« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

Af: Ragna Schou

« Se emneord

Arbejdsløsheden.

Der har fornylig været ført en meget interessant Debat i Rigsdagen om det i Øjeblikket saa paatrængende Spørgsmaal: Den store Arbejdsløshed og Midlerne til at raade Bod derpaa og muligvis fore­bygge lignende Samfundsulykker i Frem­tiden. Spørgsmaalet herom er teoretisk set meget interessant og praktisk set sim­pelthen ikke til at afvise, da Samfundet for sin egen Skyld ikke kan forblive lige­gyldig, naar saa stor en Del af dets Bor­gere er paa Grænsen af den yderste Nød, og det fra alle Sider erkendes, at disse ikke selv er Skyld deri.

I Særdeleshed bør Kvinderne vide Be­sked ikke alene med, hvad »Arbejdsløshedsspørgsmaalet« i det hele er for noget, f. Eks. hvilke Aarsagerne er - Virknin­gerne kender de i Forvejen fra deres Del­tagelse i »Velgørenheden« - men ogsaa, hvad der kan gøres derimod, og ikke slaa sig til Ro med, at det er noget, der blot kan affærdiges med et »Bidrag« her og der til de arbejdsløse. Netop som Kilde til mere Viden herom er Arbejdsløshedsdebatten i Rigsdagen udmærket, da den giver de mest kompetente Mænds Syn paa Sagen fra de forskelligste Lejre.

Anledningen til Debatten var det fore­liggende Lovforslag angaaende Tilskud til

Arbejdsløshedskasserne,*) hvilke var til 2. Behandling.

*) I følge Lov af 9. April 1907 har de allerede bestaaende (og mulig tilkommende) Arbejdsløsheds­kasser - Sammenslutninger af Personer, der gennem bestemte Bidrag vil sikre hinanden gen­sidig Hjælp i Tilfælde af Arbejdsløshed - opnaaet  »Statsanerkendelse«, hvormed følger Ret til Statstil­skud, nemlig ½  af Præmiebeløbet, dog ikke over 250,000 Kr. for alle Kasserne tilsammen.

Det interessanteste Indlæg i Debatten var afgjort Nationaløkonomens, Dr. polit. L. V. Bircks, der begyndte med teoretisk at undersøge Aarsagerne til den nuværende ulykkelige Tilstand paa Ar­bejdsmarkedet, og gav følgende instruk­tive Fremstilling heraf:

Arbejdsløshedens Aarsager.

»Naar den Gruppe, som jeg har den Ære at tilhøre, er gaaet med til at arbejde paa Basis af det foreliggende Forslag og ogsaa har gjort det i Fjor ved det For­slag, som Gruppen stillede, da er det, fordi Gruppen anerkender paa den ene Side, at der er Arbejdsløshed, og paa den anden Side, at den er periodisk genkommende og følgelig uforskyldt.**)

**) Disse og følgende Udhævelser af R. S.

Vi har gentagne Gange set, hvordan der er Højperioder med Højkonjunkturer, hvor der er meget Arbejde, og Perioder kort Tid efter, hvor der intet Arbejde er. Jeg skal nævne, at vi i 1893-94, i 1900-02 og i 1908-09 have haft en Minimalbeskæftigelse, me­dens vi i Aarene 1896-99, 1905-07 have haft en Maksimalbeskæftigelse. Vi er­kende igennem, hvad Erfaringen har lært os, at Arbejdsløsheden er periodisk, og heri ligger noget af en Trøst. Thi hvad man kan forudse, kan man jo allerede be­gynde at tage Standpunkt til og muligvis forebygge.

