« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Døtres Fremtid
III
Forældrenes Stilling overfor Spørgsmaalet om Døtrenes Fremtid bestemmes endnu i de fleste Tilfælde, som tidligere nævnt - af gammel Overlevering. Meget af denne har imidlertid sit Udspring i Forældrenes Egoisme; de har saaledes ønsket at beholde Døtrene hjemme, - hvis de da ikke fik dem anbragt ved et Giftermaal - og de har ikke ønsket at bringe større Offre for deres Uddannelse. Vi Forældre maa vogte os for, at ikke Hensynet til os selv bliver det afgørende.
Det kan selvfølgelig være svært nok for mange Forældre at overkomme at skaffe Sønnerne en god Uddannelse og ofte bliver der intet tilovers til Døtrenes. Men dette er og bliver uretfærdigt og forkasteligt! Forældrene har den uafviselige Pligt at gøre, hvad de kan for Børnenes Fremtid; og det er kun daarlige Forældre, der gør Forskel paa Børnene.
Naar man stiller Forældre det Spørgsmaal: Hvad skal Deres Datter være? faar man imidlertid som oftest det Svar, at der er Brug nok for hende i Hjemmet.
Lad os da se lidt paa, hvorledes disse Kvinder er stillet, som ikke har lært noget rigtigt, hvorved de kan skabe sig en Stilling eller ernære sig selv og ikke gennem Mand og Børn har faaet en Livsopgave, disse Døttre, som Hjemmet vil bevare for sig selv. Alle disse kan man vistnok uden at tage meget fejl indføre under Rubriken: opdraget til at blive gift. For hvis denne Udsigt ikke har staaet for Forældrene, som den endelige Løsning, - savner deres Tankeløshed eller mere eller mindre bevidste Egoisme ethvert Forsvar.
Det er meget almindeligt at træffe yngre ugifte Damer fra velhavende Hjem, Kvinder der sidder inde med Dygtighed, Energi og Virketrang, men som i Hjemmet ikke har kunnet finde nogen Anvendelse herfor, og som i høj Grad føler Savnet af et Arbejde, en Opgave, ja blot en Beskæftigelse. Mødrene, der har ført et virksomt Liv med at styre deres Hus og opdrage deres Børn, ønsker aldeles ikke at give Slip paa Styret og selv sidde arbejdsløse tilbage. Arbejdet bliver desuden af sig selv mindre, naar Børnene bliver voksne og maaske forlader Hjemmet. Det er sandt nok, at mange saaledes stillede Damer udenfor deres Hjem kan finde et stort Virkefelt i Velgørenhedens Tjeneste, men det er ikke alle, som egner sig for den Slags Arbejde, - og det, det gælder om her i Livet, er jo dog at komme paa sin rette Hylde. Derfor maa man kunne vælge frit.
Et Raisonnement, der ikke sjældent; er medvirkende Aarsag til en saadan - ellers ikke synderlig gennemtænkt - Plan for Datterens Fremtid, som den, at hun skal beskæftiges i Hjemmet, er dette: Naar de ikke behøver at tjene noget, saa maa de ikke tage Arbejdet fra de ubemidlede.
Det er mærkeligt, at dette aldrig har været anvendt overfor unge Mænd; men det er ogsaa heldigt, for dette Raisonnement hviler paa et fejlagtigt Grundlag. Det maa nødvendigvis være et daarligt økonomisk Princip at lade Værdier ligge ubrugte hen og derved gaa til Spilde. Har Landet ikke Brug for de Evner og Kræfter, som det producerer, saa maa det se at skabe Muligheder for deres Anvendelse, og kan dette ikke lade sig gøre, saa er der endnu Steder nok paa Jorden, hvor der trænges til Arbejdskraft. Det bør være ethvert Menneskes Ret at udnytte sine Evner paa bedste Maade; Samfundet kan kun vinde derved.
Men er der saaledes Tilfælde, hvor Datteren er til overs, saa er der maaske ligesaa mange, hvor det virkelig gælder, at der er fuld Anvendelse for hendes Arbejde i Hjemmet. Men her er det ikke, som i forrige Tilfælde, saaledes, at Datterens Fremtid er økonomisk betrygget ogsaa efter Forældrenes Død. Og hvorledes stiller saa disse Forældre sig overfor Spørgsmaalet om Datterens Fremtid? Tænker de, for hvem hun lever og offrer sig i det hele taget paa, hvad der skal blive af hende, naar de er borte!
