« Tilbage til søgeresultaterne
"Kvinden og Samfundet". Et Tilbageblik
Da det beskedne gule Hæfte med Dronning Margarethes Billede over Aar 1885, begyndte at udkomme, var der vel næppe mange, der troede, at det skulde komme til at opnaa den for et Tidsskrift saa høje Alder, at det kunde fejre sit fem og tyve Aars Jubilæum. Og næppe nogen, selv af Kvindebevægelsens mest troskraftige Forkæmpere, turde vel den Gang have forudsagt, at det, inden et fjerdedels Aarhundrede var gaaet til Ende, skulde faa den Opgave at oplære Kvinderne, ikke blot til kommunale Vælgere, men til Kommunalraadsmedlemmets ansvarsfulde Gerning.
Det lille Tidsskrifts Liv er virkelig noget af et Eventyr. Det har været Dansk Kvindesamfunds Kærlighedsbarn og tit ogsaa dets Smertensbarn. Hovedsagelig baaret frem af frivillige Kræfter, har det til Tider sygnet svært hen, saa at man troede, at Døden var nær. Men atter blussede Livskraften op, og en Gang imellem fik det Barn endog Evne til at sige det forløsende Ord i et eller andet vigtigt Tidsspørgsmaal. At det endnu lever, det lille Barn, og tilmed er vokset op til en fuldmoden Kvinde, der begynder at trives, det er i sig selv et Vidunder, vidnende ikke mindre om dets Venners Offervillighed end om den Sags Berettigelse, som det har baaret frem.
Der var fra første Stund et ærligt, solidt Grundpræg over »Kv. og Sf.«. Det begyndte ikke som saa mange andre journalistiske Foretagender med at raabe op for at tiltrække sig Opmærksomheden, men stilfærdigt og beskedent fremsatte det sine Krav. End ikke under de sværeste økonomiske Trængselstider prøvede det paa at slaa sig op med falsk Reklame. »Kv. og Sf.« har villet virke ved selve sin Sags Retfærdighed, og hvor beskedent det end har maattet fremtræde, savnede det derfor ikke den Vederhæftighed, som altid virker fornemt.
Men det kan ikke nægtes, at de beskedne økonomiske Kaar i meget har sat sit Præg paa Indholdet, og for at bedømme »Kv. og Sf.« ret, maa man fra første Færd tage dette i Betragtning.
Man startede Foretagendet uden Kapital, og for at vinde frem til de mange sattes Abonnementsprisen saa lavt som til 1,25 aarlig for 10 Maanedshæfter paa 30 Sider.
Det viste sig at være et Misgreb. Frivillige Kræfter maatte bære det hele. Den ventede store Udbredelse udeblev, da Kvinderne savnede Forstaaelse af Betydningen af at eje et Talerør for deres Ønsker.
En stor Fejl var det, at Tidsskriftet ikke lige straks blev gjort til Medlemsblad for D. K. Foreningen havde den Gang henved 600 Medlemmer og var i jævn Stigning. Derved havde det opnaaet mere Betydning og en fastere Grundvold. Først 21 Aar senere, i 1906, er dette Skridt foretaget, og det er netop efter den Tid, at »Kv. og Sf.« har taget Fart.
Men de beskedne Kaar, hvor man i alt var henvist til Offervilligheden, førte dog det Gode med sig, at Bladet blev en virkelig Skole for mange, som stod med uklare Tanker om den ny Tidsbevægelse og trængte til at faa dem udformede. Man behøver blot at sammenligne de nyere Aargange med de ældre for at se, hvor meget mere klart, koncist og maalbevidst Medarbejderne i Almindelighed nu skriver mod den Gang.
For de første Redaktører maa Arbejdet have været temmelig svært. Det var jo at bygge paa bar Bund. Men en stor Støtte havde de i Kirstine Frederiksen, der var Sjælen og Drivkraften i det hele. Mange af de bedste Bidrag er fra hendes Haand. Det skyldtes hendes Initiativ, at mange af de vigtigste Sager blev tagne op. Selv om hendes Navn ikke fandtes der, var hun altid nær knyttet til Redaktionen. Mange Gange havde den, der skrives disse Linier, Lejlighed til at se, hvor dyb en Kærlighed hun nærede til denne Kvindesagens »raabende Røst«. Saa længe hun aandede, maatte den ikke blive tavs.
Det var med et lidt svævende Program, at »Kv. og Sf.« i 1885 begyndte at udkomme. Hvad det gule Hæfte vilde var:
1) at give Oplysninger om Kvindens Stilling her hjemme,
2) at bringe Breve og Meddelelser fra alle civiliserede Lande om Sagens Stilling dér,
3) at underkaste Spørgsmaalene en alsidig Drøftelse, og endelig
4) at bringe Forslag til Reformer, der paa bedste Maade kan stemme med vore hjemlige Forhold.
