« Tilbage til søgeresultaterne
International Council of Women
(Det internationale Kvinderaad).
I. C. W.s femaarlige Møde, der som bekendt har været afholdt i Toronto, Kanada i forrige Maaned, er nu endt og ligeledes er den i Forbindelse med Mødet afholdte Kvindekongres nu sluttet.
Først naar de danske Delegerede kommer hjem, kan vi faa en samlet Beretning; men vi ved dog nu, at alt er forløben paa bedste Maade, og at de Danske blev mødt med megen Sympati og Elskværdighed.
Ved I. C. W.s Møde blev det danske Forslag om Henvendelse til Verdenspostforeningens Bestyrelse om Nedsættelse af Portoen og Indførelse af en eller anden let Form for Svarporto vedtaget, hvorimod det forkastedes at tage Spørgsmaalet om et internationalt Hjælpesprog under Overvejelse.
Ved Valgene for de kommende 5 Aar, blev Lady Aberdeen genvalgt som Præsident, og til 5aars Mødet i 1914 blev Rom valgt til Samlingssted.
Til Kongressen havde Danmark sendt følgende 12 Foredrag eller Beretninger:
Gymnastik og Idræt: ved Frk. Anna Buch. Jordemødres Uddannelse og Stilling: ved Fru Anna Hansen. Den hvide Slavehandel: ved Frk. Elisabeth Gad. Tjenestepigeforeningen og dens Skole: ved Frk. Marie Pedersen. Mælkeforsyning i Almindelighed: ved Hr. Joh. Monrad. Københavns Mælkeforsyning: ved samme. Kvinder som Jordbrugere: ved Landbrugskandidat, Forpagter Frk. Helga Sehested. Feriebørn: ved Frk. Eline Hansen. Folkehøjskoler: ved Fru Astrid Hostrup. Arbejderlovgivning: ved cand. polit. Frk. Meta Hansen. Folkebiblioteker: ved Hr. Overlærer A. S. Steenberg. Kvindelig Læseforening: ved Frk. Sophie Alberti.
De fire førstnævnte Foredrag blev holdt af de nævnte Forfattere, der ogsaa var Danmarks Delegerede, de øvrige blev læst op enten af en af disse eller ogsaa af engelsktalende Oplæsere. Alle Foredragene modtoges med stor Interesse. Det var paa direkte Opfordring fra Kanada de to Foredrag om Mælkeforsyning forelaa. Hr. Monrad havde med stor Beredvillighed og Elskværdighed stillet sin Viden og sine Erfaringer til Nationalraadets Disposition i de to fortræffelige Afhandlinger.
Frøken Helga Sehesteds Foredrag, som findes andet Steds i nærværende Nummer af »Kvinden og Samfundet«, gjorde ogsaa særdeles Lykke.
Naar vore Delegerede i Løbet af August Maaned kommer hjem, haaber D. K. N. at kunne give »Kv. og Sf.«s Læsere en udførlig Beskrivelse af disse store Møder, som er til saa megen Gavn og Nytte ved at skabe nye Interesser og sprede Kendskab til og Forstaaelse af andre Landes Arbejde og Institutioner ud over hele den civiliserede Verden.
Astrid Paludan-Müller, Formand i Danske Kvinders Nationalraad.