« Tilbage til søgeresultaterne
Gift Kvindes Navn
Fru Stampe-Feddersen og Hr. A. Munch-Petersen har her i Bladet fremsat Fordring paa gift Kvindes Ret til at beholde det Efternavn, som hun ved Fødslen har faaet. Det fremhæves, at det ikke er efter Loven men kun efter Vedtægt, at Kvinderne overtager deres Mænds Navn.
Der tales ikke om hvad Børnene skal kaldes, naar Forældrene bærer hver sit Navn. Dette synes dog at være et vigtigt Spørgsmaal. »Kvinden og Samfundet«s Læsere vilde vist sætte Pris paa at faa dette besvaret. Spørgsmaalet er forøvrigt for Tiden afgjort. Det er nemlig ved Loven bestemt, at Børnene i et Ægteskab skal bære Faderens Navn. Dette kunde dog tænkes forandret, derfor er det af Interesse at høre, hvorledes de, der mener, at gift Kvinde bør beholde sit Pigenavn, tænker sig Sagen ordnet uden at Moderen paa en Maade sker Uret. Vilde hendes Stilling ikke være noget isoleret, hvis hun skulde bære et andet Navn end sine Børn? Mandens Arbejde, Forretning og Stilling gør for Øjeblikket hans Navn mere kendt udadtil end Kvindens, derfor afstedkommes der mindst Forvirring, naar Børnene kaldes ved hans Efternavn. Det er ikke længe siden, at Bønderne kaldte sig efter Faderens Fornavn saaledes, at Anders Poulsens Søn hed Poul Andersen osv. Dette gav Anledning til adskillige Vanskeligheder, og derfor fremkom ovennævnte Forordning.
Nu da Kvindens Forhold i Samfundet er ved at undergaa saa store Forandringer, kunde det hænde i Fremtiden, at Familiemoderens Navn ved hendes Arbejde og Stilling kunde blive nok saa kendt og frmtrædende som Familiefaderens.
I saa Tilfælde kunde det maaske faa praktisk Betydning, om Mand og Børn overtog hendes Efternavn. Denne Tanke er sikkert saare fremmed og uvant for Nutidens Opfattelse, men ved nærmere Eftertanke kan det ikke synes helt urimeligt om Familierne vilde bære det Navn, der var det mest kendte; og om Mand og Børn kaldte sig efter den, der var Hovedforsørgeren. Det vigtigste vil altid være, at Familien optræder under et Fællesnavn, og al ingen af Forældrene bærer andet Navn end Børnene. Foreløbigt er det vel mest praktisk, at man holder sig til den nuværende Vedtægt. Det er en historisk Kendsgerning, at gifte Kvinder tidligere benævnedes ved deres Pigenavn. Dengang var imidlertid Menneskene ikke saa talrige, at det kunde frembringe nogen Forvirring, naar Familiens Medlemmer bar forskelligt Efternavn. Spørgsmaalet er, hvad der er hensigtsmæssigt i Nutiden. Det er en anden Sag, at man kan undre sig over, at fraskilte Hustruer kun saare sjældent benytter sig af deres lovlige Ret til at kalde sig og de Børn. der er dem overladte, ved deres Pigenavn.
Gifter Manden sig igen, saa er der to Fruer, der bærer hans Navn, det er ikke frit for at være lidt mormonsk.
Det er mærkeligt, at en Kvinde vil finde sig i at bære Navnet af den Mand, af hvem hun er blevet forsmaaet, eller hvem hun har haft Grund til selv at forlade. For gift Kvinde derimod, hun, som deler alt med sin Mand, lige til det aller dyrebareste, Børnene, for hende synes det ikke at maatte være saa haard en Skæbne ogsaa at skulle bære hans Navn.