Det var gennem de Diskussionsmøder, som D. K. havde foranstaltet rundt om i Landet, at man havde erfaret en voksende Interesse for Kvindesagen. Paa den anden Side havde man gjort sig klart, at der trængtes til at faa disse Spørgsmaal besvarede: Hvad forlanger Kvindesagens Venner, og med hvilken Ret forlanger de det?
For at tilfredsstille denne Trang og give Kvinderne en Lejlighed til at udtale sig var det, at »Kvinden og Samfundet« fremkom.
Som man af det valgte Navn vil kunne se, var det Kvindens Stilling som Samfundsmedlem, man især vilde sætte under Debat. I de første Aargange kommer dette dog kun lejlighedsvis frem. Det er Kvindens Stilling i Hjemmet, der samler Interessen. I Forholdene mellem Ægtefolk, saavel som mellem Herskab og Tyende fandtes vanskelige Skær at klare. Vel havde Loven allerede givet Hustruen Ret til hvad hun selv erhvervede, men Lovens Fortolkning voldte nogen Vanskelighed. Hustruens formueretslige Stilling i det hele, hendes Medbestemmelsesret over Børnene, er Spørgsmaal, som atter og atter drøftes. Meningerne er delte; men Diskussionen, gaar sindig og rolig sin Gang lige til der i den 3. Aarg. optages et Emne, der virker som Gnisten i en Krudttønde.
Det er Sædelighedssagen.
Frk. E. Grundtvig lægger for med en Artikel om Erotik og Kvinden i Anledning af Stella Cleves den Gang saa meget omtalte Pyrrhussejre. Dette var dog blot en lille Forløber, som viste, hvilket Standpunkt Danmarks eneste Kvindeorgan indtog til de opdukkende Meninger om Kvindens saakaldte Frigørelse i kønslig Henseende. Hansken kastedes af Mærket G.B. i »Politiken«, og dermed begyndte en Strid, hvis Bølger skulde komme til at gaa højt ogsaa i den mandlige Presse.
I Anledning af Anmeldelsen af Garborgs Mannfolk og H. Pontoppidans Mimoser udslynger Kritikeren her den dristige Paastand", at »Askesen, saadan som den for Øjeblikket øves af det store Flertal blandt de højere Stænders Kvinder, er en Ulykke«. Kvinden skulde derved blive defekt og fordummet, og Manden blev tvungen ned i Gadens løse Forbindelser. Det bedste for dem begge var, om Kvinden blev erotisk frigjort.
Frk. Grundtvig tog paa Kvindernes Vegne Hansken op og fremførte med ligesaa stor Dygtighed som Aabenhed og Frimodighed det vanskelige Spørgsmaal. Det var første Gang en Kvindes Mening herom hørtes offentlig, og det bør mindes.
Frk. G. paaviste, hvordan det, som nu forlangtes, umulig kunde blive til Kvindens sande Frigørelse, men kun vilde tjene Reaktionen. Kvinden skulde ikke blive som Manden. Manden burde i Stedet for lægge Baand paa sit ustyrlige Driftsliv, der ikke var ganske naturligt, men for Tiden vistnok frembragt ved Paavirkning fra fransk Litteratur, og blive kysk ligesom Kvinden. Det var det sædelige Lighedskrav, der maatte opstilles.
I et bestemt Presseorgan vakte dette Krav en Storm af Forbitrelse. Men paa den anden Side vandt Frk. Grundtvig Tilslutning fra mere end eet af de gode og kendte Navne. Blandt de mandlige Indsendere i »Kv. og Sf.« eller Dagspressen skal her blot nævnes Hostrup, Bjørnson, Kristoffer Janson og Sveistrup.
Disse Forhandlinger optager saa godt som hele 3. Aarg. De førte i hvert Fald det gode med sig, at de skaffede D. K. varmere Tilslutning og hæftigere Modstand, end det nogensinde før havde mødt. For »Kv. og Sf.« var det det store Aar, da dets Stemme blev hørt over det hele Land og udover dets Grænser.
Naar man ellers gennemgaar en Række af de ældre Aargange, er det for vor Tids Læsere vanskeligt at forstaa den ikke altid smigrende Opmærksomhed, som det gule Hæfte vakte i Dagspressen.
Der er mange nutildags, som finder, at »Kv. og Sf.« har været for lidt radikal. Man overser, at dets Fremtræden, hvor besindig og stilfærdig den end i Almindelighed var, i sig selv var noget revolutionært. Den blotte Forekomst af et særligt Organ for Kvindernes Ønsker syntes mange ukaldet og udfordrende. I de første Aargange giver en staaende Rubrik: Kvindesagen i Dagspressen, et lille Indblik heri. I smaabitte, nøgterne Notitser males der en Tidsopfattelse, der, skønt den ikke er en Menneskealder gammel, forekommer os umaadelig forældet. Særlig er det Artiklerne om Hustruens formueretslige Stilling, der vakte Uro.
Her klager En over, hvor reduceret Mandens Stilling i Hjemmet allerede er bleven. Der paakalder en anden Lovgivningsmagtens Beskyttelse for Manden i Ægteskabet. Et Blad som »Nationaltidende« giver Plads for en allerkæreste Dydsprædiken, hvis Kærne er, at siden Skriften lærer: »Heller lide Uret end gøre Uret« bør Manden søge ved Lov at faa Kvindens Ligestilling forhindret.- Den Gang var alle Vaaben gode nok mod Kvindesagen - selv den mest krasse Ulogik.
At Begreberne virkelig i Tidens Løb er blevne klarede, skyldes ikke mindst den Omstændighed, at der fandtes et Organ, hvor Kvinderne havde Lov at fremstille deres Tanker. Redaktionen kunde ved Udsendelsen af den 10de Aargang ogsaa melde, at der i de 10. Aar var udrettet et godt Oplysningsarbejde. »Tænkende mennesker kender nu Forskel paa Kvindesagen og dens Karikatur, og derved har vi opnaaet Respekt og faaet Ørenlyd.«
Den teoretiske Begrundelse af Kvindens Frigørelsessag synes ikke at have været taget op som en Hovedopgave. Som noget selvfølgeligt gik man ud fra »Kvindens Trang til at være noget andet end et blot Gennemgangsled for Slægten«. Man vilde, at hendes Evner skulde komme til deres Ret, og derfor blev Spørgsmaalene om Kvindernes Opdragelse og Erhvervsliv tagne op i første Række og behandlede fra den praktiske Side. Saaledes har »Kv. og Sf.« gjort sig til Talsmand bl. a. for en mere praktisk Afslutning af Almueskolens Pigeundervisning, saavel som for Oprettelsen af et Statens Kvindeseminarium. Men tillige har det virket for Kvindens Oplæring til Haandværk.
Først efterhaanden fik man Øjnene op for, » at i det Opgør, som staar paa mellem Kvinden og Samfundet ligger der en Rigdom af Emner gemt«, men dermed var ogsaa Retningen fastslaaet, som skulde munde ud i Ligeberettigelse for Kvinden ogsaa som Borger.
Man sammenligne en af de ældre Aargange, hvor Stemmeretsspørgsmaalet ligesom tilfældig dukker op, fremført af Mænd og uden nogen livligere Tilslutning fra Kvindernes Side, med de aller sidste, hvor dette er det herskende Emne. Man vil deraf forstaa den Udvikling, som er foregaaet paa saa kort Tid.
*
Kvindesagen er begyndt som en Bevægelse i Mellemklassen, fordi dens Kvinder mere end Arbejderklassens »af Samfundsforholdene bliver satte udenfor Livet«. Men en Fejl var det dog, selv om meget kan undskylde det, at den begrænsedes til at blive en Klassesag. Arbejderkvinder skabte vel lettere deres Erhverv, men til Oplysning og Højnelse trængte de nok saa meget som Kvinderne i de højere Klasser. Deres Evner havde samme Ret til at komme til Udfoldelse. Men længe oversaa Kvindesagens Venner dette.
Det er først efter den store Lock-out i Sommeren 1899, at man kan spore en Vækkelse for det sociale Spørgsmaal, og denne er da saa dyb og alvorlig, at Bladets Program udvides til ogsaa at omfatte Arbejderkvindens Sag. I de nærmest følgende Aar er dette Spørgsmaal det fremherskende. Det falder sammen med den Bramsenske Revision af Fabrikloven, da man sammen med flere udmærkede Reformer ogsaa søgte at indføre det ny Beskyttelsessystem, der truede med at stille den voksne Arbejderske i Række med Mindreaarige og saaledes yderligere vanskeliggøre hendes Kamp for Tilværelsen.
Det var »Kv. og Sf.«, som den Gang slog Alarm, og som rejste Kravet om Understøttelse for Barselkvinden, hvem Loven forbød at arbejde i visse Uger efter Nedkomsten. Et Krav, som ogsaa blev opfyldt af Lovgiverne, saa at den danske Beskyttelseslov paa det Punkt blev mere human og retfærdig end andre Landes.
Interessen for det sociale Spørgsmaal tabte sig dog snart, og de mere borgerlige traadte atter i Forgrunden. Det er først i den seneste Tid, at det igen dukker frem, maaske som Forløber for den forestaaende Revision af Fabrikloven.
Hvad der under de seneste Aar særlig har lagt Beslag paa Opmærksomheden er Hustruens Medbestemmelsesret over Børnene og Formuen samt ugifte Mødres og deres Børns Retsstilling. I disse Spørgsmaal har »Kv. og Sf.« givet ikke saa faa gode Indlæg, der sikkert ikke har været uden Betydning for Rigsdagens Reformarbejde paa det Punkt.
For »Kv. og Sf.« maa det have været store Øjeblikke at kunne optegne disse og flere Sejre. Men maaske aller mest opløftende har det dog været i de seneste Aar at maatte forberede Kvinden til Vælger og Kommunalraadsmedlem. Heri er der nedlagt et dygtigt Arbejde. Særlig vil jeg minde om de fortræffelige og indgaaende Artikler om »Københavns kommunale Styrelse«.
*
Af ydre Forandringer har »Kv. og Sf.« maattet gennemgaa flere end hvad nyttigt er. At Tidsskriftet i Aar 1899 gik over til at blive Ugeblad var kun et glædeligt Bevis for, at den gode Sag havde Vind i Sejlene. Saa meget sørgeligere var det derfor, at man allerede et Par Aar derefter af Forholdene blev tvunget til at tage et Reb ind. Men atter var Regnskabet stillet fejlt op. To Kroner plus Postpenge om Aaret for et Ugeblad med Førstehaandsstof - det siger sig selv, at det kunde aldrig svare Regning.
Bladet udkom derefter kun hver fjortende Dag, indtil det endelig omdannedes til det tospaltede Hæfte, som det nu er. Som Medlemsblad for en stor, stadigt voksende Forening og med det Bidrag fra Staten af 500 Kr., som det har haft siden 1901 og forhaabentlig vil kunne bevare, skal »Kv. og Sf.« vel herefter være forskaanet for andre Forandringer end de fremadskridende.
Det er indlysende, at det er forbundet med store Vanskeligheder for et Blad at repræsentere en saa stor og uensartet Forening som D. K., hvor Medlemmerne har de mest forskellige Anskuelser. Særlig ved Optagelsen af nye Spørgsmaal faar let Redaktionen dette at føle. Fra den ene Kant opnaar den maaske den varmeste Tilslutning; fra den modsatte maa den være belavet paa at modtage ret haarde Knubs. Maaske er det denne Vane at øve Kritik, der har bevirket, at »Kv. og Sf.« til Trods for et lidt svævende Program og de hyppigt skiftende Redaktioner alligevel har formaaet at styre sin Kurs støt uden altfor svære Svingninger.
Især efter at Redaktionen ved Udsendelsen af den 20de Aarg. nærmere havde bestemt sit Program, er der kommet en fastere Holdning over det hele.
Imod de nyeste Strømninger indenfor Socialetiken hævdede Bladet, at det vilde som før kæmpe for lige Ret for Mand og Kvinde i Samfundet saavel som i Ægteskabet, og at denne Institution, som Udtryk for det højeste Kulturstandpunkt, bevaredes.
Naar man gennempløjer de mange Aargange, faar man et levende Indtryk af, hvormegen Kamp Kvindebevægelsens Forkæmpere har haft at bestaa for at faa mange af de Rettigheder gennemført, der nu forekommer os saa selvfølgelige. Men man faar ogsaa af og til en lidt smærtelig Følelse af, hvor uforstaaende Kvinderne i Almindelighed staar overfor deres egen Velfærdssag.
Det er som med Tordenskjolds Soldater de samme og samme, der maa gaa i Ilden. Der er en. trofast Skare Venner, hovedsagelig tilhørende D. K., som nedlægger et stort Arbejde i at føre Sagen frem. Der er en anden trofast Skare Venner, der støtter Bladet økonomisk. Men ud til de mange naar det ikke, før det endelig ved Lov bliver Medlemsblad.
»Man maa haabe,« skriver Fru Johanne Monrad angaaende »Kv. og Sf.«, »at alle disse Navne, der har lagt Ryg, Tid og Arbejde til Kvindesagens Fremførelse her hjemme, maa have deres Navne skrevne i Himmelen, for af den yngre Slægt er der ikke En, der véd, hvad Arbejde de Mennesker gjorde frivilligt og for intet.«
Man maa haabe, at denne Tankeløshed overfor et stort Livsspørgsmaal, denne selviske Hang til at nyde Frugten uden at røre sig et Skridt for Træets Plantning maa forsvinde, naar Kvinden opdrages ogsaa for det offentlige Liv. Da vil Synskredsen udvides. Da vil hun blive sig sit Ansvar fuldt bevidst. Da vil ogsaa »Kvinden og Samfundet« have gjort sin Gerning.
