« Tilbage til søgeresultaterne
Frue eller Frøken?
Brev til »Kvinden og Samfundet«.
Højtærede Redaktion! Da jeg fornylig, under mit Ophold i København, aflagde et Besøg paa Redak-tionskontoret, beklagede De Dem over, hvor vanskeligt det var at holde Rede paa de kvindelige Abonnenters Titler. Man vidste aldrig rigtig, om man skulde skrive Fru eller Frøken; hvorledes man end bar sig ad, kom man dog til at tage fejl. Allerede da raadede jeg Dem til at anvende en fælles Titel for alle og kun skrive f.Eks. Fr., men nu skal jeg yderligere komme tilbage hertil.
Har det aldrig forekommet Dem mærkeligt, at medens man til ethvert mandligt Individ kan sige Hr., han være sig ung eller gammel, gift eller ugift, har man til Kvinderne to forskellige Titler, afhængige af deres Forbindelse med Mændene. I Dag benævnes en Kvinde paa en Maade, i Morgen paa en anden, alt eftersom hendes Stilling i Forhold til det andet Køn forandres. Hun skal ved sin Titel underrette den første den bedste, hun forestilles for, om sine private, personlige Forhold.
Men herunder skjuler sig endnu noget andet og mere. I alle Sprog betegner det Tiltaleord, man har tildelt den ugifte Kvinde, et Diminutiv, en Formindskelse (Fråulein, Mademoiselle, signorina o. s. v.), hvorimod den Titel, man giver den gifte Kvinde, Fru, Frau, Madame, Signora, passer paa en moden, fuldvoksen Person. Disse Benævnelser er slet ikke andet end Rester fra en Tid, hvor Kvinden kun ved sin Stilling som Mandens Paahæng kunde regnes for myndig og fuldvoksen. Havde hun ikke en Mand ved sin Side men stod alene i Verden, betragtedes hun til sin Død som en umyndig Person og tiltaltes som et Diminutiv. Blot for at slippe for denne Titel har mangen Kvinde tidligere taget imod det første det bedste Ægteskabstilbud, selvom det hverken tilfredsstillede hendes Hjærtes eller hendes Hjærnes Krav.
Nu er det ikke mere saaledes. Ogsaa den ugifte Kvinde har jo en agtet Stilling i Samfundet, men derfor er der heller ikke nogen Grund til at beholde denne diminutive Benævnelse, denne Rest fra en barbarisk Tidsalder.
For rigtig at forstaa, hvor naragtigt og urimeligt det er at have to forskellige Titler, saaledes at man altid maa anstille en Undersøgelse af et kvindeligt Individs Familieforhold, før man kan tiltale hende, behøver man blot at forestille sig, hvor komisk og ligefrem nærgaaende det vilde forekomme En altid at maatte begynde med at udspørge enhver Mandsperson i hvilket Forhold han staar til den kvindelige Del af Menneskeslægten og saa opkalde ham derefter. Det første Spørgsmaal maatte saa være: »Hr. eller Herken?« (svarende til »Fru eller Frøken?«) og derefter maatte det hedde: »Maa jeg forestille Hr. Madsen, Herken Knudsen« o. s. v. - Vedkommende mandlige Individer vilde vist ikke føle sig synderlig smigrede, og de skulde vist meget snart spørge: »Hvad vedkommer mine Familieforhold Folk i Almindelighed? Min Stilling udadtil, min Benævnelse som Samfundsmedlem kan have Interesse for dem, den kan de faa, men heller ikke mere.«
Saaledes tænker Mændene, og derefter handler de; de benævner hverandre Forstander, Læge, Kandidat, Grosserer o. s. v.
- Der findes allerede mange Kvinder, som beklæder forskellige Embeder eller indtager særlige Stillinger i Samfundet, men det anføres saa godt som aldrig, naar Vedkommende forestilles. Man indskrænker sig som Regel til at fremdrage hendes Stilling i Forhold til det andet Køn. Hvis man nogensinde nævner hendes Samfundsstilling, siges der f. Eks. Ingeniør, Doktor, Redaktør, forbindes det dog altid med Fru eller Frøken. Det er, som om man vilde sige Herken (tysk Herrlein) Doktor, Herken Etatsraad o. s. v.
