« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Barselforsikring
Det, som enhver Forsikring gælder, er den økonomiske Side af en indtræffende Ulykke, det er kun den økonomiske Skade, som i Reglen ledsager enhver ulykkelig Begivenhed, Sygdom eller lign., som man gennem Forsikringen ønsker at raade Bod paa.
Betingelsen for, at Forsikring overhovedet kan finde Sted, er, at den Skade, man ønsker at forsikre sig imod, er tilfældig enten i det hele taget, eller blot med Hensyn til det Tidspunkt, paa hvilket den indtræder. Det er klart, at hvis man selv forsætlig kan hidføre Skaden og kan tjene ved det, er Forsikringen meningsløs. Forsikringsselskaberne kunde nemlig risikere al blive ruinerede, hvis pludselig et større Antal af de forsikrede fandt paa at hidføre Skaden paa een Gang. Denne Slags Skader vilde ingen Selskaber paatage sig Forsikringen imod. Enhver ved, at Brandforsikring i ret høj Grad lider af denne Mangel; der findes jo ikke saa faa Tilfælde af Brandstiftelse, naar vedkommende Forsikrede har højt assureret, og dette maa man saa se at bøde paa ved forskellige Bestemmelser, f. Eks. Lovens Straf, og Brandforsikringsselskabernes Bestemmelser om, hvor højt Assurancesummen maa være (Vurderinger o. lign.). Kun de Ulykker, som Mennesket ingen Indflydelse har paa, kan siges at være fri for denne væsentlige Mangel, nemlig Ulykker som Jordskælv, Oversvømmelser, Uvejr o. lign. Men disse frembyder til Gengæld andre Vanskeligheder for Forsikring, hvilket her dog ikke skal gaas nærmere ind paa.
Selv Livsforsikring har en lille Del af den Mangel, at Skaden kan hidføres forsætlig, cg mange Selskaber udbetaler derfor intet i Tilfælde af Selvmord eller har i hvert Fald en Bestemmelse om, at i Tilfælde af Selvmord indenfor en vis Frist ydes Forsikringssummen ikke.
Hver Gang man ønsker at drage et nyt Felt ind under Forsikringens Omraade, maa man derfor nøje undersøge, i hvilken Grad det er udenfor Tilfældigheden, og om det f. Eks. nøje kan afgøres, i hvilke Tilfælde Skaden er tilfældig og i hvilke forsætlig hidført, thi hvis man kan sondre disse sidste ud fra de andre Tilfælde, kan man jo blot nægte at udbetale Forsikringssummen i disse sidste Tilfælde. Barselforsikringen, som der i de senere Aar har været saa megen Tale om, er netop i denne Retning en meget vanskelig Forsikring, hvorfor den heller ikke har været medtaget under Sygekassernes Omraade, skønt der jo følger Sygeleje og derigennem megen økonomisk Skade med, fuldstændig i Lighed med anden Sygdom. Men Sagen er her, at det ikke altid er rent »tilfældigt« , naar en Kvinde bliver frugtsommelig, saa at den første Virkning af, at Sygekasserne inddrog Barselforsikringen under deres Omraade, vilde være, at Børnefødslernes Antal vilde stige, og dermed Sygekassernes Forpligtelser. Thi netop det, at der er økonomiske Vanskeligheder forbunden med at sætte Børn i Verden, er for mange af ret væsentlig afholdende Virkning, som man ikke kan borttage, uden at det straks vil vise sin Virkning. Og det er farligt at borttage denne Virkning, thi ved at tage denne første Vanskelighed fra Folk vil de mere letsindige sætte flere Børn i Verden, end de senere hen er i Stand til at give en forsvarlig Ernæring og Opdragelse, thi mange ser ikke langt nok ud i Fremtiden, men kun paa de aller nærmeste Vanskeligheder - er disse ikke videre store, lader de staa til, og dette i jo højere Grad, de gennem Omstændighederne er vænnet til at leve »fra Haanden og i Munden« : er afvænnet med at tage Forholdsregler for Fremtiden.
