« Tilbage til søgeresultaterne
Svend Høgsbro
Svend Høgsbros Død er et saa alvorligt Tab for Kvindesagen i Danmark, at man knap ret forstaar, hvorledes dette Tab skal erstattes. Fra sin tidligste Ungdom har ikke blot hans klare Hoved, men først og fremmest hans varme Hjerte været gennemtrængt af Iver for Ret og Retfærdighed mellem Kønnene. Og han nøjedes ikke dermed, men kastede sig personlig ind, hvor det trængtes, aldrig glemmende Kvindernes Sag for de mange andre store og vigtige Hverv, der betroedes ham i Livet, altid med det lyse, friske og glade Sind, der jublede, naar der øjnedes en liden Fremgang - for os - aldrig træt og modløs, selv om det saa mørkt og truende ud, saaledes staar Svend Høgsbro for alle
os, der samtidig med ham har været med i Arbejdet for at løfte og højne Kvindernes Stilling i Danmark.
Hvor frydede det ham at se, hvor mange unge Kvinder, der nu arbejder og søger fremad i Kundskaber og Dygtighed for at kunne ernære sig selv og ikke falde andre til Byrde. Og praktisk, som han var, greb han selv ind - allerede for mange Aar siden - og uddannede den første unge Kvinde til »Dansk Jurist«. Men det var endnu ikke muligt, at hun kunde faa Lov at fungere som Fuldmægtig. Og da han som Trafikminister fik Indflydelse paa Ansættelse og Uddannelse af Personalet indenfor Post- og Jernbanevæsenet, da skyndte han sig at afskaffe den Uret, som var nær ved at faa Hævd, at man nægtede de unge Kvinder den samme Uddannelse som Mændene, hvorved man tillige for bestandig kunde holde dem nede paa de lavest lønnede Pladser. Kvinderne indenfor disse Etater er ham derfor stor Tak skyldig.
Og Kvinders Valgret og Valgbarhed - han ikke blot ønskede den og arbejdede for den; men han formelig »troede« paa den, troede at den vilde blive den Løftestang, der skulde hjælpe Kvinderne frem til at give Samfundet af det bedste, vi ejer; troede paa den, som den Magt, der ved at give Kvinderne Ansvar vilde udvikle dem og gøre dem til gode Borgere i deres Land
- til Gavn for det hele Samfund.
Og sidst, men ikke mindst har han arbejdet og kæmpet for Hustruens og Moderens Ret. Allerede i 1889 forfattede han en Fremstilling af »Kvinden og Ægteskabet« efter da gældende dansk Ret. Og siden den Tid har han utallige Gange - i Skrift og i Tale - i Theori og i Praksis
- nedlagt et stort Arbejde for at faa Hustruens og Moderens Stilling forbedret - baade i personlig og i økonomisk Henseende. Mange ulykkelige Hustruer har i Tidens Løb søgt og faaet hans Hjælp i saare vanskelige Sager. Særlig Moderens Ret overfor sit Barn har ingen varmere Talsmand haft end Svend Høgsbro. Vi glemmer aldrig, da han en Gang i en Diskussion om denne Sag sagde: »Dette har jeg ikke lært af Bøger, men af vaade Kvindeøjne«. Selv var han den lykkeligste Ægtemand, inderlig glad i Bevidstheden om, at hans Hustru delte alt med ham.
Det er saa underlig uforstaaeligt, at disse straalende, gode Øjne nu er lukkede, at den friske, glade Stemme aldrig mere lyder iblandt os! Hvor vil vi savne ham de mange, mange Gange, naar Hindringerne rejser sig, og det er smaat med Haabet og Troen paa vor Sag.
Men lad os samles i en Tak, fordi han har levet iblandt os, og fordi han i en Menneskealder har været Kvindesagens trofaste, kærlige, aldrig svigtende Ven. Vi, der har kendt ham og arbejdet sammen med ham, glemmer ham aldrig.
Ære være Svend Høgsbros Minde!
