« Tilbage til søgeresultaterne
Gamle Maal og nye Krav
Tale holdt i Dansk Kvindesamfund den 3. December 1908.
Af Gyrithe Lemche.
(Sluttet.)
Lad os da se lidt nærmere paa denne Ret, som tillader en Kvinde at leve sammen med sit Barn for 300 Mark, paa dansk 270 Kr. om Aaret uden Hjælp af Faderen.
Ja, vi kan jo hurtig blive enige om at pleje sit Barn, have det hos sig om Dagen, kan hun i de fleste Tilfælde ikke, naar hun selv maa være ude om sit Erhverv; thi for 270 Kr. kan ikke den sparsommeligste Moder skaffe Føde og Klæder, Husly og Brændsel til sig selv og sit Barn; hun maa altsaa give det fra sig i Vuggestuer, Asyler og andre Børneinternater. Statsanstalterne vil træde i Hjemmenes Sted, og Moderens Ret til at have et Barn vil straks blive reduceret til, Moderens Ret til at faa et Barn. Men saa er vi straks inde paa Akkorderinger med den Naturlov, som Kravet om hver Kvindes Moderret skulde støtte sig paa; thi Naturens Lov byder, at Moderen beholder sine Børn hos sig, saa længe de ikke kan klare sig selv; og kan ikke Forholdene tillade hende det, saa vil Retten til at faa et Barn ingen Lykke bringe hende, men kun Sorg og Besvær, og hun vil snart søge den unaturlige Udvej at forhindre Barnets Tilblivelse, hvilken Udvej jo ogsaa den frie Kærligheds Lægprædikanter giver direkte Anvisning paa. Men lad os saa bare være fri for disse Deklamationer om Naturlovenes Efterlevelse! Jeg kan ikke med min bedste Vilje se, at Kvinderne har nogen Fordel af at ombytte ægteskabelig Afhængighed med denne saakaldte økonomiske Uafhængighed, og jeg kan kun se, at et stort Antal af Børn, som før havde et Hjem, saa tarveligt det end kunde være, i saa Fald vil være uden Hjem. - Saa er der Mændene tilbage, og jeg tvivler ikke om, at mange af dem til én Begyndelse i det mindste vil føle denne nye Ordning som en stor Befrielse og se at faa saa megen Glæde som mulig ud af deres Assurancepræmie, ligesom jeg heller ikke tvivler om, at der staar Mænd bag denne »Samfundssag« - men jeg tror ogsaa, og jeg véd, at et stort Antal af Mænd vil foretrække Samlivet med deres Børns Moder og betragte Arbejdet til Familiens Underhold som en Ret, ingen Statsgaranti skal tage fra dem; og disse Mænd og deres ulovlige Hustruer vil danne ganske de samme Hjem, som de gode Ægteskaber dannede, og Verden vil se op til dem med dobbelt Agtelse og Beundring, fordi de ifølge den ny Ordning er blevne Undtagelser, og der vil i den offentlige Mening danne sig akurat den samme Kløft mellem saadanne varige Samliv og de løsere Forbindelser, som der nu er mellem gifte og ugifte Forhold. Skammen, som klæber ved de sidste, vil klæbe der ligesaa meget som før, og vi vil blot i Stedet for nu at skelne mellem ægte og uægte Børn, til den Tid skelne mellem Børn, som har en Fader og Moder, og Børn, som kun har en Moder, og Fordelen vil som før være paa de førstes Side. Intet vil være vundet, men usigelig meget vil være tabt. Loven skrives ikke for dem, som bærer Loven skreven i deres Hjerter.