»Men hvad skal Kvinderne da kaldes ?« spørges der maaske. Ganske som man til enhver Mandsperson siger Hr. uden Forskel, skal man naturligvis kalde enhver fuldvoksen Kvinde Fru, det er den tilsvarende Titel.
Der har været en Tid, paastaar Dr. jur. Marie Raschke i Berlin, som grundig har studeret dette Spørgsmaal, - da Mændene benævnedes Herr eller Herrlein eftersom de var gifte eller ugifte. Men allerede i Middelalderen afkastede de denne dobbelte Tiltaleform, og naturligvis udgik Bevægelsen herfor først og fremmest fra de ugifte Mænd; de protesterede imod at sættes i en særlig Klasse.
Men det tyvende Aarhundredes Kvinde - hun forstaar endnu ikke at protestere herimod. At den store Mængde af Kvinder, som kun i ringe Grad klarer sig deres Stilling, ikke har gjort det, kan man egentlig ikke forundre sig over. Men at de vaagne Kvinder, de, som har arbejdet paa at forandre og forbedre deres Livsvilkaar, ikke har taget denne Sag op, er ganske mærkeligt.
De burde dog tænke paa, at selv om de finder det interessant saaledes bestandig at skilte med deres private personlige Forhold, saa findes der Kvinder for hvem det er i høj Grad pinligt, først og fremmest de ugifte Mødre. De er dog selv de sidste, der har Mod til at gennemføre denne Reform, men netop for dem vilde den være af den største Betydning. Saa snart alle voksne Kvinder uden Undtagelse blev kaldt Frue, præsenteredes som Frue, modtog Breve og Regninger med Udskriften Fru o. s. v. vilde en stor Del af det pinlige og ydmygende i deres Stilling være borte.
Kvindesagskvinderne har jo i alle Lande antaget sig deres Sag, de har arbejdet for at forbedre det udenfor Ægteskab fødte Barns Retsstilling, men det, de selv uden mindste Forandring i Lovparagraferne kunde iværksætte; det Hensyn, som bestod i, at dette Barn ikke skulde høre sin Moder kaldes Frøken eller anderledes end andre Børns Mødre, den Reform forsømmer de helt at gennemføre.
Maaske siger De: »Ja, det er meget godt, men det gaar ikke saa let«. Men tænk saa blot paa, hvad det vilde betyde, om alle Kvindesagsorganer uden videre kaldte alle Kvinder ens, d. v. s. Fru, og desuden alle moderne Kvinder med nye Tanker og Idealer ophørte med at anvende disse diminutive Titler og holdt fast derved, selv om »Klods Hans« og »Kladderadatsch« morede sig nok saa meget.
Hvad en eneste Person kan udrette har en kvindelig Dr. med. i Wien vist. Hver Gang nogen tiltalte hende »Fräulein Doctor« holdt hun for Vedkommende en kraftig Tale om, at en Titel som betegner et Diminutiv ikke lader sig forene med en Titel, som betegner den højeste Grad af Modenhed nogen Højskole tildeler sine Elever. Følgen af dette er, at Titelen Frue for alle Kvinder er saa godt som gennemført i Wiens intelligente Kvindeverden. Desuden har Tidsskriftet »Neues Frauenleben«*) i længere Tid ved sit Eksempel arbejdet for samme Reform.
*) Nyt Kvindeliv.
Gaa De nu hen og gør ligesaa i »Kvinden og Samfundet«, saa vil det nok vise sig, at Begreberne ogsaa paa dette Omraade saa smaat begynder at klare sig.
Med en kammeratlig Hilsen tegner jeg mig
Helsingfors, Marts 1910.
Deres hengivne
Maikki Friberg,
Dr. phil., Redaktør af »Naisten Äani«.
Vi beder Læserne udtale sig om denne Sag.
Red.
