« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinderne og Husmandsloven

Af: R. S. Glarbo

« Se emneord

Loven om Tilvejetbringelse af Jordlod­der for Landarbejdere blev vedtaget af Rigsdagen d. 14. Marts 1899. Den fremtraadte som et Forsøg paa at imødekomme den Udvikling, der allerede var begyndt Omkring 1850, og som gik ud paa Opret­telsen af et stadigt stigende Antal mindre Jordbrug. Hensigten med Loven var der­for ogsaa nærmest at støtte denne Udvik­ling i sin naturlige Gang. Dens Princip er da ogsaa udelukkende Hjælp til Selv­hjælp.

I denne Lov fastsættes det, at en Revi­sion paa Grundlag af de indvundne Resul­tater skal foregaa i 1904. Forslag herom indbragtes i Folketinget af daværende Landbrugsminister Ole Hansen og udgik som Lov d. 22. April 1904.

Adgang til at komme i Besiddelse af Jord efter de i denne Lov gældende Regler har enhver Land- og Havearbejder, samt de med disse i økonomisk Henseende lige­stillede Landhaandværkere, Teglværksar­bejdere o. 1., der delvis ernærer sig ved Landbrugsarbejde, naar de er fuldmyndige og ellers opfylder de i Loven stillede al­mindelige Betingelser. Naar en saadan Landarbejder eller Landhaandværker øn­sker at faa en Jordlod, kan han enten selv købe den eller henvende sig til Sogneraadet desangaaende. Efter at Købet er ordnet og Bygningerne opførte, foretoges en Taksation af Ejendommen, hvis sam­lede Laaneværdi med Besætning og In­ventar kun ganske undtagelsesvis maa overstige 5000 Kr.

I Henhold til denne Taksation er han nu berettiget til at forlange sig udbetalt af Staten et Laan, der svarer til 9/10 af Ejendommens Laaneværdi. Selv skal han udrede den ene Tiendedel.

Det saaledes opnaaede Statslaan er af­dragsfrit i 5 Aar. Derefter afdrages de 2/5 med l pCt. aarlig. De 3/5 afdrages paa de samme Betingelser, efter at først de 2/5 er fuldt tilbagebetalt. Renten er 3 pCt. p.A.

Jordloddernes Størrelse maa almindelig­vis ikke være under 2 og ikke over 8 Td. Land. I Landets magreste Egne kan der dog gøres Undtagelser fra denne Regel.

Loven er under Revision i indeværende Rigsdagssamling.

Det Beløb, som Staten i Løbet af de to Aar, Loven har virket, har anvendt til Op­rettelsen af saadanne mindre Jordbrug, andrager noget over 15 Mill. Kroner. Her­for er der i samme Tid oprettet ca. 4000 Husmandsbrug. Til Trods for de ret store Resultater, der altsaa synes at være naaet, har denne Lov dog ikke virket udeluk­kende til alles Tilfredshed. De Anker, der er fremkomne, er væsentligst rejst af Hus­mændene selv. Der er saaledes bl. a. an­ket over, at Statslaanet er for lille til, at der kan erhverves et Jordbrug saa stort, at en Familie kan leve deraf og endvidere, at Laanet væsentlig kommer Jordsælgerne til Gode derved, at disse skruer Prisen paa Jorden op til en uforholdsmæssig Højde.

Husmændene har derfor paa Møder og i Pressen agiteret stærkt for at rejse en Stemning til Fordel for indgribende Æn­dringer i de anførte Retninger. Og paa de jydske Husmænds Sendemandsmøde i Aar blev vedtaget og indsendt til Regering og Rigsdag en Resolution, hvori Husmæn­denes Ønsker klart fremlægges.

Denne Resolution indeholder bl. a. Kra­vet om, at ogsaa Kvinder skal have Ad­gang til Jord, for saa vidt som de opfylder de Betingelser, der kræves i Loven. Dette Krav er noget ganske nyt, og det frembyder derfor stor Interesse, saa meget mere som det nu ogsaa er fremkommen fra Kvinderne selv.

I den Anledning rejser sig da ganske naturligt det Spørgsmaal, hvorvidt nu og­saa en saadan Udvidelse af Loven er nød­vendig, og om den kan tænkes at ville faa nogen praktisk Betydning. Spørgsmaalet, om den er nødvendig, lader sig forholdsvis let besvare. Det er overhovedet altid nødvendigt, at Retfærdigheden sker Fyl­dest.

Og at det er retfærdigt, at der gives alle hæderlige Samfundsborgere lige Ret og Adgang til Samfundets fælles Goder, vil sikkert ikke blive benægtet af noget for­nuftigt Menneske.

Alene af den Grund vilde det derfor være i høj Grad ønskeligt, at Loven kom til at indeholde den ovenomtalte Bestem­melse.

Med Hensyn til den praktiske Betydning af en saadan Udvidelse af Loven kan der vanskeligt paa det nuværende Tidspunkt afgøres noget bestemt.

Hvad der imidlertid er sikkert er, at Udviklingen stærkt tenderer henimod et stadigt stigende Antal selvstændige Kvinder, der paa en Mængde andre Felter del­tager i Produktionen. Og det Arbejde, der af mange Kvinder udføres i forskellige industrielle Virksomheder, er hverken let­tere eller mere behageligt end de fleste af de Arbejder, der forekommer i Landbru­get.

At der i alt Fald hos enkelte Kvinder er begyndt at vaagne en Følelse af, at Ar­bejde i Landbrugets Tjeneste er baade in­teressant og overkommeligt ogsaa for Kvinder, beviser den Kendsgerning, at ikke saa ganske faa Kvinder i de senere Aar har underkastet sig Eksamen i Land-og Havebrug ved Landbohøjskolen i Kø­benhavn.

En Del af disse virker vel nok som Læ­rere o. 1.; men for enkeltes Vedkommende er det bevisligt, at de ikke alene driver Land- eller Havebrug, men endogsaa selv deltager i Arbejdet.

Ved nærmere Undersøgelse viser det sig endvidere, at der ud over Landet findes i alt Fald en Del Kvinder, der ejer og selv­stændigt driver mindre Jordbrug. Stati­stisk Tabelværk for 1901 udviser, at 692 ugifte Kvinder (ikke Enker) er Ejere af saadanne almindelige Husmandsbrug.

Hvormange af disse, der selv deltager i det praktiske Landbrugsarbejde, kan ikke angives; men en Del maa der i alt Fald være, da en saadan mindre Jordlod ikke vil kunne bære Udgifterne til nogen væsentlig fremmed Arbejdskraft.

I hvor vid Udstrækning Loven vilde blive benyttet af ugifte Kvinder, der selv ønskede at drive et saadant Jordbrug, kan man naturligt nok ikke paa det nuvæ­rende Tidspunkt danne sig nogen begrun­det Mening om; men nogle vilde der sik­kert blive, som havde Mod nok til at vove Forsøget og ogsaa Evne til at gen­nemføre det. Men man kunde f. Eks. tænke sig, at mangen Enke med én eller flere halvvoksne Sønner vilde være i høj Grad taknemlig for paa den Maade at kunne blive i Stand til at skaffe sig selv og sine Børn et ordentligt Underhold sam­tidig med, at hun kunde beholde Børnene hjemme ved en sund og god Beskæftigelse, der sikkert tillige vilde blive af overor­dentlig gavnlig Indflydelse paa deres hele Opdragelse.

Og endelig kunde man tænke sig et Par Ægtefolk, eller en Mand og en Kvinde, der ønskede at indgaa Ægteskab, og hvoraf Manden maaske af en eller anden Grund ikke var kvalificeret til at faa Jord i Henhold til Loven. I saadanne Til­fælde vilde den omtalte Bestemmelse kunne faa meget stor Betydning.

Det ses altsaa let, at der er Grunde nok, der taler for en Ændring af Loven i den anførte Retning. Men selv om saadanne ikke havde været til Stede, maatte Æn­dringen alligevel foretages, fordi det er den eneste Maade, hvorpaa Retfærdighe­den i dette Tilfælde fuldt ud kan ske Fyl­dest.

R. S. Glarbo.

 

Siden sidste Nummer af »Kvinden og Samfundet« udkom, har en Deputation fra Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse haft Foretræde for Folketingets Udvalg angaaende Husmandsloven. Udvalget stillede sig meget imødekommende til D. K.s Andragende om, at Loven ogsaa kom til at gælde for Kvinder.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner