« Tilbage til søgeresultaterne
Forkastet Resolution mod Kvinders Valgret
Den bekendte engelske Anti-Stemmeretskvinde, Forfatterinden Mrs. Humphry Ward, har fornylig paa et Møde i London fremlagt en Resolution, hvori det hed: »Mødet udtaler, at Indførelse af Kvinders politiske Frigørelse ikke er nødvendig for de kvindelige Interesser og at den vil være til Skade for Landets Interesser«. - Resolutionen forkastedes med 235 Stemmer mod 74.
Mrs. Humphry Ward har i den senere Tid i Skrift og i Tale gjort gældende, at Kvindens Indtrædelse i det politiske Liv vilde virke nedbrydende paa Samfundet.
Med stor Kraft har Mrs. Fawcett, Formanden for det største engelske Kvindestemmerets Landsforbund, ført Forsvaret og har gennem denne Debat haft udmærket Lejlighed til at paavise Modstandernes forkrøblede Syn paa Spørgsmaalet.
Ovennævnte Afstemning viser jo unægtelig ogsaa et stort Frafald i den lille Flok. der havde samlet sig om Mrs. Wards - som det fremgaar af Resolutionen - smukke Opfattelse af Kvinden som Menneske.