« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Arbejdsløsheden.
Der har fornylig været ført en meget interessant Debat i Rigsdagen om det i Øjeblikket saa paatrængende Spørgsmaal: Den store Arbejdsløshed og Midlerne til at raade Bod derpaa og muligvis forebygge lignende Samfundsulykker i Fremtiden. Spørgsmaalet herom er teoretisk set meget interessant og praktisk set simpelthen ikke til at afvise, da Samfundet for sin egen Skyld ikke kan forblive ligegyldig, naar saa stor en Del af dets Borgere er paa Grænsen af den yderste Nød, og det fra alle Sider erkendes, at disse ikke selv er Skyld deri.
I Særdeleshed bør Kvinderne vide Besked ikke alene med, hvad »Arbejdsløshedsspørgsmaalet« i det hele er for noget, f. Eks. hvilke Aarsagerne er - Virkningerne kender de i Forvejen fra deres Deltagelse i »Velgørenheden« - men ogsaa, hvad der kan gøres derimod, og ikke slaa sig til Ro med, at det er noget, der blot kan affærdiges med et »Bidrag« her og der til de arbejdsløse. Netop som Kilde til mere Viden herom er Arbejdsløshedsdebatten i Rigsdagen udmærket, da den giver de mest kompetente Mænds Syn paa Sagen fra de forskelligste Lejre.
Anledningen til Debatten var det foreliggende Lovforslag angaaende Tilskud til
Arbejdsløshedskasserne,*) hvilke var til 2. Behandling.
*) I følge Lov af 9. April 1907 har de allerede bestaaende (og mulig tilkommende) Arbejdsløshedskasser - Sammenslutninger af Personer, der gennem bestemte Bidrag vil sikre hinanden gensidig Hjælp i Tilfælde af Arbejdsløshed - opnaaet »Statsanerkendelse«, hvormed følger Ret til Statstilskud, nemlig ½ af Præmiebeløbet, dog ikke over 250,000 Kr. for alle Kasserne tilsammen.
Det interessanteste Indlæg i Debatten var afgjort Nationaløkonomens, Dr. polit. L. V. Bircks, der begyndte med teoretisk at undersøge Aarsagerne til den nuværende ulykkelige Tilstand paa Arbejdsmarkedet, og gav følgende instruktive Fremstilling heraf:
Arbejdsløshedens Aarsager.
»Naar den Gruppe, som jeg har den Ære at tilhøre, er gaaet med til at arbejde paa Basis af det foreliggende Forslag og ogsaa har gjort det i Fjor ved det Forslag, som Gruppen stillede, da er det, fordi Gruppen anerkender paa den ene Side, at der er Arbejdsløshed, og paa den anden Side, at den er periodisk genkommende og følgelig uforskyldt.**)
**) Disse og følgende Udhævelser af R. S.
Vi har gentagne Gange set, hvordan der er Højperioder med Højkonjunkturer, hvor der er meget Arbejde, og Perioder kort Tid efter, hvor der intet Arbejde er. Jeg skal nævne, at vi i 1893-94, i 1900-02 og i 1908-09 have haft en Minimalbeskæftigelse, medens vi i Aarene 1896-99, 1905-07 have haft en Maksimalbeskæftigelse. Vi erkende igennem, hvad Erfaringen har lært os, at Arbejdsløsheden er periodisk, og heri ligger noget af en Trøst. Thi hvad man kan forudse, kan man jo allerede begynde at tage Standpunkt til og muligvis forebygge.
Desuden kender vi Arbejdsløshedens Aarsager. Jeg skal ikke komme ind paa de mange spredte Aarsager til Arbejdsløsheden, de Fejl, der kunne ligge i selve Produktionsmaskineriet, men blot sige, at den afgørende Hovedfejl ligger nu en Gang i vore Omsætningsmidler, i, at Omsætningen besørges af uendeligt lidt Guld og en hel Masse Kredit og Papir. Jeg saa forleden i et amerikansk Blad et Billede, der var ganske instruktivt. Det var en stor Blok, der betød hele Verdensomsætningen og alle Varernes Værdi. Denne Blok var støttet af to Stolper, paa den ene Side af en lang, tynd Pille, det var Guldet, og paa den anden Side af en vældig og bred Pille, det var Kreditten. Kredit er jo en Gang: Tillid; naar Tilliden og med den Kreditten falder sammen, standser Omsætningen, og vi faa Forhold, som vi have i Øjeblikket. Paa den ene Side ligger i Lagrene Tusinder af Varer, der ikke kunne sælges, og hvis Fabrikanter ere paa Ruinens Band, fordi de ikke kunne faa dem solgte til ordentlige Priser, og paa den anden Side er der Tusinder af Arbejdere, der ville have Arbejde og give deres Arbejde for disse Varer, men disse to kunne ikke finde hinanden.
Men fra det Øjeblik vi kende Aarsagerne og kunne forudse Virkningerne, mener jeg, at det Tidspunkt allerede er inde, hvor man kan begynde at gøre sig klart, at Spørgsmaalet om Arbejdsløsheden maaske ikke er saa uløseligt et Spørgsmaal, som man hidtil har været tilbøjelig til at tro.«
Dr. Birck berører nu, at der kan være Tilfælde, hvor Arbejderen selv er Skyld i, at han mangler Arbejde, men Dr. Birck raader til Varsomhed, naar man vil sammenligne Lønninger indbyrdes, da det paa Grund af Arbejdernes forskellige Arbejdsevne er omtrent umuligt at sammenligne Lønnen; han fortsætter: »Det er jo ogsaa saadan, at hvad enten Lønnen har været høj eller lav, hvad enten det er et toldbeskyttet Land eller et Frihandelsland, er Krisen og Arbejdsløsheden gaaet hen derover. Det er Omsætningsmidlernes Svigten, der er Skyld deri.«
Arbejdsløshedens Virkninger.
Derefter taler Dr. Birck om Arbejdsløshedens Virkninger: »Det staar da for mig, at saa megen Ulykke der end er - vi se det jo dagligt - er det ikke det værste, at den enkelte sulter, for en enkelt kan taale en hel Del; men det er den vedvarende Underernæring, som han og hans Familie lide under, den fysiske og moralske Ødelæggelse, den sjælelige Lidelse, som det er efterhaanden at se sit Hjem blive opløst; den ene Dag gaar Sofaen, den næste Gardinerne, saa Sengklæderne. Og endelig det værste, det moralske Tab, Leddiggangen for den store Arbejderbefolkning, der ikke er Ferie, men energidræbende.
Det staar derfor for mig saaledes, at det er Samfundets Pligt at tage Stilling til denne Arbejdsløshed.«
Midler mod Arbejdsløsheden.
Dernæst gaar Dr. Birck over til at tale om det andet Punkt: Midlerne imod Arbejdsløsheden. Han begynder med »Velgørenheden«, som han forkaster: »Naar der ikke ligger en dyb religiøs Følelse bag ved Velgørenheden, saaledes som i den katholske Kirke, tror jeg heller ikke, Velgørenheden for Giverne har den store Værdi. For Modtageren vil Velgørenheden under alle Omstændigheder være mere eller mindre uheldig. For den hæderlige, honette og ærekære Mand vil Velgørenheden altid være en Pine, og den uhæderlige, den dovne, den, der er uden Ære, vil Velgørenheden gøre endnu værre, end han er. Velgørenheden kan derfor maaske nok bruges som yderste Nødhjælp, men ad den Vej kan man ikke løse Arbejdsløshedsspørgsmaalet. Man kan derigennem hjælpe Børn og Kvinder, men ikke den voksne Mand uden meget ofte at komme til at gøre Skade.«
Dr. Birck stiller nu to Forslag for at raade Bod paa Arbejdsløsheden, det første er han ene om, det andet Forslag er nævnt fra alle Sider, fra alle Partier. Det første Forslag er, at Staten skal give de for et Par Aar siden anerkendte Arbejdsløshedskasser den Reservefond, som disse endnu ikke har faaet Tid til at samle, og han motiverer dette med følgende Redegørelse for Principperne for Arbejdsløshedskasserne:
»Om Forsikringen*) vil jeg gerne sige, at denne Hjælp er mindst skadelig; thi den er i Virkeligheden gensidig.
