« Tilbage til søgeresultaterne
Det offentlige Fattigvæsen
Af Fuldmægtig i Indenrigsministeriet V. Haarløv.
Gennem Valgretten og Valgbarhed til de kommunale Raad er der aabnet danske Kvinder Adgang til at deltage i Ledelsen af den offentlige Fattigforsørgelse. Der foreligger her et Samfundsomraade, som i særlig Grad er egnet til at drage Nytte af Kvinders praktiske Livserfaring og Evne til at drage Omsorg for trængende og lidende Mennesker. Den kommunale Fattigpleje er imidlertid ikke - saaledes som den private Velgørenhed - en fri og ukontrolleret Gerning, i hvilken den enkelte Institution eller Personlighed selv kan bestemme de Regler, der skulle følges; for Fattigvæsenets Vedkommende er der ved Lovgivningen og Administrationens Afgørelser draget bestemte Grænser og fastslaaet visse Grundsætninger, hvis Overholdelse paahviler de kommunale Bestyrelser og kontrolleres af Statsmagten.
I Grundloven af 5. Juni 1849 er det foreskrevet, at enhver, der ikke er i Stand til selv at forsørge sig og sine, og hvis Forsørgelse ikke paahviler nogen anden, har Ret til Hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde. I Overensstemmelse med denne Hovedgrundsætning, der iøvrigt allerede fra Slutningen af det 18. Aarhundrede har været gældende i dansk Lovgivning, bestemmer Fattigloven af 9. April 1891, at det offentlige er pligtigt at komme enhver til Hjælp, for saa vidt og saa længe han ikke er i Stand til at forskaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde.
Det er herved fastslaaet, at enhver trængende har Ret til Hjælp af det offentlige, og denne Ret er sikret ved Landets Grundlov. Den eneste, nødvendige og tilstrækkelige Betingelse er, at vedkommende er trængende til Hjælp, og Hjælpen skal da ydes, uanset at Trangen er selvforskyldt og i det hele uden Hensyn til dens Oprindelse. Den trængendes større eller mindre Værdighed og øvrige personlige Forhold ville udøve Indflydelse paa Forsørgelsesmaaden. Medens Fattighjælp vel i Reglen kun ydes efter derom fremsat Begæring, kan det dog efter Omstændighederne være Fattigvæsenets Pligt selv at tilbyde sin Bistand, naar det kommer til Kundskab om en foreliggende Nødstilstand. Derimod kan Fattighjælp ikke ydes voksne og sjælssunde Personer, som udtrykkelig vægre sig ved at modtage saadan Hjælp, og det paahviler Fattigvæsenet at forebygge enhver Misforstaaelse hos vedkommende trængende med Hensyn til Hjælpens Karakter og Virkning som Fattighjælp.
Det offentliges Hjælp skal tilstaas dem, der savner det nødvendige til Livets Ophold eler til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde. Det er Savnet heraf, altsaa ligefrem fysisk Trang, som Fattigforsørgelsen er bestemt til at afværge. Hjælpens Omfang bliver herved begrænset til de egentlige Livsfornødenheder (Føde, Klæder, Husly, Varme og Sygepleje); derimod er det ikke i Almindelighed Fattigvæsenets Kald at gennemføre en videregaaende Forbedring af de understøttedes Livsvilkaar. Det er af Betydning at fastholde denne Fattigforsørgelsens lovmæssige Begrænsning, bl. a. for ikke at svække Driften til Selvhjælp eller hæmme den private Velgørenhed. Fattigvæsenet maa dog selvfølgelig ofte udstrække sin Bistand ud over det absolut fornødne til Livets Ophold, hvilket navnlig gælder ved Forsørgelsen af Børn og unge Mennesker eller af Personer, som paa Grund af Alder eller Svagelighed ere arbejdsudygtige.
Med Hensyn til Forsørgelsesmaaden bestemmer Fattigloven, at de trængende forsørges enten ved Understøttelse i Hjemmet eller ved Anbringelse i Pleje hos private eller ved Optagelse i Forsørgelsesanstalter.
Til at afgøre, under hvilken Form Fattighjælp i hvert enkelt Tilfælde bør ydes, naar Hensynet saa vel til Humanitetens Fordringer som til Kommunens økonomiske Tarv skal ske Fyldest, udkræves et nøje Kendskab til den trængendes hele Personlighed og hans Livsforhold. De mest forskellige Hensyn bør herved kunne komme i Betragtning, eftersom Hjælpen skal ydes en enlig Person eller en Familie, og eftersom den paagældende er ung eller gammel, arbejdsfør eller helt eller delvis ude af Stand til Selverhverv, er en mindre værdig trængende eller uforskyldt er kommen i Nød etc. Af særlig Betydning i saa Henseende er ogsaa Forskellen mellem Forholdene i Byerne, navnlig de større, og paa Landet samt Hensynet til de stedlige Forhold i hvert enkelt Fattigdistrikt.
Ved Valget mellem de forskellige Forsørgelsesmaader bør der tages et vist Hensyn til vedkommende trængendes eget Ønske, men den endelige Bestemmelse er overladt Fattigbestyrelsen. Som Regel bør Understøttelse ydes i Hjemmet frem for ved Indlæggelse i Anstalter og som midlertidig fremfor som vedvarende, idet Ophold i en Forsørgelsesanstalt saa vel som længere Tids fast Understøttelse i Hjemmet erfaringsmæssig forringer den paagældendes Selvstændighedsfølelse. Naar de praktiske Forhold tillade det, maa Hjælpens Ydelse i Naturalier foretrækkes for Pengehjælp. Det er ikke tilladt Fattigvæsenet at anvende Kommunens Midler til Betaling af en trængendes Gæld eller til Driftsudgifter i hans Virksomhed. Kun ganske undtagelsesvis kan der blive Spørgsmaal om al yde saadan Hjælp, f. Eks. til Indløsning af pantsatte Nødvendighedsgenstande eller til Anskaffelse af Værktøj o. lign. Det er ligeledes uberettiget at tilstaa Fattigunderstøttelse til Udvandring fra Landet eller til Bortrejse fra Kommunen udenfor Tilfælde af lovlig Hjemsendelse.
Der maa ikke ydes vagabonderende. Personer, som henvende sig til Kommunerne om Fattighjælp, Understøttelse i Form af Rejsepenge, uden at det er godtgjort, at der i Forvejen er sikret dem Arbejde andetsteds. Derimod er det Fattigbestyrelsens Pligt at drage Omsorg for, at saadanne Personer blive anbragte i passende Forsørgelsesanstalter.
Anbringelse i Pleje hos private vil navnlig finde Sted med Hensyn til Børn samt ældre svagelige Personer, hvem der kan forskaffes Ophold hos Slægtninge eller andre, som ere i Stand og villige til at have Omsorg for dem.
Til Forsørgelsesanstalter henvises i Reglen kun Personer, som paa Grund af Alder eller Svagelighed ere ude af Stand til at føre et selvstændigt Liv, eller hvis Trang skyldes Uvillighed til Arbejde, Drikfældighed og lignende Aarsag. I Anstalterne skal der gennemføres en Adskillelse mellem værdige og uværdige trængende. - Paa Landet er iøvrigt i de senere Aar et stort Antal Fattiggaarde nedlagte og bortsolgte, idet man stedse mere har kunnet gaa over til Understøttelse i Hjemmet.
Fattigvæsenet skal føre et virksomt Tilsyn med de Børn, som ere anbragte under dets Forsorg. Naar Børnene ere forældreløse, anbringes de i en god Familiepleje. Plejeforældrene ere underkastede en stadig og indgaaende Kontrol fra det offentliges Side ved Hjælp af frivillige Medarbejdere, i Reglen Kvinder, som i hvert Sogn paatage sig at føre Tilsyn med Plejebørn.
For alle trængendes Vedkommende skal Fattigvæsenet føre Tilsyn med, at de ikke savne det nødvendige til Livsophold eller forsvarlig Kur og Pleje i Sygdomstilfælde. Til Hjælp ved Tilsynet kan Fattigbestyrelsen udnævne nogle dertil egnede og villige Mænd eller Kvinder, som frivillige Tilsynsførende. Disses Opgave skal være jævnlig at tilse de fattige, særlig de gamle eller svagelige, og for saa vidt angaar dem, der understøttes i Hjemmet, at føre Tilsyn med, hvorledes de anvende den ydede Understøttelse og forsørge og opdrage deres Børn, samt hvorledes deres Forhold i det hele ere. Saafremt disse Tilsynsførende komme til Kundskab om Misbrug eller Mangler, skulle de herom gøre Indberetning til Fattigbestyrelsen og fremsætte deres Forslag til Afhjælpning. Naar der fremkommer Begæring om Fattighjælp, eller de Tilsynsførende paa anden Maade blive vidende om, at nogen indenfor deres Distrik trænger til Hjælp, skulle de bistaa Fattigbestyrelsen ved Forholdenes Undersøgelse og ved Bestemmelsen af, hvad og hvor meget der bør ydes.
Fattigforsørgelsen i Danmark er betroet Kommunerne, af hvis Midler Fattigudgifterne udredes. Staten fører et Overtilsyn med de kommunale Fattigbestyrelsers Virksomhed. I Købstæderne nedsætter Byraadet et Fattigudvalg, der paa Byraadets Vegne varetager Ledelsen af Fattigvæsenets Anliggender.