Men den skrives for de svage, de skrøbelige, som trænger til en stærk Haand for at holde sig oppe, og den skrives for de hensynsløse, de overgribende, som uden Lovens Skranker vilde træde de smaa og svage under Fødder. Disse sidste er det, som i første Linie vil nyde godt af en Samfundsordning med Moderskabsforsikring og en Opløsning af Familieforholdet. Enhver Kvinde, som de finder det værd at eje, vil de betragte som deres Prise og forlade hende, saa snart et nyt Bytte frister dem; - og hvis ingen anden frister dem, hvis hun formaar at holde dem fast, saa vil de vaage over hendes Troskab, skinsygere end nogen Ægtemand over sin Hustrues, gøre hende ufriere i hendes selvstændige Hjem end nogen Hustru i sin Mands Hjem, fordi ingen Lov mere forpligter hende til Troskab. Kvinden vil i et saadant Forhold blive sin Elskers udbyttede Slave. - »Men,« hører jeg paa Forhaand indvende, »Kvindens voksende Selvstændighedsfølelse vil værne hende mod Mandens Overgreb. Den Mand, som misbruger hende, vil hun ganske simpelt lade gaa, der er jo intet økonomisk Baand imellem dem.«
O, dette almægtige økonomiske Baand, som er Roden til alle ægteskabelige Ulykker og alle ugifte Mødres Nedværdigelse! Hvorfor har dog ikke nogen før været saa betænksom at operere det. væk? Ganske simpelt af den Grund, at Mændene lige saa længe Ægteskabet har bestaaet, har kendt Kvinderne meget bedre, end somme Kvinder nu synes at kende sig selv. De har vidst, at ingen Kvinde er saa vanskelig for en Mand at blive kvit som Elskerinden udenfor Loven, og ingen saa let at tage sig Friheder overfor som Hustruen med Loven paa sin Side. Fordi det til syvende og sidst slet ikke er det økonomiske Baand, som gør Kvinden til Slave af den Mand, hun elsker, men hendes egen Attraa, der er som den Ild, der ikke slukkes, den Orm, der aldrig dør. Derfor er den Frihed, Manden tilslænger sin Elskerinde, hende værre end Døden, derfor oprøres hun imod den og klamrer sig til ham indtil Nedværdigelse i sin Angst for at miste ham. Thi Naturen har slet ikke nedlagt i hende nogen Trang til denne Frihed, Naturen, som kun kender ét Formaal, det levende Livs, har tværtimod fyldt hende med en evig Attraa til den Mand, som vakte hende, en Attraa, som trodser Fødselens Farer og Besværligheder for at sikre Slægtens fortsatte Bestaaen. Derfor rummer Hengivelsen ingen Frigørelse for Kvinden, som for Manden; den er for hende kun Middel til det Maal, som er Barnet. Mandens Maal er Kvinden, og for hendes Skyld elsker han Barnet, men Kvindens Maal er Barnet, og for Barnets Skyld elsker hun Manden, bevidst eller ubevidst, som den, der skal give hende Barnet, og naar hun har faaet Barnet, gaar al hendes Stræben ud paa at binde ham til sig i et Hjem for Børnene, og et saadant Hjem kan kun Ægteskabet, det varige Samliv, byde hende; derfor vilde det være en Latterlighed at ophæve Ægteskabet til Fordel for en erotisk Frigørelse, som i sig selv er en Chimære, fordi Kvinden til syvende og sidst slet ikke vil vide af den.
Kvinden tilhører den Mand, som først har vakt hendes Attraa. Denne Naturens Lov, som ogsaa taler til os ud af det gamle Testamente i Ordene: Din Attraa skal være til Din Mand, - den kommer vi ikke uden om til Trods for alle vore økonomiske Foranstaltninger. Derfor, ve den Kvinde, som hengiver sig til en uværdig Mand; hun tager aldrig sig selv helt tilbage. Det er en forfærdelig Misforstaaelse, at en Kvinde bør følge blindt sit Hjertes Tilskyndelse, at hun hurtigst mulig bør rive sig ud af Erotikens Drømmetaager og stille sig Ansigt til Ansigt med Guddommen. Saa længe Leda gik drømmende omkring i Lunden ved den azurblaa Sø og ubevidst følte Gudens salige Nærhed, var hun selv fri og lykkelig som en Gud, - ja, jeg er ikke sikker paa, at hun ikke baade skrev Vers og komponerede, som saa mange unge Kvinder under erotisk Inspiration, - men fra det Øjeblik Suset af Svanevingerne fyldte Aftenstilheden omkring hende, og den guddommelige Fugl bruste ned imod hende, da var hun en Fange, afmægtig, prisgiven, saaledes som Kunstneren har fremstillet hende paa sit Billed; - og da den guddommelige Svane bruste videre paa sin Himmelflugt, som guddommelige Svaner har for Skik, - da var hun en ulykkelig, forraadt Kvinde. Saaledes ser Kvindens erotiske Frigørelse ud til Trods for alle økonomiske Navlestrængsoperationer. Og hvis nogen skulde synes, at det er saa sin egen Sag at bruge en Mythe som Bevisførelse, saa er jeg meget villig til at kalde Leda: Adamine Sørensen og den guddommelige Svane: en Løjtnant ved Husarerne. Thi det kommer i Hovedsagen ud paa ét. Hvad der i dette Forhold for Manden er et Moment, er for Kvinden en Begyndelse og en skæbnesvanger Begyndelse. »Det bødes der for i mange Aar, som kun var en stakket Glæde«, siger I. P. Jakobsen, og der er en anden Digter i vore Dage, Helge Rode, som siger med en Forstaaelse, der er finere, end nogen Kvindes kan være: »Jeg nynner og jeg bøder - mit sølverhvide Slør, - det gemmer alle Kvinder, - naar Pigedrømmen dør.« - Jeg siger, Gud hjælpe den Kvinde, som fik sit Slør saa ilde medtaget, at det ikke mere lader sig bøde men hænger som Pjalter mellem hendes afmægtige Hænder. Thi hun gemmer det alligevel ikke bort; om Synet af det slider og river i hendes Hjerte, hun tager det alligevel frem i sine ubevogtede Øjeblikke og breder det over sine Knæ og prøver at føje de sønderrevne Traade sammen igen; thi det er sit eget, ukrænkede Menneskebillede hun tilbeder i det Slør; og end ikke den varsomst elskende Mand kan skaane hende for Synet af det sønderrevne Slør, men hans Kærlighed alene gør hende det muligt at bøde Sløret, medens hun sagte nynnende lader det glide mellem sine Hænder.
