« Tilbage til søgeresultaterne

En Kvinde i Spidsen

Af: Petrine Emilie Lorenzen

« Se emneord

(Forsinket paa Grund af Pladsmangel.)

Redaktionen af »Kvinden og Samfundet« har ønsket at meddele sine Læsere lidt om de nærmere Omstændigheder ved den Begi­venhed, at en Kvinde i Novbr. 1908 er ble­ven Formand for Københavns Amts Plejehjemsforening, og jeg skal gærne fortælle lidt derom.

Foreningen er kun 5 Aar gammel. Køben­havns Amt kom sent med; lignende Foreninger havde allerede dannet sig i langt de fleste an­dre Amter. Nu er de alle med, fra Skagen til Gedser.

Hvor  jeg  husker den Aften paa Kbhvns Raadhus, da Kbhvns Amts Plejehjemsforening skulde stiftes! Vi samledes i et Lokale, velvil­ligt stillet til Disposition af daværende Borg­mester Jacobi;  vi,  det vil sige en Del Men­nesker, kommende fra alle Amtets Sogne, en eller to fra hvert. Vi var  indbudt af  For­manden for Overværgeraadet, Overretsassessor Bruun, og Hovedbestyrelsen for Roskilde Amts Plejehjemsforening, som havde paataget sig den Mission at drage Kbhvns Amt med ind i Nettet. Saa stod vi da der, vildfremmede, for i  hverandre og for den Opgave, man ønskede, vi skulde tage op. Kun én Dame til var indbudt,  Frk. Anna Larsen fra Sengeløse, ellers udelukkende Herrer.

Jeg havde jo undret mig over, at denne Indbydelse var udgaaet ogsaa til mig. Var det, fordi jeg havde Plads i Menighedsraadet og nogle Bestyrelser, og fordi jeg aldrig har i været bange for at agitere lidt for en Sag, der interesserede mig?

Saa blev da Hovedbestyrelsen dannet og jeg  blev Repræsentant for Søllerød-Vedbæk Sogn,  hvor jeg den Gang kun havde været bosiddende i 5 Aar. Til Formand valgte vi Pastor Ræbild, daværende Præst ved Kastrup Kirke.

Senere dannede vi Kredse i alle Sognene, og alle Medlemmer, Mænd og Kvinder, virker vi jo for dette: at finde gode Folk, der egner sig til at være Plejeforældre for alle vore mishandlede eller   ulykkeligt stillede Børn, hvis naturlige Hjem er værre end intet. Vi finder Børnene, eller man bringer dem til os. Værgeraadene kommer med deres, Kommunalbestyrelserne ligeledes, og saa alle de ugifte Mødre! Alle har de Krav paa vor Hjælp, og for alle vil vi gærne aabne Døren til et godt og kær­ligt  Hjem! Selvfølgelig betales der for dem; i mange Tilfælde holder det paagældende Sog-neraad  os  skadesløse,  men  vi  har  Brug  nok for venlige Bidrag, foruden for Stats- og Amtstilskud; ofte har vi kun for det enkelte Barn Faderens tvungne Alimentationsbidrag.  Og her  ligger den anden af vore 2750 Medlemmers Opgaver: at lede en Strøm af Guld og  Sølv ind i vor  Kasse, dette Guld  og  Sølv som maa til, forat de smaa forkomne Stakler kan  blive virkelige Børn,   sunde og frejdige.

Vor   tidligere udmærkede Formand har forstaaet at sætte Sagen fortrinligt i Skik, og i de enkelte Tilfælde, som ofte kan være vanskelige nok at ordne, har hans Maade baade været klog og kærlig,  saa det var fortræffe­lige Traditioner, jeg gik ind til, da Hovedbestyrelsen  gjorde  mig  den  Ære,  at vælge mig til hans Efterfølger, ved hans Forflyttelse til Nøddebo.                                                          

Selv stred jeg imod med Hænder og Fødder ved dette Valg. Formandsarbejdet ved en  af de største Plejehjemsforeninger syntes mig saa uoverkommeligt og det juridiske saa indviklet, at jeg ikke sagde ja, før der var lovet mig Støtte af et Forretningsudvalg, nemlig,  foruden vor fortræffelige  Kasserer, en  Mand til  Alimentationssagerne og en anden til at udsende, indsamle og bogføre   Halvaarsberetningerne.

Hvori bestaar nu min Opgave? Jeg repræsenterer Foreningen overfor Amtsraad,  Kommunalraad, Overpræsident, Amtmand, Borgmester, Overværgeraad, Værgeraad, alle andre Plejehjems-foreninger og velgørende Foreninger, som kan komme i Betragtning, men først og sidst overfor Børnene selv, deres Forældre, hvis de har nogen, og overfor Pleje­hjemmene. Mit største Arbejde ligger dog i Anbringelsen af Børnene; vi har i Øjeblikket 133. Vi kan næsten ikke mere faa dem an-bragt her i Amtet, her indkommer for faa Tilbud, og det er ikke alle, der kan bruges. Børnene har ogsaa bedst af at komme langt bort fra det Sted, hvor de har været under daarlig Indflydelse.

Spredte over hele Landet er de da; vort gode Kammeratskab med andre Pleje­hjemsforeninger hjælper os, men mange Breve maa flyve frem og tilbage, før jeg kan naa saa vidt, at jeg tør sige: her har jeg et Hjem, der passer til vor lille, skrøbelige Else, til vor forhutlede Martha, til Peter, som har rapset lidt, eller til vor prægtige Marius, som kæm­pede saadan for at holde sammen paa Hjemmet, mens Fader og Moder svirede! Men rigt betaler de for sig, de Smaa, naar de forvandles under de gode Kaar, og naar det lyder til os fra Plejehjemmene: »Hvor vi er glade for den lille Pige eller Dreng, De har skaffet os!«

Da jeg er Husmoder i et stort Hjem og Medlem af Hjælpekassens Bestyrelse her, har jeg, siden jeg er bleven Formand i Kbhvns Amts Plejehjemsforening, min Dag godt op­tagen.

Men jeg vil slutte med et Ønske til alle de Kvinder, der har Mod til at tage samfundsnyt­tige Opgaver paa deres Skuldre: gid Livet maa give dem ligesaa lykkelige Vilkaar at ar­bejde under, som jeg har faaet, saa gaar det endnu bedre for den gifte, end for den ugifte Kvinde.