« Tilbage til søgeresultaterne
Sociale Køberforeninger
Foredrag holdt af Frk. cand. polit. Elna Dahlberg.
(Fortsat)
Køberforeningen i Schweiz, der er stiftet kort efter Køberforeningen i Frankrig, ogsaa efter Tilskyndelse af Madame Jean Brunhes, arbejder efter ganske tilsvarende Principper som den franske. Det er dog værd at lægge Mærke til, at man ikke her særlig har kastet sig over Damekonfektionen, men er begyndt med Chokoladefabrikationen, der er af saa stor Nationalbetydning for Landet. Maaske varer det ikke længe, inden vi helt heroppe vil træffe Spor af denne Forenings Virksomhed. Foreningen mener nemlig, at Mærker er endnu bedre end hvide Lister. Ved Kongressen i Fjor fremviste de et smukt udarbejdet Mærke, og udtalte Haabet om i nærmeste Fremtid at faa Sagen ordnet saaledes, at alle de Fabrikker, der nu staar opført paa hvide Lister, faar Ret til at forsyne deres Chocolader med det decorative j lille Mærke. Saaledes kan vi faa at vide om vi særlig bør give Cailler, Suchard eller Lindt eller maaske andre Firmaer vor Søgning.
Den yngste Forening er den tyske. Den blev stiftet i Aaret 1907, efter at der i Berlin havde været afholdt den berømte Udstilling af tysk Hjemmearbejde under Kejserindens Protektion. Ved denne Udstilling fik man Øjnene op for de ligefrem grufulde Lønningsforhold, der herskede særlig indenfor Damekonfektionen. Man siger, at Udstillingen, der i Modsætning til vor egen Udstilling, som jeg begyndte med at omtale, var meget besøgt, ligefrem vakte Forfærdelse hos de højere Samfundsklasser. Et Udslag heraf var Foreningens Stiftelse. Foreningen virker efter de samme Principper som den franske Forening, gennem hvide Lister og i det hele taget gennem Oplysning om de eksisterende Forhold.
Forinden vi forlader de udenlandske Foreninger, skal vi nævne de Spørgsmaal, der særlig blev behandlede paa Kongressen. Første Dag behandledes 1) Overarbejde, 2) Butiksforhold og 3) Pigekamre. Anden Dag: Køberforeningens Virkemidler, Mærker, hvide Lister og Enquêter. -
Tredie Dag: Køberens Rettigheder og Pligter. Fjerde Dag: Hjemmearbejdet. Af disse Forhandlinger skal jeg kun beskæftige mig lidt nærmere med dem vedrørende Hjemmearbejde. Dog maa jeg henlede Opmærksomheden paa, at Forhandlingen om Butiksforhold førte til Vedtagelse af en Resolution, der gaar ud paa, at Køberforeningerne i de Lande, hvor der ikke alt er gennemført Lov om Siddepladser for Ekspeditricer, skal agitere for en saadan Lovs Gennemførelse. Jeg nævner særlig denne Resolution, fordi et saadant Lovforslag forelaa i Tinget forrige Vinter, men i sidste Øjeblik blev forkastet.
Ved Forhandlingerne om Hjemmearbejdere, særlig Hjemmesyerskerne, var alle enige om, at Hjemmearbejdernes Kaar er utilladelig slette, og at Samfundet bør finde Midler til at bedre Forholdene, navnlig Lønnen. Men derved blev man ikke staaende. - Fra omtrent hvert Land blev der bragt Midler i Forslag til Forbedring af Kaarene, Midler, som alle mere eller mindre var prøvede i Hjemlandet, og som alle giver Anledning til Eftertanke.
Med det mest radikale Middel mødte som sædvanlig Amerikanerne, idet disse - som allerede tidligere nævnt - helt vil afskaffe Hjemmearbejde. Mere gennemførligt var en Englænders Forslag, der gaar ud paa, at Lovgivningsmagten - saaledes som alt sket i Australien - skal indføre Lønningsnævn med Myndighed til at fastsætte en Minimalløn (Akkord eller Timeløn) for Arbejdere, beskæftigede som Herre- og Dameskræddere.
Et saadant Lovforslag maa sikkert kunne blive af stor Betydning, hvis Fabrikinspektionen er stærk nok til at sørge for, at Loven bliver overholdt; saaledes vilde den værste Sulteløn kunne undgaas. En saadan Lov betegnes imidlertid her i Evropa som en Omvæltning i den sociale Lovgivning, der ikke tidligere har blandet sig i Lønforholdene. Dog er et saadant Lovforslag i England bleven til Lov i dette Efteraar og træder i Kraft A ar 1910.