Men til disse Betænkeligheder fra Samfundets Side ved at lette Folk det foreløbige Ansvar ved at sætte Børn i Verden, er der det at bemærke, at naar Barnet først er til Stede, skal dette ikke lide for Forældrenes mulige Letsindighed. Netop samfundsmæssigt set kan det ikke betale sig, at Børnene lider Mangel i den første og allervigtigste Tid, saa vist som det er billigere for Samfundet at forebygge en Sygdom eller Svækkelse hos Individet end senere at skulle helbrede det paa dyre Hospitaler, ja maaske i Fængsler og Fattiggaarde. Altsaa, kan man sige, af dette Hensyn maa der gøres noget for at sikre Barnet gode Vilkaar ikke alene fra dets Fødsel, men ogsaa før dets Fødsel, hvilket ikke er mindre vigtigt. Men saa er vi kommet ind i et helt andet Spor, dette er ikke »Forsikring«, »Barselforsikring«, men Beskyttelse, Arbejderbeskyttelse, thi det er ikke de velstillede, der skal bruge Barselforsikringer, heller ikke de mindre bemidlede, de vil dog nogenlunde kunne skaffe den midlertidige Udgift, som Barselfærden er, men netop Arbejderne, som foruden de sædvanlige Udgifter til Jordemoder, Pleje etc. ogsaa vil miste Moderens Arbejdsindtægt som Fabriksarbejderske el. lignende.
Sygekasseinspektør Wittrup skriver i en Artikel*) i Tidsskrift for Arbejderforsikring (Jan. 1909): »Barselforsikringen sejler under et falsk Flag. Vi siger »Barselforsikring«, men vi mener: Beskyttelse af svangre og fødende Arbejdersker og deres Børn«.
*) Gengivelse af et Foredrag, holdt af samme i Nationalak. Forening.
At der er god Grund til at gøre noget i denne Retning er vist almindelig indrømmet, der er jo ogsaa offentlig Anerkendelse herfor gennem Fabriklovens § 18, der forbyder Arbejderskerne at arbejde de første 4 Uger efter Nedkomsten, - men der staar intet om Tiden før, og den kan dog være næsten lige saa vigtig. Endvidere er den Bestemmelse, der er tilføjet: »med mindre der ved Lægeattest godtgøres, at dette kan ske uden Skade for hendes eller Barnets Sundhed« meget uheldig, som det ofte og af mange er fremhævet, thi denne Lægeattest er ikke saa vanskelig at skaffe, da Lægerne, som rimeligt er, synes, at den ringe Understøttelse, som hun kan faa af det offentlige, ikke kan sikre hende og Barnet forsvarlig Pleje og Ernæring, og saa maa hun dog hellere arbejde, end at de begge lider Nød. Desuden er det kun i meget faa Tilfælde, at denne Understøttelse udredes. Sygekasseinspektør Wittrup har foranstaltet en Undersøgelse, og af 68 Købstæder, der har besvaret en Forespørgsel derom, har kun 10 givet denne Understøttelse. Dels undser Arbejderskerne sig ved at henvende sig til »det offentlige«, selv om det ikke regnes som Fattighjælp, dels er Hjælpen i Reglen saa .ringe**), at hun foretrækker at gaa i Arbejde igen fremfor at modtage den.
**) De 10 ovennævnte Købstæder havde gennemsnitlig givet 14,34 Kr. pr. Understøttelse for hele Tidsrummet.
Det, der skulde gøres, var altsaa at give Fabriklovens § 18 større Virkning, f. Eks. ved at slette Bestemmelsen om Lægeattesten, og ved at sørge for en rigeligere - og mindre ubehagelig Form for - Understøttelse, endvidere burde de 4 Uger udstrækkes til 6 (saaledes som delvis findes i Tyskland), da Kvindens Tilstand først efter dette Tidsrum har nærmet sig nogenlunde til det normale - og endelig burde der skaffes den svangre Kvinde mindst l Maaneds Hvile forinden, hvilket af flere er paavist som meget vigtigt: Saaledes nævner Sygekasseinspektør Wittrup en Undersøgelse af Pinard, hvorefter det statistisk kan paavises, at Børn af Arbejdersker, der har haft Arbejde lige indtil Fødselen, har langt ringere Vægt og Levedygtighed end det normale, og de med staaende Arbejde har født de i disse Retninger ringeste Børn. Det samme har Forf. af disse Linier fremhævet i en Artikel: »Tjenestepiger og Fabrikarbejdersker« i »Samfundets Krav« for Sommeren 1908 i den Hensigt at formaa Arbejderstandens unge Piger til i mindre Antal at søge til Fabrikarbejde, men hellere til andet, og for dem selv og deres Efterkommere mindre sundhedsfarligt Arbejde, som f. Eks. det huslige.
