« Tilbage til søgeresultaterne
Miss Evelyn Sharp
Vi skylder de af vore Læsere - og det er jo desværre de fleste - der ikke havde Lejlighed til at høre Miss Evelyn Sharp, et Referat af hendes interessante Beretninger om de engelske Kvinders Kamp for Stemmeretten.
Miss Sharps Ophold her formede sig som ét langt Foredrag, - bestandig maatte hun fortælle, bestandig var hun omringet af en videbegærlig Skare, der spurgte - og aldrig blev hun træt af at svare. (Om det saa var paa Børsen, som vi en Dag midt i Børstiden havde Lejlighed til at vise hende, maatte hun besvare Spørgsmaal, der stilledes af interesserede Børsherrer.)
Paa tydeligt, smukt Engelsk og i beherskede Udtryk fortalte hun paa sin stille, bramfri og indtagende Maade om den mægtige - næsten overvældende - Bevægelse, som engelske Kvinder har formaaet at rejse for deres Sag.
Vi skal forsøge at gengive nogle af Miss Sharps Udtalelser i det Haab, at de, der ikke har hørt og set hende, heller ikke maa føle, hvor fattigt en saadan Gengivelse maa lyde for den, der har haft Lejlighed til at staa overfor hendes ejendommelige og dog saa naturlige og overbevisende Person.
»I over 40 Aar,« fortæller Miss Sharp, »har de bedste, intelligenteste, og dygtigste af vore Kvinder arbejdet for Valgretten. De har holdt store Møder, de har indgivet utallige Andragender, de har trofast fra Aar til Aar udført det rene elementære Arbejde, der udkræves under enhver Valg-Kampagne, - de har - skønt lavere lønnede end vore Mænd - samvittighedsfuldt betalt deres Skatter efter samme Takster, taget ganske de samme og lige saa gode Eksamener som Mændene, uden at opnaa de tilsvarende Rettigheder, - og alt dette i det Haab, at de, der sad med Magten vilde se deres Arbejde og anerkende dem som Samfundsborgere med fuld politisk Frihed.
Men bestandig den samme Tavshed. - Aldrig andet end tomme Ord og brudte Løfter.
I over 40 Aar prøvede vi alle de Maader, som Mændene synes om, - for 2 ½ Aar siden (efter at den unge Jurist Christabel Pankhurst og Fabrikspigen Anni Kenny slyngedes ned af en høj Stentrappe og ud paa Gaden i Manchester, fordi de under et Møde, som en Minister holdt med sit Vælgerfolk, paa fuld parlamentarisk Vis havde spurgt om Ministerens Stilling til Kvindens Valgret, - paa den Dag for 2 ½ Aar siden besluttede vi at prøve de Maader, som Mændene ikke synes om, og den Union, hvortil jeg hører, »The Womens National Social and Politial Union«, dannedes.
Nu véd jeg meget vel, at der her i Danmark - som alle andre Steder - gaar Rygter om, at Suffragetterne kradser Politibetjente til Blods, at de optræder usømmeligt overfor Medlemmer af Parlamentet, at de bestaar af tarvelige, skandalelystne Kvinder, og at det er Reaktionen, der støtter dem med Penge for at komme den nuværende liberale Regering til Livs.
Jeg ønsker derfor, at man skal forstaa, at Suffragetterne i sin Helhed er stille, alvorlige Kvinder, der passer deres Arbejde, der aldrig handler impulsivt men altid nøje beregner ethvert Skridt og véd, hvor langt, de ønsker og behøver at gaa, der ikke gør fælles Sag med eller støttes af noget politisk Parti; der har foresat sig at skaffe engelske Kvinder fuld politisk Frihed, en Retfærdssag, som vi skal vide at hævde og føre igennem paa Trods af Alverdens Politibetjente, af ældgamle, strænge Love, der støves op for at anvendes mod os, og af skumle Fængsler, hvor man behandler os som Forbrydere af laveste Art.
Vi ser med Tillid Fremtiden i Møde. I stedse større Antal slutter Mænd og Kvinder sig til os; som et Bevis paa vor hurtige Udvikling kan jeg nævne, at vi for 2 ½ Aar siden begyndte med et eneste lille Kontor og at vi nu har 10 Værelser i 2 Etager, hvor vi beskæftiger ca. 20 lønnede Arbejdere.
Vi har valgt vor agressive Methode, fordi man har tvunget os til det, ikke fordi vi synes om den. Vi vilde langt hellere - som .tidligere - optræde »ladylike«r naar blot vi derved opnaaede noget.
Det er ikke behageligt, at blive løftet i Vejret og slynget ind i en Hob af fremmede Mennesker, selv om Hoben venligst samler En op, sætter Ens Hal lige, og. siger, at man har Ret og de andre Uret.
Det er ikke behageligt al komme i Fængsel, hvor man skal iføre sig Klæder, der har været baarne af mange tidligere Fanger uden al være rensede siden, hvor man af Mangel paa Ernæring og Luft ofte sætter sil Helbred til.