Desuden kender vi Arbejdsløshedens Aarsager. Jeg skal ikke komme ind paa de mange spredte Aarsager til Arbejdsløs­heden,  de  Fejl,  der  kunne  ligge  i  selve Produktionsmaskineriet, men blot sige, at den afgørende Hovedfejl ligger nu en Gang i vore Omsætningsmidler, i, at Omsætnin­gen besørges af uendeligt lidt Guld og en hel Masse Kredit og Papir.  Jeg saa for­leden i et amerikansk Blad et Billede, der var ganske instruktivt. Det var en stor Blok, der betød hele Verdensomsætningen og alle Varernes Værdi. Denne Blok var støttet af to Stolper, paa den ene Side af en lang, tynd Pille, det var Guldet, og paa den anden Side af en vældig og bred Pille, det var Kreditten. Kredit er jo en Gang: Tillid; naar Tilliden og med den Kreditten falder sammen, standser Omsætningen, og vi faa Forhold, som vi have i Øjeblikket. Paa den ene Side ligger i Lagrene Tusinder af Varer, der ikke kunne sælges, og hvis Fabrikanter ere paa Ruinens Band, fordi de ikke kunne faa dem solgte til ordentlige Priser, og paa den anden Side er der Tu­sinder af Arbejdere, der ville have Arbejde og give deres Arbejde for disse Varer, men disse to kunne ikke finde hinanden.

Men fra det Øjeblik vi kende Aarsagerne og kunne forudse Virkningerne, mener jeg, at det Tidspunkt allerede er inde, hvor man kan begynde at gøre sig klart, at Spørgsmaalet om Arbejdsløsheden maaske ikke er saa uløseligt et Spørgsmaal, som man hidtil har været tilbøjelig til at tro.«

Dr. Birck berører nu, at der kan være Tilfælde, hvor Arbejderen selv er Skyld i, at han mangler Arbejde, men Dr. Birck raader til Varsomhed, naar man vil sam­menligne Lønninger indbyrdes, da det paa Grund af Arbejdernes forskellige Arbejds­evne er omtrent umuligt at sammenligne Lønnen; han fortsætter: »Det er jo ogsaa saadan, at hvad enten Lønnen har været høj eller lav, hvad enten det er et toldbeskyttet Land eller et Frihandelsland, er Krisen og Arbejdsløsheden gaaet hen der­over. Det er Omsætningsmidlernes Svig­ten, der er Skyld deri.«

 

Arbejdsløshedens Virkninger.

Derefter taler Dr. Birck om Arbejds­løshedens Virkninger: »Det staar da for mig, at saa megen Ulykke der end er - vi se det jo dagligt - er det ikke det værste, at den enkelte sulter, for en en­kelt kan taale en hel Del; men det er den vedvarende Underernæring, som han og hans Familie lide under, den fysiske og moralske Ødelæggelse, den sjælelige Li­delse, som det er efterhaanden at se sit Hjem blive opløst; den ene Dag gaar So­faen, den næste Gardinerne, saa Sengklæderne. Og endelig det værste, det moral­ske Tab, Leddiggangen for den store Ar­bejderbefolkning, der ikke er Ferie, men energidræbende.

Det staar derfor for mig saaledes, at det er Samfundets Pligt at tage Stilling til denne Arbejdsløshed.«

 

Midler mod Arbejdsløsheden.

Dernæst gaar Dr. Birck over til at tale om det andet Punkt: Midlerne imod Ar­bejdsløsheden. Han begynder med »Vel­gørenheden«, som han forkaster: »Naar der ikke ligger en dyb religiøs Følelse bag ved Velgørenheden, saaledes som i den katholske Kirke, tror jeg heller ikke, Velgø­renheden for Giverne har den store Værdi. For Modtageren vil Velgørenheden under alle Omstændigheder være mere eller min­dre uheldig. For den hæderlige, honette og ærekære Mand vil Velgørenheden altid være en Pine, og den uhæderlige, den dovne, den, der er uden Ære, vil Velgø­renheden gøre endnu værre, end han er. Velgørenheden kan derfor maaske nok bruges som yderste Nødhjælp, men ad den Vej kan man ikke løse Arbejdsløshedsspørgsmaalet. Man kan derigennem hjælpe Børn og Kvinder, men ikke den voksne Mand uden meget ofte at komme til at gøre Skade.«

Dr. Birck stiller nu to Forslag for at raade Bod paa Arbejdsløsheden, det første er han ene om, det andet Forslag er nævnt fra alle Sider, fra alle Partier. Det første Forslag er, at Staten skal give de for et Par Aar siden anerkendte Arbejdsløsheds­kasser den Reservefond, som disse endnu ikke har faaet Tid til at samle, og han motiverer dette med følgende Redegørelse for Principperne for Arbejdsløshedskas­serne:

»Om Forsikringen*) vil jeg gerne sige, at denne Hjælp er mindst skadelig; thi den er i Virkeligheden gensidig.

