« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Repræsentation paa de københavnske Lister ved det kommunale Valg
Slaget er endt og for Kvindernes Vedkommende med et Nederlag, der var sikkert, allerede før Kampen begyndte. Skønt de kvindelige Vælgeres Antal efter kyndige Folks Udsagn skulde være halvt saa stort som de mandlige Vælgeres, var der paa den socialdemokratiske Liste kun tilstaaet dem 1/7 af Repræsentationen, paa den kommunale Vælgerforeningsliste kun 1/6 af Repræsentationen, medens kun den radikale Liste havde optaget 1/3 Kvinder paa Listen, og saaledes var ene om at opfylde alle rimelige Fordringer.
Ser vi nærmere paa den Stilling, Kvinderne havde opnaaet paa de forskellige Lister, vil vi finde, at Social-Demokratiets-Liste var den, der bød de daarligste Vilkaar, omend dette maaske skyldtes »et Ulykkestilfælde«, et Ulykkestilfælde, der dog skulde synes én ikke at have været saa absolut irreparabelt.
Det stillede sig saaledes, at valgtes der 22 socialdemokratiske Kandidater - vel det meste, der kunde ventes - kom der 3 Kvinder ind, d. v. s. 1/7 af de 22 valgte.
Paa den kommunale Vælgerforenings Liste var Stillingen heller ikke gunstig, idet der, hvis 22 Kandidater blev valgte, af denne Liste - et Tal man vel næppe ventede naaet - vilde blive sat 4 Kvinder ind, medens der, hvis der kun valgtes 16 Kandidater af denne Liste, kun kom to Kvinder ind, d. v. s. 1/8 af det hele Antal.
Paa den radikale Liste var de kvindelige Kandidater fordelte med regelmæssigt Skifte af to Mænd, den første Kvinde placeret som Nr. 2.
Man kunde altsaa paa Forhaand sige sig selv, at mere end 8 Kvinder vilde ikke blive valgte ind i gunstigste Tilfælde.
Naar Kvinderne ikke har opnaaet bedre Vilkaar, skyldes dette ikke alene Mangel paa Organisation hos Kvinderne qua Kvinder, en Organisation, man maaske kun har ringe Ret til al vente under de forhaandenværende Forhold, hvor Skillelinjerne væsentligst - naar alt kommer til alt - dog er politiske, men det skyldes manglende Retfærdighedssans hos Mændene, og det skyldes - ak - den bekendte kvindelige Blidhed, der hellere lader sig forurette, end stiller Fordringer for sig selv. Vi andre forlanger dog ikke Galanteri, men vi forlanger Retfærdighed! For mig staar det som en almindelig, uomtvistelig Retfærdighedshandling at give Kvinderne Repræsentationsmulighed i ligefremt Forhold til deres Vælgerantal.
Naar et enkelt Parti har skudt sig ind under den Omstændighed, at det ikke har kunnet skaffe flere brugbare Kvinder, saa gælder en saadan Undskyldning til Wandsbeck, naar det ikke en Gang har anbragt de Kvinder, det har, paa et saadant Sted paa Listen, at de kunde blive valgte med Sikkerhed.
Jeg kan ikke se andet end, at en saa lidet hensynsfuld Behandling af Kvinderne den første Gang, de skal ud i det offentlige Liv, maa sætte ondt Blod, og jeg vilde finde det rimeligt, om Kvinderne næste Gang søgte at sætte Partierne Kniven paa Struben med de Ord: enten hver 3dje Kandidat en Kvinde eller slet ingen Kvinder paa Listerne. Valgtes det sidste Alternativ, maatte Kvinderne nok være »Mænd« for at finde paa andre Udveje til at faa flere Kvinder valgt ved næste Valg. København, Marts 1909.
