« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Døtres Fremtid
I.
Der er mange og forskelligartede Forhold, Forældrene maa tage i Betragtning, naar de efter bedste Evne vil søge at lægge Børnenes Fremtid til Rette for dem, saa at de kan faa Lejlighed til at bruge det Pund, der er dem betroet, til Gavn for Samfundet og til Glæde for sig selv, - kort sagt, saa at de kan blive dygtige, nyttige og lykkelige Mennesker. Og det er jo Forældres første Pligt at sætte alt ind herpaa.
Vi ved jo godt, at Sønner og Døttre staar deres Forældres Hjærter lige nær. Naar det imidlertid ofte kan se ud, som om Forældrene lægger mere Vægt paa at skabe gode Muligheder for Drengenes Fremtid end for Pigernes, saa er dette sikkert ikke Mangel paa Kærlighed. Det er langt snarere Mangel paa Forstaaelse og Forudseenhed.
Der er saa megen gammel Skik og Brug, der følges uden nærmere Eftertanke og som derfor kan holde sig længe efter at dens berettigede Grund er ophørt at eksistere. Men hvor det gælder vore Døttres Fremtid bør vi ikke blindt følge gamle Sædvaner; Sagen er saa vigtig, at den fortjener grundig Overvejelse.
Vi Forældre maa derfor se tilbage paa de Erfaringer, der allerede er gjort og drage vor Lære deraf, vi maa klare os Stillingen i Øjeblikket, og vi maa navnlig se frem.
Det følgende er et Forsøg herpaa med Kvindens Stilling i al Almindelighed som selvstændigt Medlem af Samfundet for Øje. Alle de individuelle og særlige Forhold, der kan gøre sig gældende ved den enkeltes Opdragelse, skal vi ikke komme nærmere ind paa.
Der har vistnok sjældent været Tider, hvor alt har været i en saadan Udvikling og Gæring som netop den, hvori vi lever.
Dette gælder ethvert af Samfundslivets Omraader, det tekniske, videnskabelige, økonomiske, sociale o. s. v.; overalt Forandring, Udvikling næsten fra Dag til Dag. Og dette gælder mere end noget andet Kvindens Stilling i Samfundet
Ikke alene bliver dette os klart, naar vi i sidste Nr. af »Kvinden og Samfundet« læser en Nutids-gammel Jomfrus Skildring af de Begreber, der var de gængse i hendes Ungdom, - som vel næppe ligger mere end c. 40 Aar tilbage i Tiden. - Forskellen mellem dem og de nu raadende er saa svimlende, at det er ufatteligt, at den ikke har taget den tredobbelte Tid om at udvikle sig. Men selv naar vi ser 20 eller blot 10 Aar tilbage i Tiden, er det slaaende, hvilke Forandringer, der siden da er sket i Kvindens hele sociale Stilling.
Dette gælder for det første Kvindens retslige Stilling, som langsomt men forhaabentlig sikkert nærmer sig Maalet: Ligestilling med Manden. Denne Side af Sagen skal ikke nærmere omtales; jeg skal blot minde om, at »Dansk Kvindesamf.«, som altid har arbejdet og med stadig større Kraft arbejder for dette Maal, har Æren af at have givet Stødet til mange af de gjorte Fremskridt.
Den største Skranke vil falde, naar Kvinderne faar den politiske Valgret; det Omslag, der har fundet Sted overfor dette Spørgsmaal, er et af de mest slaaende Eksempler paa Udviklingens Hastighed. Da »Dansk Kvindesamfund« begyndte sin Virksomhed for 38 Aar siden, maatte dets Stiftere, hvor klart de end saa, at Kvindernes politiske Valgret var et uomgængeligt Retfærdighedskrav, give Afkald paa at sætte dette direkte paa deres Program, da det kun vilde vække Modstand og hindre Fremgang paa Punkter, hvor man kunde haabe at gøre en Begyndelse. Og nu er der Grund til at antage, at Kvinderne inden ret længe faar politisk Stemmeret. Men foruden Kvindens retslige Stilling er der hendes Anseelse i det almindelige Omdømme; den stadig voksende Agtelse; og det at Kvindens Arbejde paakaldes paa bestandig flere Omraader og mere og mere anvendes i det offentlige Liv. I alle disse Henseender sker der daglig Fremgang.
Det siger sig selv, at hele denne Udvikling har en Uendelighed af vekselvirkende Aarsager, som ikke let lader sig udrede fra hinanden. Der er imidlertid et Forhold, som paa en iøjnefaldende Maade har maattet fremtvinge Forandring i Kvindens hele Livsvilkaar, og det kan derfor være af Interesse at betragte det lidt nærmere.
Det er en bekendt Sag, hvorledes Kvindesagens Forkæmpere bestandig er bleven mødt med dette: »Kvindens Plads er i Hjemmet«. Og denne Sætning har ogsaa i sin Tid været baade klog og rigtig. Nu maa den imidlertid kun anvendes med mange Forbehold.
Naar i gamle Dage en Kvinde ikke blev gift og saaledes fik sit eget Hjem, var der dog altid Brug for hendes Arbejdskraft i et eller andet Hjem hos Slægtninge eller som Tyende. Inden den moderne Storindustri eksisterede, - og det er ikke saa meget længe siden - blev som bekendt det daglige Livs Nødvendigheds- og Brugsgenstande fremstillede i Hjemmet. Der kan nævnes utallige Eksempler paa Sager, som dengang var hjemmelavede, og som nu er købt færdiglavede, paa Virksomheder, som den Gang hørte til den private Husholdning, og som nu er flyttet over til Fabrikker og Værksteder. Man støbte sine Lys, vævede og syede sine Klæder, spandt og strikkede sine Strømper, bagte, slagtede, saltede osv. Og nu! Lige til Belysningen, saa faar man den fra Elektricitetsværket. Disse Eksempler maa være tilstrækkelige; enhver kan blot se sig om i sit daglige Liv og saa tænke paa sin Moders eller Bedstemoders Barndomshjem og Beretningerne derfra, og det vil være klart, at Hjemmene ganske stille har gennemgaaet en Revolution.
En af Følgerne af denne økonomiske Omvæltning har været, at alle de ugifte Kvinder - og i Følge statistisk Opgørelse, bliver disse flere og flere, - er blevet arbejds- og hjemløse. De er ubønhørligt blevet kastede ind i Kampen for Tilværelsen og maa nu, som de bedst kan, stole paa sig selv og sørge for sig selv.
Som alt her i Verden har ogsaa dette Forhold sine Lys- og Skyggesider. Den gamle Tantes hyggelige Krog og deltagende Interesse vil efterlade et Savn, som vanskeligt vil stilles. Men vi maa huske, at den gamle Tante, som kun levede for at opofre sig for andre, førte en Tilværelse, som var upaaagtet af andre men mangen Gang trang for hende selv. Og selv om Kampen for Tilværelsen er svær for mange, saa maa vi dog glæde os over, at den enlige Kvindes Ret til at leve et selvstændigt Liv nu er fuldt anerkendt, og der er Mulighed for, at hendes Evner kan udfolde sig, hendes Liv blive indholdsrigt og lykkeligt for hende selv; derigennem bliver det ogsaa af større Værdi for Samfundet.
(Fortsættes.)