Det er heller ikke behageligt at blive beordret til at gaa ud paa Gader og Stræder for at sælge vore Aviser eller at ligge paa Fortovene og tegne Billeder, et Arbejde, som Folk belønner med Tilkastning af smaa (og ofte store) Mønter.
Eller tror nogen, al man befinder sig vel, naar man for første Gang udkommanderes til at tale til Folk fra et hvilket som helst Gadehjørne. Man laaner en Slol i en nærliggende Butik og befinder sig et Øjeblik efter paa samme Stol med en Flok Gadeungdom ind paa sig. - Det er ikke ene Smiger, der i Forbindelse med raadne Æg og Karlofler etc. daler ned over os.
Alt dette og meget mere er højst ubehageligt, men vore Modstandere har villet det, og det er den rene Propoganda for vor Sag.
Før hørte, saa, ænsede man os ikke, - nu har vi - skønt Kvinder - tvunget vore Modstandere frem i Lyset, -og vi faar daglig Beviser paa den Respekt det engelske Folk efterhaanden faar for vort Arbejde.
Selv blandt Politibetjentene har vi Venner og Tilhængere. En Kammerat af mig talte paa Vejen til Fængslet vor Sags Retfærdighed for Politibetjenten. Efter at have betænkt sig lidt tog han sin Hjelm af og viste hende, at indeni sad vort Stemmerets-Mærke, - Naalen med »Votes for Women«.
En af vore mandlige Hjælpere sendtes en Dag ud for at udfinde, hvor mange og hvem, der var bleven fængslede efter et Demonstrationsmøde. »Hvor mange Fruentimmer har De smidt ind?« spurgte han Betjenten paa Skrømt. Denne rettede sig og svarede: »30 Damer gik i Fængsel«.
Naturligvis mangler det heller ikke paa et Stænk af Komik en Gang imellem.
F. Eks. naar man en klam Dag staar paa et Gadehjørne og fra sin Stol tiltaler en 12-Aars Pige med en Baby paa Armen og en søvnig Mælkedreng med et »people of Kensington«.
Man har her i Danmark spurgt mig, hvad vore Medlemmer betaler i Kontingent. - Vore Medlemmer betaler intet fast Kontingent, men de sørger for, at vi har det, vi skal bruge. - Kan de ikke hjælpe os med Penge, - saa kan de med Arbejde.
Saa snart Nogen anmoder om at blive optaget, maa de underskrive et Medlemsbrev, hvori de forpligter sig til at arbejde for Sagen, saa godt de formaar.
Vi spørger dernæst: »Hvad har De tænkt Dem at kunne gøre for os? Vil De bære Farverne.*)
*) Et trefarvet Baand: grøn, hvid og purpur, er Suffragetternes Mærke.
Vil De sælge Blade paa Gaden? Kan De gøre gratis Kontorarbejde, - eller kan De udsætte Dem for at gaa i Fængsel?«
Hvorledes skulde vi kunne fastsætte noget bestemt Kontingent? - Vi maa have, hvad vi behøver, og hidtil har vi med Lethed faaet det og mere til.
Ved vore Møder strømmer Pengene ind til os. Enhver synes let at forstaa, at man naturligvis ikke kan føre en saadan Sag igennem uden Penge - mange Penge, - og den rige Dame sender os en Anvisning paa £ 1000, medens Fabrikspigen afleverer sin surt fortjente Shilling.
Englands Historie har ikke kendt noget Fremskridt uden forudgaaende haard Kamp.
Mænd har gjort Oprør, røvet, afbrændt hele Byer, myrdet, for at naa frem! Vi har ikke i Sinde at gribe til saa stærke Midler, men vi er forberedt paa en haard Kamp - hvor haard og hvor lang bestemmer vore Modstandere. Vi skal altid med Glæde hilse Freden, men vi gaar ikke paa nogen Vilkaar med til at ofre en Tomme af det Retfærdskrav, der er vort Værge. Og jeg tror, man har forstaaet dette.«
Vi kunde blive ved længe endnu, men Pladsen tillader det ikke. Til al den Tak, der lød til Miss Sharp under hendes Ophold her, ønsker Redaktionen af »Kvinden og Samfundet« at føje sin.
Miss Sharp har, overalt hvor hun har talt, skabt megen Interesse for vor Bevægelse herhjemme, hun har lært mange af os at for virkelig at vinde, maa man ogsaa vove og ofre.
Det er os en kær Pligt til Slut at bringe en hjertelig Hilsen fra Miss Sharp til danske Kvinder. Hun beundrer de Forbedringer, det er lykkedes os at faa gennemført i vor Lovgivning uden politisk Valgret, og det, at vi tiltrods herfor dog arbejder for og ønsker Stemmeretten vil for hende være et vægtigt Indlæg i Bevisførelsen for engelske Kvinders Ret til politisk Frihed.