Jeg er bange for, at man i den Retning taler for døve Øren til Arbejderne; - i saa Fald maa der altsaa raades Bod paa Ulykkerne paa anden Maade, men om dette skal ske gennem Barselforsikring i Sygekasserne, eller ved at tone rent Flag og sige »Arbejderbeskyttelse«, og se at faa nye og mere vidtgaaende Bestemmelser ind i Fabrikloven, det vil det føre for vidt at komme ind paa her.
Efterskrift.
Da ovenstaaende Artikel er skreven for længere Tid siden, vil jeg nu gøre en lille Tilføjelse:
I Artiklen har jeg ikke villet gaa ind paa at drøfte, hvilken af de 2 Veje: Barselforsikring gennem Sygekasserne eller Udvidelse af Fabriklovens Bestemmelser i denne Retning, der var at foretrække (og ogsaa andre Udveje end disse 2 af mig nævnte kunde tænkes hensigtsmæssige).
Med Hensyn til den sidstnævnte Udvej antydede jeg et Par Bestemmelser, hvoraf de 2 første til min Glæde er medtagne i det Andragende, som Dansk Kvindesamfunds Udvalg har indgivet til Indenrigsministeriet, nemlig: at man ønskede Bestemmelsen om Lægeattesten i § 18 slettet, og at Understøttelsen i den tvungne Barselhvile skulde gives under en mere tiltalende Form og med et større Beløb. Derimod har Udvalget ikke foreslaaet nogen Forlængelse af Barselhvilen hverken før eller efter Arbejderskens Nedkomst.
Med Hensyn til den førstnævnte Udvej, Barselforsikring gennem Sygekasserne, har Sygekasseinspektør Wittrup netop for nylig atter gjort sig til Talsmand for dette som den Udvej, der har mest Udsigt til at kunne gennemføres her i Danmark. Sygekasseinspektøren holdt nemlig Torsdag d. 17. Febr. et Foredrag i Københavns Kredsen (i alt væsentligt af samme Indhold, som det af mig omtalte Foredrag i Nat. øk. Forening for et Aarstid siden). Dr. Wittrup paaviste med klare Tal Nødvendigheden af at tage Forholdsregler imod den Skade, som Undladelsen af at holde Barselhvile paafører Børnene (og deres Mødre). Endvidere fremhævede han de forbavsende Resultater, et privat velgørende Selskab i Paris - der yder Understøttelser til Arbejdersker før og efter Nedkomsten og bl. a. særlig lægger Vægt paa at faa disse til at amme deres Børn i hvert Fald den første vanskelige Tid - har at opvise: i Løbet af faa Aar faldt Børnedødeligheden blandt de understøttede fra 10 % til 3,6 % i 1906, medens den samtidig (i 1906) i det øvrige Paris var oppe paa 15 %.
Sygekasseinspektøren mente nu, at man enten kunde gøre Barselhjælp tvungen indenfor de Sygekasser, der særligt omfattede Fabrikarbejdersker - i saa Fald skulde Stat og Kommune hver yde et Tilskud af 1/3 af den udbetalte Hjælp, saa at Sygekassen altsaa selv kun bar den ene Tredjedel - eller man kunde lade Sygekasserne selv afstemme om, hvorvidt de vilde optage Barselhjælpen blandt deres Ydelser. I saa Fald kunde de enten lade de kvindelige Medlemmer alene betale Bidrag (men alle Kvinderne) eller ogsaa alle Medlemmerne (ogsaa de mandlige), men i begge Tilfælde skulde baade Stat og Kommune yde Tilskud.
Denne Barselhjælp af Sygekasserne ønskede Sygekasseinspektøren udstrakt ikke alene til 4 à 6 Uger efter Fødselen, men ogsaa til mindst l Maaned før Fødselen, saaledes som i ovenstaaende Artikel nævnt.
Febr. 1910.
