« Tilbage til søgeresultaterne

Om „Landbrug som Erhverv for Kvinder"

Af: Helga Sehested

« Se emneord

Et Foredrag fra  »Det internationale Kvinderaad«s Møde i Toronto 1909.

(Efter Opfordring af »Danske Kvinders Nationalraad« skal jeg - der selv er en af de Kvinder i Danmark, der driver Land­brug som Erhverv, efter at jeg specielt har uddannet mig hertil - gerne meddele nogle Tal og Erfaringer til Belysning af førnævnte Spørgsmaal).

Det hænder ikke sjældent her i Dan­mark, at Kvinder kommer til at drive Landbrug, baade - efter vore Forhold - større og mindre Brug, f. Eks. ved at En­ker beholder deres afdøde Mands Gaard eller Huslod, eller at Kvinder paa anden Maade arver Jord.

Sjældnere køber, lejer eller forpagter Kvinder Jord, men det sker dog.

At Kvinder ligefrem uddanner sig forud - med Landbrug som Livsstilling for Øje - er ganske vist endnu ikke al­mindeligt, men jeg tvivler ikke om, at det i Fremtiden vil finde hyppigere Sted; thi i mange Maader er Landbrug en smuk og interessant Virksomhed, hvor Kvindens Kræfter godt kan strække til, naar hun vælger sin personlige Del af det forefalden­de, korporlige Arbejde fornuftigt.

Det er i denne Sammenhæng af Inter­esse at se, hvormange og hvorledes Kvin­der i Danmark allerede er beskæftigede ved Landbrug, og jeg skal derfor henvise til nedenstaaende Tal. Af Danmarks Kvinder findes - efter statistisk Bureaus sidste Opgørelse 1901 - ca. 724,000 i Landsog­nene, heraf er der ca. 150,000 Kvinder, el­ler 20,8 pCt., der er Forsørgere og beskæf­tigede ved Landbrug.

I grove Træk saaledes fordelt:

1)   ca. 9 pCt., heraf er selvstændigt erhvervende, f. Eks. Godsejere, Proprietærer, Husmænd,   Forpagtere m. m.

2)  ca. l pCt. Funktionærer og

3)   ca. 90 pCt. Arbejdere o. lign.

Dette er baade Enker, gifte og ugifte Kvinder.

Angaaende Uddannelsesanstalter, Sti­pendier, Statshjælp til Erhvervelse af Jord o. s. v., da staar disse, i de fleste Tilfælde aabne for Kvinder, saavel som for Mænd, vi skal blot noget mere benytte disse Mid­ler end Tilfældet er.

Vil en Kvinde vælge til sin Livsstilling at være Landbruger og uddanne sig hertil, bør hun nøje overveje, om hun vil have et lille Jordbrug, hvor hun selv deltager i næ­sten alle Arbejder, eller hun vil være Ar­bejdsgiver paa et større Landbrug. Der er nemlig da 2 forskellige Veje for Uddan­nelse at slaa ind paa.

1) Danske Kvinder kan studere Agrikulturvidenskab ved »Den kgl. Veterinær-og Landbohøjskole« i Kjøbenhavn; man kan dér tage Eksamen som candidata agriculturæ (Landbrugskandidat). Endnu er der kun to Kvinder, der har taget denne Eksamen, nemlig én, foruden jeg selv.

Efter endt Eksamen kan man søge Landbrugsministeriets Stipendier til en el­ler flere Studierejser i Udlandet. (Det har dog nok hidtil af Kvinder herhjemme kun jeg faaet).

Understøttelse til Ophold og fri Un­dervisning m. m., kan Kvinder sikkert ogsaa nok faa Del i.

Efter at have lært praktisk Landvæ­sen paa en eller flere Gaarde i 3-4 Aar, vil en saadan Studietid (2-3 Aar) være i høj Grad anbefalelsesværdig for Kvinder af den velstillede Klasse, som skal drive et større Landbrug senere. I de sidste 20 Aar er nemlig Konkurrencen i Landbruget her i Danmark bleven saa stærk, at det virke­lig er en stor Hjælp at have særlig gode, faglige Kundskaber som Rygstød til de maaske ikke altfor rigelige Pengemidler, som vel de fleste af os maa slaa os igennem med.

2) Vil en Kvinde derimod have en mindre Gaard eller Huslod, kan hun be­søge en af de mange Landbrugsskoler, vi har for unge Mænd og deltage i Kursus paa fra 5 til 9 Maaneder. Til disse Skoler er knyttet Landbrugskandidater, Semina­rister o. a. som Lærere. Ofte findes et lille kemisk Laboratorium, et Mønsterkreaturhold o. lign.

Disse Landbrugsskoler er beregnede paa unge Bondesønner, der først har lært praktisk Landvæsen og bagefter enten skal have egen mindre Gaard, være Gaardbestyrere eller Forvaltere.

Yderligere findes i Danmark Husmandsskoler, der giver Undervisning ogsaa til Husmænd, der allerede har Hus og Hjem.

Disse Skoler er - tillige med de saakaldte »Vandrende Aftenkursus« og Fore­drag - meget besøgt af Mænd, men ogsaa af Kvinder.

Særlige Landbrugsskoler for Kvinders Uddannelse til Landbrugere, findes ikke; men efter min personlige Erfaring er det i høj Grad gavnligt for os, naar vi skal ud­dannes til Mænds Arbejde, da at studere det sammen med disse. Under Stu­diet kommer vi til at deltage i det forfri­skende og fornøjelige Kammeratliv, lærer uvilkaarlig at forstaa og kende Mænds Temkemaade og Karakter, hvad der er meget gavnligt for en Kvinde, der senere enten skal beskæftige Mænd i sin Tjeneste, ar­bejde sammen med dem, eller under dem, eller drive Forretning med dem.

(Jeg har stadig gjort den Erfaring, at Mænd gennemgaaende er elskværdige og ridderlige Kammerater at arbejde med, og Flirt og Pjank kan godt undgaas. Vi Kvin­der kommer let langt ind i Arbejder, hvor Mænd hidtil har hersket alene, ved venligt, loyalt Samarbejde med dem og i fornøjelig, godmodig Kappestrid, fremfor at vise et nervøst, ubehersket Konkurrencesind).

Man har ofte spurgt mig, om der ikke, dels i Undervisningstiden, dels i Praksis, var mange flere Vanskeligheder for en Kvinde at overvinde, end for en Mand. Nogle er der vel, men forudsat at Kvin­den er opfødt paa Landet, kender de prak­tiske Arbejder, har passende Skolekund­skaber og den virkelige Interesse for sit Fag, som udkræves til at følge ordentlig med, er disse Vanskeligheder ikke saa store.

Mine egne Erfaringer gaar ogsaa her ud paa, at en Dame snarere overalt mø­der venlig Imødekommenhed end Vrang­vilje fra Mændenes Side.

Kun i det Tilfælde, at jeg skulde føle mig fristet til at smide en Bølle ned ad Trapperne, vilde jeg føle mig adskilligt ringere udrustet end en Mand til det Styk­ke Arbejde; men for det første er der mange Mænd, der heller ikke kommer godt fra slige Slagsmaal, og for det andet be­høver Uenighed dog ikke at komme saa vidt.

De store Redskaber, der er beregnede paa Mandens fysiske Kræfter, kan en Kvin­de ikke i Længden haandtere saa godt som en Mand.

I fysisk Kraftudfoldelse skal vi Kvin­der ikke prøve paa at konkurrere med Mænd i Landbrugsarbejde; men enten leje den mandlige Hjælp, hvor denne er nød­vendig eller mest praktisk, eller tage den mekaniske Kraft til Hjælp, hvor det lader sig gøre, og afpasse Maskiner og Redskaber efter Kvindens Evner o. s. v.

En Kvinde kan iøvrigt meget godt, naar hun er inde i sine Ting, selv vise sine Folk, hvorledes hun vil have sit Arbejde gjort, uden at hun i timevis behøver at holde ud med sine Arbejdere i selve Arbejdet. I det forefaldende administrative Arbejde, Regn­skaber, Forretninger, Tilsyn o. s. v., stræk­ker Kvindens Evner og Kræfter udmærket til, og det vilde dog saa være dumt af os at anvende disse, hvor de ikke er rigtig fyldestgørende, eller hvor det koster for stor Anstrængelse at følge nogenlunde med.

Vi bør naturligvis altid bruge Mænd til Hjælp, hvor dette bedst lønner sig, og de kan faas.

Vilde man spørge, om jeg antager, at Kvindens Evner kan egne sig til at ad­ministrere et Landbrug, kan jeg dertil svare: Ja.

Om Kvindens Kræfter strækker til til alle Slags Landbrugsarbejder? Dertil maa jeg svare, praktisk talt, Nej; men dog vil meget, som nu almindelig ud­føres af Mænd, godt kunne udføres af Kvinder. Naar en Kvinde, der er Landmandsbarn og opfødt paa Landet, kommer ud som Landvæsenselev paa en Gaard, og hun kan passe sine Heste og kører godt, kan hun lære at pløje, harve og saa omtrent ligesaa let som en Mand (Kornsække, hvoraf hun skal fylde i Ma­skiner, tager hun kun halvt saa fulde som en Mand vilde gøre). Køre Slaa- og Høst-maskiner, Hesteriver, Radrensere m. m. kan vi ogsaa (lidt længere Skaft paa Skruenøgler og Vægtstænger end almindelig be­regnede for Mænds Kræfter vilde være be­hageligt). Køre Hø og Korn ind og køre Gødning ud gaar an; men Skørtet er i Vejen, og det kniber at holde ud med Mænd. Ligesaa ved at »række« og »tage fra« (Hø og Kornneg). Vi Kvinder kan nok udføre disse Arbejder, men bliver hur­tigere trætte. Dog ses det ikke sjældent paa danske Herregaarde, at polske Piger bruges hertil. Vi kan altsaa gøre det, der­som mandlig Arbejdskraft ikke er til Stede, særlig i mindre Avlsbrug maa Kvinderne ofte tage fat med. Ogsaa Maskiner inde i Husene kan vi lære at betjene; er det nød­vendigt, at Kvinder bruger dem, kan de ofte let ved længere Vægtstænger, større Svinghjul, større Tandhjul m. m., afpasses efter kvindelig Betjenings Kræfter.

Ligeledes er der de Byrder, Mænd let løfter, og som Kvinder kun løfter med Be­svær; dem maa de enten dele, hvad der tager Tid eller atter lidt snildt benytte me­kanisk Kraft (Tallier, Ruller o. lign.), alt­sammen under Forudsætning af, at det ikke er mere praktisk at lade Mænd gøre Tingene.

Hvad det angaar at passe Heste, Kvæg og Svin, da udføres dette Arbejde mange Steder her i Danmark af Kvinder (paa Smaagaardene, 10-20 Hectares, og i Hus­mandsbrug, 2-3 Hectares), ligesaagodt og paalideligt som af Mænd. Men paa større Gaarde bliver dette Arbejde saa meget og strengt, at der skal holdes l ½  Kvinde, hvor l Mand kan overkomme det, og altsaa kan det ikke betale sig at have Kvinder paa de Poster.

Iøvrigt er det forbavsende at se, hvad Kvinders Kræfter kan trænes op til, og hvor meget svært Arbejde, de kan udrette, naar de først har rigtig Indsigt i og Greb paa de Sager, de har med at gøre.

Idet jeg nu har antydet nogle af de Hjælpe- og Uddannelsesmidler, der staar kvindelige Landbrugere aabne og hvilke Landbrugsarbejder, der mere eller mindre let kan udføres af Kvinder (foruden Hus­holdning, Mejerigerning, Malkning m. m., der fra gammel Tid har hørt til Kvindens Gerning her i Danmark), vil jeg endnu gerne pege paa nogle af de Egenskaber, der er ønskelige hos en Kvinde, der vil være Landbruger:

1)   Et  roligt  Sind,  der  ikke let bringes ud af Ligevægt.

