« Tilbage til søgeresultaterne
I Anledning af Svarene paa Interpellationen
Ærede Redaktion!
Jeg har i dette Øjeblik modtaget »Kvinden og Samfundet« for 30. Juni og med Interesse læst de Svar, som Kandidaterne ved sidste Folketingsvalg har givet paa »Dansk Kvindesamfund« s Spørgsmaal om deres Stilling til Kvindens politiske Valgret.
Flere af Kandidaterne har - paa en Maade, der ikke tiltaler mig - ligesom »dækket« sig under den Kendsgerning, at vi fornylig har faaet tilstaaet kommunal Valgret.
Et Svar som dette, »at vi maa vente lidt og bruge den Valgret, vi har«, eller at man inden man kan støtte Kravet om politisk Valgret, først vil »se hvorledes Kvinderne fremtidig vil udfylde deres Plads i det kommunale Liv« o. s. v., er sikkert Udtryk for en Opfattelse, som ikke bør have Lov til at samle mange Tilhængere.
Udtalelser som disse (de to citerede er taget i Flæng - man træffer flere tilsvarende baade i Bladet og Mand og Mand imellem) er der Anledning for Kvinderne til nøje at overveje, inden de anerkender dem som besindig og klog Tale, der er værd at lytte til og at rette sig efter.
Først dette, at vi skal bruge den Ret, vi har! - Hvor mange kommunale Valg skal vi deltage i, og i hvor stort et Procenttal, inden man skønner, at vi kan bruge vor Ret?
Ved den første og eneste Lejlighed hvor vi har kunnet lægge vor Interesse for Dagen, har vi gjort dette i en Udstrækning, som meget vel taaler at sammenlignes med den Iver efter at »bruge Retten«, som udvistes af den Del af det kommunale Vælgerfolk, der har haft denne Ret mange Aar forud for os.
Denne Grund for »Henstand« vil maaske nogle faa Kvinder, der ikke har givet sig Tid eller haft Lyst til at beskæftige sig videre med Spørgsmaalet, tage for gode Varer; men for enhver der kender lidt til Tingene, vil den kun virke som et Resultat af daarlig Underretning om Sagernes rette Forhold.
Den maa naturligvis kraftigt tilbagevises, men hører dog ikke til de farligste.
Anderledes med den næste:
»Man vil først se, hvorledes Kvinderne fremtidig vil udfylde deres Plads i det kommunale Liv,- den gælder mere de valgte, end de der vælger, og i første Øjeblik kan der maaske synes noget rimeligt i, at disse kvindelige Medlemmer i de kommunale Raad Landet over, skal ligesom aflægge et Vidnesbyrd om, hvorvidt det vilde være Samfundet tilgode at give Kvinderne fuld Medbestemmelsesret i dets Anliggender.
Men det er kun i første Øjeblik, det forekommer En, at denne Grund har nogen Berettigelse - i næste Sekund maa man nemlig gøre sig selv det Spørgsmaal, om der virkelig er sund Fornuft i at disse hundrede og nogle og tyve (jeg husker ikke saa nøje Tallet, men over 130 var det ikke), der er valgt ind i Raadene Landet over, skal være den Maalestok, hvormed Tusinder af Kvinders Forstand paa og Modenhed til fuld Deltagelse i det offentlige Liv, skal maales - og om denne Maalestok vil give et sandt Udtryk for det Forhold, som man ønsker undersøgt.
Jeg nærer ingen Frygt for, at mine Medsøstre i det kommunale Arbejde for en uhildet Dommer i det store og hele skal staa tilbage for deres mandlige Kolleger - men skulde en og anden iblandt dem vise sig Opgaven underlegen - ja, selv om det skulde gaa saaledes, at mange af dem ikke har den Indsigt, og er til den Hjælp, som vort kommunale Styre behøver, saa hævder jeg dog i Retfærdighedens Navn, at saadanne Tilfælde bør ikke anvendes som Vaaben imod den Del af de kommunale Vælgere, der hører til samme Køn og som fordrer fuld Borgerret.
For det første er det et saa uhyre lille - meningsløst lille - Antal af dette Køn, man har givet Plads for og derved Lejlighed til at vise, hvad det duer til. - Af over 9,500 Kommunalraads-Medlemmer er ca. 130 Kvinder!!
Vil det ikke være absurd, at lade denne meget lille Floks eventuelle Uduelighed staa som et talende Bevis for alle deres Kønsfællers Duelighed? Ingen, der er i Besiddelse af et Gran af Retfærdighedsfølelse kunde gaa med til sligt!
(Skulde der i det hele taget anlægges en Intelligensskala for Opnaaelse af politisk Valgret, saa tror jeg, at Mandefaldet vilde blive ligesaa stort hos den Del af Befolkningen, der nu har Retten, som hos. den Del, der kræver den).
For det andet er der en Ting, som jeg særlig ønsker at fremhæve: Det er i mange - rimeligvis i de fleste - Tilfælde ikke Kvinderne selv, der har bestemt, hvem af deres Kønsfæller, der skulde optages paa Listerne.
I min Nabokommune havde de kvindelige Vælgere udpeget flere dygtige Kvinder, som vilde følge de forskellige Partier. Man foreslog dem til Partierne og en enkelt af dem blev optaget. Flere af Partierne vragede imidlertid disse Emner, og tog andre Kvinder paa deres Lister.
Nu vil Skæbnen, at en af disse kvindelige Kandidater - der blev valgt og som ikke er udpeget af sit eget Køn - har det Uheld ikke at finde Anerkendelse hos en at sine mandlige Kolleger, som forleden Dag var tankeløs nok til at undre sig over, »at Kvinderne dog lod sig saa slet repræsentere i Raadet og satte saadanne Kandidater ind!«
Hvad jeg ønsker at slaa fast er:
at de Kvinder, der er valgt ind af Partierne repræsenterer Partierne og ikke Kvinderne,
at et Valg blandt disse Kvinder, som viser sig at være et Fejlgreb, ikke med Rette kan slynges i Ansigtet paa de Kvinder, der banker paa for at komme videre, og
at et saadant Fejlgreb er ligesaa pinligt for de mandlige som for de kvindelige Vælgere, der har stemt paa vedkommende Liste og ikke mere pinligt end om det havde drejet sig om en mandlig Kandidat, valgt paa samme Liste.
Man fraraadede os at danne særlige Lister, man bejlede til os som »Partifæller«, og de Kvinder, der er valgt som saadan er et Udtryk for Dueligheden indenfor et bestemt Parti, ikke indenfor et bestemt
Køn.
Jeg advarer imod, at Kvinderne i deres berettigede Krav om politisk Stemmeret lader sig sætte til Vægs af Grunde, som de her nævnte.
Det er Fælder, hvori vi maa vogte os for at lade os lokke, og derved sætte noget af den Styrke til, hvormed vi netop nu skal kræve det sidste meningsløse Skel slettet.
