydende med dette ene: at skaffe sig en rent sanselig Nydelse; den - endnu dog heldigvis ikke helt sjældne - Foreteelse, at en Mand og en Kvinde trofast kan elske hinanden Livet igennem ogsaa af andre Grunde, den syntes ganske ukendt. Mand og Kvinde var for hinanden kun Nydelsesmidler, som Vin, god Mad, Penge er det; blev man ked af én, prøvede man den næste. Der er dog højere Værdier i Livet, det er værd at stræbe efter, end en flygtig Sanserus, og Lykken kan den næppe skaffe.
Rent naturligt set er Formaalet med Elskoven jo slet ikke det at skaffe Mennesket en Nydelse, men det ganske enkle at sikre Slægtens Bestaaen. Men her kommer for et kultiveret Menneske nødvendigvis det etiske Synspunkt i Forgrunden. Mennesket er jo ikke en livløs Maskine, der uanfægtet gaar, til den ikke kan mere, blot den er trukket op; det er et levende, følende, tænkende Væsen, præget af sine Omgivelser, med sine egne Længsler, Glæder og Sorger. At bringe et saadant Væsen ind i Verden giver altid et stort Ansvar, og Ansvaret er noget, ingen bør unddrage sig. Tillige er der næppe noget, der som Ansvarsfølelsen virker forædlende og opdragende paa Mennesket. Men tværtimod at skærpe denne vil den Samfundsordning, der forkyndtes, søge at fjærne den helt, idet Samfundet skulde tage sig af alle Børnenes Opdragelse. Her kommer tillige den psykologiske Vanskelighed, at Forældrekærligheden, og navnlig da Moderkærligheden, et af de stærkeste Naturinstinkter, krænkes; hvor mange Forældre vil mon godvilligt finde sig i, at deres Børn fratages dem og puttes ind i en patenteret Opdragelsesmaskine? Og hvor vil en saadan kunne erstatte det, som et godt og kærligt Hjem kan give et Barn? - Men svækkes Ansvarsfølelsen, vil Hensyns-løsheden og Egenkærligheden nødvendigvis brede sig, og i deres Følge dukker alle de slette Instinkter frem; Lovløshed paa ét Omraade avler Lovløshed paa andre, og det vil til Slut føre til et fuldstændigt Rædselsherredømme af dem, der er stærke nok til at tilrive sig Magten og hensynsløse nok til at bruge den kun til egen Fordel - indtil alt ramler sammen, eller---man enes om at indføre den gamle Tingenes Orden igen.
Det erotiske Problem løses sikkert ikke ved Kvindens »Frigørelse« i den Forstand, som Foredraget forkyndte. Kravet maa her lyde: Samme Pligt for Mand som for Kvinde til at leve sit Liv i Renhed, saaledes som Bjørnson har stillet det i »En Handske«, men ikke: Samme Ret for Kvinde som for Mand til at besudle Sjæl og Legeme ved at give efter for hver flygtig erotisk Stemning. Rejses det sidste som Fanemærke, saa vil sikkert Ungdommen falde fra, og den Bevægelse, der ikke har Ungdommen med sig, er Døden vis.