« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Udlandet
40.000 amerikanske Blusesyersker
gennemfører en Strike ved Hjælp fra
Valgretskvinderne.
Kan Kvinder strike alene og med Held? Blusesyerskerne i New York har besvaret dette i Arbejderverdenen meget drøftede Spørgsmaal med et ubetinget Ja. En af de største Striker New York har kendt, den omfattede da den var paa Højdepunktet 40,000 Syersker, er med godt Resultat gennemført af Kvinder af den fattigste Klasse, de fleste ganske unge, 18-25 Aar, af jødisk og italiensk Nationalitet og med en Fagforening i Ryggen, der ved Strikens Begyndelse kun talte ca. 1000 Medlemmer.
Som overalt i Verden var ogsaa den store Masse af Syersker i New York meget daarligt stillede, og da Bedring af deres Kaar kun kunde opnaas gennem indbyrdes Sammenslutning, og Systue-Ejerne var imod en saadan, valgte Blusesyerskerne at strike for at opnaa bedre Løn, en menneskelig Arbejdstid og Anerkendelse af deres Ret til at danne Fagforeninger. Overklassens Kvinder, som forfærdedes ved at erfare, under hvilke Kaar deres Medsøstre arbejdede ved Forfærdigelsen af ofte kostbare Klæder, tog Syerskernes Parti. Foruden Syerskernes egne Møder blev der af Kvindevalg-retsforeningen i New York afholdt et Massemøde, ved hvilket Byens Sundhedsautoriteter, Biskoppen og andre fremragende Mænd gav Møde. Her talte bl. a. den ogsaa her hjemme kendte kvindelige Præst Dr. Anna Shaw. Dr. Shaw omtalte, at Valgretskvinderne altid havde ønsket Samarbejde med Arbejderskerne, men at dette hidtil kun var lykkedes i ringe Udstrækning. Nu var de blevne ført sammen af Omstændighedernes Magt, og hun haabede, at Kvinderne ogsaa i Fremtiden vilde forstaa at holde sammen. Et andet Møde til Fordel for de Strikende blev afholdt i New Yorks fineste Kvindeklub, og en Indsamling paa dette Møde gav $ 1300 (ca. Kr. 5000) til de Strikende.
Striken er nu endt, og Syerskerne har opnaaet en ugentlig Arbejdstid af 52 Timer (Lørdag til Kl. 4), Ophør af Søndagsarbejde samt at Overarbejde i Sæsontiden ikke udstrækkes længere end til Kl. 8 Aften, desuden en Lønforhøjelse af 15—20 % og Anerkendelse af deres Fagforening.
»The Woman’s Journal«.
Resultatet af de finske Landdagsvalg
er blevet Tilbagegang i Kvindernes Repræsentation paa Landdagen. Af dennes 200 Medlemmer er nu kun de 17 Kvinder, medens disses Antal i 1907 var 19, i 1908 25 og i 1909 21. Denne Nedgang er ikke smigrende for Kvindernes Udholdenhed, skriver »Nutid«. Man søger nemlig forgæves en berettiget Grund til, at de kvindelige Landdagsmedlemmers Antal har været i stadig Nedgang ved de tre sidste Valg. Det Parti, indenfor hvilket Tilbagegangen for Kvinderne er mest forbavsende, er det socialdemokratiske. Dette Parti tæller nu 10 Kvinder blandt sine 86 Landdagsmedlemmer, medens Forholdet i 1908 var 13 af 83. en Tilbagegang fra 15,6 % i 1908 til 11,8 i Aar.
Schweiziske, gifte Kvinder faar Ret til en Tredjedel af Mandens Indtægt.
En ny Lov er gennemført i Schweiz, ved hvilken den gifte Kvinde, selv om hun ikke har noget Erhverv, faar Ret til en Tredjedel af Fællesboets Indtægter. Det er saavidt vides første Gang, man ved Lov anerkender Værdien af Hustruens Arbejde som Husmoder, og Loven vil tillige tjene som Beskyttelse for Hustruen og Børnene i Hjem, hvor Manden hidtil har bortødt Størstedelen af sin Fortjeneste udenfor Hjemmet.
»La Francaise«.