« Tilbage til søgeresultaterne

Björnstjerne Björnson og Dansk Kvindesamfund

Af: Astrid Stampe Feddersen

« Se emneord


Så har han da lukket sine øjne, kæmpen med det store hjærte og den dybe fø­lelse for alt, hvad der var underkuet. Verden er bleven fattigere, synes mig, især er vi kvinder bleven det. Hvor findes nu den mand, som vil være vor talsmand, når det gælder, og når latterbølgen og den hånende, dræbende spot vælter sig ind over os? Jeg håber, vi kvinder må have fået mod til at stå på egne ben. Der findes mænd nok i vor tid, som vil tale - om end ikke altid virke - for kvindens poli­tiske ligestilling med manden, men for hendes kønslige ligestilling, for den anskuelse, at hun kan stille samme krav til manden som han til hende, hvem vil virke for den og udsætte sig for den latter, dette vil fremkalde. Björnson havde profetens store udsyn, han så’, at hvor latterligt det end kan synes at tænke sig sligt, så var det dog at ad den fremgangslinje, menneskeætten måtte nå til større lykke og sjælelig og legemlig sundhed.

Han vovede at tro på fredens sejr midt i al den ufred, der er mellem folkene og trods blodige og uretfærdige krige i nutiden; og han vovede at tro på engiftes sejr midt i al det skjulte og åbne mangegifte, det nuværende samfund er så fuldt af, og det endskønt de, der på nogle punkter gik forud for fremskridtet, arbejdede for at drage kvinden ned til mangegifte-standpunktet.


Det var i 1887, da flere nordiske digtere i sine værker havde forkyndt den lære, at kvinden skulde frigøres ved at slippe det sædelige engifte-ideal, hun var opdraget til, og havde søgt at bilde kvinderne ind, at de led under dette sædeligheds - ideal det var dengang Dansk Kvindesamfund på et møde fremførte kvindernes indsigelse mod denne påstand. Man skulde tro, at de, som kaldte sig fremskridtets og oplysningens mænd, vilde give kvinderne lov til at fremkomme med sin mening om, hvorledes kvindernes natur var, og hvilket sædeligheds ideal de troede vilde bringe dem den virkelige frihed. Men nej, de skulde slås ned og bringes til at tie, og der førtes nu et felttog mod kvinderne, hvor intet våben forsmåedes for at bringe dem til tavshed. I den pennefejde, som udviklede sig, var Björnstjerne Björnson én af dem, der ridderlig stillede sig på kvindens side, og han gjorde mere end det: på Dansk Kvindesamfunds opfordring holdt han først i København og siden ud over landet sit udmærkede foredrag om »Engifte og mangegifte« og slog derved et vægtigt slag for det livssyn, som han ikke vilde have slået brutalt ned. Dette er hans uvisnelige hæder og for dette kan Dansk Kvindesamfund ikke takke ham varmt og dybt nok.

Vi står alle heroppe i Norden i taknemlighedsgæld til Björnson for hans dejlige digterværker, hans fagre fædrelandssange, og for hans uforfærdede kamp for alle de underkuede, de underkuede folk, klasser og køn, men dybest bør takken dog lyde fra os kvinder, fordi han hjalp os i en sag, hvis løsning i modsat retning, vil røve kvinden den frihed, der er dybt grundet i hendes væsen.

Nykøbing F., 5/5 1910.



A. Stampe Feddersen.

 

Som et Udtryk for den Taknemmelighed, som Danske Kvinder og særlig Dansk Kvindesamfund føler for alt hvad Bjørnson har skrevet og virket for Kvindernes Sag, deltog Københavns Kredsen i Sørgetoget gennem Byen til Toldboden.


 

Opsang for Kvindens røstret Dansk Kvindesamfund tilegnet

 

Hun rejste sig, hun sagde: her bliver ej ret på jord

Så længe du alene skal sige lovens ord

Du bygde stort i højden, fik jorden underlagt;

Men grunde retfærd på den, det står ej i din magt.

 

For længe eneherre, for bred din egen plads,

For vant at bruge sværdet og din komando-bass

Du sætter ikke kursen for retfærd og for fred,

Misvisning i kompasset; der ligger stål breved.

 

Du tæmte elementer, du fandt naturens tall,

Så de må træle for dig som husdyr i din stald;

Men indad idel ufred i oprørssvangert skrål

Og udad idel rustning som krig var alles mål.

 

Vort samfund har du styrtet i den dybeste gjæld.

På andres pænge går det, og du er deres træl.

Dog ikke du alene; hvem får den værste tørn?

Jeg ser du kjænner svaret: det gjælder vore børn.

 

I deres navn jeg spør dig: vil du ej ta mig med?

Ti retfærd klarer sagen; alene den gir fred.

Den er det, du har krænket, og det blev værst for dig,

Ti retfærd klarer sagen: begynd den nu med mig!

 

Bjørnstjerne Bjørnson  august 1906