« Tilbage til søgeresultaterne
Gamle Maal og nye Krav
Tale holdt - Dansk Kvindesamfund den 3. December 1908.
Af Gyrithe Lemcke.
Der løb et Skib af Stabelen, - det var engang i forrige Aarhundrede, 1871, - stille og saa temmelig ubemærket. Men dog var der ved det Skib noget at mærke sig: Det havde kun Kvinder ombord. Og der var ogsaa en og anden, som med et Skuldertræk spurgte om »Maalet« for Rejsen. - »Kvinders Selvstændighed« - blev der svaret; og de, som havde spurgt, smilede, thi for dem kunde der lige saa godt være svaret: »Fantasiens Land«.
Men Skibet fortsatte sin Kurs støt og stilfærdig, og Aar efter Aar tog det flere Kvinder ombord, og de, som stod paa Kysten, begyndte lidt efter lidt at holde Øje med Skibet.
Saa hændte det en Dag, at Kvinderne hejsede et Flag i Mastetoppen, og nu blev der stor Opstandelse i Land, og Kikkerterne kom frem; men da Folk fik at læse, hvad der stod i Flagdugen, blev Opstandelsen endnu større, og nogle vendte sig bort i Forargelse, andre vred sig af Latter, thi der stod: »Det sædelige Lighedskrav«. - Ja, der var et særdeles oplyst Hoved, som sagde: »Det er ikke Mennesker, som sejler der, det er Engle, og Maalet er Paradisets Strande.« - Men Skibet blev ved at sejle, og Skibet sejler den Dag i Dag, og pløjer Vandet tungere og dybere, fordi der stadig er flere ombord.
Men jo dybere Kølen skærer Vandet, jo større Bølger lader den efter sig, og Bevægelsen forplanter sig helt ind til Kysten, saa Folk paa Land faar Sprøjtet i Ansigtet. Og de ser ud over Vandet, hvor det gynger og vipper, og nogle raaber ud efter Skibet: »Der er Strømkæntring, læg Roret om«, og andre raaber: »Tag Lods ombord«. Og Lodsbaaden piler allerede ud fra Land.
Men ogsaa paa Skibet begynder flere at faa Betænkeligheder og foreslaar at høre Lodsens Mening om Vinden og Farvandet, og andre mener det raadeligst at stryge Flaget og forandre Kursen.
Men den gamle Besætning ser ubekymret paa alt det, som vipper og gynger derude bag.
»Det er ikke andet end Kølvandssprøjt«, siger de. »Det er Tegn paa, at nu pløjer vi dybt.«
Det er paa Opfordring af Dansk Kvindesamfunds Bestyrelse og en Del af dets Medlemmer, at jeg tager Ordet her i Aften for at indlede den Diskussion, som skal vise os, om Dansk Kvindesamfund endnu styrer samme Kurs, som i Halvfjerdserne, toner samme Flag som i Firserne, vedkender sig de samme Formaal, som Gang efter Gang har sat Dansk Kvindesamfunds Præg paa vor Lovgivning lige op til den seneste Tid, eller om det efter 37 Aars Sejlads har faaet nyt Land i Sigte og besluttet sig til at kaste nogle af sin Ungdoms Idealer overbord for at gøre Plads for en ny Tids nye Krav.
Som Udgangspunkt vil jeg vælge den ledende Artikel i »Kvinden og Samfundet« af 30. Okt., hvori Fru Wilckens har givet os en kortfattet Skildring af den tyske Moderskabsforsikringsbevægelse, thi det forekommer mig, at jeg her finder de Punkter, hvorom en Diskussion som den foreslaaede væsentlig vil komme til at dreje sig; og jeg vil tillade mig for Tydeligheds Skyld at citere Slutningslinierne af bemeldte Artikel, hvori gives et sammentrængt Referat af den yderliggående tyske Gruppes Fordringer:
»Lad Staten forsikre alt Moderskab ved at lægge en Skat paa alle voksne Mænd og_Kvinder og give et bestemt aarligt Bidrag til hvert Barn, der lever (300 Mrk!). Hæv Forskellen paa ægte og uægte børn, lad alle Børn være lige for Loven.