*) Arbejdsløshedskasseforsikringen.
Den, der hjælper i Dag, skal maaske selv hjælpes af de andre i Morgen, og hvis vi i et Aar anvendte l Million Kr. til Arbejdsløshedskasserne, saa gives de 400,000 Kr. ganske vist af Staten og 100,000 Kr. af Kommunen, men de 500,000 gives af arbejdsløse selv, og den Hjælp, der ydes gennem Arbejdsløshedskasserne, vil derved føles ikke, som en Almisse, men som en Ret, som de paa-gældende Medlemmer have opnaaet ved Delagtighed i Samfundsopsparing, og som er betinget af, at de selv til andre Tider er villige til at gøre Gengæld mod dem, der nu er de hjælpende. Derfor er det min Overbevisning, at denne Hjælp ikke ødelægger noget og ikke gør den Skade, som megen anden offentlig Hjælp gør.
Men der er den Fejl ved al Forsikring, at den er nu en Gang gennemsnitlig. Vi ansætte en Forsikringspræmie efter 10 - 20 Aars Gennemsnit. Hvis en Livsforsikringsanstalt f. Eks. faar et meget haardt Dødsaar, gør det ingenting, for dette Aar opvejes af en Del andre Aar, hvor den maaske har haft meget faa Dødsfald.
Men i Fald en Livsforsikringsanstalt skal træde i Kraft i samme Øjeblik, den møder en Epidemi, vil den gaa Fallit med det samme.
Paa selv samme Maade gaar det med disse Arbejdsløshedskasser. Deres Præmier er beregnede efter et Gennemsnit; men i samme Øjeblik, som Kasserne ere blevne aabnede, have de mødt det tekniske Uheld at staa over for en Arbejdsløsheds-Epidemi af stort Omfang, og de staa der som et Selskab, der ingen Reservefond har. Men jeg mener da, at naar vi have skabt disse Arbejdsløshedskasser, er det vor Pligt at skaffe dem en Reservefond. --------- Hvis nu Loven var bleven vedtagen i 1903, vilde disse Kasser sikkert nu have haft en Reservefond paa over ¾ Mill. Kr., og jeg anser det da for heldigt, at Staten skaffer denne Reservefond til Veje.
Jeg tror ganske ærligt, det er baade klogt og rigtigt at gøre det. Det er klogt først og fremmest, fordi vi nu en Gang have skabt disse Arbejdsløshedskasser. De ere Kød af vort Kød og Blod af vort Blod. Danmark er det Land, der bedst og i størst Udstrækning har kunnet løse den Opgave. Det er det Land, der har taget Initiativet, og ikke blot taget Initiativet i Henseende til Lovgivningen, men ogsaa det Land, hvor disse Kasser have haft den største Tilslutning fra Arbejdernes Side. Derfor staar det for mig som uendelig rigtigt, at vi ikke bagefter kunne tillade denne Sukces at blive til en Skandale og Fallit.
Jeg tror, vi har Interesse af at opretholde disse Kasser, saaledes at vi, naar Krisen er forbi, og Arbejdsløsheden om et eller to Aar er færdig, have reddet Arbejdsløshedskasserne ud af deres første alvorlige Prøvelse. Vi ere blevne nævnte paa udenlandske Kongresser i Anledning af disse Arbejdsløshedskasser. Europa ved, vi have dem og interesserer sig for dem. Og jeg synes, vi have noget af en Pligt over for andre Stater til at vise, at det Eksperiment, vi have paataget os, kunne vi ogsaa føre igennem.«
Det andet Middel, Dr. Birck foreslog, og som var nævnt fra flere Sider, var dette: at skaffe de Arbejdsløse Arbejde i Stedet for at give dem Almisse, og da Staten og Kommunen er vore største Arbejdsgivere, vilde det jo ikke være vanskeligt at skaffe en stor Del Arbejde, nemlig ved, at Staten og Kommunen fremskyndede de allerede paatænkte Arbejder eller gav Bevilling til flere nye Arbejder. I det hele taget mente Dr. Birck - som ogsaa fra Udvalgsflertallets Side fremsat - at Staten (og Kommunen) havde en stor Opgave i Fremtiden ved at være den afbalancerende Magt; i gode Tider skulde Staten spare paa sine Nybygninger, i arbejdsløse Perioder skulde den forcere dem. Dersom Staten ikke holder igen i livlige Perioder, vil Resultatet være det, at der kaldes en stor Mængde Arbejdere til København, og disse vil i høj Grad forværre Situationen her, naar Arbejdet saa slipper op i de daarlige Tider. Hvis Staten saa endvidere i de daarlige Tider, hvor det private Initiativ er ringe, sætter Arbejder i Gang, vil dette virke paa den sløje Kredit, gennem Arbejdslønudbetalinger sættes Penge ud mellem Folk og paa denne Maade afbødes de daarlige Tiders Virkninger for en stor Del. I disse ekstraordinære daarlige Tider foreslaar derfor Dr. Birck, at Staten bevilger et ekstraordinært Beløb (10 Mill.) til nye Arbejder.
Endnu et Par andre Ideer, der fremkom under Sagens Behandling, bør nævnes. Saaledes, at der maaske kunde oprettes Arbejdsanvisningskontorer Landet over, hvorved Arbejdskraften kunde fordeles fra de Steder, hvor der var for meget af den, til de Steder, hvor der var for lidt, og særligt skulde man bestræbe sig for ikke at kalde for mange Arbejdere til København. Andre nævnede, at man i Stedet for at forære de Arbejdsløse Penge - skulde give dem Pengene og saa faa udført Arbejde derfor, selv om det var mindre presserende Arbejde, naar blot det var nyttigt, f. Eks. opdyrke Mose- og Hedestrækninger. Socialdemokraterne (Sabroe) paapegede det urimelige i, at der rundt om i Landet boede en Mængde Mennesker i usunde eller faldefærdige Huse, medens der samtidig var en Mængde overflødig Arbejdskraft til Stede. Hvis Staten enten bevilgede Penge til Opførelsen af Arbejderboliger eller stillede Penge til Raadighed som rentefri eller meget billige Laan til Reparationer af gamle Huse - mange private Husejere vilde sikkert benytte en saa god Lejlighed til at faa deres Huse restaurerede - vilde der vindes to store Goder paa én Gang: Samfundsnyttigt Arbejde vilde blive gjort og ledig Arbejdskraft benyttet.
Ved Afstemningen lykkedes det ikke Dr. Birck at faa sine Forslag vedtaget, da man mente, at det, der skulde gøres nu, var øjeblikkelig Hjælp,*) saa kunde man altid senere tale om, hvad der skulde gøres for Fremtiden, men der er ikke Tvivl om, at de mange og gode Tanker, der kom frem under dette Lovforslags Behandling, baade fra Dr. Bircks og fra anden Side, vil vise sig at bære god Frugt og hjælpe til at mildne de stadig tilbagevendende Arbejdsløshedsperioders Ulykker.
*) Det Lovforslag, der havde mest Sandsynlighed for at gaa igennem, vilde bemyndige Kommunerne til at give ekstraordinære Tilskud til Arbejdsløshedskasserne, altsaa overlade Kommunerne Initiativet og Ansvaret, men i det Øjeblik, da dette skrives, foreligger endnu ikke den endelige Afgørelse af Lovforslagets Skæbne.