Derfor skal vi handle varligt med den unge Kvinde, som det er givet os at værne, forstaa, at hendes Pigedrøm er et Klenodie, som, en Gang mistet, aldrig gives hende tilbage; en Rigdom, hvis Minder hun kan leve paa ogsaa i Armodens Dage, og vi skal advare hende mod de Røster, som vil bilde hende ind, at denne Drømmetid er af det onde, usund og unaturlig og lokke hende til hurtigst mulig at gøre en Ende paa den; thi langt, langt hellere maa hun fortsætte sin Pigedrøm lige op i den sene Alders Dage end faa den sønderrevet for bestandig i et uværdigt Kærlighedsforhold.
Jeg véd nok, det siges saa raskt, at tager hun fejl den første Gang, saa kan hun ja prøve én, ja to, ja tre Gange endnu. - Ja, hvis hun er saa lykkelig at blive vraget første Gang, thi, som jeg sagde før: de færreste Kvinder formaar at tage sig selv tilbage; Naturens ubarmhjertige Lov holder dem fast. Samfundets Udvikling gaar ikke i Retning af større Frihed for den enkelte, tvertimod, den gaar i Retning af at indskrænke den enkeltes Frihed til Fordel for det almene Vel. Kan Kvindens erotiske Frigørelse ikke opnaaes uden paa Slægtens Bekostning, saa vil den skade det almene Vel og blive en Hindring paa Udviklingens Vej; og den maa da som alle Hindringer fjernes. Dette sidste er saa indlysende, at det ikke er værd at spilde Ord paa.
Men Mandens og Kvindens Ligestilling paa alle Omraader maa da ogsaa en Gang medføre, at Manden frivillig paalægger sig selv de Indskrænkninger, som Samfundet fordrer af Kvinden i Slægtens Navn; - kan og vil han gøre det? - Ja, det Spørgsmaal vil først staa paa Dagsordenen, naar en Gang Mand og Kvinde, jævnbyrdige paa alle Omraader, enes om Betingelserne for en ny og bedre Samfundsordning.
Og indtil den Dag kan Dansk Kvindesamfund rolig lade det sædelige Lighedskrav hvile uden derfor at stryge sit Flag, stadig tro imod de Ord: Tænk altid derpaa, tal aldrig derom, - og vedblive at forfølge sit Maal: Kvinders Selvstændighed. Thi i denne Selvstændighed ligger den eneste erotiske Frigørelse for Kvinden. Den Kvinde, som har lært gennem Arbejde og Udvikling at elske sin Selvstændighed saa højt, at den virkelig bliver et Offer, hun bringer den Mand, hun elsker og det
Hjem, hun med ham vil skabe, hun er allerede erotisk frigjort, hun bliver aldrig sin Elskers Slave, og hendes Attraa bliver hende ikke til Nedværdigelse, men en evig Kilde til Fornyelse for dem begge.
Det er derfor i fuld Overensstemmelse med sin Værnen om Hjem og Familieliv, at Dansk Kvindesamfund har arbejdet paa at udvikle Selvstændighedsfølelsen hos den unge Kvinde og søgt at aabne hende Adgang til Erhvervslivets forskellige Omraader og de Borgerrettigheder, som Manden hidtil har siddet alene inde med. Jo bedre udrustet hun staar til at tage Livskampen op,- jo større maa den Kærlighed være, som faar hende til at ombytte sit selvstændige Arbejdes Byrder med Byrderne, som Fælleshjemmet lægger paa hende. Thi Arbejdet i Hjemmet og for Børnene bør, saa længe Forholdene kræver det, være Hustruens første Opgave. Og saa stor er min Tillid til Naturens Røst i hende, at jeg tror, at end ikke den selvstændigste Kvinde vil betænke sig paa at adlyde den og sætte al sin Intelligens og Energi ind paa at løse Hjemmets lige saa vanskelige Opgaver, saa vi paa denne Maade vil faa selvstændigere Hustruer og forstandigere Mødre.