*)    Arbejdsløshedskasseforsikringen.

Den, der hjælper i Dag, skal maaske selv hjælpes af de andre i Morgen, og hvis vi i et Aar an­vendte l Million Kr. til Arbejdsløshedskas­serne, saa gives de 400,000 Kr. ganske vist af Staten og 100,000 Kr. af Kommunen, men de 500,000 gives af arbejdsløse selv, og den Hjælp, der ydes gennem Arbejds­løshedskasserne, vil derved føles ikke, som en Almisse, men som en Ret, som de paa-gældende Medlemmer have opnaaet ved Delagtighed i Samfundsopsparing, og som er betinget af, at de selv til andre Tider er villige til at gøre Gengæld mod dem, der nu er de hjælpende. Derfor er det min Overbevisning, at denne Hjælp ikke øde­lægger noget og ikke gør den Skade, som megen anden offentlig Hjælp gør.

Men der er den Fejl ved al Forsikring, at den er nu en Gang gennemsnitlig. Vi ansætte en Forsikringspræmie efter 10 - 20 Aars Gennemsnit. Hvis en Livsforsikringsanstalt f. Eks. faar et meget haardt Dødsaar, gør det ingenting, for dette Aar opvejes af en Del andre Aar, hvor den maaske har haft meget faa Dødsfald.

Men i Fald en Livsforsikringsanstalt skal træde i Kraft i samme Øjeblik, den møder en Epidemi, vil den gaa Fallit med det samme.

Paa selv samme Maade gaar det med disse Arbejdsløshedskasser. Deres Præ­mier er beregnede efter et Gennemsnit; men i samme Øjeblik, som Kasserne ere blevne aabnede, have de mødt det tekni­ske Uheld at staa over for en Arbejdsløs­heds-Epidemi af stort Omfang, og de staa der som et Selskab, der ingen Reservefond har. Men jeg mener da, at naar vi have skabt disse Arbejdsløshedskasser, er det vor Pligt at skaffe dem en Reservefond. --------- Hvis nu Loven var bleven vedtagen i 1903, vilde disse Kasser sikkert nu have haft en Reservefond paa over ¾  Mill. Kr., og jeg anser det da for heldigt, at Staten skaffer denne Reservefond til Veje.

Jeg tror ganske ærligt, det er baade klogt og rigtigt at gøre det. Det er klogt først og fremmest, fordi vi nu en Gang have skabt disse Arbejdsløshedskasser. De ere Kød af vort Kød og Blod af vort Blod. Danmark er det Land, der bedst og i størst Udstrækning har kunnet løse den Opgave. Det er det Land, der har taget Initiativet, og ikke blot taget Initiativet i Henseende til Lovgivningen, men ogsaa det Land, hvor disse Kasser have haft den største Tilslut­ning fra Arbejdernes Side. Derfor staar det for mig som uendelig rigtigt, at vi ikke bagefter kunne tillade denne Sukces at blive til en Skandale og Fallit.

