« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Kredsene

Af: Charlotte Eilersgaard, Marie Thoftum-Høgsberg, A. Eiberg, I. D. Dibbert, C. Møller

« Se emneord

Middelfart.

I denne Saison har der været holdt to Fo­redrag. Cand. jur., Herredsfuldmægtig Elmegaard talte om Hjælpekasserne og Cand. jur. Sagførerfuldmægtig Schmidt om Strafferet.

Foreningen afholdt forrige Sommer en Kon­cert med velvillig Assistance af Koncertsan­gerinden Agnes Münster og Pianisten Henrik Knudsen.

I Vinter var der en vellykket selskabelig Sammenkomst med Sang og Oplæsning af lo­kale Kræfter.

20. April læste Professor Emil Poulsen og Frue »En Handske«, Bjørnsons evigunge Skue­spil gjorde stor Lykke, hvilket jo ikke mindst skyldtes den geniale Fortolkning, Kunstnerparret ydede Stykket.

24. Maj holdtes Generalforsamling. Den gamle Bestyrelse genvalgtes. Som Delegeret til Aarsmødet i Holstebro valgtes Fru Meldola Snoghøj.

Efter Regnskabets Oplæsning og Godken­delse fortalte Formanden om den nylig af­holdte Kongres i London.

Charlotte Eilersgaard.

 

Gedser.

Hernede paa Falsters Sydspids har Dansk Kvindesamfund ogsaa en Kreds - Gedserkredsen, der oprettedes for 2 Aar siden. Fru Stampe-Feddersen var her og holdt det før­ste Foredrag. Senere har vi haft flere Fore­dragsholdere, og af og til har vi haft Oplæs­ninger af lokale Kræfter. Ved Arbejde af Kredsens Medlemmer bl. a. er valgt 2 Kvinder ind i Bestyrelsen for Sognets Hjælpekasse, og ved Sogneraadsvalget i Foraaret var der op­stillet en Liste med 4 Kvinder og 2 Mænd. Det lykkedes dog ikke at faa nogen Kvinde valgt, skønt Kvinderne troppede godt op for at stemme; men de stemte paa andre Lister, vel nærmest af enkelte særlige lokale Hensyn.

Vi har haft ca. 30 Medlemmer hele Tiden, medens Kredsen har bestaaet. Mærkværdigt, at vi ikke har flere Medlemmer! - vort Sogn har nemlig ca. 1600 Indbyggere. Og det er ikke, fordi vi ikke agiterer. Nej, man vil ikke. Men underligt er det, at man ikke vil være med til at arbejde for sig selv, thi dette gøres da bedst ved at man stiller sig i Ræk­kerne.

Ved vort Aarsmøde for nylig trak vor energiske Formand Fru Karen Olsen Krighaar, Gedesby, sig tilbage som Formand, af private Hensyn; men lod sig dog bevæge til atter at indtræde i Styrelsen. Fruens Inter­esse for Kvindesagen er nemlig lige stor. Kred­sens Styrelse er nu: Fru Veibel, Gedser, For­mand, Fru Jensen, Gedser, Fru Krighaar og Frk. Gymnastiklærerinde A. Petersen, Gedes­by, samt undertegnede.

Kraftig Hilsen fra Danmarks Sydspids.

I. D. Dibbert.

 

Aalborg.

Dansk Kvindesamfunds Aalborgkreds af­holdt d. 20. Juni Agitationsmøde paa Skov­bakken. Kredsens Formand Frk. B. Jørgen­sen bød velkommen, og man sang Bjørnsons Sang »Hun rejste sig og sagde: her bli’r ej Ret paa Jord«. Saa holdt Stiftamtmand Oxholm en kort, klar og smuk Tale for Kvinde­sagen og mindedes Stavnsbaandets Løsning som Grundlaget for vort Folks store Udvik­ling. Dernæst talte mangeaarigt Medlem af Folketinget Ths. Larsen, Vraa, for Kvindens politiske Valgret og erindrede Kvinderne om den Pligt, der vilde følge med Retten - Plig­ten til at sætte sig ind i Tidens mest brændende Spørgsmaal. Som et Eksempel fremdrog Ta­leren Jordspørgsmaalet. Formanden takkede varmt de to udmærkede Talere.

Efter Mødet fandt en vellykket og fornøje­lig Fællesspisning Sted i Skovbakkens Pavil­lon.

E. O.

Thisted.

Agitationsdagen d. 20. Juni fejredes af Thi­sted-Kredsen med en særdeles vellykket Fest om Aftenen paa Hotel Aalborg. Fru Inge­borg Tolderlund indledede Festen med et Fo­redrag om Stavnsbaandet og Kvindesagen. Det var meget interessant, fængslende og indholds­rigt. Tilhørerne gav deres Bifald varmt tilkende. Unge Damer havde pyntet den lille Scene smukt med Blomster. Til Slutning var der fælles Kaffebord. Kgl. Skuespiller Zangenberg og Datter var engagerede til en musikalsk-dramatisk Aftenunderholdning og gjor­de megen Lykke.

 

Aarhus-Kredsen

afholdt et ekstraordinært Fællesmøde d. 22. Marts, hvor visse forhen omtalte Ændringer i Kredslovene blev vedtaget. Derpaa fulgte en vellykket selskabelig Sammenkomst med Af­tenunderholdning af Kommunelærerinde Frk. Bjerre og Hr. Kommunelærer V. Hansen, der læste »En Handske« af Bj. Bjørnson.

Søndag d. 6. Juni afholdt Kredsen i For­ening med »Aarhus Kvindevalgretsforening«

et godt besøgt Møde i Stationsbyens Forsamlingssal paa Udstillingspladsen, hvor Hr. Fr. Bajer talte til en interesseret Tilhørerkreds om Fredssagen. Foredraget var det samme, som Hr. F. B. (med den Forpligtelse, der følger med Nobel-Præmien), i Aar d. 17. Maj holdt i Kristiania. Varmt og hjerteligt flød Ordene fra den gamle Fredsvens Læber. Dette i Forbindelse med hans stærke Tro paa, at Udviklin­gen langsomt, men sikkert vil naa frem til at kræve »Retten sat i Magtens Sted«, undlod ikke at gøre Indtryk. Da D. K. S.s Formand Fru Pastorinde Laursen, der havde aabnet Mødet, sluttede med en varm Tak til Foredragsholde­ren, gav hele Forsamlingen til Bifald til Kende.

Afvigte 14. Juni holdt Styrelsen Møde med de Delegerede for at drøfte adskilligt Aarsmødet i Holstebro vedrørende. En Indbydelse fra Odderkredsen til Kredsen her om at del­tage i deres Agitationsmøde for pol. Valgret for Kvinder d. 20. Juni lod man gaa videre til de enkelte Medlemmer. Aarhuskredsens Agitationsmøde enedes man om at udsætte til Slutningen af August, for da om muligt at lade det afholde paa Udstillingspladsen.

Marie  Thoftum-Høgsberg.

 

Bjergby-Mygdal.

Kredsen stiftedes i Fjor af Fru Schewing fra Hjørring. Ved den første Generalforsamling vedtoges det, at Kredsen skulde arbejde for at faa oprettet en Sygeplejeforening, og vi ind­bød da Distriktslæge Varming fra Hjørring til at tale om Sygeplejesagen. Foreningens Dan­nelse er nu ogsaa sikret, idet alle Kommunens Beboere har tegnet sig for Bidrag til den. I Februar havde vi Møde, hvor et af vore Med­lemmer, forhenv. Sogneraadsformand P. Poul­sen, Uslev, fortalte om de kommunale Valg, og hvilke af de kommunale Arbejder, der sær­lig trængtes til at faa Kvinder ind i. I Marts Oplæsning af Skuespiller Hjælm, der læste Ho­strups »Eva«, og derefter Generalforsamling; to af Bestyrelsesmedlemmerne afgik ved Lod­trækning, Husbestyrerinde Kristine Jensen og Formanden Kirstine Møller-Nielsen, sidstnævn­te genvalgtes, og i Stedet for K. Jensen valgtes Fru Sine Kristiansen. Som Delegeret til Fælles­mødet valgtes Formanden. I Maj holdt Pastor Malling fra Odder et udmærket Foredrag her, som desværre paa Grund af en anden ufor­udset Festlighed ikke var saa godt besøgt, som det fortjente. Den 20. Juni havde vi Møde, hvor Formanden aflagde Beretning fra Fælles­mødet, og det vedtoges at arbejde ivrigt for at skaffe Kredsen flere nye Medlemmer.

 

Nakskov og Omegn.

Den aarlige Generalforsamling, der paa Grund af Formandens Sygdom var bleven ud­sat til Juni Maaned, afholdtes d. 18. Juni. Af de fire afgaaende Bestyrelsesmedlemmer gen­valgtes Hr. Overlærer Petersen, og i Stedet for Fru Pastorinde Holck og Hr. Gaardejer Bernh. Kaae, der ikke ønskede Genvalg, samt Fru Konsulinde N.Bøttern, der var traart ud af Foreningen, valgtes: Fru Anna Larsen, Frk. Dorthea Hansen og Hr. Proprietær Højgaard. Til Suppleanter og Revisorer valgtes henholds­vis: Fru Gad og Frk. V. Rehkopff, samt Frknr. V. Thomsen og Joh. Jørgensen.

Sæsonen indlededes med et Medlemsmøde, ved hvilket Formanden aflagde Beretning om Lolland-Falster-Kredsens Fællesmøde i Maribo og hvor det endvidere efter nogen Forhandling vedtoges, at man skulde søge afholdt nogle Husholdningskursus i Vinterens Løb, en Plan, som dog senere af Mangel paa passende Lokale maatte opgives indtil videre.

Der er i Aarets Løb holdt følgende Fore­drag: Hr. Redaktør Haugner: Kommunal Valgret. (Diskussion.) Hr. Pastor Holck: Kvindesag og Kristendom. Frk. Gudrun Rør­dam: Kvindens politiske Valgret. Hr. Her­redsfoged Gustav Christensen: Dødsstraf. (Dis­kussion.)

Forud for de kommunale Valg rettedes en Henstilling til de stedlige Vælgerforeninger om at sætte Kvinder paa deres respektive Lister.

Paa socialdemokratisk Liste opstilledes og valgtes Fru Johansen, der dog straks efter Valget af Helbredshensyn søgte og opnaaede Fritagelse for Hvervet som Byraadsmedlem. Den kommunale Vælgerforening opstillede Dansk Kvindesamfunds Formand, som dog ikke blev valgt men staar som 1ste Suppleant til Listen.

Endelig deltog Kredsen sammen med Stif­tets øvrige Kredse i det aarlige Agitationsmøde, der afholdtes i Maribo d. 20. Juni.

»En Handske« af Bj. Bjørnson oplæstes i Oktbr. af Hr. Prof. Emil Poulsen og Hustru.

A.  Eiberg.

 

Nykøbing S.

I Januar talte Hr. Borgmester Tamm paa et offentligt Møde (foranstaltet af D. K.) om kommunale Valg. Emnet blev behandlet grun­digt og letfatteligt. D. K. S. skylder Borg­mesteren megen Tak derfor. I Maj holdt Real­skolebestyrerinde Frk. Moldenhawer et glim­rende Foredrag om »Elisabeth Fry«. Varmt og overbevisende indprentede Frk. M., at en udmærket Moder og Hustru ogsaa udenfor Hjemmet kan have Interesser, der rækker langt. I Juni, paa Agitationsdagen, havde vi den Glæde at se Frk. Daugaard hos os. Frø­ken Daugaard talte klogt og klart, man be­griber kun ikke, at ikke hver eneste dansk Kvinde slaar Følge og arbejder for Sagen.

 

Vestervig.