Men Hensyn til Forsørgelsesstedet er det Fattiglovens Regel, at den Kommune, i hvilken en Person bliver trængende til Fattigunderstøttelse, skal træde hjælpende til. Der kræves ikke nogen nærmere Tilknytning, f. Eks. gennem Bopæl mellem den trængende og vedkommende Kommune; det blotte Forhold, at vedkommende i Trangsøjeblikket er til Stede i Kommunen, medfører Forpligtelse for denne til at træde til.
Hvis den trængende ikke har Forsørgelsesret i den Kommune, hvor han opholder sig i Trangsøjeblikket, har sidstnævnte Kommune (Opholdskommunen) Krav paa Erstatning hos Forsørgelseskommunen af tre Fjerdedele af Udgiften ved den paagældende Forsørgelse. Til Erhvervelse af Forsørgelsesret i en Kommune udkræves 5 Aars uafbrudt Ophold efter det fyldte 18. Aar. Modtagelsen af Fattighjælp afbryder Erhvervelsen af Forsørgelsesret. Den, som ikke paa denne Maade har erhvervet Forsørgelsesret, er forsørgelsesberettiget i den Kommune, hvor han er født.
Naar en Person modtager Fattighjælp udenfor sin Forsørgelseskommune, har Opholdskommunen Adgang til at lade ham hjemsende. Fattigloven har dog væsentlig indskrænket Hjemsendelsesretten, ligesom ogsaa Administrationen har fastslaaet som Grundsætning, at der ved Spørgsmaal om Hjemsendelse af trængende ikke alene bør ses hen til Kommunernes Interesse, men at Hensynet til de trængende i første Række maa komme i Betragtning. Det er bl. a. en Betingelse for Hjemsendelse, at denne kan ske uden væsentlig at forringe vedkommende trængendes Adgang til Erhverv; det vil herved ofte være udelukket at hjemsende en Familie fra By til Land, eller omvendt.
Fattighjælpens Virkning er forskellige Indskrænkninger i den understøttedes Retsstilling. Den, der har modtaget Fattighjælp, mister Valgret og Valgbarhed til Rigsdagen og de kommunale Raad, med mindre Hjælpen er eftergiven eller tilbagebetalt. Desuden er den understøttede undergivet Fattigvæsenets Myndighed og Tilsyn. Formaalet med dette Tilsyn er at vaage over, at Personer, der modtage Fattighjælp, føre et arbejdsomt og ordentligt Liv, at Hjemmet opretholdes, og at fornøden Pleje ydes i Sygdomstilfælde. Fattigbestyrelsen bør benytte sit Kendskab til de fattige til at virke for, at disse søge Optagelse i Sygekasser.
Det er sikkert fra et socialt Synspunkt nødvendigt, at der til Fattighjælps Modtagelse knyttes Indskrænkninger i vedkommendes personlige Retsstilling; der ligger heri et opdragende Moment af stor Værdi. Men paa den anden Side anerkender Fattigloven, at Trangen i en Række Tilfælde kan være ganske uforskyldt, og at i saa Fald de sædvanlige Virkninger maa bortfalde. Det er saaledes bekendt, at Lægehjælp, Jordemoderhjælp og Hjælp til Begravelse ikke medfører Fattighjælps Virkning. Det samme gælder om Udgifter til Underhold samt Kur og Pleje af blinde, døvstumme, aandssvage, sindssyge, epilepetikere, vanføre, lemlæstede, tuberkuløse, skufuløse og Lupuspatienter ikke betragtes som Fattighjælp, naar de paagældende ere optagne paa en Statsanstalt eller af Staten godkendt Anstalt eller under dennes Tilsyn ere anbragte i Pleje hos private (kontrolleret Familiepleje). Sygekasse-Medlemmer have Ret til, naar Sygekassehjælpen ophører, i et vist Omfang at modtage Hjælp af det offentlige uden Fattighjælps Virkning.
I det foregaaende er det søgt at give en Oversigt over de gældende Hovedregler for den offentlige Fattigforsørgelse. Det er Samfundets Nødhjælp, som herigennem ydes, og det kan vel næppe undgaas, at Arbejdet i Fattigvæsenets Tjeneste i nogen Grad præges heraf og undertiden kan faa en mere skematisk Karakter end ønskeligt. Men udenfor Lovens Rammer vil der dog stedse være en rig Mulighed for ved sand Humanitet og praktisk Sans at virke til Gavn for de fattigste i Samfundet. En god Bistand i Arbejdet er de kommunale Hjælpekasser saa vel som den private Velgørenhed, hvis Midler - i Samarbejde med Fattigvæsenets Ledelse - bør være til Støtte for saadanne trængende, som kun midlertidig behøve Hjælp og derfor saa vidt muligt ikke skulle inddrages under den offentlige Fattigforsørgelse.
