« Tilbage til søgeresultaterne
En Kvinde som Dommer i Danmark!
Vi læser til vor Forundring i »The Womans Journal« fra Boston:
»En Kvinde er for nylig i Danmark bleven udnævnt til Dommer og man meddeler os, at de danske Kvinder er meget opfyldte heraf, da de tror, at det er første og eneste Gang, det er sket i Verden.
Uden at tale om Fru Esther Morris, Wyoming, Fru Cathrine Waugh, Mc. Culloch, Illinois, og Fru Mary Cooper, Kansas, maa vi spørge: læser vore danske Søstre ikke deres Bibel? Har de glemt Deborah, Lapidoths Hustru, som i 40 Aar holdt Domstol over Israel siddende under et Palmetræ, og som anførte Herrens udvalgte Folk i Slaget, fordi Feltherren nægtede at drage ud uden hende? Hr. Blackwell*) citerede altid med Glæde Deborah overfor dem, som paastod, at Bibelen lærer Kvinderne Underkastelse.
*) Bekendt amerikansk Kvindesagsforkæmper og Redaktør af The Woman’s Journal.
Og han understregede altid, at Deborah var en gift Kvinde. Under en af de mange Kampe, der har staaet i de forskellige Stater om Kvindernes Ret til at praktisere som Jurist, fremhævede en jødisk Redaktør med Stolthed, at Kvinden kunde være »kæmpende Dommer i Israel« tusind Aar før hun kunde blive Sagfører i de forenede Stater«.
For ikke at lade vore amerikanske Søstre forblive i denne Misforstaaelse, har vi skrevet til Redaktionen af »The Womans Journal« og meddelt den, at her foreligger en Fejltagelse. Vi tænker os Muligheden af, at det er Udnævnelsen af vor første kvindelige Overretssagfører, Frk. Henny Petersen, der ligger til Grund herfor. Forhaabentlig stammer Meddelelsen ikke fra nogen dansk Kvinde, thi de bør alle vide, at her i Landet har Kvinderne ikke Adgang til Dommerembeder og vil ikke engang faa det efter den nye Retsreform.