Jeg tror, vi har Interesse af at opret­holde disse Kasser, saaledes at vi, naar Krisen er forbi, og Arbejdsløsheden om et eller to Aar er færdig, have reddet Ar­bejdsløshedskasserne ud af deres første al­vorlige Prøvelse. Vi ere blevne nævnte paa udenlandske Kongresser i Anledning af disse Arbejdsløshedskasser. Europa ved, vi have dem og interesserer sig for dem. Og jeg synes, vi have noget af en Pligt over for andre Stater til at vise, at det Eksperiment, vi have paataget os, kunne vi ogsaa føre igennem.«

Det andet Middel, Dr. Birck foreslog, og som var nævnt fra flere Sider, var dette: at skaffe de Arbejdsløse Arbejde i Stedet for at give dem Almisse, og da Staten og Kommunen er vore største Arbejdsgivere, vilde det jo ikke være vanskeligt at skaffe en stor Del Arbejde, nemlig ved, at Sta­ten og Kommunen fremskyndede de alle­rede paatænkte Arbejder eller gav Bevil­ling til flere nye Arbejder. I det hele taget mente Dr. Birck - som ogsaa fra Udvalgsflertallets Side fremsat - at Staten (og Kommunen) havde en stor Opgave i Fremtiden ved at være den afbalancerende Magt; i gode Tider skulde Staten spare paa sine Nybygninger, i arbejdsløse Perioder skulde den forcere dem. Dersom Sta­ten ikke holder igen i livlige Perioder, vil Resultatet være det, at der kaldes en stor Mængde Arbejdere til København, og disse vil i høj Grad forværre Situationen her, naar Arbejdet saa slipper op i de daarlige Tider. Hvis Staten saa endvidere i de daarlige Tider, hvor det private Initiativ er ringe, sætter Arbejder i Gang, vil dette virke paa den sløje Kredit, gennem Ar­bejdslønudbetalinger sættes Penge ud mel­lem Folk og paa denne Maade afbødes de daarlige Tiders Virkninger for en stor Del. I disse ekstraordinære daarlige Tider foreslaar derfor Dr. Birck, at Staten bevilger et ekstraordinært Beløb (10 Mill.) til nye Arbejder.

Endnu et Par andre Ideer, der fremkom under Sagens Behandling, bør nævnes. Saaledes, at der maaske kunde oprettes Arbejdsanvisningskontorer Landet over, hvorved Arbejdskraften kunde fordeles fra de Steder, hvor der var for meget af den, til de Steder, hvor der var for lidt, og særligt skulde man bestræbe sig for ikke at kalde for mange Arbejdere til Køben­havn. Andre nævnede, at man i Stedet for at forære de Arbejdsløse Penge - skulde give dem Pengene og saa faa udført Ar­bejde derfor, selv om det var mindre pres­serende Arbejde, naar blot det var nyttigt, f. Eks. opdyrke Mose- og Hedestrækninger. Socialdemokraterne (Sabroe) paape­gede det urimelige i, at der rundt om i Landet boede en Mængde Mennesker i usunde eller faldefærdige Huse, medens der samtidig var en Mængde overflødig Arbejdskraft til Stede. Hvis Staten enten bevilgede Penge til Opførelsen af Arbej­derboliger eller stillede Penge til Raadighed som rentefri eller meget billige Laan til Reparationer af gamle Huse - mange private Husejere vilde sikkert benytte en saa god Lejlighed til at faa deres Huse restaurerede - vilde der vindes to store Goder paa én Gang: Samfundsnyttigt Ar­bejde vilde blive gjort og ledig Arbejds­kraft benyttet.

Ved Afstemningen lykkedes det ikke Dr. Birck at faa sine Forslag vedtaget, da man mente, at det, der skulde gøres nu, var øje­blikkelig Hjælp,*) saa kunde man altid se­nere tale om, hvad der skulde gøres for Fremtiden, men der er ikke Tvivl om, at de mange og gode Tanker, der kom frem under dette Lovforslags Behandling, baade fra Dr. Bircks og fra anden Side, vil vise sig at bære god Frugt og hjælpe til at mildne de stadig tilbagevendende Arbejdsløshedsperioders Ulykker.

*) Det Lovforslag, der havde mest Sandsynlighed for at gaa igennem, vilde bemyndige Kommunerne til at give ekstraordinære Tilskud til Arbejdsløshedskasserne, altsaa overlade Kommunerne Initiativet og Ansvaret, men i det Øjeblik, da dette skrives, foreligger endnu ikke den endelige Afgørelse af Lovforslagets Skæbne.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner