« Tilbage til søgeresultaterne
Unge Piger fra dannede Hjem
Frøken Daugaard beskæftiger sig i »Kvinden og Samfundet« Nr. 18 med min i Politiken for 14de Septbr. fremkomne Artikel med ovenstaaende Overskrift. Hun mener, at jeg anviser en ufarbar og unaturlig Vej til Forbedring af de omtalte Forhold, nemlig gennem Telefondirektørens Humanitet.
Dette har slet ikke været min Hensigt. Min Hensigt var at henlede Offentlighedens Opmærksomhed paa:
1) hvorledes et stort monopoliseret Aktieselskab, der staar i Kontraktforhold baade til Stat og Kommune, finder det forsvarligt at lønne sit Personale;
2) at kritisere det overfor Kvinden saa almindelig anvendte Ansættelsesprincip, at de skal have Tilhold i deres Hjem, et Princip, der er ganske ødelæggende for alt kvindeligt Erhverv;
3) at paavise Hulheden og Humbugen i Telefondirektørens »humane« Betragtninger.
Dette har jeg gjort i det Haab at bidrage til - om aldrig saa lidt - at omforme de gængse Begreber paa dette Omraade.
Jeg er ganske enig med Frk. Daugaard i, at den direkte Vej til Forbedring gaar gennem de unge Pigers egen Aktion, men jeg har dog en grundet Formodning om, at en Kritik, som den af mig fremført, ikke vil være ganske virkningsløs som Støtte for en saadan Aktion, og den Haandsrækning - ikke nedladende - som udenforstaaende samfundsinteresserede Kvinder kan yde de direkte implicerede er meget værd.
Den Anklage, som Frk. Daugaard retter imod de unge Piger fra dannede Hjem og deres »forkastelige Snyltesystem« er i det store Hele meget velbegrundet; dog maa jeg tilføje, at der netop mellem Telefondamerne findes et meget ringe Antal af disse.
Frk. Daugaard berører desuden et andet Punkt i min Artikel, nemlig min Omtale af de Lønningsforhold og Ansættelsesforhold, der hersker i Aktieselskabet »De københavnske Sporveje«, om hvilke jeg udtalte mig anerkendende. Frkn. stiller i den Anledning to Spørgsmaal. Til det første af disse kan jeg svare Ja, til det andet Nej.
I modsat Fald vilde jo min Sammenstilling af de to Selskaber have været en Tilsnigelse, som jeg ikke ved, hvorfor jeg Skulde gøre mig skyldig i.
Julie Arenholt
Kbhvn., d. 4. Novbr. 1909.
Redaktionen har velvilligst tilladt mig at fremkomme med et Par Bemærkninger til ovenstaaende:
1) I sin første Artikel taler Fru Arenholt flere Gange til Telefondirektørens Samvittighed som Arbejdsgiver, og den direkte Henstilling til Direktøren om »ikke at betænke sig paa at forlænge Arbejdstiden til 7 eller 8 Timer og saa samtidig forhøje Lønnen, saaledes at Kvinderne paa hans Arbejdsplads kan leve af deres Løn« forekommer mig at berettige min Opfattelse af hvilken Vej til Forbedring Fruen i denne sin Artikel paapeger.
2) Jeg har gennem mine Udtalelser ikke villet antyde, at Fru Arenholts Kritik af disse Forhold vilde være »ganske virkningsløs«, og det synes mig ogsaa, at jeg tilstrækkelig tydeligt har pointeret, at det ikke er den Haandsrækning, jeg har kaldt for nedladende, som i saadanne Tilfælde ydes af samfundsinteresserede udenforstaaende Kvinder.
3) Fru Arenholt hævder i sin første Artikel, at »Selskabet ønsker at beskæftige unge Piger af de bemidlede Klasser, for hvem de 30 Kr. om Maaneden kun skal være Paaklædnings- og Lommepenge.« Jeg sluttede deraf, at disse unge Piger, - hvis Snylten paa deres Medsøstre jeg har angrebet, - just maatte være stærkt repræsenterede blandt Telefondamerne.
Med Erfaring for hvilke Masser af Tilbud, der altid er forhaanden, naar denne Arbejdskraft efterlyses, har jeg fortolket »ønsker at beskæftige« som »beskæftiger«.
Da jeg heller ikke ved, hvorfor Fru Arenholt i sin Sammenstilling af de to Selskabers Lønforhold skulde gøre sig skyldig i nogen Tilsnigelse, har jeg ikke stillet mine Spørgsmaal med dette for Øje.
Kr. 1000 plus Tantieme til en Lærling - ligegyldigt af hvilket Køn - forekom mig at være uforstaaelig gunstige Vilkaar. Jeg formodede derfor, at en Misforstaaelse, som det var i alle Parters Interesse at faa opklaret, var til Stede. At min Formodning herom ikke var ugrundet, viser følgende Svar, som jeg fik paa en mundtlig Forespørgsel, stillet til Hr. Direktør Nørregaard, angaaende Ansættelsesprincipperne i »De københavnske Sporveje«.
»Reglen er, at vi forlanger 2-3 Aars Kontor-Uddannelse; men her findes Undtagelser, hvor vi gennem personligt Bekendtskab har Sikkerhed for, at Vedkommende vil være sit Arbejde voksen, og hvor vi altsaa har ment at kunne se bort fra Reglen.«
(Det er formodentligt disse Undtagelser, der har foraarsaget Misforstaaelsen).
Betingelserne for Antagelse som Elev paa Københavns Telefoncentral er: »at man skal være 17 Aar, 62 Tommer høj, kunne tale og høre i en Telefon, være af godt Helbred og i Besiddelse af almindelig god Dannelse« (har man Præliminæreeksamen er det godt, det kræves ikke).
Jeg ønsker intet hellere end, at Kvindernes Kaar paa Arbejdsmarken maa for bedres, og jeg tror ikke, det vilde være et Skridt fremad, om unge Piger, der skal søge sig et Erhverv, fik det Indtryk, at man overhovedet nogen Steder skulde kunne opnaa en god Løn uden forudgaaende grundig Uddannelse.
Mine Erfaringer, der nærmest er høstede i Kontorfaget, gaar ud paa, at man endnu ofte har nødig at gøre unge erhvervssøgende Piger opmærksomme paa, at man først maa lære for senere at kunne fordre.
Th. Daugaard.
Redaktionen har endvidere modtaget følgende:
I Anledning af Fru Arenholts Artikel, som findes i »Kv. og Sf.« for 30. September »Unge Piger fra dannede Hjem«, beder jeg om Optagelse for følgende Modbemærkninger, da det forekommer mig, at Telefonselskabets kvindelige Funktionærer hverken som Begyndere eller viderekomne er saa daarligt stillede, som Fru Arenholt i sin Artikel giver det Udseende af.
Fru Arenholt skriver: »Selvfølgelig ved Telefondirektøren særdeles vel, at hans kvindelige Funktionærer ikke kan leve af deres Løn. Men det er heller slet ikke Meningen! Direktøren har nemlig det Princip kun at ansætte unge Piger »med Hjem«.
Jeg tror, det vil være retfærdigt her at bemærke, at der ligesaa vel bliver antaget unge Piger uden Hjem som med Hjem, og at der for de førstes Vedkommende bliver taget det Hensyn, at de hver Dag paa Aktieselskabets Regning kan spise 2 Retter god Middagsmad i »Marketenderiet« mod hveranden Dag at gøre 2 Timers Ekstratjeneste.
Selvfølgelig kan denne Hjælp til de uden Hjem af en mindre velvillig Kritik vendes som et Vaaben mod Selskabet eller Direktøren; - men paa hvilken Arbejdsplads er Forholdene ideelle!
Og naar der ønskes dannede unge Piger, mon det da ikke ogsaa har sin Grund deri, at der af Telefonistinderne fordres en vis Diskretion f. Eks. med Hensyn til at lytte til Abonnenternes Samtaler. Der vaages ganske vist nøje over dette Forhold og en Overtrædelse har øjeblikkelig Afskedigelse til Følge.
Fru Arenholt skriver endvidere: »at ubemidlede unge Piger udelukkes ved Selskabets utilladelige Ansættelsesprincip fra at søge Stillingen«.
Efter min Mening ikke!
For det første fordrer jo ethvert Arbejde sin Læretid.
For det andet er dette dog en Begyndelse - om end en beskeden, - for den som faktisk intet kan, hvorved hun kan tjene sit Brød.
Dette Arbejdsfelt er jo ligesaa lidt som andre kvindelige Arbejdsfelter beskyttet mod Konkurrence, saalænge Kvinderne ikke selv sørger for at organisere sig; thi det kan man dog ikke forlange, at Arbejdsgiverne skal opfordre dem til.
Hvad jeg ønsker at sige, er dette, at de Kaar Telefonselskabet byder deres kvindelige Funktionærer forekommer mig at være ikke saa lidt bedre end de, der bydes de unge Piger, der søger deres Erhverv i Forretninger f. Eks.
Man læse Lønregulativet i Fru Arenholts Artikel og bemærke, at det er beregnet paa en 6 Timers Arbejdsdag.
Dog undlader Fru Arenholt at omtale den for Telefonistinderne overordentlig fordelagtige Ordning angaaende Middagsmad, som fremgaar af nedenstaaende Opstilling af en Begynders Budget:
6 Timers fast Arbejde 30 Kr. mdl
1 Times dagl. Ekstraarbejde Middagsmad
2 Timers daglig Ekstraarb. 12 Kr. mdl.
4/2 Søndage om Maaneden 6 -
Det er foruden Middagmad 48 - mdl
Til Vær. Tør Kost Klæder o. a. Fornødenh.
15 Kr. 15 Kr. 18 Kr.
Da jeg, - for at tage et Eksempel paa, hvad der bydes Foretningsdamer, - for ca. 12 Aar siden kom her til Byen og skulde have mig et Levebrød, søgte jeg Plads i en Forretning. Jeg var uden Forkundskaber paa dette Omraade og blev derfor ansat med den laveste Gage nemlig 30 Kr. mdl. for 10 Timers Arbejde.
I Løbet af 7 Aar steg min Gage jævnt til 80 Kr. mdl. Min Arbejdstid var normalt fra 8 Morgen til 6 Aften uden Middag, ved Foraars- og Juletid dog undertiden til Kl. 12 og derover om Natten, samt Søndagsarbejde ligeledes paa de travle Tider.
Og intet af dette Overarbejde blev betalt ekstra.
Imidlertid skal denne Beskrivelse ikke indeholde nogen Beklagelse over mine Kaar, tværtimod!
Jeg arbejdede under en human Chef og var selv tilfreds med mine Forhold.
Telefonselskabet derimod betaler jo en hver Overarbejdstime.
Og den Løn, jeg som Begynder oppebar for 10 Timers Arbejde, ja undertiden 12-14 Timer, svarer nøjagtig til, hvad Telefonselskabet betaler sine Damer for de saakaldte 11 Vagter; nemlig for at arbejde fra Kl. 8 Aften til 11 altsaa 3 Timer, nemlig 30 Kroner mdl.
Tillige vil jeg tillade mig at sige, at en Telefonistindes Arbejde ikke fordrer saa mange Kundskaber eller saa meget Hjernearbejde som en Ekspeditrices eller Kontordames; ligesaa lidt som en Telefonistindes Arbejde i sig selv er videre ansvarsfuldt. Dog er jeg ikke blind for, at det kan være meget nerveanstrængende.
Til Trods for disse supplerende Udtalelser om Telefondamernes Kaar tilføjer jeg alligevel, Kvinderne bør organisere sig.
Enhver Stand, der ikke organiserer sig, bliver udnyttet.