15. Februar afholdtes den aarlige General­forsamling. Formanden aflagde Beretning om det forløbne Aars Arbejde. Det reviderede Regnskab godkendtes. - Derefter valgtes tre Styrelsesmedlemmer. Fruerne Sørensen og Hundahl genvalgtes. I Stedet for Frk. Søren­sen, som er fraflyttet Egnen, valgtes Sognefo­ged Gramstrup Andersen.

Der har i det forløbne Aar været afholdt 2 Aftenunderholdninger, samt holdt Foredrag af Hr. Folketingsmand, Lærer Kierkegaard, af Fru Jutta Bojsen-Møller og Hr. cand. Glarbo, København.

P. K.

 

Assens.

Efter et indledende Foredrag af Frk. Eline Hansen stiftedes d. 2. Fbr. 1909 Kredsen her i Assens.

Vi har haft tre officielle Foredrag, nemlig: D. 4. Marts Fru Vibeke Salicath: Kvindens Egenskaber til Brug i det offentlige Liv; d. 20. April Frk. Maria Behrens: Politisk Valgret; d. 28. Juni Hr. cand. Glarboe: Kvindesagens Hi­storie.

Den 20. April havde vi en meget vellykket selskabelig Sammenkomst med Foredrag, mu­sikalsk Underholdning og fælles Kaffebord. Desuden blev der afsunget flere Sange.

Her blev desværre ingen Kvinder opstillet til Byraadsvalget, derimod blev Styrelsesmed­lem, Frk. Eline Lawetz, paa Initiativ af Dansk Kvindesamfund her, valgt som Suppleant til Fattigudvalget. Kvinderne her i Byen deltog livligt i Stemmeafgivningen ved Byraadsvalget.

E. H.

 

Stege.

Den 20. Juni havde Møenskredsen af D. K. Møde sammen med de mønske Ungdomsfor­eninger, det var besøgt af godt 500 Mennesker. Frk. Gudrun Rørdam havde lovet at tale, men blev forhindret af Sygdom, men vi fik saa Fru Jutta Bojsen Møller til at hjælpe os, og hun holdt et af sine livfulde Foredrag, der altid faar en Forsamling med. Kraftige Haandklap lød, da Fru B.-MøIler sluttede.

 

Frederikshavn.

Kredsen her har i Aarets Løb haft 8 Mø­der med Foredrag og Oplæsning og 2 større offentlige Møder. I Efteraaret ordnede vi et Kursus i »20 vegetariske Retter« paa Frydenstrand Sanatorium, og først i Februar havde vi et Skræddersyningskursus. Begge Dele vandt megen Tilslutning og Paaskønnelse. Vor Agi­tation i Anledning af Byraadsvalget var delvis Skyld i, at de kvindelige Vælgere mødte meget talrigt frem ved Stemmebordet, dog fik vi ikke selv nogen Repræsentant ind i Raadet denne Gang.

Den 25. Marts afholdtes den aarlige Gene­ralforsamling. Der blev aflagt Beretning om Virksomheden og det reviderede Regnskab fremlagdes og godkendtes. Derefter foretoges Valg af 2 nye Styrelsesmedlemmer og 2 Sup­pleanter. Til Styrelsen valgtes: Kommunelæ­rerinde Frk. G. Boberg og Fru Marie Hansen. Til Suppleanter: Lærerinde Frk. Schrøder og Fru Dr. Holm.

Til Delegerede ved Fællesmødet valgtes Fru Sagfører Petersen og Formanden Frk. V. Valeur.

Den 23. April havde vi en overordentlig hyggelig og livlig »festlig Sammenkomst« for Medlemmerne til Ære for Valglovens Fødsels­dag. 68 Deltagere samledes Kl. 7 om de ind­bydende Borde og fejrede Dagen i den fornøjeligste Stemning med en Mængde Taler og San­ge. En Prolog og fire Sange, skrevne til Fe­sten, gjorde megen Lykke.

Kredsen modtager stadig nye Indmeldelser og er i god og glædelig Fremgang.

C. Møller.