Naar man hører om alle disse enlige, ældre Kvinder, der hutler sig gennem en kummerlig Tilværelse ved den enes Naade hist, den andens Barmhjærtighed her i stadig skuffet Haab om dog en Gang at faa et af de mange Legater, en Plads i en af de mange Stiftelser, som de bestandig søger, - ja, saa maa man tvivle paa, at deres Forældre virkelig har gjort alt, hvad de kunde for at sikre Døtrenes Fremtid.
Foruden disse to Yderpunkter, Datteren, der gaar hjemme uden at kunne finde Beskæftigelse der, og Datteren der ofrer al sin Tid og Kraft paa Hjemmets Arbejde, findes en stor Mængde andre Tilfælde, nemlig de, hvor Forældrene gærne vil beholde Datteren hjemme, men hvor hun selv maa tjene sine Lommepenge. Disse Lommepenge er ofte surt erhvervede og i de fleste Tilfælde vil Datterens økonomiske Kaar blive meget vanskelige, naar hun ikke længere har sit Hjem.
Der er ofte nok klaget over, at de unge Piger, der har deres Hjem i Ryggen og derfor kan nøjes med en mindre Fortjeneste, - som de ganske vist ogsaa maa tage til Takke med, da de intet kan, - ødelægger Arbejdsmarkedet for dem, der er nødt til at leve af deres Arbejde. Af den nylig afsluttede Diskussion her i Bladet fremgik det tydeligt, hvor aktuel Sagen er.
I den første af disse Artikler foreslaar Fru Borgerrepræsentant J. Arenholt, at Telefondamernes Arbejdstid skal forlænges, og deres Løn samtidig forhøjes, saaledes at det bliver muligt at leve deraf.
At man stiller denne Fordring til Betalingen for en fuld Arbejdsdag er en Selvfølge. Men det kan paa den anden Side være rimeligt nok, at den Datter, som kan være noget for sit Hjem, og som er saaledes stillet, at hun ikke behøver selv at tjene alt til sit Udkomme, kan ønske at dele sig mellem Hjem og Erhverv og derfor maa nøjes med en ringere Indtægt af det sidste.
Dette maa blot ikke opnaas ved, at hun arbejder for mindre Løn, men ved, at hun arbejder i kortere Tid end den, som skal leve udelukkende af samme Arbejde.
Ved denne Ordning vilde man opnaa den Fordel, at den unge Pige, naar hun ikke længere har sit Hjem, er i fuld Gang med et Arbejde, som det er muligt at leve af; hun behøver blot at paatage sig noget mere deraf. Og man vilde desuden derved undgaa den forkastelige Underbyden af de i Øjeblikket mindre heldigt stillede.
Det er selvfølgelig langtfra alle Arbejder, der egner sig til en saadan Deling i halve Arbejdsdage, men der er dog sikkert ikke saa faa, hvormed det kunde ordnes. Der er f. Eks. netop Telefondamernes Stilling, hvorom den nævnte Diskussion drejede sig. Da der jo, som det fremgaar, er skiftende Hold, skulde man synes, at disses Antal blot maatte kunne forøges, hvorved Arbejdstiden blev kortere for hver enkelt. Paa et Omraade, - og det et af de største - nemlig Undervisningens, kan en saadan Ordning sikkert indføres og er det vistnok i mange Tilfælde. Her tænkes ikke paa de fast ansatte Kommune-Lærerinder, men paa Lærerinder i private Skoler eller beskæftigede med privat Undervisning. Det samme gælder Masseuser, at de ogsaa maa kunne paa tage sig kortere eller længere Arbejdstid.
Der kunde uden Tvivl nævnes flere Eksempler paa Arbejdsfelter, der egner sig for en saadan Ordning, og hvor maaske endog Arbejdet vilde vinde ved, at dets Udfører saaledes kom friskere til det.
Var det blot i alle Tilfælde Rettesnoren for den unge Pige, der søger sig et Arbejde, enten hun skal leve deraf eller blot beskæftiges nogle Timer af Dagen og samtidig tjene sine Lommepenge, at det Arbejde, hun paatager sig, maa hun være i Stand til at udføre ordentligt, saa vilde det ogsaa snart blive muligt for hende at forlange en ordentlig Løn derfor.
(Fortsættes.)
