« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Kredsene

Af: K. Bjerre

« Se emneord

Aarhus.

Fru Henriette Fønss, mangeaarigt Medlem af Bestyrelsen for Dansk Kvindesam­funds Aarhuskreds, døde d. 30. September.

Fru Fønss var gift med Organist og Skole­bestyrer Fønss og Moder til Operasangeren Johannes Fønss og Skuespillerne Olaf og Aage Fønss.

I sin Ungdom havde hun opholdt sig 10 Aar i England og bevarede altid senere en stor Forkærlighed for dette Land og dets Beboere. Hun underviste i mange Aar dels i sin Mands Skole, dels privat, i Engelsk og Haandarbejde, hvori hun var en Mester.

Da Gerningen i Skolen og Hjemmet lagde stærkt Beslag paa hende, kom hun aldrig til at indtage nogen særlig fremskudt Stilling som Styrelsesmedlem, men ved sin vaagne In­telligens, og sin store personlige Elskværdig­hed, ved den Ærlighed, der helt igennem præ­gede hendes Væsen, og ved sin utrættelige Flid virkede hun i høj Grad indirekte i Kvinde­sagens Tjeneste.

Den store Deltagelse, hvorunder hendes Begravelse fandt Sted, var et Vidnesbyrd om, hvor agtet og afholdt hun havde været i vide Kredse.

Aarhus, i Oktober  1909.

K. Bjerre.

 

Viborg.

Den 9. September talte Pastor Uffe Birkedal her om »ulykkeligt stillede Mødre og Børn«. Mødet var ret godt besøgt, og Fore­draget hørtes med stor Interesse.

M. K.

 

København.

Renere  Linjer  i  dansk  Politik.

Kredsen aabnede d. 9. Oktober sin Vinter­sæson med et offentligt Møde om dette Emne, indledet med et Foredrag af Dr. phil. C. N. Starcke.

Hallen i Grundtvigs Hus var fyldt af en talrig Kreds af Medlemmer og Ikke-Medlemmer, og man havde maaske ventet sig noget i Retning af Sensation; men de, der var komne med saadanne Forventninger, blev skuffede.

Dr. Starcke holdt sig fjernt fra alle per­sonlige Angreb og talte tværtimod om, at den moralske Indignation, der var kommen frem overfor Tilstandene i vort offentlige Liv, til­lige havde Karakter af Dømmesyge og benyt­tedes som et Kampmiddel og Skalkeskjul for at komme politiske Modstandere til Livs. Han erklærede, at Folket selv bar Skylden for den daarlige politiske Moral. Vælgermøderne var omdannede til Hanekampe, hvor Vælgerfolket tiljublede den Kandidat, der viste mindst Forstaaelse af sin Modstanders Argumenter. Dr. Starcke forsvarede Forligene - Kompromisserne - ud fra den Betragtning, at vor nu­værende Forfatning nødvendiggør dem, og at det er Livets Politik: de jævne Overgange og de smaa Skridt fremad. Hvis man skulde faa noget ud af den nuværende Periode af offent­lig moralsk Indignation, maatte Folket tage sig sammen og forandre de Forhold, hvorunder der arbejdes; men Parterne burde da begynde med at dømme sig selv, før de dømte andre. Som Midler til at komme ind i bedre Til­stande nævnede Foredrags-holderen en Forfatningsforandring med Forholdstalsvalg i store Kredse; derved vilde man lettere faa betyde­lige Personligheder ind i det politiske Liv, og Kompromisserne vilde overflødiggøres. End­videre nævnede Dr. Starcke Indførelsen af Kvinders Valgret som et Retfærdighedskrav, der snarest burde opfyldes, man kunde ikke tale om Retfærdighed, saalænge Halvdelen af Befolkningen var uden Valgret. Dog havde han ikke Tro til, at Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv med eet Slag vil forbedre den politiske Moral.

I den efterfølgende Diskussion deltog Høje­steretssagfører Bache, som i det væsentlige var enig med Dr. Starcke, men som fremholdt Nødvendigheden af, at der i højere Grad kæmpedes for Idealer. Højesteretssagføreren men­te, at vi havde de Rigsdagsmænd vi fortjente, og at Kvinderne burde være med til at bygge Moralen op fra Grunden af gennem Vælgerne. Frøken Kirsten Längkilde forlangte, under Til­slutning fra Forsamlingen, meget energisk Klarhed og Udrensning i dansk Politik. Frø­ken Elisabeth Gad spurgte, hvad Kvinderne kunde gøre for at skaffe bedre Tilstande til Veje,og dette besvarede Sekretær Videbæk med, at de for det første ikke skulde være for taal-modige i Kravet om Valgret, og for det andet skulde de gennem Børnene, i Hjemmene, væk­ke Kærligheden til Fædrelandet og dets Ære.

L. N.