2)   Evne til at omgaas Tjenestefolk.

3)   Overblik og Konduite til hurtig Æn­dring af Planer og Arbejde, naar ufor­udsete Omstændigheder kræver det.

4)   Blik   for  Dyrs  og  Planters  Velbefin­dende.

5)   Blik og Interesse for Dyrs og Planters Udviklingsmuligheder   (for  Udvalgets Skyld).

6)   Sans for Orden og Økonomi, hvis man ikke har Overflod af Penge.

7)   Ligeledes anser jeg det for nødvendigt, at en saadan Kvinde maa være op­vokset paa Landet og i et Land­brug, da der ellers for hende saavel som   for  Mænd   fra  Byerne   er  for mange Enkeltheder at lære, og som de aldrig lærer;

8)   at hun nærer en dyb og ivrig Inter­esse for alle Grene af Faget, og

9)   har Mod til at bære de mange Skuf­felser,  Tab og Fortrædeligheder, der rigeligt blander sig ind i de daglige Glæder ved de Ting, som lykkes.

10)  Evne til at sætte sig i Respekt hos sine Folk, hvad jeg ikke tror er meget vanskeligere  for  Kvinder  end for Mænd;  (det skal gaa af sig selv). Jeg maa dog endnu minde om, at de fleste af de Kvinder, der er Landbrugere, saa at sige er voksede op med eller nogenlunde umærkeligt er gledne ind i deres Virksomhed, uden at de forud har uddannet sig særlig dertil.   Det gaar dem ofte udmærket; men de er alligevel betyde­lig mere afhængige af, om de har en dygtig Bestyrer eller ikke, end vi andre, og de har ofte mere ondt ved at bedømme Bestyrerens Dygtighed, førend det tydelig mærkes i Pengekassen.

Endelig tør jeg maaske slutte med at omtale, hvorledes jeg selv er bleven Land­bruger.

Min Fader var Landmand, og i nogle Aar drev han 2 Herregaarde og 2 mindre Gaarde paa én Gang. Jeg var eneste Barn og færdedes, fra jeg var en lille Pige, me­get i Markerne med Fader, - til Fods, til Hest og til Vogns. Min Skoleundervisning foregik hjemme til jeg var 14 Aar; saa maatte jeg bort fra det kære Landliv ind til Hovedstaden, gaa i Skole, konfirmeres, lære Sprog og Musik.

Fra jeg var 17-18 Aar gik jeg paa Baller og morede mig, glemte helt Land­væsenet, indtil jeg blev 23. Mine Forældre havde da trukket sig tilbage fra Landet og boede i København.

Min Interesse var dog stærkt paa Lan­det, og jeg tog saa ud som Elev  paa en stor Gaard, som med udmærket Dygtig­hed lededes af en Enke, lærte her Agerbrug, Kreaturhold, Regnskabsvæsen m. m. i 3 Aar; rejste til København, tog min Eks­amen som Landbrugskandidat, gjorde en Studierejse herhjemme og i Tyskland, kom hjem og overtog 2 mindre Gaarde i Forpagtning paa min Onkels Gods, hvilke jeg stadig driver.

Jeg er glad og tilfreds med min Virk­somhed og glad ved min Læretid, der in­genlunde har været for lang; hvorfor jeg maa anbefale enhver Kvinde, der vil søge sit Erhverv som Landbruger, at skaffe sig en passende Uddannelse, baade praktisk og teoretisk, før hun tager selvstændigt fat; den Tid, hun afser hertil, vil hun ikke se­nere fortryde.

D. 20. Maj 1909.

Helga Sehested f. 1877.

Landbrugskand.

Forpagter af Tangegaard og Bjergeskovgaard.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner