Gamle Maal og nye Krav

Tale holdt i Dansk Kvindesamfund den 3. December 1908.

Af Gyrithe Lemche.

(Sluttet.)

Lad os da se lidt nærmere paa denne Ret, som tillader en Kvinde at leve sam­men med sit Barn for 300 Mark, paa dansk 270 Kr. om Aaret uden Hjælp af Faderen.

Ja, vi kan jo hurtig blive enige om at pleje sit Barn, have det hos sig om Dagen, kan hun i de fleste Tilfælde ikke, naar hun selv maa være ude om sit Erhverv; thi for 270 Kr. kan ikke den sparsommeligste Moder skaffe Føde og Klæder, Husly og Brændsel til sig selv og sit Barn; hun maa altsaa give det fra sig i Vuggestuer, Asyler og andre Børneinternater. Statsanstalterne vil træde i Hjemmenes Sted, og Moderens Ret til at have et Barn vil straks blive re­duceret til, Moderens Ret til at faa et Barn. Men saa er vi straks inde paa Akkorderinger med den Naturlov, som Kravet om hver Kvindes Moderret skulde støtte sig paa; thi Naturens Lov byder, at Mode­ren beholder sine Børn hos sig, saa længe de ikke kan klare sig selv; og kan ikke Forholdene tillade hende det, saa vil Ret­ten til at faa et Barn ingen Lykke bringe hende, men kun Sorg og Besvær, og hun vil snart søge den unaturlige Udvej at for­hindre Barnets Tilblivelse, hvilken Udvej jo ogsaa den frie Kærligheds Lægprædi­kanter giver direkte Anvisning paa. Men lad os saa bare være fri for disse Deklama­tioner om Naturlovenes Efterlevelse! Jeg kan ikke med min bedste Vilje se, at Kvinderne har nogen Fordel af at ombytte ægteskabelig Afhængighed med denne saakaldte økonomiske Uafhængighed, og jeg kan kun se, at et stort Antal af Børn, som før havde et Hjem, saa tarveligt det end kunde være, i saa Fald vil være uden Hjem. - Saa er der Mændene tilbage, og jeg tvivler ikke om, at mange af dem til én Begyndelse i det mindste vil føle denne nye Ordning som en stor Befrielse og se at faa saa megen Glæde som mulig ud af deres Assurancepræmie, ligesom jeg heller ikke tvivler om, at der staar Mænd bag denne »Samfundssag« - men jeg tror ogsaa, og jeg véd, at et stort Antal af Mænd vil fore­trække Samlivet med deres Børns Moder og betragte Arbejdet til Familiens Underhold som en Ret, ingen Statsgaranti skal tage fra dem; og disse Mænd og deres ulov­lige Hustruer vil danne ganske de samme Hjem, som de gode Ægteskaber dannede, og Verden vil se op til dem med dobbelt Agtelse og Beundring, fordi de ifølge den ny Ordning er blevne Undtagelser, og der vil i den offentlige Mening danne sig akurat den samme Kløft mellem saadanne va­rige Samliv og de løsere Forbindelser, som der nu er mellem gifte og ugifte Forhold. Skammen, som klæber ved de sidste, vil klæbe der ligesaa meget som før, og vi vil blot i Stedet for nu at skelne mellem ægte og uægte Børn, til den Tid skelne mellem Børn, som har en Fader og Moder, og Børn, som kun har en Moder, og Fordelen vil som før være paa de førstes Side. Intet vil være vundet, men usigelig meget vil være tabt. Loven skrives ikke for dem, som bærer Loven skreven i deres Hjerter.

Men den skrives for de svage, de skrøbelige, som trænger til en stærk Haand for at holde sig oppe, og den skrives for de hen­synsløse, de overgribende, som uden Lo­vens Skranker vilde træde de smaa og svage under Fødder. Disse sidste er det, som i første Linie vil nyde godt af en Sam­fundsordning med Moderskabsforsikring og en Opløsning af Familieforholdet. En­hver Kvinde, som de finder det værd at eje, vil de betragte som deres Prise og forlade hende, saa snart et nyt Bytte frister dem; - og hvis ingen anden frister dem, hvis hun formaar at holde dem fast, saa vil de vaage over hendes Troskab, skinsygere end nogen Ægtemand over sin Hustrues, gøre hende ufriere i hendes selvstændige Hjem end nogen Hustru i sin Mands Hjem, fordi ingen Lov mere forpligter hende til Troskab. Kvinden vil i et saadant Forhold blive sin Elskers udbyttede Slave. - »Men,« hører jeg paa Forhaand indvende, »Kvindens voksende Selvstændighedsfølelse vil værne hende mod Mandens Over­greb. Den Mand, som misbruger hende, vil hun ganske simpelt lade gaa, der er jo intet økonomisk Baand imellem dem.«

