« Tilbage til søgeresultaterne
Fjorten Dage for sent
En »Vending ved Guds Førelse«.
»Et sædeligt og rent Ægteskab er en af den kvindelige Magts Grundpiller«. - Saaledes staar der virkelig at læse i Socialdemokraten for 30. Marts.
»Hvilken Vending ved Guds Førelse!« kunde vi fristes til at udbryde, ligesom »Vort Land« i sin Tid i sin Begejstring over Konsejlspræsident Neergaards Omvendelse til Københavns Befæstning.
Det er jo nemlig saaledes, at Dansk Kvindesamfund ikke altid har ment at have Socialdemokraterne paa sin Side i dette Spørgsmaal.
Forkyndte ikke Journalist A. C. Meyer i Kvindelig Fremskridtsforening den 11. April 1890, at Socialismens Maal var Ophævelsen af det bestaaende Familieliv? Blev ikke Forfatteren, Aage Madelung, efter at hans Foredrag i Grundtvigs Hus om den erotiske Frigørelse nær havde sat Dansk Kvindesamfund paa den anden Ende, straks af Socialdemokraterne indbudt til at gentage Foredraget i Folkets Hus? - Ja, erklærer ikke Fru Johanne Meyer i god Tro i sin nysudkomne Bog: »Ny Kønsmoral og friere Form for Ægteskabet«, at alle de, som dyrker Socialismen, er enige om, at Staten bør træde i Faderens Sted ved at overtage det økonomiske Ansvar for Børnene? Altsammen naturligvis - hvad Fru Meyer heller ikke undlader at oplyse os om - under det evindelige Feltraab: »Tilbage til Naturen!«
Fru Meyer har imidlertid dog sine Betænkeligheder overfor dette Tilbagetog; hun forklarer os, at det ikke er »den raa, primitive Naturkraft hos Dyret«, vi skal j vende tilbage til, - altsaa ikke til Fuglen, som ribber sit Bryst tilblods for at varme sine Æg; ikke til Ræven, som sniger sig i Mørket om Menneskenes Boliger, udsat for Saksen og Bøssekuglen for at redde Føden til sine Unger i Hulen der hjemme; - heller ikke til »det uciviliserede Menneske«; - altsaa ikke til Kvinden, som slæber rundt med sit Barn paa Ryggen, at det ikke skal komme noget til, mens hun i sin uselviske Enfold slider for at bjærge det Livets Ophold; - nej, meget længere tilbage, til »den hellige Urkraft, forædlet i Kulturlivet, erkendt og forstaaet i Videnskabens hellige Sollys« (!); denne Urkraft, som i Overensstemmelse med den Socialisme, som Fru Meyer dyrker, smider Ynglen fra sig i Børneinternater og Opdragelsesanstalter og andre Statsgarantier for de naturlige Følger af »den uimodstaaelige Sympathi, som paa nogle Timer kan konstatere et uopløseligt Forhold mellem Mand og Kvinde« (!).
Saa vidt Fru Johanne Meyer; - men tilbage til Socialdemokraten for 30. Marts med dens »sædelige og rene Ægteskab, som en af den kvindelige Magts Grundpiller«.
Skal vi tro, at denne Udtalelse kun er et af Forsvarsforligets isolerede Forter, beregnet paa at berolige de ængstede Gemytter men i Virkeligheden ikke mere værd i Farens Stund, end den
Forsvarskomedie, som nu skal til at gaa for sig ude i Taarbæk?
Eller tør vi tro, at Socialdemokraterne, efterhaanden som de begynder at betragte Samfundslivet fra et højere Stade, ligesom Neergaard, erhverver sig et andet Syn paa Tingene og nu nærer Planer om at befæste Hjemmene, de gamle, ægteskabelige Hjem, efter en ny og rummeligere Linie, overensstemmende med Kvindernes voksende Krav?
Hvis det sidste virkelig er Tilfældet, da kan Dansk Kvindesamfund og alle ædruelige Fremskridtskvinder, som endnu har bevaret deres fulde fem midt under disse Tiders hysteriske Elskovspræk, skrive Socialdemokratens Ord paa deres Indtægtsside og udbryde med »Vort Land«:
»Hvilken Vending ved Guds Førelse!«