Ægteskabet vil da være ophævet som lovbunden Institution, men de ideale Magter vil derfor ikke være stødte fra Tronen.«
Herefter vil jeg forsøge at trække Linierne op for Dansk Kvindesamfunds hidtidige Virken og Formaal og prøve ad denne Vej at finde det Standpunkt, som det forekommer mig, at Dansk Kvindesamfund konsekvent maa indtage overfor den tyske Kvindebevægelses yderliggaaende Krav.
- Dansk Kvindesamfund stiftedes som bekendt i Aaret 1871 med det Formaal at virke for Kvinders Uddannelse til Selverhverv og Forbedring af deres Stilling i Familie og Samfund. Disse Bestemmelser har bl. a. sat Frugt i Handelsskolen for Kvinder, oprettet af Frk. Caroline Testman 1872 og Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, oprettet af Professor og Professorinde Klein 1876.
Man sammenholde med dette for Øje hvad Fru Wilckens meddeler om et tysk Tidsskrift, som for nogle Aar siden udsatte Præmie for Besvarelsen af Spørgsmaalet: »Hvorledes forsørger jeg mine ugifte Døtre?« og fik Svaret: »Ved at uddanne dem til Selverhverv«, og man vil forstaa, hvor betydeligt et Forspring Kvindesagen her hjemme har haft for den tyske. Dette maa være os en Trøst, naar vi nu ser os distancerede af Moderskabsforsikringstanken.
Men Dansk Kvindesamfund tog i sine Bestræbelse ikke alene Sigte på de ugifte Kvinders Tarv, ogsaa for de gifte Kvinder gjorde det sig til Talsmand.
Som ligestillede Arbejdsfæller skulde Mand og Hustru værne om Hjem og Børn. Derfor maatte Kvinden dygtiggøres til at varetage sin Del af Forsørgerpligten.
Husmødrekursus i Madlavning, i Skrædder- og Linnedsyning oprettedes, - men samtidig maatte hun frigøres for sit Afhængighedsforhold til Manden, - Loven om Hustruens Raadighed over selverhver-
vede Midler, Loven om gift Kvindes Myndighed bærer Vidnesbyrd om Dansk Kvindesamfunds Bestræbelser i denne Retning; men først med Loven om gift og ugift Kvindes kommunale Valgret ser vi disse Bestræbelser kronede med Sejr.
Thi med Loven om gift Kvindes kommunale Valgret er det Princip blevet anerkendt, som laa til Grund for Dansk Kvindesamfunds aarelange Virksomhed i Hjemmenes Tjeneste. Hustruens Arbejde i Hjemmet og for Børnene er blevet ligestillet med Mandens Arbejde udenfor Hjemmet; den Skat, som Manden yder af sit direkte Erhverv, betragtes som ydet ogsaa af Hustruens indirekte Erhverv, og paa Basis af denne Betragtningsmaade er der blevet Hustruen tildelt den skatteydende Borgers kommunale Rettigheder.
Men er Kvindens Arbejde i Hjemmet og for Børnene saaledes blevet ligestillet med Mandens udenfor Hjemmet, saa maa de ogsaa begge betragtes som Forsørgere, og konsekvent maa ogsaa Husbondens forskellige Særrettigheder bortfalde, thi Forsørgerbyrden er ikke længer hans alene, og det vil sikkert kun blive et Tidsspørgsmaal, naar ogsaa denne Ulighed mellem Ægtefæller forsvinder.
Men ud fra denne Betragtningsmaade, som er den eneste med Valgretsprincipet overensstemmende, læser man med Undren følgende hos Fru Wilckens: »Med Rette kræver Manden nogen Erstatning for Forsørgerbyrden af Hustru og Børn: Husbondret, større Raadighed over Børnene o. s. v.
Gift Kvinde kan ikke bære Halvdelen af Udgifterne ved Familiens Underhold; Børnenes Fødsel, Opfostring, Hjemmets Pasning stiller hende højst ulige med Manden paa Arbejdsmarkedet . . .«
Jeg forudsætter selvfølgelig, at denne Udtalelse staar alene for den tyske Kvindebevægelses Regning, thi en dansk Kvinde kan umulig efter Loven om gift Kvindes kommunale Valgret dele en Anskuelse, der strider i den Grad mod denne Lovs Aand; og det forekommer mig da, at vi ogsaa i denne Anskuelse ser et Bevis paa, hvor langt den tyske Kvindebevægelse maa staa tilbage for vor hjemlige i Moderlighed og sund Ligevægt, naar den ovenikøbet kan gribe til en saa fortvivlet Løs- ning som - jeg citerer atter Fru Wilckens - »at overskære den økonomiske Navlestræng, som forbinder Faderen med Moder og Barn, for at alle Kvinder kan blive lige«. - Blot Tanken om en saadan Operation faar det til at løbe den besindige Læser koldt ned ad Ryggen, og man maa uvilkaarlig mindes Holbergs berømte Ord om Patienten, som døde, »men Feberen forlod ham ganske, thi det var os kun om at gøre den at fordrive.« Den foreslaaede Navlestrængskur forekommer i det mindste mig saa skrækkelig, at jeg synes, Feberen vilde have været at foretrække; og jeg kan ikke noksom prise vore hjemlige doktores, at de ogsaa havde en Tanke tilovers for Patientens Liv. Og jeg ved ikke noget bedre at ønske de tyske Kvinder end, at deres Lovgivere engang maa udvise lige saa megen sund Sans som vore, da de gav os gifte Kvinder den kommunale Valgret og Valgbarhed som en sen men billig Anerkendelse af vort hjemlige Arbejdes Betydning for Slægt og Samfund og saaledes uden Vanskelighed løste Spørgsmaalet om gifte og ugifte Kvinders borgerlige Ligestilling.
Men tilbage til Dansk Kvindesamfunds Virken og Formaal. Som alle levende Væsener har ogsaa Dansk Kvindesamfund haft sin Ungdomstid, og som bekendt er det Ungdommens kæreste Beskæftigelse at drøfte Problemer og vifte med Idealer. For Dansk Kvindesamfund faldt denne Ungdom lidt over Midten af Firserne. Bjørnson havde paa Kvindernes Vegne kastet sin »Handske« til de letlevende Mænd, og Kvinder indenfor Dansk Kvindesamfund fæstede med Begejstring Hand
sken paa deres Banner og skrev paa Flagdugen: »Det sædelige Lighedskrav«. -
Bestyrtelse greb alle Sind, Kvindernes ikke mindst. De gamle følte sig forargede, de unge følte sig nærmest lidt flove paa deres krigerske Søstres Vegne, og Flertallet af Mænd morede sig kostelig. Jeg tror i det hele ikke Tiden dengang var moden til at forstaa Rækkevidden af det Krav, Dansk Kvindesamfund gjorde til sit, og jeg tvivler om, at Dansk Kvindesamfund selv forstod det, thi - som Dr. Brandes skeptisk skrev: »For at den Lighed, Handskekvinderne tilstræbte, kunde tænkes naaet, maatte begge Køns indre og ydre Liv her i Norden, saavel deres Følelser som deres Vaner og Vedtægter have undergaaet en betydelig Forandring.«
Ingen, ikke engang Kvindesagskvinderne selv, drømte dengang om de Undere i Retning af Kønnenes Ligestilling, som nu fast daglig foregaar for vore Øjne og gør det tænkeligt, at, ligesom det 19. Aarhundrede gav Dr. Brandes Ret, saaledes vil engang det tyvende Aarhundrede give Handskekvinderne Ret. Det synes i al Fald i Øjeblikket, som om Kønnene er ved at bytte Roller. (Fortsættes.)
