« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Nini Anker: Benedicte Stendal. (Aschehougs Forlag. Kristiania.)
Man fortryder ikke at have gjort Bekendtskab med denne Forfatterinde, som i en moden Stil giver os fine Menneskeskildringer. Med Interesse følger man Beretningen om »Benedicte Cecilie og hendes smaa Fornemmelser fra Barndommen af« og den fængslende Beskrivelse af det disharmoniske Hjem, hvori hun og Broderen vokser op til sære, isolerede Mennesker.
Efter den lange Forhistorie virker Afslutningen ikke helt tilfredsstillende. Man kunde ønske at høre mere om Konflikten mellem Benedicte og hendes tilkommende Svigermoder. Hvorledes vil det gaa Ulrik Krogvik mellem disse to saa forskellige og indbyrdes fjendtlige Kvinder, som begge elsker ham med en jaloux Kærlighed?
Maaske Fru Anker en anden Gang vil fortælle os mere herom. B.
Fru Thyra Jensen: »Fra Hjem til Hjem«. Bogen indeholder Smaastykker: »Hverdagstanker og Skitser«, som Undertitlen lyder, saadanne Hverdagstanker, som især husmoderlige Sysler og stille, fredeligt Præstegaardsliv paa Landet giver Anledning til. Hverdagslivets Solskin og Graavejr genspejles ofte i jævne og kønne, til Tider lidt for sødlige Ord. I et Stykke : »Den høje Sø«, taler Forf. om Kvindesagen; den har, siger hun, hendes Kærlighed, men ogsaa hendes store Ængstelse. Hun frygter, at Mænds ridderlige Godhed mod Kvinder skal forsvinde, og at Kvinder selv - som ofte hidtil Mændene - skal tage Skade paa deres Sjæl under Kamp om og Misbrug af Magt. (Hagerups Forlag.)
Mere af Ordets Kunst raader aabenbart Sofie Breum over. Hendes Bog »Hjerteblade« er Smaafortællinger om Børn. - »det er paa de spæde unge Hjerteblade, man skal se, naar man vil vide, hvad Kraft der er i den hele Vækst«, slutter Bogen. Og Forf. forstaar »at se« paa Børn og læse den voksnes Karakter ud af Barnets Færd. Efterligning af Fortidens Sprog, som den er forsøgt i »Eleonores Christines første Kærlighed« forekommer næsten altid kunstlet og uægte, hvor meget Studium der end muligvis ligger bag ved. Bedst lykkedes i den hele Samling er »Erobreren«; her har Forf. fast Grund under Fødderne; med Lune og Friskhed skildrer hun Barnebarnets, Skoledrengens, Besøg hos Grandmama, »Naaden«. Fortællingen er fri for det søgt barnlige og rørende, der ofte skæmmer Børneskildringer, og netop derfor rører den. (Gyldendals Forlag.) S.
W. Schorn: Hvad Grandmama oplevede. (Gyldendal.)
»Silhouetter i Ramme« har Forfatteren kaldt sin Bog, og denne Betegnelse er meget træffende, thi som en Række Skyggerids drager dens Personer forbi Læserens Øje.
Vi ser Billeder fra København, som det saa ud for hundrede Aar siden, og Billederne er befolkede med Datidens mest kendte Personligheder, og Billederne skifter stadig: Punschegilde i Dreyers Klub, - Bakkehuset en Aften, hvor Kamma og Rahbek faar Besøg af Ingemann og hans Forlovede, - Dyrehavsbakken, hvor Oehlenschläger fremtræder paa Baggrund af det Liv, han skildrer i St. Hansaftens Spil, - Soirée hos Fru Friederike Bruun i Frederiksdal, hvor Weyse spiller, og Ida Bruun staar i Attituder, fulgt af forelskede Blikke fra Grev Bombelles og Johan Ludvig Heiberg - osv. - osv.
De forklarende Tekster hertil, som sammenknyttes af en mystisk-romantisk Intrige, afgiver en meget fornøjelig Læsning.
Olga Eggers: En grim Kvindes Bekendelse. (Gyldendal.)
Fru Eggers giver en trist Skildring af en Kvinde, hvem Naturen har nægtet alle de ydre Fortrin, som gør Livet let og Sindet lyst. Med Tilforladelighed og medfølende Forstaaelse beskrives den ensomme, glædeløse Barndom, Skoletidens tusinde Naalestik og de Spor, der sættes i et altfor saarbart Sind. Indesluttet og stejl indvies Mariane Gregersen gennem to yderst forskellige Veninders Fortrolighed i Kærlighedens brusende Liv, og hendes Sjæl fyldes med bitter, haabløs Længsel efter Ømhed. En kort Drøm om gengældt Kærlighed brister, og den Bitterhed, som har været hendes Barndoms og Ungdoms stærkeste Følelse, breder sig nu og kvæler alt godt i hendes syge Sind.
Fint og rørende er fortalt, hvorledes Omsorgen for et grimt og ensomt lille Pigebarn smelter den frosne Ømhedskilde i hendes Sjæl og bereder den halvgamle, grimme Pige en Moders Lykke.
Marie Henckel: Landflygtig. (Gyldendal.)
Helten i denne Bog er Erik den 14des og Karin Månsdatters Søn, Gustav Erikson Vasa, som tilbringer sin første Barndom i Fangenskab sammen med Forældrene og Resten af sit Liv i Landflygtighed. Jesuiterne, som opdrager ham, ønsker at sætte ham paa Sveriges Trone, men Forsøget mislykkes, fordi den unge Kongesøn ikke ejer den Ærgerrighed og Hensynsløshed, som udkræves for at føre sejrrig Politik. Han ægter sin Ungdomselskede og lever som Privatmand paa et Gods i Polen.
Fortællingen er skrevet jævnt og stilfærdigt, men mangler Spænding og historisk Kolorit. B.
Emma Rolfsen: l Kalifens Nærhed.
Forfatterinden, der er bosat i Tyrkiet giver en aldeles fortræffelig Skildring af en ung ærgerrig Tyrk, der ligesaa maalbevidst som samvittighedsløst arbejder sig op til den Tinde, hvorfra han styrtes ved Revolutionen i Fjor.
Emnet interesserer og Sproget er præget af en egen Nøgternhed, som gør Bogen ikke mindre tiltrækkende.
Rammen om Hovedpersonen - f. Eks. Beskrivelsen af hans 4 Hustruers Haremsliv - er stilfuld og fængslende.
Alt i alt en Bog, som det er en Fornøjelse at stifte Bekendtskab med. (Aschehoug.)
Børge Janssen: Christine af Milano. Den der har læst »Christine af Danmark«, der udkom ifjor, aabner med Iver denne Fortsættelse af Børge Janssens ypperlige Skildring af Chr. d. 2.’s skønne, trofaste Datter, og man lukker Bogen - der er paa 300 Sider - næsten lidt fortrydelig over, at der ikke er mere. - -
Man havde saa gerne hørt videre om dette stolte unge Pigebarn, der aldrig glemmer at hun er »Kong Christierns Datter«, og om hendes Hjertensven, Hertug Franz af Lottringen, med hvem hun tilsidst efter mange Trængsler forenes.
Næppe i nogen anden af Børge Janssens historiske Romaner naar han i sin Kunst saa højt som her.
I et klangfuldt Sprog tryller han sin Yndling ind i Læserens Sind, - og i de store Optrin maler han med Farver saa stærke og sikre, at man paa Steder tror selv at opleve i Stedet for at læse en overleveret Beretning om andres Oplevelser. (Hagerup.)
Danske Dronninger. (Fortællinger og Karakteristiker). - 1ste og 2det Hefte. -
Ved Dr. phil. Ellen Jørgensen og Cand. mag. Johanne Skovgaard.
Begyndelsen er lovende, og man tør glæde sig til en samvittighedsfuld Beskrivelse af alle danske Dronninger fra Thyra Danebod til Caroline Amalie. - Arbejdet er tænkt saaledes delt at Bogens Hovedpart der begynder med Erik Plovpennings Dronning og afslutter med Frederik V.s Hustru Louise bliver skreven af Cand. mag. Johanne Skovgaard, medens Dr. phil. Ellen Jørgensen skriver om den ældre Middelalders Dronninger samt det sidste Afsnit, der omfatter Juliane Marie, Caroline Mathilde, Marie Sofie Frederikke og Caroline Amalie.
Begge Forfatterinder skriver et klart og smukt Sprog, - Illustrationerne er gennemgaaende gode, kun Omslaget er groft og utiltalende i Farverne. - Udkommer i 12 Hefter à 50 Øre. (Hagerup.)
L. Find og L. C. Nielsen har sammensvoret sig og i smukke Tegninger og Vers digtet en overordent-lig nydelig Bog om en lille »Hanne« - men ikke saa meget for lille Hanne, idet baade Tegninger og Vers vil ligge vel højt for Børn i Almindelighed. - For Voksne vil Bogen være til ublandet Glæde. Udstyrelsen er meget smagfuld. (Gyldendal.)
Th. D.