« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Kvindernes politiske Valgret.
I Slutningen af forrige Maaned og de første Dage af denne har Folketinget været optaget af Forhandlingerne om det af det radikale Venstre fremsatte Forslag til Grundlovsændring, der tidligere har været omtalt her i Bladet.
I Anledning af den Del af Forslaget, der gaar ud paa at give Kvinderne politisk Valgret og Valgbarhed i Lighed med Mændene, udtalte Ordføreren for Forslagsstillerne, Redaktør Rode: »Kvindernes Deltagelse i det kommunale Liv har gjort det naturligt, at deres Deltagelse i det politiske Liv ogsaa sættes paa Dagsordenen; fra alle Sider erkendes det, at det er umuligt at holde dem udenfor, og fra de fleste Sider erkendes det, at det vil være en stor Fordel, at de træder ind i det offentlige Liv«. - Som man kunde vente modtoges delte med overvejende Tilslutning.
Kun fra Højres Side mødtes Sagen med Skepsis og den Stemning indenfor dette Parti, der kom til Orde, var afgjort for at vente med dens Gennemførelse.
Højres Ordfører, Etatsraad Hammerich, indskrænkede sig saaledes til at erklære, at han tror, der er adskillige indenfor Højre, som kunde være tilbøjelige til at give dette Forslag sin Tilslutning, men beklager, at man ikke har faaet mere Erfaring m. H. t. Kvindernes kommunale Valgret, inden Spørgsmaalet om deres politiske Valgret foreligger til Afgørelse. Baade Godsejer Johan Knudsen og Sekretær Wulff udtalte sig i samme Retning.
For yderligere at opfordre til »ikke altfor hovedkulds at gennemføre en saa gennemgribende Reform, fremkom den sidste med en Del Oplysninger om Antistemmeretsbevægelsen i England og Amerika. Hr. Wulff oplyser saaledes bl. a., at Kvindevalgretsbevægelsen i Amerika er standset og drevet tilbage ved Kvindernes egen Modstand, og at der i Spidsen for denne Modbevægelse »staar en stor Del af Amerikas højst ansete og højst dannede Kvinder, som har den bestemte Overbe-visning, at det ikke er til deres Køns Gavn i det hele taget, at Kvinderne forlader den Sfære af Beskæftigelser, hvormed de traditionsmæssig befatter sig for at optræde paa den politiske Arena«.
Hr. W. drager da denne Slutning, at »det viser sig, at dette Krav deler Skæbne med andre Krav: hvis de findes gode, kan de gennemføres, og hvis de findes uheldige, kan de slaas ned.« Det vilde unægtelig have været mere frugtbringende, om Hr. W. havde indladt sig paa at undersøge, om Kravet er »godt« eller »uheldigt«, for i den Retning beviser Antistemmeretsbevægelsen jo intet.
At Hr. Wulffs Udtalelser glædede Kvindestemmerettens uforsonlige Modstander, Dr. Birch, er let at forstaa; dens varme Tilhængere, hvortil i første Række maa regnes »Kvinden og Samfundet«s Læsere, behøver imidlertid ikke at tage sig disse nær. Man har nu mere end nogensinde Ret til at vente, at Folketinget ikke kan gaa med til en Grundlovsændring, som ikke giver Kvinderne fuld politisk Ligestilling med Mændene.