Paa Kravet om Kvindens saakaldte Erotiske Frigørelse, maa Dansk Kvindesamfund da svare: Kvindens Ret til at have et Barn er illusorisk udenfor et ægteskabeligt Samliv; hendes Ret til at faa et Barn vil hverken komme hende selv eller Barnet tilgode, men i Tidens Løb føre til Børneforhindring og Affolkning; - og som sidste, men i Øjeblikket væsenligste, Indvending: Kvindens erotiske Frigørelse vil ødelægge Resultaterne af Kvindens sociale Frigørelse. - Thi, naar hver Kvinde skal være hver Mands Prise, og hver Mand hver Kvindes Attraa, saa kan der ikke skabes Arbejdsfred paa alle de Omraader, hvor Mand og Kvinde skal arbejde sammen som Kammerater. Forstyrrende Momenter af indgribende Natur vil sprede Interessen, hvor den skulde samle sig om Arbejdet alene, Arbejdsevnen vil svækkes, Udbyttet forringes, og Offentligheden vil tabe Tilliden til den indbyrdes Uafhængighed, som er Betingelsen for Samarbejdet mellem Mænd og Kvinder. Og hvis saa Skylden i det enkelte Tilfælde er: hun er den, som vil blive fortrængt, hun vil om kortere eller længere Tid erfare, at man ikke har Brug for hendes Arbejde, og alle hendes tilkæmpede Adkomster vil blive værdiløse for hende. Hun vil billedlig talt vende tilbage til Muddergrøften med Udsigt til at leve af sin erotiske Frigørelse. - Nej, skal Dansk Kvindesamfund tage Kvindens erotiske Frigørelse med ombord, vil den blive Liget i Lasten, som faar Skuden til at synke. Og det vilde af flere Grunde være en skæbnesvanger Misforstaaelse af Frihed og Fremskridt, om Dansk Kvindesamfund nu af Kravene derude fra lod sig drive ud af sin Kurs. Thi vel skal en Forening holde Skridt med Tiden og Udviklingen, men den skal ogsaa vise den Alvor at forfølge sine oprindelige Maal og ikke ved den første Kastevind sejle avet om. Dansk Kvindesamfund, som har været med til at udarbejde Loven af dette Aar om uægte Børns Retsstilling og i sit Udkast har tilstræbt at højne Faderens Ansvarsfølelse ved at paalægge ham forøget Underholdningsbidrag til Barnet, kan ikke interessere sig for, endsige tage Del i en Bevægelse der, som den tyske Moderskabsforsikrings, vil forfuske Faderens Ansvar over paa Staten og paalægge Moderen, mod et utilstrækkeligt Vederlag, Barnets Underholdning plus hendes egen Assurancepræmie; - og Dansk Kvindesamfund, som endnu i sidste Juni Maaned har indsendt til Regeringen Udkastet til en Lov om Forbedring af det ægteskabelige Forhold ved Ægtefællernes retslige Ligestilling, kan ikke gaa ind paa Tanken om Ægteskabets Afskaffelse uden saa at sige med ét Slag at være sejlet Kompasset alle Stregerne rundt. - Ikke alle de Røster, der anmelder sig selv som det yderste Frisinds Herolder, er lige paalidelige. Den, som et Øjeblik har været ved at lade sig indfange af Moderskabsforsikringens tilsyneladende saa humane og demokratiske Tankegang, behøver blot at stifte Bekendtskab med det Krav, som i Tyskland sejler i dens Kølvand, Kravet om Udslettelse af Straffeparagrafen for Fosterfordrivelse og Ret for Kvinden til paa ethvert Tidspunkt at bestemme over sit Fosters Skæbne, og han eller hun vil straks forstaa, at hele den yderliggaaende tyske Kvindebevægelse kun er at ligne med visse revolutionære Udskejelser, bag hvilke Reaktionen ligger paa Lur med sin Hestefod synlig for hver den, som har Øjne at se med - eller - for ikke at tage Tingen slet saa alvorlig, - at ligne med et sygeligt, ekscentrisk Fænomen, en Slags utilregnelig Tungetale, kun farlig ved sin Evne til at kompromittere den Sag, den giver sig ud for at tjene. Nej, lad Dansk Kvindesamfunds gamle, prøvede Skib støt forfølge sin Kurs og tone sit Flag, selv om der ogsaa herhjemme skulde hæve sig flere og flere Røster for andre Formaal, lad os uden at blinke se tilbage paa alt det, som vipper og gynger der bagude og svare de bekymrede Sjæle: »Det er ikke andet end Kolvandssprøjt, thi nu pløjer vi dybt, vi har Danmarks Fremtid ombord.«