« Tilbage til søgeresultaterne

I Anledning af forhv. Borgmester Jacobis „Bemærkninger om Børnelovene af 1908"

« Se emneord

I Anledning af forhv. Borgmester Jacobis „Bemærk­ninger om Børnelovene af 1908"

afholdt »D. K.« s Københavnskreds et Møde i Grundtvigs Hus d. 17. Marts.

Kredsens Formand, Øjenlæge Estrid Hein, bød Velkommen og fremhævede Dansk Kvindesamfunds Medansvar for den stærkt kritiserede Lov, idet det var et af D. K. i 1906 nedsat Udvalgs Forslag, der i en Række vigtige Punkter var fulgt i Loven af 1908.

Politimester Goll fra Aarhus, der var med i det nedsatte Udvalg, tog derpaa Or­det: Borgmester Jacobis Kritik gjaldt ikke saa meget Loven i sin Helhed som visse Mangler ved den. Man maatte se Loven i Lys af, hvad vi havde før 1908, og paa Baggrund af de Forhold, der havde fremkaldt den. Den maatte mindre be­tragtes som en familieretlig end som en social Lov og som saadan beslægtet med Loven af 1905 om forsømte og forvildede Børn. Man havde ved denne Lov gjort et Forsøg paa at komme de aller ulykkeligst stillede, de mest uforskyldt lidende, nem­lig de udenfor Ægteskab fødte Børn til Hjælp. Statistiken oplyste nu, at medens Dødelighedsprocenten for spæde Børn fødte i Ægteskab var 10 pCt., var den blandt de udenfor Ægteskab fødte Børn steget til 22-25 pCt. Til den legemlige Degeneration svarede en aandelig, der viste sig ved, at der var 3 à 4 Gange saa mange Forbrydere og prostituerede Kvinder født udenfor Ægteskab som selv i de aller fattigste Ægteskaber. Der fødtes aarlig her i Landet ca. 7000 Børn udenfor Æg­teskab, nemlig en Tiendedel af alle Børn.

Hvad havde vi før 1908? Det karrigste Underholdsbidrag. »Barnefaderen« skulde kun betale det halve, undertiden mindre og kun til Barnets fyldte 14. Aar. Den nye Lov var paa ingen Maade særlig radikal. Den vilde afløse Karrighedsprincipet med Forsvarlighedsprincipet, Halve-ringsprincipet med det Princip, at »Barne­faderen« skulde betale 3/5 af Omkost­ningerne ved Barnets Underhold til det fyldte 18. Aar. Den vilde ind­føre Retfærdighedsprincipet, idet denne Hjælp skulde tilregnes »Barnefaderen«, ikke Moderen, som Fattighjælp i Fald den maatte udredes af Kommunen i Faderens Sted. Endelig vilde den be­kæmpe den store Børnedødelighed i sine Bestemmelser om særlig Omsorg for Moderen før, under og i den første Maaned efter Fødslen og i sine Bestemmelser om større Bidrag i Barnets 2 første Leveaar.

Selve Retten til Normalbidrag var ikke noget nyt. Den skyldtes en Lov af 1888. Det nye var, at Normalbidragene sattes be­tydelig højere, og at de var gjort uafhæn­gige af Faderens Bortrejse eller Død, samt - ikke at forglemme - deres Forudbetaling. I Hovedsagen - mente Fore­dragsholderen - kunde ingen have noget mod den nye Lov at indvende. Et andet Spørgsmaal var jo, om Kommu­nen kunde paatage sig disse store Udbeta­linger. (Udbetalingerne var i København stegne fra 150,000 Kr. aarlig før Loven til 450,000 Kr. aarlig efter Lovens Ikrafttræ­den.) Dette Spørgsmaal var jo allerede be­svaret bekræftende, idet man havde ved­taget Loven. Det centrale Punkt i hele Sagen var dog dette: Kommer disse Penge nu ogsaa virkelig Barnet til Gode?

Maatte dette besvares med nej, da var Loven dømt. Men den rejste Kritik var her paa ingen Maade fældende, og Spørgsmaalet var altfor sammensat til saa hur­tigt at kunne besvares. Vi vidste alle, at der var en Del kortsynede eller ind­skrænkede, bedrageriske eller letsindige unge Mødre. Men de Resultater, der frem­førtes i dette lille Skrift, var paa ingen Maade afskrækkende. Borgmester Jacobi havde undersøgt 900 Tilfælde og var kom­met under Vejr med, at 60 af disse var Misbrug, d. v. s. 6-7 pCt. af samtlige Til­fælde! Var det saa forfærdende? Tale­ren syntes, at kunde man virkelig gaa ud fra, at Pengene i 93-94 Tilfælde af 100 havde faaet den rigtige Anvendelse, da maatte dette Resultat siges at overskride selv de dristigste Forventninger. Ja selv om det skulde vise sig, at Misbrugene var flere, f. Eks. 20 af 100, vilde han dog kalde Loven god og forsvarlig, af vidtræk­kende Betydning.

Sluttelig omtaltes de i Skriftet inde­holdte Reformforslag: - Det vilde sikkert være heldigt, om Bidragene kunde udbe­tales maanedsvis, derimod kunde Taleren ikke slutte sig til Forslaget om at nægte Moderen Udbetaling af Bidraget, før Fa­deren var afkrævet. Erfaringen viste, at »Barnefædre« var et meget luftigt Folke­færd, og det var urimeligt at udsætte Mo­der og Barn for at lide Nød, indtil dette var sket. Vilde det ikke være mere prak­tisk i de meget faa Tilfælde af den Art (l af 100 i Følge Skriftet) at tilbageholde Bidraget næste Gang, »Barnemoderen« indfandt sig for at afhente det?

Heller ikke de andre Forslag kunde Taleren slutte sig til. De vilde medføre for stor Vilkaarlighed. Kom Pengene Bar­net til Gode? Herudfra maatte Loven be­dømmes. I Lys af de allerede gjorte Er­faringer maa der svares: »Ja, i det hele vir­ker Loven fortrinlig. Lad os da fortsætte, indtil vi kan faa mere Overblik.« De, der ser modløst paa Loven, vil ikke kunne glæde sig over dens gode Virkninger, men vil atter og atter fæste Blikket paa de mørke Punkter: Misbrugene. Kunde disse da afhjælpes?

Der paapegedes flere Midler hertil, et udvidet Plejetilsyn, Anmeldelse som i Tyskland af ethvert Barns Fødsel inden 24 Timer efter Fødselen osv. osv. Det var paa ingen Maade haabløst. Loven af 1908 var ikke uden Plet og Lyde; men den be­tegnede et stort socialt Fremskridt og gjorde vor Kultur Ære.

l den paafølgende Diskussion deltog Fru Mathiesen, der med Rette kritiserede de Misbrug ved Adoption med Udbetaling een Gang for alle, hvor Barnet er Midlet, men Pengene Maalet. Overretssagfører Schrøder fra Studentersamfundets Rets­hjælp omtalte det stærkt forøgede Arbej­de i Retshjælpen fra 1000 Sager Aaret før til 2000 efter Lovens Ikrafttræden. Saavel han som Ekspeditionssekretær Krause og de senere Deltagere i Diskussionen gav Politimester Goll deres fulde Tilslutning. Medicinaldirektør, Dr. Muus betegnede Normalbidragene som lavere end Loven byder og Overretssagfører Munch-Petersen anbefalede at lade Værgeraadsinstitutionen have Tilsyn med Underholdsbidra­genes Anvendelse.

Der synes overalt i de Kredse, hvor man føler Virkningen af denne Lov, at herske en enstemmig befriende Glæde over at disse »Bemærkninger om Børnelovene af 1908«, der saa længe har hængt som en truende Uvejrssky over vore Hoveder, langt fra er fældende.

Kun i Magistratens 3die Afdelings Kon­torer, hvor det Liv, den nye Lov medfø­rer, synes at true med at sprænge de gamle Arbejdsformer, er man maaske skuffet.
Men det er sikkert her, en Del af Re­formerne rettelig skulde henlægges, hvad Skriftets Forf. ogsaa selv antyder i sine Slutningsbemærkninger.