Af andre betydningsfulde Midler, som blev anbefalet, var Støtte af Hjemmearbejderskernes Fagorganisation. Den tyske Repræsentant hævdede f. Eks., at hun tillagde det stor Betydning, at Damer fra bedrestillede Samfundsklasser i Tyskland var begyndt at melde sig ind i den bestaaende Fagforening og ved at ofre Tid og Penge havde bragt denne en Del i Vejret.
Endelig fremkom forskellige Forslag, som særlig gik ud paa at hindre den skæbnesvangre Udsvedning. Der skulde oprettes et Forbund, bestaaende af Repræsentanter fra alle Samfundsklasser, dette skulde overtage Udsvedernes Rolle, d. v. s. tage Arbejdet i Entreprise og derefter uddele det til Hjemmearbejderne; for dette Arbejde skulde de kun tage den Betaling, der var nødvendig til at dække Udgifterne. En Franskmand, der fremkom med et noget lignende Forslag, forventede sig kun rigelig Udbytte af Tanken, naar Forbundet kunde stiftes i Forbindelse med en Rejsning blandt det købende Publikum, saaledes at dette kun vilde købe i de Forretninger, der enten direkte beskæftigede sine Syersker, eller beskæftigede dem gennem Forbundet - ved hvide Lister eller Mærker kunde Publikum faa den fornødne Vejledning. Andre Forslag gik ud paa, at saadanne Forbund selv skulde holde Udsalg rundt omkring i Byen, saaledes som Foreningen l’Entr’aide i Paris, noget tilsvarende som vi for finere Haandarbejde har faaet indført herhjemme ved Udsalget i Palægade.
Som Resultat af denne interessante Forhandling vedtog Kongressen følgende Resolution: »I Betragtning af at Hjemmearbejdet altfor hyppig medfører en stadig Synken i Arbejdslønnen og haabløse hygiejniske Forhold, der er til Skade for Arbejderne og ofte ogsaa for Kunderne, samt uundgaaelig medfører en altfor lang Arbejdstid, maa Konferencen udtrykke Haabet om:
1) At Hjemmearbejdernes Organisation udvikles mere og mere.
2) At der foranstaltes Enquêter og Udstillinger af Hjemmearbejde.
3) At Myndighederne bevæges til at interessere sig for lovmæssig Regulering af Hjemmearbejdet.«
Vil man nu søge at skabe sig et Helhedsindtryk af Forhandlingerne paa Kongressen i Genf, saa vil man se, at som en rød Traad gennem dem alle gaar den Tankegang:
»Godgørenhed er godt og kønt, men det er langt bedre, om Samfundet vilde gøre sin Pligt og lønne alle sine Arbejdere saa forsvarligt, at disse kunde leve af deres Arbejde.« Dette gør Samfundet ikke, hvor Talen er om Hovedparten af de kvindelige Arbejdere. Hele Samfundsudviklingen har medført, at Arbejdsgiverne har kunnet trykke disses Lønniveau altfor sørgelig langt ned, og det har vist sig atter og atter, at de arbejdende Kvinder vanskelig selv ved Fagorganisation har kunnet hæve Lønniveauet. Navnlig har det vist sig, at Kvinderne ikke har haft Evne til at skaffe sig en ordentlig Uddannelse, for det maa vi jo gøre os klart, at de daarlige Forhold indenfor Damekonfektionen for en stor Del hidrører fra, at mange af Syerskerne ikke duer til noget rigtigt, ikke har lært noget. Hvad man end vil forsøge for at hæve Lønnen, vil det intet nytte, hvis man ikke samtidig sørger for at faa organiseret en almindelig anerkendt Fagskole for Syersker. Dansk Kvindesamfund har forlængst oprettet en saadan, men den maa have nogle Brist; den giver vist bl. a. ikke tilstrækkelig lang Uddannelse, ialt Fald regnes der ikke rigtig med den. Noget bør der gøres dér og helst i stor Stil; ligesom Mændene i mange Aar har haft den tekniske Skole, skulde Kvinderne have deres Syfagskole.
Har Kvinderne først lært noget, kan de ogsaa fordre ordentlige Lønninger. Det forekommer mig slet ikke umuligt, at en Køberforening herhjemme - hvor Forholdene trods alt er bedre end i Udlandet - kunde faa nedsat et privat Lønningsnævn, bestaaende af Arbejdere og Arbejdsgivere samt nogle Repræsentanter for Køberforeningen, der kunde fastsætte en Akkordløn for Hjemmearbejde og en Timeløn for Værkstedsarbejdere, der sikrede en normalt dygtig Arbejder en Timeløn af 25 Øre, og ved en Forbindelse af hvide Lister og Mærker kunde skaffe det købende Publikum Kundskab, ikke blot om hvilke Udsalg, der lønnede deres Syersker ordentlig, men ogsaa om hvilket Lagerarbejde, der var socialt godt Arbejde.
Saafremt Køberforeningen virkelig kunde skabe en god Reklame, saa tror jeg ikke, at de gode Arbejdsgivere vilde stille sig afvisende, særlig ikke, hvis der nu ved den forestaaende Revision af Fabrikloven, saaledes som sket i den tyske Fabriklov, blev indført en Bestemmelse om, at de tilbudte Lønsatser skulde opslaas i Lokalerne; der vilde da ikke blive Tale om noget særlig Posekiggeri fra Køberforeningens Side.
Et stort Fremskridt vilde det være, om der blev paabudt en Registrering af Hjemmearbejderne samt paalagt Fabrikinspektionen at føre Tilsyn med Hjemmearbejdere. Noget saadant er indført i Amerika; dette vilde sikkert være et godt Middel mod Udsvedningssystemet
Ligeledes tror jeg, man lettere fik Arbejdsgiverne med, dersom Køber foreningen optog paa sit Program »prompte Betaling«, noget der vilde være gavnligt baade for Sælger og Køber.
Samtidig maatte Foreningen selvfølgelig optage Kampen mod Udsvedning. Det er ikke nok, at en Arbejdsgiver lønnner et Par Udsvedere godt, man maa være sikker paa, at Lønnen kommer de egentlige Arbejdere til Gode. Dette bliver meget vanskeligt, men den bedste Støtte i saa Henseende vilde det være, om der blev stillet store Fordringer til Arbejdsrummene. Selvfølgelig kræver en saadan Lovbestemmelse et meget stort Arbejde af Fabrikinspektionen, som man maaske vanskelig tør paatage sig i Øjeblikket, - -. men saa er der jo Franskmandens Forslag om Køberforeningen som Entreprenør; det var maaske et Forsøg værd.
De gode Arbejdsgivere haaber jeg altsaa, at man skulde kunne faa fat i, men saa er der Køberne; dem byder Foreningen kun en ideel Fordel - men som saadan er den ogsaa stor, - nemlig Bevidstheden om at lønne deres Arbejdere forsvarlig.
Jeg mener, at det ved Udstillinger og Offentliggørelser af Enquêter maa kunne gøres klart for os Kvinder, at megen af den Simili Pynt, som mange af os er saa glade ved, kun kan opnaas for en billig Penge ved, at mange Syersker lønnes saa slet, at de kun kan eksistere ved Hjælp af Fattighjælp paa den ene eller den anden Maade, eller hvad der er værre - ved æreløst Erhverv. Køberne bør gøre sig klart, at naar de lønner, omend kun indirekte, deres Arbejdere saa slet, at disse kun kan eksistere ved Hjælp af Fattigunderstøttelse, saa modtager de selv Fattigunderstøttelse, og ser de først saaledes paa Sagen, saa vil de være taknemmelige for Mærker og hvide Lister. Morten Pontoppidan siger i sin Artikel om sociale Køberforeninger i Gads Magasin: »Det er en Art social Prædiken«, Køberforeningerne har paabegyndt. Meget længere end til denne Prædiken er man maaske ikke naaet i de europæiske Køberforeninger:-Men jeg har nu den Tillid til mine Medmenneskers Retfærdighedssans, at jeg tror, at de, naar de først har faaet Øjnene op for Misligheden, vil være glade for at faa Midler i Hænde til at opfylde deres sociale Pligt, især da det næppe vil komme til at koste dem ret meget. Ligeledes tror jeg, at de humane Sælgere vil være villige til at give Køberforeninger Oplysninger, for at disse kan reklamere for dem. Derfor tror jeg, at sociale Køberforeninger, med hvide Lister og andet Tilbehør har en Fremtid for sig, ikke mindst fordi en saadan Forening kan tage sig af alle nødlidende Fag, som overhovedet har Mulighed for at ophjælpes.
Men sund er nu den Tankegang: »Den, der køber har Magten, og den, der har Magten, har Pligten«.