« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Udlandet
Amerika.
Kvinderne og Præsidentvalget. Ved det nylig stedfundne Præsidentvalg i de Forenede Stater søgte Stemmerets Kvinderne i New York at vække Interesse for deres Sag ved at opstille særlige Stemmeurner rundt om i Byen og opfordre Kvinderne til heri at afgive deres Stemme, omendskønt de jo ikke har Stemmeret. Mrs. Carrie Chapmann Catt var en af de første, der afgav sin Stemme. Ialt blev der afgivet ca. 2000 kvindelige Stemmer, af hvilke de fleste faldt paa Taft, som menes at være gunstig stemt for Kvinders Valgret.
»The Woman’s Journal«.
England.
Kvindelige Borgmestre. I to Kommuner i England har man allerede gjort Brug af den nye Lov, ifølge hvilken Kvinder kan vælges til alle kommunale Hverv, og valgt kvindelige Borgmestre. Den først valgte bærer det blide Navn Mrs. Dove; hun er valgt i Byen High-Wycombe, hvor hun har været Skolebestyrerinde gennem en længere Aarrække. Mrs. Dove, som er 60 Aar gammel, var i sin Tid en af de første kvindelige Studenter i England, og hun har gennem Aarene udrettet et stort Arbejde i sin Kommune, særlig for Forbedring af Skole-, Hospitals- og Sundhedsvæsen. Den anden kvindelige Borgmester, Mrs. Elisabeth Garret Anderson, som er Læge, er bleven enstemmig valgt til Borgmester i Aldeburgh. Hun har været en meget opofrende Læge og er tillige ivrig Forkæmperinde for Kvindestemmeretten. Det fortælles, at hun sidste Sommer, da adskillige Suffragetter maatte vandre i Fængsel, sagde til sin Datter, som ogsaa er Læge: »Jeg synes, at en af vor Familie burde gaa i Fængsel, og da jeg ikke mere praktiserer, maa det helst være mig. Jeg vil tage Del i næste Kvinde Demonstration, og saa hører I nok snart, at jeg er sat fast.« Det lykkedes dog Familien at overbevise hende om, at hendes Helbred næppe vilde kunne taale et Fængselsophold. Som Borgmester i Aldeburgh vil hun vel nok undgaa Muligheden af at komme i Fængsel, da dette jo ikke vilde stemme med hendes Embedspligter.
»The Woman’s Journal«.
Beværtningsloven og kvindeligt Opvartningspersonale. Som bekendt staar der for Tiden en haard Strid i det engelske Parlament om Indskrænkning af Beværtningstilladelserne, og samtidig er Spørgsmaalet om Forbud mod kvindeligt Opvartningspersonale bleven rejst. »Times« bemærker i den Anledning: »Motiver er ofte af blandet Natur, ogsaa naar det drejer sig om Maadehold, og del maa anses for givet, at Ønsket om udelukkende at sikre Mænd Fortjenesten ved det Arbejde, der nu gøres af Kvinder i mange Restaurationer, tæller mindst lige saa meget som Ønsket om at højne Opvartningspigernes Moral.«
Kvindestemmerets-Mærket.
En Dame, der i Følge Opfordring fra Kvindernes »Freedom League«, at hvilken hun er Medlem, paa en Udflugt til det nordlige Skotland bar sit Stemmeretsmærke, fortæller følgende om Resultatet heraf i et Brev til »Womens Franchise«:
- Den næste Morgen tog jeg vor lille Stemmerets Emblem paa. Den første jeg mødte, var en af de to Damer, som boede i Hotellet, det øvrige Selskab var Herrer, der var kommet for at fiske. Hun saa strængt misbilligende paa mig, for Dagen før havde jeg hørt hende sige til den anden Dame: Suffragetter er hysteriske Kvinder«, og den anden svarede: »Gud være lovet! jeg kender ingen«. Imidlertid, det maa jeg sige hun, bar Stødet meget godt; og om Aftenen fortalte hun mig, at Herrerne var alle meget interesserede i at høre, at der var en »Suffraget« i deres Midte, og spurgte, om jeg vilde fortælle dem noget om vor Sag, for saa vilde de komme op i Dagligstuen. »Det vil jeg rigtignok!« sagde jeg. Saa stod Rygeværelset tomt for den Aften, og i to Timer havde jeg et opmærksomt Publikum. Til sidst sagde jeg, at ved alle vore Møder blev vi altid glade ved at modtage et synligt Tegn paa Sympati, hvorefter der blev indsamlet l £ 5 sh. Næste Dag gav jeg en af Herrerne »For Kvindens Frihed« at læse. Han var saa betaget af den, at han gav mig l £ til at købe Skrifter for og en Liste paa Steder, hvor han ønskede dem tilsendt. En anden Dag talte jeg med en gammel Herre, som var en ivrig Tilhænger af Told-Reformen. Han lod til at tro, at Landet var ved at styrte sig i Ødelæggelse. »Hvordan skal det blive frelst?« sagde han henvendt til mig. »Naturligvis, ved at give Kvinderne Stemmeret,« svarede jeg. Saa fortalte jeg ham om Øst Fife og vor Kamp der, og før vi skiltes havde jeg faaet 2 £ til at hjælpe os der. To andre Herrer gav mig 10 sh.
Da jeg en Dag laa paa en Høj og læste, kom et lille Barn og spurgte mig, om jeg ikke vilde komme og besøge hendes Bedstemoder, som laa i Sengen. Af Sted gik jeg. Huset var fuldt af Mænd og Kvinder, unge og gamle, og jeg undrede mig over hvorfor jeg vel var bleven inviteret derhen. Jeg fik snart Forklaringen, for efter, at jeg havde talt lidt med den gamle Kone, sagde hun med et Suk fuld af Skuffelse: »De ligner ganske andre Mennesker, jeg tror ikke De kunde slaa en Politibetjent til Jorden.« Saa saa jeg, hvorfor hun havde sendt Bud efter mig. Folkene i den Egn havde aldrig set en virkelig levende »Suffragette«. Jeg talte lidt med dem og bragte dem nogle Bøger, og de var overordentlig venlige og rare, og skønt jeg kunde se, at de var skuffede over at finde, at jeg var ganske normal, var de alligevel høflige og forsikrede mig om, at de vilde virkelig synes meget godt om at have nogle Valgretskvinder i Orkney. Jeg svarede, at det kunde de nemt faa. I det hele taget fandt jeg Venner, hvor jeg saa kom hen, takket være mit Emblem. De var ikke altid imødekom-mende i Begyndelsen; men vi skildtes altid i største Venskabelighed. Foruden at indsamle 4 £ 15 sh., og at sælge nogle Bøger, fik jeg virkelig nogle Venner, og jeg fik ogsaa nogle faa til at interessere sig for Kvindernes »Freedom League«.