O, dette almægtige økonomiske Baand, som er Roden til alle ægteskabelige Ulyk­ker og alle ugifte Mødres Nedværdigelse! Hvorfor har dog ikke nogen før været saa betænksom at operere det. væk? Ganske simpelt af den Grund, at Mændene lige saa længe Ægteskabet har bestaaet, har kendt Kvinderne meget bedre, end somme Kvinder nu synes at kende sig selv. De har vidst, at ingen Kvinde er saa vanskelig for en Mand at blive kvit som Elskerinden udenfor Loven, og ingen saa let at tage sig Friheder overfor som Hustruen med Loven paa sin Side. Fordi det til syvende og sidst slet ikke er det økonomiske Baand, som gør Kvinden til Slave af den Mand, hun elsker, men hendes egen Attraa, der er som den Ild, der ikke slukkes, den Orm, der aldrig dør. Derfor er den Frihed, Man­den tilslænger sin Elskerinde, hende værre end Døden, derfor oprøres hun imod den og klamrer sig til ham indtil Nedværdigelse i sin Angst for at miste ham. Thi Naturen har slet ikke nedlagt i hende nogen Trang til denne Frihed, Naturen, som kun ken­der ét Formaal, det levende Livs, har tværtimod fyldt hende med en evig Attraa til den Mand, som vakte hende, en Attraa, som trodser Fødselens Farer og Besværlig­heder for at sikre Slægtens fortsatte Bestaaen. Derfor rummer Hengivelsen ingen Frigørelse for Kvinden, som for Manden; den er for hende kun Middel til det Maal, som er Barnet. Mandens Maal er Kvinden, og for hendes Skyld elsker han Barnet, men Kvindens Maal er Barnet, og for Bar­nets Skyld elsker hun Manden, bevidst el­ler ubevidst, som den, der skal give hende Barnet, og naar hun har faaet Barnet, gaar al hendes Stræben ud paa at binde ham til sig i et Hjem for Børnene, og et saadant Hjem kan kun Ægteskabet, det varige Samliv, byde hende; derfor vilde det være en Latterlighed at ophæve Ægte­skabet til Fordel for en erotisk Frigørelse, som i sig selv er en Chimære, fordi Kvinden til syvende og sidst slet ikke vil vide af den.

Kvinden tilhører den Mand, som først har vakt hendes Attraa. Denne Naturens Lov, som ogsaa taler til os ud af det gamle Testamente i Ordene: Din Attraa skal være til Din Mand, - den kommer vi ikke uden om til Trods for alle vore økonomiske For­anstaltninger. Derfor, ve den Kvinde, som hengiver sig til en uværdig Mand; hun ta­ger aldrig sig selv helt tilbage. Det er en forfærdelig Misforstaaelse, at en Kvinde bør følge blindt sit Hjertes Tilskyndelse, at hun hurtigst mulig bør rive sig ud af Erotikens Drømmetaager og stille sig An­sigt til Ansigt med Guddommen. Saa længe Leda gik drømmende omkring i Lunden ved den azurblaa Sø og ubevidst følte Gu­dens salige Nærhed, var hun selv fri og lykkelig som en Gud, - ja, jeg er ikke sik­ker paa, at hun ikke baade skrev Vers og komponerede, som saa mange unge Kvin­der under erotisk Inspiration, - men fra det Øjeblik Suset af Svanevingerne fyldte Aftenstilheden omkring hende, og den gud­dommelige Fugl bruste ned imod hende, da var hun en Fange, afmægtig, prisgiven, saaledes som Kunstneren har fremstillet hende paa sit Billed; - og da den gud­dommelige Svane bruste videre paa sin Himmelflugt, som guddommelige Svaner har for Skik, - da var hun en ulykkelig, forraadt Kvinde. Saaledes ser Kvindens erotiske Frigørelse ud til Trods for alle økonomiske Navlestrængsoperationer. Og hvis nogen skulde synes, at det er saa sin egen Sag at bruge en Mythe som Bevisfø­relse, saa er jeg meget villig til at kalde Leda: Adamine Sørensen og den guddom­melige Svane: en Løjtnant ved Husarerne. Thi det kommer i Hovedsagen ud paa ét. Hvad der i dette Forhold for Manden er et Moment, er for Kvinden en Begyndelse og en skæbnesvanger Begyndelse. »Det bø­des der for i mange Aar, som kun var en stakket Glæde«, siger I. P. Jakobsen, og der er en anden Digter i vore Dage, Helge Rode, som siger med en Forstaaelse, der er finere, end nogen Kvindes kan være: »Jeg nynner og jeg bøder - mit sølverhvide Slør, - det gemmer alle Kvinder, - naar Pigedrømmen dør.« - Jeg siger, Gud hjælpe den Kvinde, som fik sit Slør saa ilde medtaget, at det ikke mere lader sig bøde men hænger som Pjalter mellem hendes afmægtige Hænder. Thi hun gem­mer det alligevel ikke bort; om Synet af det slider og river i hendes Hjerte, hun tager det alligevel frem i sine ubevogtede Øjeblikke og breder det over sine Knæ og prøver at føje de sønderrevne Traade sam­men igen; thi det er sit eget, ukrænkede Menneskebillede hun tilbeder i det Slør; og end ikke den varsomst elskende Mand kan skaane hende for Synet af det sønder­revne Slør, men hans Kærlighed alene gør hende det muligt at bøde Sløret, medens hun sagte nynnende lader det glide mellem sine Hænder.

Derfor skal vi handle varligt med den unge Kvinde, som det er givet os at værne, forstaa, at hendes Pigedrøm er et Klenodie, som, en Gang mistet, aldrig gives hende tilbage; en Rigdom, hvis Minder hun kan leve paa ogsaa i Armodens Dage, og vi skal advare hende mod de Røster, som vil bilde hende ind, at denne Drømmetid er af det onde, usund og unaturlig og lokke hende til hurtigst mulig at gøre en Ende paa den; thi langt, langt hellere maa hun fortsætte sin  Pigedrøm lige op i den sene Alders Dage end faa den sønderrevet for bestan­dig i et uværdigt Kærlighedsforhold.

Jeg véd nok, det siges saa raskt, at tager hun fejl den første Gang, saa kan hun ja prøve én, ja to, ja tre Gange endnu. - Ja, hvis hun er saa lykkelig at blive vraget første Gang, thi, som jeg sagde før: de fær­reste Kvinder formaar at tage sig selv til­bage; Naturens ubarmhjertige Lov holder dem fast. Samfundets Udvikling gaar ikke i Retning af større Frihed for den en­kelte, tvertimod, den gaar i Retning af at indskrænke den enkeltes Frihed til Fordel for det almene Vel. Kan Kvindens erotiske Frigørelse ikke opnaaes uden paa Slægtens Bekostning, saa vil den skade det almene Vel og blive en Hindring paa Udviklingens Vej; og den maa da som alle Hindringer fjernes. Dette sidste er saa indlysende, at det ikke er værd at spilde Ord paa.

Men Mandens og Kvindens Ligestilling paa alle Omraader maa da ogsaa en Gang medføre, at Manden frivillig paalægger sig selv de Indskrænkninger, som Samfundet fordrer af Kvinden i Slægtens Navn; - kan og vil han gøre det? - Ja, det Spørgsmaal vil først staa paa Dagsorde­nen, naar en Gang Mand og Kvinde, jævn­byrdige paa alle Omraader, enes om Betin­gelserne for en ny og bedre Samfundsord­ning.

Og indtil den Dag kan Dansk Kvinde­samfund rolig lade det sædelige Lighedskrav hvile uden derfor at stryge sit Flag_, stadig tro imod de Ord: Tænk altid derpaa, tal aldrig derom, - og vedblive at forfølge sit Maal: Kvinders Selvstændighed. Thi i denne Selvstændighed ligger den eneste erotiske Frigørelse for Kvinden. Den Kvinde, som har lært gennem Arbejde og Udvikling at elske sin Selvstændighed saa højt, at den virkelig bliver et Offer, hun bringer den Mand, hun elsker og det

Hjem, hun med ham vil skabe, hun er allerede erotisk frigjort, hun bliver aldrig sin El­skers Slave, og hendes Attraa bliver hende ikke til Nedværdigelse, men en evig Kilde til Fornyelse for dem begge.

Det er derfor i fuld Overensstemmelse med sin Værnen om Hjem og Familieliv, at Dansk Kvindesamfund har arbejdet paa at udvikle Selvstændighedsfølelsen hos den unge Kvinde og søgt at aabne hende Ad­gang til Erhvervslivets forskellige Omraader og de Borgerrettigheder, som Manden hidtil har siddet alene inde med. Jo bedre udrustet hun staar til at tage Livskampen op,- jo større maa den Kærlighed være, som faar hende til at ombytte sit selvstændige Arbejdes Byrder med Byrderne, som Fælleshjemmet lægger paa hende. Thi Ar­bejdet i Hjemmet og for Børnene bør, saa længe Forholdene kræver det, være Hustruens første Opgave. Og saa stor er min Til­lid til Naturens Røst i hende, at jeg tror, at end ikke den selvstændigste Kvinde vil betænke sig paa at adlyde den og sætte al sin Intelligens og Energi ind paa at løse Hjemmets lige saa vanskelige Opgaver, saa vi paa denne Maade vil faa selvstændigere Hustruer og forstandigere Mødre.

Paa Kravet om Kvindens saakaldte Erotiske Frigørelse, maa Dansk Kvinde­samfund da svare: Kvindens Ret til at have et Barn er illusorisk udenfor et æg­teskabeligt Samliv; hendes Ret til at faa et Barn vil hverken komme hende selv eller Barnet tilgode, men i Tidens Løb føre til Børneforhindring og Affolkning; - og som sidste, men i Øjeblikket væsenligste, Ind­vending: Kvindens erotiske Fri­gørelse vil ødelægge Resulta­terne af Kvindens sociale Fri­gørelse. - Thi, naar hver Kvinde skal være hver Mands Prise, og hver Mand hver Kvindes Attraa, saa kan der ikke skabes Arbejdsfred paa alle de Omraader, hvor Mand og Kvinde skal arbejde sammen som Kammerater. Forstyrrende Momenter af indgribende Natur vil sprede Interessen, hvor den skulde samle sig om Arbejdet alene, Arbejdsevnen vil svækkes, Udbyttet forringes, og Offentligheden vil tabe Tilliden til den indbyrdes Uafhængighed, som er Betingelsen for Samarbejdet mel­lem Mænd og Kvinder. Og hvis saa Skylden i det enkelte Tilfælde er: hun er den, som vil blive fortrængt, hun vil om kor­tere eller længere Tid erfare, at man ikke har Brug for hendes Arbejde, og alle hen­des tilkæmpede Adkomster vil blive værdi­løse for hende. Hun vil billedlig talt vende tilbage til Muddergrøften med Udsigt til at leve af sin erotiske Frigørelse. - Nej, skal Dansk Kvindesamfund tage Kvindens ero­tiske Frigørelse med ombord, vil den blive Liget i Lasten, som faar Skuden til at synke. Og det vilde af flere Grunde være en skæbnesvanger Misforstaaelse af Fri­hed og Fremskridt, om Dansk Kvindesam­fund nu af Kravene derude fra lod sig drive ud af sin Kurs. Thi vel skal en For­ening holde Skridt med Tiden og Udviklin­gen, men den skal ogsaa vise den Alvor at forfølge sine oprindelige Maal og ikke ved den første Kastevind sejle avet om. Dansk Kvindesamfund, som har været med til at udarbejde Loven af dette Aar om uægte Børns Retsstilling og i sit Udkast har til­stræbt at højne Faderens Ansvarsfølelse ved at paalægge ham forøget Underhold­ningsbidrag til Barnet, kan ikke interessere sig for, endsige tage Del i en Bevægelse der, som den tyske Moderskabsforsikrings, vil forfuske Faderens Ansvar over paa Sta­ten og paalægge Moderen, mod et util­strækkeligt Vederlag, Barnets Underhold­ning plus hendes egen Assurancepræmie; - og Dansk Kvindesamfund, som endnu i sidste Juni Maaned har indsendt til Regeringen Udkastet  til en Lov om Forbedring af det ægte­skabelige Forhold ved Ægtefællernes rets­lige Ligestilling, kan ikke gaa ind paa Tan­ken om Ægteskabets Afskaffelse uden saa at sige med ét Slag at være sejlet Kompas­set alle Stregerne rundt. - Ikke alle de Rø­ster, der anmelder sig selv som det yderste Frisinds Herolder, er lige paalidelige. Den, som et Øjeblik har været ved at lade sig indfange af Moderskabsforsikringens til­syneladende saa humane og demokratiske Tankegang, behøver blot at stifte Bekendtskab med det Krav, som i Tyskland sejler i dens Kølvand, Kravet om Udslettelse af Straffeparagrafen for Fosterfordrivelse og Ret for Kvinden til paa ethvert Tidspunkt at bestemme over sit Fosters Skæbne, og han eller hun vil straks forstaa, at hele den yderliggaaende tyske Kvindebevægelse kun er at ligne med visse revolutionære Udskejelser, bag hvilke Reaktionen ligger paa Lur med sin Hestefod synlig for hver den, som har Øjne at se med - eller - for ikke at tage Tingen slet saa alvorlig, - at ligne med et sygeligt, ekscentrisk Fænomen, en Slags utilregne­lig Tungetale, kun farlig ved sin Evne til at kompromittere den Sag, den giver sig ud for at tjene. Nej, lad Dansk Kvindesam­funds gamle, prøvede Skib støt forfølge sin Kurs og tone sit Flag, selv om der ogsaa herhjemme skulde hæve sig flere og flere Røster for andre Formaal, lad os uden at blinke se tilbage paa alt det, som vipper og gynger der bagude og svare de bekym­rede Sjæle: »Det er ikke andet end Kolvandssprøjt, thi nu pløjer vi dybt, vi har Danmarks Fremtid ombord.«